Rugbrød, æblerov og vikinger

Så fik jeg det ende­lig gjort!

I man­ge år har jeg kig­get på lækre rug­brøds­op­skrif­ter og tænkt: “Det vil jeg også prø­ve at bage en dag!”. Nu har jeg ende­lig taget mig sam­men til at lave rug­brød helt fra bun­den. Ikke noget med en Amo-brød­blan­ding, men med min egen egen sur­dej. Det føles godt at pro­du­ce­re selv 🙂 Og det sma­ger til­med godt!

I skal selv­føl­ge­lig ikke sny­des for resul­ta­tet…

Vi har nydt solen i wee­ken­den og gjort gla­de­ligt brug af vores over­dæk­ke­de ter­ras­se eller have­stue om man vil. Her­fra kan man føl­ge med i Ring­kø­bings pul­se­ren­de liv og hol­de øje med, hvor man­ge der er taget på lør­dag­sind­køb ud fra antal­let af par­ke­re­de biler. På græs­plæ­nen, som I måske kan skim­te i bag­grun­den, har vi to fine æble­træ­er, som vi har glæ­de af i den­ne tid. Vi skal dog være hur­tig ude og hen­te æbler, for vores nabo­er fyl­der deres rola­tor­kur­ve op, inden dug­gen er for­dam­pet.

I dag har vi været til til­flyt­te­rar­ran­ge­ment. Først til formiddagskaffe/te/rundstykker på Fahl Kro, hvor vi tryk­ke­de hånd med sel­ve­ste borg­meste­ren. Her­ef­ter en tur i Bork Vikin­ge­havn, som er et mini Hjerl Hede, bare med vikin­ger. Hen­de på bil­le­det her­un­der, var ikke én af de vikin­ger vi mød­te, selv­om hun ser lidt far­lig ud 🙂

Kernesunde Høyer Kold

Jeg har hørt så meget om bogen “Ker­nes­und Fami­lie Sådan!”. Har hørt, at man­ge tager bogen med ind i hel­se­kost­bu­tik­ker og går sla­visk efter ind­købs­li­sten deri.

For et par uger siden fandt jeg bogen i Net­to til 95 kr. Nu skal jeg have stil­let min nys­ger­rig­hed! Hvad er det med den bog, der er så fan­ta­stisk? Jeg er nu kom­met to tred­je­del ind i bogen og det er godt nok tan­ke­væk­ken­de læs­ning.

Vi synes beg­ge, at vi lever ret sundt og fejl­er ikke noget spe­ci­elt — udover, at vi beg­ge er kro­nisk små­for­kø­le­de og så skul­le det vist være godt at hol­de sig fra mælk..? Så det kan nok godt bli­ve bed­re…

Men hvor­dan er det at leve uden suk­ker, mælk og glu­ten, når man som os godt kan lidt et godt styk­ke cho­ko­la­de, ikke kan und­væ­re en por­tion müs­li med mælk om mor­ge­nen og elsker at bage brød?

Og hvor­dan tack­ler man det, når man skal spi­se uden for egne ram­mer?

Nå, men det kan vel ikke ska­de at prø­ve…?

Skal bare lige have tømt suk­ker- og hve­de­melsla­ge­ret, druk­ket mæl­ken, for­tæ­ret cho­ko­la­den osv… For man smi­der jo ikke bare mad ud.

Så om et par uger er jeg klar! 🙂

Er der nogen som har gode erfa­rin­ger, de vil dele?

Papirbryllup

I går fejre­de vi vores papir­bryl­lup — 1 års bryl­lups­dag, for selv­om det egent­lig er i dag, så er vi i hver sin ende af lan­det. Male­ne i Hvi­de San­de og Ulrik i Køben­havn og kan der­for ikke fejre hin­an­den sam­men…

Vi var spænd­te på at fin­de bryl­lup­ska­gen frem fra fry­se­ren og om den sta­dig smag­te lige så godt. Men den smag­te hel­dig­vis sta­dig super­godt!

Bryllupskagen et år efter brylluppet
Bryl­lup­ska­gen et år efter bryl­lup­pet

Lør­dag aften var vi ude at spi­se på den loka­le Kræs Café/Restaurant, der lig­ger ved lystbå­de­hav­nen i Ring­kø­bing. Deres Kræs Bur­ger til 135 kr smag­te dej­ligt og kan helt sik­kert anbe­fa­les!

Vi har haft et dej­ligt før­ste år som hr og fru Kold og ser frem til fle­re!

