I går aftes gav jeg efter for min nysgerrighed og registrerede mig som bruger på Jaiku.com — det finske mikroblogging-site, der blev opkøbt af Google for et stykke tid siden.
Mikroblogging udmærker sig ved kun at give mulighed for at skrive meget korte beskeder — mikroblogs. På Jaiku er grænsen 140 tegn, ligesom den er hos Twitter og Plurk og sikkert mange af de andre mikroblogging-sites.
De korte beskeder, der har SMS-agtig længde, gør at man er nødt til at fatte sig i korthed og dermed koge sit budskab ned til det absolut essentielle. Ikke som en almindelig blog, hvor man kan skalte og valte med pladsen, som man lyster.
Nu bliver jeg med andre ord udfordret til at udtrykke mig kort og koncist (pleonasme?). Nogen vil sige, at det er i modsætning til, hvad jeg plejer.
Under alle omstændigheder kan du følge med i min Jaiku Activity Stream på http://ulrikkold.jaiku.com. Jeg skal nok vende tilbage senere med erfaringer og tips til Jaiku.