Udgivet den

Tillykke til mig!

Een gang om året må man ger­ne være lidt selvs­ma­gen­de — og det er når, man har fød­sels­dag. Så i dag er det min tur, da jeg run­der 30 år. Det skar­pe hjør­ne giver tid til eftertan­ke: Har man nået de mål, man sat­te sig? Har man fået de børn, man ger­ne vil­le ha’? Prø­vet de ting, man ger­ne vil prø­ve? Hvis man alt­så synes, at 30 er et skar­pt hjør­ne.

Jeg føler mig ikke meget ældre end i går (og da føl­te jeg mig hel­ler ikke 30 år gam­mel!) så hvor­for skul­le jeg dog bli­ve så alvor­lig og efter­tænk­som lige nu?Jeg ven­ter til en stil­le aften i solens skær med et halv­fyldt glas i hån­den. Så må efter­tænksom­he­den sæn­ke sig.

Og apro­pos at sma­ge på ting, så sæt ende­lig tæn­der­ne i dis­se muf­fins. Jeg bag­te en dob­belt por­tion og tog med til mine nye kol­le­ga­er hos Ørskov. De smag­te rig­tig dej­ligt, men kun­ne godt have været mere luf­ti­ge. Det sid­ste var vist mest min egen skyld. Tål­mo­dig­hed er en dyd, siger de jo.

12 stk. muffins med hindbær og solbær

  • 250 gram blødt smør
  • 250 gram suk­ker (en blan­ding af almin­de­ligt rør­suk­ker og muscova­do-rør­suk­ker)
  • 5 æg
  • 150 gram hin­d­bær og sol­bær
  • 300 gram mel
  • 1 tsk. bage­pul­ver
  • 1 tsk. vani­lie
  • ¼ tsk. vani­lie­pul­ver
  • 2 spsk. suk­ker

Rør smør og suk­ker lyst og luf­tigt. Til­sæt ægge­ne et efter et og rør grun­digt imel­lem hvert æg. Vend bær­re­ne i dej­en. Sigt mel og bage­pul­ver sam­men, bland suk­ke­ret i og vend det hur­tigt og let i ægge­mas­sen. Kom straks dej­en i 12 vels­mur­te muf­f­in­for­me og bag dem i en for­var­met ovn ved 200 gra­der i 25–30 minut­ter til de er fint fyld­ne, hæve­de og gen­nem­bag­te.

Det er natur­lig­vis muligt at skif­te sol- og hin­d­bær ud med anden frugt. Blå­bær, æble, pære, eller hvad fry­se­ren nu lige byder på.

Vel­be­kom­me! Og husk: Sådan en mæng­de suk­ker kræ­ver en kop kaf­fe eller te.

Udgivet den

Kære Dagbog…

Vi har jo valgt at skri­ve et blo­gind­læg om dagen, hvil­ket bety­der, at vi hver skal skri­ve et ind­læg hver anden dag.

I den­ne tid er jeg rime­ligt hængt op arbejds­mæs­sigt, så det kan være ret svært at sæt­te sig ned og tæn­ke kre­a­ti­ve tan­ker og lave inspi­re­ren­de ind­læg.  Sæt­nin­gen:

“Åh, det er min tur til at skri­ve blo­gind­læg i dag!”, efter­fulgt af et: “Hvad skal jeg dog skri­ve om?!”

…er røget ud af min mund nog­le gan­ge efter­hån­den. Jeg kun­ne da også bare skri­ve en mas­se ind­læg, som kun­ne lig­ge og ven­te. Men sådan er jeg ikke ind­ret­tet. Jeg vil ger­ne skri­ve dag­bogsind­læg. For­tæl­le hvad jeg har ople­vet eller lavet. Det er bare ikke altid, at ens hver­dag er det mest ophid­sen­de at for­tæl­le om. Og det er begræn­set, hvor per­son­lig jeg har lyst til at være her på blog­gen. Der­for kan det nemt bli­ve over­fla­disk…

Lidt rode­de tan­ker fra en pt. rodet hjer­ne…

Udgivet den

Nanoblogg er den nye mikroblog

Jeg ser en udvik­ling her, som er værd at gå vide­re med.

