Biscotti er en dejlig helårssmåkage ligesom Tusindfryd. Denne opskrift er endnu en fra udklipsgemmerne, som jeg ikke aner hvor kommer fra. Vi bagte dem i fredags og halvdelen er allerede spist :-):
Biscotti med pistacienødder (40–45 stk)
- 250 g hvedemel
- 250 g sukker
- 1 tsk bagepulver
- 2 æg str. M
- 100 g smuttede, ristede mandler
- 50 g pistacienødder
- reven skal af 1 appelsin
- Evt. 1 æg til pensling
Bland mel, sukker og bagepulver.
Tilsæt æggene, bland det hele godt og ælt mandler og pistacier i til sidst.
Form dejen til lange stænger, ca. 5 cm brede og 2 cm høje.
Pensl stængerne med æg og bag dem i 20 minutter ved 180 grader.
Lad stængerne afkøle lidt, inden de skæres i tynde skiver på skrå, og derefter bages endnu engang i ca. 20 minutter ved 150 grader, til de er hårde og sprøde.
Lad kagerne køle helt af, før de lægges i dåse.
Jeg havde ikke andet end ‘grov’, mørk rørsukker. Måske derfor, at dejen var så svær at samle. Jeg puttede derfor et æg mere i. Kagerne er også mere porøse end de plejer at være og det gør egentlig ikke noget, for de kan godt blive ret hårde.