I går var det min sidste dag i Danske Bank (“i denne omgang” som nogen af mine kollegaer bemærkede). Og derfor var der naturligvis samlet ind i Moster Odas vindtørre underkæbe eller Mor Hannes højre kondisko (tak for hjælpen, Giro 413!) og det var blevet til en række gaver fra personaleforeningen på vegne af de kollegaer, der nu måtte ønske at sige farvel med manér.
Jeg kunne indkassere følgende gaver, og jeg sender en stor tak til alle gavegivere (jeg scanner nok kortet ind, når jeg lige får tid):
- Henrik Schurmanns bog om “Fotografering med digital spejlrefleks” som jeg glæder mig til at læse og lære af
- Lulu Rouges meget roste CD “Bless You”, som jeg allerede har hørt med glæde — den sidder næsten på repeat!
- Fotobogen “I, Tokyo” fra Jacob Aue Sobol — med flotte og nærværende billeder af japanerne i Tokyo.
- Det sidste nye nummer af Wired — det er altid rart at kunne følge med i it-verdenen.
- En t‑shirt med grafisk equalizer — the “T‑qualizer Classic” — så jeg kan vise verden, hvor meget de larmer. Fuldstændig uundværlig!
- Stille Nacht — en stærk (12%) juleøl fra det belgiske bryggeri De Dolle Brouwers. Den skal vist nydes sammen med en god, rød bøf.
Ikke en helt dårlig høst for 3 års ansættelse. Tænk, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde været ansat i 10 år?