Først hav­de vi blog­gen. En lang stri­be ord — som regel sam­men­hæn­gen­de.

Der­ef­ter kom mikro­blog­gen. Den redu­ce­re­de mæng­den af ord til 140 tegn. Man kan sige utro­ligt meget med 140 tegn, hvis man tæn­ker sig om inden man skri­ver.

Nu er nanoblog­gen her alle­re­de. Her er vi begræn­set til eet ord. Et ord. Tag lige og brug plad­sen for­nuf­tigt. Det kan bli­ve en utro­ligt langstrakt dis­kus­sion, hvis. Vi. Kun. Må. Skri­ve. Et. Ord. Af. Gan­gen. Erfa­rin­gen viser dog, at det oftest er enten til­lægs­ord eller nav­ne­ord, der bru­ges. De bærer trods alt også mest infor­ma­tion.

Nu for­ud­ser jeg (og andre — @UffeStenstrop blandt andet) at næste skridt bli­ver en blog­form, hvor vi kan få lov at skri­ve et bog­stav. Lad os kal­de den pikoblog­gen (eller picoblog alt efter sprog­valg). Med pikoblog­gen bli­ver det meget, meget cen­tralt at over­ve­je, hvad det er, man har lyst til at sige. Og det kan ikke ude­luk­kes at ind­til fle­re af os euro­pæ­e­re vil begyn­de at lære kanji eller andre (fra vores syns­punkt og bred­degra­der) ekso­ti­ske alfa­be­ter for at kun­ne bru­ge skrift­tegn, der siger mere eller oven i købet lig­ner små teg­nin­ger og der­for kan bære mere betyd­ning. Et tegn er meget, meget lidt infor­ma­tion.

Men stør­rel­ses­be­teg­nel­ser­ne stop­per jo ikke ved piko. Vi har også en femto-for­sta­vel­se. Så hvor­for ikke lave en femtoblog? En blog­form, hvor vi har een bit per ind­læg. En bit. Et 0 eller et 1‑tal. Tænk over det. Hvor­når duk­ker piko- og femtoblog­gen op? Går der mere end 3 måne­der?

Jeg spår, at inden 2009 er omme, så har vi set eksemp­ler på beg­ge dele.

Gad vide, om det er godt tids­punkt at regi­stre­re picoblogging.com og femtoblogging.com?

Udgivet den

X‑tra plastikposer fra COOP går i stykker

Hvad er det COOP for­sø­ger at sige med vare­mær­ket X‑tra? At man får x‑tra dår­li­ge pro­duk­ter? X‑tra bil­li­ge pri­ser? X‑tra ussel kva­li­tet? Eller hvad?

For et styk­ke tid siden køb­te vi en rul­le pla­stikpo­ser (3 liter), hvor stort set hver anden er rev­net i svejs­nin­gen i bun­den. Vi har som regel nået at opda­ge det, inden der er sket ulyk­ker. De fle­ste gan­ge har det været en fyldt pose med sup­pe eller andet fly­den­de. Posen er så gået i styk­ker, når ind­hol­det er fros­set og der­med ble­vet stør­re i fry­se­ren.

I dag køb­te jeg en stak kyl­lin­gelår og noget hak­ket okse­kød, der skul­le omfor­de­les i ikke-fami­lie­ven­li­ge stør­rel­ser. Jeg måt­te put­te alle poser­ne med okse­kød ned i end­nu en pose, da jeg under­vejs i pro­ces­sen opda­ge­de, at de (end­nu engang) var gået i styk­ker i svejs­nin­gen i bun­den efter at jeg hav­de put­tet ind­hold i posen og bun­det en knu­de på.

Det er da utro­ligt uhen­sigts­mæs­sigt at skul­le bru­ge to poser hver gang — og i øvrigt dår­ligt for mil­jø­et blot at bru­ge fle­re poser end nød­ven­digt. Og min irri­ta­tion kom­mer nu til at gå ud over COOP og deres X‑tra-vare­mær­ke.