Kransekagefigurerne fra bryllupskagen
Kran­se­kage­fi­gu­rer­ne fra bryl­lup­ska­gen

Opgradering af WordPress

To kor­te nyhe­der her fre­dag mor­gen: En oplys­ning til læser­ne om blog­gen (OLB) og der­ef­ter en nør­det ori­en­te­ring.

Først en OLB: Jeg har opgra­de­ret blog­mo­to­ren bag Høy­er­Kold fra ver­sion 2.3.3 til nye­ste ver­sion (Word­Press 2.6.1). Det gik rime­ligt smer­te­frit. Sam­ti­dig opgra­de­re­de jeg de plu­gins, vi bru­ger, der også hav­de en opda­te­ring til­gæn­ge­lig. Det bety­der, at vi nu er langt mere drifts­sik­re og for­hå­bent­lig også hur­ti­ge­re. Sig ende­lig til, hvis I ople­ver det mod­sat­te eller fin­der uove­r­ens­stem­mel­ser.

Og så den nør­de­de ori­en­te­ring: Udover at opgra­de­re til Word­Press 2.6.1 instal­le­re­de jeg to nye plu­gins: Word­Press Auto­ma­tic Upgra­de og Plu­gin Cen­tral.

Det gik min­dre godt. De to plu­gins kræ­ver skri­ve­ret­tig­he­der til ser­ve­ren. De spør­ger også beg­ge to pænt efter bru­ger­navn, adgangs­ko­de og meget andet godt. Ingen pro­blem med det.

Pro­ble­met opstår først i det sekund, de to plu­gins prø­ver at gem­me noget på ser­ve­ren. Når PHP kører i safe mode (som man bør!), så kan de ikke få lov til at gem­me noget på ser­ve­ren. Der­med er de ikke meget værd.

Det kan da godt ske, at jeg har over­set en mulig­hed i opsæt­nin­gen af PHP, men når jeg ikke selv sty­rer ser­ve­ren — og min udby­der skri­ver, at jeg kan IKKE slå safe mode fra — så er der ikke man­ge mulig­he­der.

Der­for blot en kort ori­en­te­ring til alle, der over­ve­jer at instal­le­re Word­Press Auto­ma­tic Upgra­de eller Plu­gin Cen­tral: Tænk lige først over safe mode og skri­ve­ad­gang. Det kan spa­re ca. et kvar­ters hoved­brud. Og til kon­su­lent­løn kan det nok godt beta­le sig 🙂

2 historier fra hverdagen

Den for­s­vund­ne bank­bog

Min mor er sådan én, som hæver pen­ge i ban­ken med sin bank­bog et par gan­ge om måne­den. Da de besøg­te mig til min fød­sels­dag blev jeg bega­vet med lidt kon­tan­ter, som var ble­vet hævet vha. oven­nævn­te bank­bog. Devær­re var hun så uhel­dig at miste bank­bo­gen omtrent sam­me dag.

I går aftes var jeg for­bi den kine­si­ske restau­rant i Ring­kø­bing, hvor vi hav­de spist til aften på min fød­sels­dag, for at høre om de evt. hav­de fun­det en bank­bog.

Bank­bog???”… Den lil­le kine­ser­pi­ge så meget forun­dret på mig og jeg tænk­te: er det for­di hun ikke for­står mig (hun tal­te med accent) eller ved hun bare ikke hvad en bank­bog er?

Ja…”, fik jeg frem­stam­met, “sådan en lil­le bog, som man bru­ger til at hæve pen­ge i ban­ken med… Det, man brug­te før man fik Dan­kort…”.

Nej”, sag­de hun… men jeg er sta­dig ikke over­be­vist om, at hun vid­ste, hvad jeg spurg­te om.…

Foden i gul­vet

Jeg ple­jer at være en ret tole­rant per­son, når jeg står i kø. For her­re­g­ud, hvad går der af mig, hvis én eller anden sni­ger sig for­an mig i køen. Men nylig erfa­ring fra mit arbej­de har lært mig, at jeg lade være med at være så for­sig­tig, lade være med at give andre så meget plads, så jeg selv for­svin­der… Der­for man­de­de jeg mig op i går, da en far med sin lil­le dat­ter snød sig for­an mig på apo­te­ket (bare for­di jeg stod bag diskre­tions­linj­en, som man jo helst skal. Og jeg var lige­som den ene­ste, der stod i kø — så usyn­lig er jeg vel hel­ler ikke).

Jeg skal beta­le for…” (mere nåe­de han ikke at sige, for her brød jeg ind):
“Ja, det er så vist først min tur! ”

Jeg var stolt af mig selv. Tænk, at jeg tur­de gøre det! Og det gjor­de slet ikke ondt! Fik bare lidt røde kin­der…