I nat på et eller andet ukendt tidspunkt blev jeg vækket af en høj, skinger og skældende mandestemme, som var på vej hjem fra en lille-fredags bytur. Først blev jeg ærgerlig over at være blevet vækket, men jo mere jeg lyttede, desto mere blev jeg glad for at være blevet vækket. Jeg lå grinede for mig selv og var på nippet til at vække Ulrik, så han også kunne følge med i “samtalen”.
Ud fra deres stemmer forestillede jeg mig en lille tynd fyr i start-tyverne, en lille hidsig terrier ( i hvert fald når han bliver fuld), som står og gør, men ikke har noget at have det i. Kæresten er en hyggelig bamsefyr med begge ben på jorden — der skal meget til førend han hidser sig op. Modsætninger mødes og sød musik opstår 🙂
“Samtalen” lød ca. sådan her:
Terrieren: “Nej, jeg gider altså ikke at gå hen til bilen. Og det var MIG der foreslog, at vi skulle parkere LIGE HER, så der ikke var så langt, når vi skulle hjem. Så kunne vi bare sætte os ind og KØRE!! Og komme hjem og SOVE! Men jeg kan jo ikke køre, for jeg er FULD! Ring så efter en taxa! Men det kan du jo ikke finde ud af! Og jeg sagde jo, at vi skulle parkere her! Og nu holder vi bare langt væk! Har du ringet efter en taxa? Nej, det kan du jo heller ikke finde ud af! Så kunne vi have været hjemme, men nu er vi bare her! Ring så efter den taxa! Ihh altså, hvis du bare havde parkeret her! Men det kunne du jo ikke finde ud af! Ring så efter den taxa!” osv. osv. i samme rille.
Efter den lange enetale er kæresten ved at være grundig træt af at blive kaldt uduelig, men ikke om han hæver stemmen! Med dyb, rolig stemme udbryder for første gang:
Bamsefyren: “Nu falder du lige ned!”
Kort efter hører jeg ham ringe efter en taxa (det kunne han altså godt finde ud af…)
Pludselig vil den pigesure bøsse hen til en kontantautomat og hæve penge og hans stemme forsvinder ud i den ringkøbingensiske nat — og jeg var blevet beriget med en sjov oplevelse 🙂