Hvor­for pro­du­ce­re pro­duk­ter, der irri­te­rer for­bru­ger­ne? Hvor­for kal­de det X‑tra (under­for­stå­et ekstra godt), når det tyde­lig­vis er ekstra dår­ligt? Jeg har da aldrig før ople­vet at så man­ge plast­po­ser rev­ner.

Hvor­for, COOP? Hvor­for?

Udgivet den

5 minutter i den lokale æter

I mit job som pro­jek­t­me­d­ar­bej­der i Turist­grup­pen Vestjyl­land sen­der jeg af og til pres­se­med­del­el­ser ud. I dag rin­ge­de så sel­ve­ste Radio Klit­holm for at få et eks­klu­sivt inter­view med mig i anled­nin­gen af, at vi har sendt vores Him­mel & Hav maga­sin ud.

Så i dag kl. 17.11 til 17.16 var jeg sim­pelt­hen live on air 🙂 Nu kan jeg skri­ve 5 radioop­træ­de­ner på mit CV. En gang på DR (det heden­gang­ne pro­gram Uland Under­sø­ger) og 2 gan­ge på Stu­den­ter­ra­dio­en i Aal­borg. Og sidst men ikke mindst på Radio Djursland, hvor vi sang Sank­ta Lucia i 5. klas­se.

Hvis der er nogen som har opta­get det, så mod­ta­ger jeg ger­ne en lyd­fil til arki­vet 🙂

Udgivet den

Ting, der ikke passer sammen

Her er den næste omgang af ting, der ikke pas­ser sam­men:

Det var alt for den­ne gang. Hvis du har kom­men­ta­rer, for­slag eller andet, så er du vel­kom­men til at læg­ge en kom­men­tar.

Udgivet den

Post-zoneterapi.

Jeg fik zone­te­ra­pi i for­bin­del­se med Hele­nas pol­te­ra­bend i går. Efter behand­lin­gen fik jeg at vide, at man efter sådan en behand­ling kan bli­ve træt og at ens dår­lig­dom­me lige skal mar­ke­re sig. Det kan eksem­pel­vis vise sig som hoved­pi­ne (hvis man i for­vej­en lider af det). Jeg synes bare, at jeg er lidt præ-influ­en­za-agtig og har ondt under min ven­stre fod.

Skal vist lige have læst lidt om hvad zone­te­ra­pi egent­lig går ud på. Måske fin­de en zone­te­ra­pe­ut i Ring­kø­bing, som kan fjer­ne mine dår­lig­dom­me — eller bare for at få fød­der­ne mas­se­ret 🙂

Udgivet den

Jakobs polterabend

“I dag er det Jakobs pol­te­ra­bend — hur­ra, hur­ra, hur­raaa!”

Min lil­le­bror Jakob Kold skal gif­tes i star­ten af marts med hans udkår­ne Hele­na og der­for hol­der vi pol­te­ra­bend for ham i dag. Jeg går ud fra, at han i dag ikke får tid til at læse, hvad jeg skri­ver om hans pol­te­ra­bend, så der­for vil jeg godt alle­re­de nu del­ag­tig­gø­re alle I andre i pla­ner­ne.

Kl. 10:00 — alle (dren­ge og piger­ne, der skal hol­de pol­te­ra­bend for Hele­na) bra­ger ind ad døren og ser­ve­rer ame­ri­kansk brunch. Det der ikke kan laves på for­hånd skal laves fær­dig.

Kl. 12.45 — Dren­ge­ne skal køre gokart v/ Ski­ve Gokart — vi kører et Le Mans-løb, der varer 45–50 minut­ter.

Ca. kl. 14.30 — Når vi har fået arme­ne strakt ud igen, sluk­ket tør­sten og tør­ret sve­den af pan­den, så tager vi 90 minut­ter på Paint­ball-banen og pløk­ker Jakob. Vi skal se, om han kan hol­de til at stå for skud.

Ca. kl. 16.30 — Vi har klædt om igen og har sluk­ket tør­sten igen. Vi begi­ver os til­ba­ge til Jakob og Hele­nas lej­lig­hed og slap­per af, klæ­der even­tu­elt om og gør klar til næste punkt.

