Jeg har tidligere skrevet om mit nybagte rugbrød, derfor har vi tit besøgende på bloggen, der søger efter rugbrødsopskrifter. Men de må føle sig ret snydt, for jeg har ikke skrevet en opskrift på rugbrød. Nu vil jeg hjælpe alle de rugbrødshungrende læsere… Jeg har fundet denne supernemme opskrift i kogebogsklassikeren God Mad — Let At Lave.
Hurtigt Rugbrød (1 stk.)
Aflang form, 1½ liter
Ingredienser
- 25 g gær
- 1 dl lunkent vand
- 3 dl kærnemælk
- 1 tsk salt
- 250 g groft rugmel
- ca. 275 g sigtemel
Fremgangsmåde
- Rør gæren ud i lunkent vand
- Tilsæt kærnemælk, salt og rugmel
- Slå dejen godt sammen (eller gør som jeg: smid det hele i KitchenAid’en)
- Tilsæt lidt af sigtemelet
- Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den igennem med så meget mel, at den stadig er smidig (bare ælt videre i KitchenAid’en)
- Sæt dejen til hævning et lunt sted ca. 1 time
- Slå dejen ned
- Form dejen til et brød
- Læg brødet i en smurt form
- Lad det efterhæve i ca. 30 minutter
- Tænd ovnen på 200 grader
- Prik brødet med en gaffel og pensl med koldt vand
- Bag brødet på nederste ribbe i ca. 60 minutter (Brug evt. stegetermometer ved bagning. Centrumtemperaturen skal i rugbrød være 88 til 90 grader)
- Tag straks brødet ud af formen, når det er bagt
- Lad det køle af på en rist