Kl. 19.00 — Der er bestilt bord på Restau­rant Kre­ta i Ski­ve. Vi tager både dren­ge og piger med der­ned. Efter mid­da­gen er plan­læg­nin­gen en smu­le løs og afgjort af, om vi sta­dig kan hol­de øjne­ne åbne og bene­ne oprejst. Måske byder Ski­ves nat­te­liv på en god ople­vel­se. Måske er det bed­re at gå hjem i seng og bli­ve klar til man­dag mor­gens udfor­drin­ger.

Det kan jo være, at andre på Ski­ve-egnen skal plan­læg­ge en pol­te­ra­bend. Pla­nen her er et for­slag til jer 🙂

Udgivet den

Baconmuffins

Jeg fik lyst til at lave muf­fins, som ikke var søde og fandt den­ne opskrift i min muf­fins­bog fra Le Cor­don Bleu-seri­en. De er gode til brunch eller bare som mel­lem­må­l­tid.

Baconmuffins
Bacon­muf­fins
  • 200 g bacon­tern
  • 1 stort løg, fint­hak­ket
  • 375 g hve­de­mel
  • 3 tsk bage­pul­ver
  • en kniv­spids salt
  • 1 spsk frisk­hak­ket per­sil­le
  • 2 æg
  • 2½ dl mælk/soyamælk
  • 125 g smel­tet smør

210 gra­der i 20 min.

125 g smør smel­tes, brug noget af det til at smør­re muf­fin­s­for­men (med­min­dre du bru­ger en sili­ko­ne­form). Steg bacon, tag det op og lad det dryp­pe af på noget køk­ken­rul­le. Steg løg i bacon­fed­tet, til det er blødt og gyl­dent.

Mel og bage­pul­ver sig­tes ned i en stor skål, til­sæt salt. Til­sæt hak­ket per­sil­le. Lav en for­dyb­ning i mid­ten. Pisk æg og mælk sam­men og hæld det over de tør­re ingre­di­en­ser. Til­sæt også det smel­te­de smør samt bacon og løg. Rør dej­en sam­men med en dejs­kra­ber. Rør ikke for læn­ge, dej­en må ger­ne være klum­pet.

For­del dej­en i muf­fin­s­for­mens hul­ler. Bag kager­ne i 20 min. Prøv evt. med en kød­nål, om kager­ne er helt gen­nem­bag­te. Lad de fær­di­ge muf­fins hvi­le i for­men i ca. 5 min. inden de ven­des ud på en bage­rist.

Vel­be­kom­me!

Udgivet den

Vestkysten kan være tåget

I wee­ken­den var vi ude at køre en tur i det våde vejr — en cykel­tur brag­te os gen­nem sne, slud og regn­vejr. For­u­den natur­lig­vis for­bi den loka­le Kvi­ck­ly.

Den mest inter­es­san­te del af turen var udsig­ten ved Ring­kø­bing Fjord. Hori­son­ten var helt udvi­sket på grund af det fug­ti­ge vejr — og lige­som øjne­ne, så hav­de kame­ra­et svært ved at foku­se­re. Vi prø­ve­de alli­ge­vel at tage et par bil­le­der. Det her er det mest vel­lyk­ke­de.

Gråvejr over Ringkøbing Fjord
Gråvejr over Ring­kø­bing Fjord

Langs fjor­den løber fjord­s­tien, der bli­ver brugt flit­tigt af hund­e­luf­te­re, motio­ni­ster og cyk­li­ster. Vi løber der ger­ne en 2–3 gan­ge om ugen og har over­ve­jet at gøre vores tur langs fjor­den læn­ge­re. Den over­vej­el­se tager vi dog i os igen efter at have opda­get, at stien blot ender i det blå. Eller bur­de jeg sige det grå?

En mystisk rute ud i det grå.
En mystisk rute ud i det grå.
En mytisk rute ud i det blå.
En mytisk rute ud i det blå.

Det var næsten even­tyr­ag­tigt at stå dér og kig­ge ind i intet­he­den. Natu­ren er forun­der­lig.