Så ku’ det nok være at der blev sparket gang i flytteplanerne!
Vi har haft en fugtskade i soveværelset. I går havde vi så igen, igen besøg af Mette Maler. Jeg tænkte, at hun garanteret kendte nogen, der lejede lejligheder ud.
“Jo! Jeg ringer lige til Anders” (eller Annes, som man siger herude).
15 minutter senere var vi på vej ud af døren for at kigge på lejlighed. I dag har vi opsagt vores lejlighed i ældrekomplekset og sagt ja tak til 80 m2 og ikke mindst OPVASKEMASKINE! I morgen skal vi aftale de praktiske ting med Anders.
Hvis vi er totalt hardcore flytteagtige, så flytter vi allerede i påskeferien! Det klarer vi nemt 🙂
I Ringkøbing er der en vis tendens at spore: når der sker noget(!), så skal der fyrværkeri til at fejre det. Og i aften er der tilsyneladende sket noget. I hvert fald har vi lige haft førsteparket til 8 minutters flot og højlydt fyrværkeri.
Det blev skudt afsted fra parkeringspladsen bag den nye Super’Brugsen, der snart skal åbne. Der skiltes ikke særligt stort med det præcise tidspunkt for åbningen, men hvis vi lægger to og tre sammen, så er det jo nok i dag.
Hvorfor skydes der ellers med fyrværkeri på en ganske almindelig mandag aften?
Åh, ja, så var det jo også i aften, der var generalforsamling i Ringkøbing Bio. Jeg gik alene derned — og kom ikke hjem med en bestyrelsespost. Ikke engang som suppleant. Men jeg har sået frøet om en pænere og mere overskuelig hjemmeside.
Det allerbedste var nu optakten til koncerten, hvor vi besøgte Hans. Han havde lige havde været i Frankrig og hente diverse ost og pølser ad libitum. Dertil fik vi boblevand og rødvin. Vi spiser jo ikke så meget ost herhjemme, fordi vi ville prøve at minimere indtaget af mælkeprodukter, stivelse og sukker, så jeg var helt bange for at få laktoseforgiftning (à la den Meg Ryan fik i filmen French Kiss), for nøøj, hvor smagte de godt!
Jeg får helt lyst til at tage på ferie i Frankrig!
I aften tager vi til Volbeat-koncert i NRGi Arena i Århus. Det bliver den første metal-koncert vi nogensinde har betalt for — det plejer ikke at være Volbeat, der spiller i vores medieafspiller. Så måske bliver det også den sidste metal-koncert, vi betaler for. Eller måske bliver det den første i en lang række.
Under alle omstændigheder står Volbeat og deres tunge metalrock i meget stærk kontrast til den musikalske oplevelse, vi fik i går, da vi var en tur på Ringkøbing Rådhus (byens uofficielle musikscene for mindre arrangementer), da det i går var forårskoncert for Ringkøbing-Skjern Musikskoles elever over 25.
Malene har sunget i Kvindekoret siden efteråret 2008 og går stadig til øveaften hver mandag for at blive bedre og bedre til at synge. Kvindekoret startede og sluttede eftermiddagen med en fællessang sammen med de knap 100 fremmødte. Derudover sang de nogle af deres smukke flerstemmige numre, der fik kuldegysningerne frem blandt publikum.
De øvrige optrædende var en mandolinspiller (jeg har aldrig hørt live mandolin før!), et spillemandsorkester, en flok klarinetspillere (Klarinørderne), et riverdance-hold, et klassisk ensemble på klaver og tværfløjte samt et helt tværfløjtehold.
Som bekendt skal man lære så længe man lever — og det er fantastisk livsbekræftende at se, at så mange ældre mennesker stadig tør prøve kræfter med at lære at spille et instrument. For det er ikke helt forkert at sige, at der stadig var behov for øvelse. Samtidig var det også dejligt at se, hvor lettede eleverne blev, når de kæmpede sig (succesfuldt) igennem et svært stykke.
I aften står den imidlertid på højprofessionel metalrock af bedste danske skuffe. Jeg glæder mig til at prøve noget, jeg aldrig har prøvet før. Og jeg har fundet ørepropperne frem.
Det var faktisk rart med en overraskende afslutning på X Factor.
Jeg troede ellers at sms-generationen ville stemme på Mohamed.
Men det er uden tvivl godt for ham at vente lidt. Han har masser af tid og talent mangler han jo ikke.
Dagens udklip kommer fra Oh Danmark i en ældre udgave af Politiken. Under redaktionens overskrift Hvor kært har JydskeVestkysten skrevet følgende:
Politiet vil puste tyvene i nakken hele sommeren.
Og indrømmet, det lyder da dejligt sådan at blive holdt kølig i sommervarmen. Lige nu er der frost på bilerne her i Ringkøbing, så det varer nok et stykke tid inden nogen bliver pustet i nakken.
Jeg faldt over en tysk designhjemmeside — ex49.com , der fungerer som udstillingsvindue og salgskanal for talentfulde designeres produkter. Jeg har forelsket mig i disse tre ting:
I dag har jeg modtaget en SMS fra Ringkøbing Bibliotek med beskeden om, at Boom Blox til Nintendo Wii, som jeg reserverede for 1½ måned siden og blev #6 i køen, nu endelig er klar til afhentning.
Jeg hentede spillet og satte det forventningsfuldt i maskinen. Spillet er designet af Steven Spielberg for Electronic Arts (EA Games) og kan i grove træk beskrives som en variant over det kendte spil Klodsmajor. Det handler om at fjerne klodser eller brikker fra de forskellige baner. Det kan ske på forskellig vis: med en hånd, hvor man på vanlig Klodsmajor-manér trækker brikkerne fri fra stakken. Eller med tennisbolde, der skal kastes efter brikkerne, så de bliver skubbet væk. En variant over det tema er den eksplosive tennisbold, der sprænger i luften, når den rammer en klods. For slet ikke at nævne laserpistolen og sikkert en hel lang række dimser, jeg slet ikke har set endnu.
Der er naturligvis et stort antal forskellige ‘modes’ (tilstande) som spillet kan spilles i. Man kan både spille mod andre og alene og som de bedste puzzlespil (Tetris, etc.) så er spillet utroligt hurtigt at lære men bliver ved med at holde interessen fanget fordi det er så svært at blive rigtig god til. Indtil videre har jeg kun brugt en times tid på at prøve at spille alene, men inden længe skal jeg have Malene lokket til at spille mod mig. Der er ingen tvivl om, at hun også hurtigt vil kunne mestre spillet.
Hvis du spørger mig (eller stadig læser denne anmeldelse) så synes jeg, at Boom Blox skal prøves. Det er forsøget værd at finde ud af, om du kan fanges af simple spil. Gå ned på dit nærmeste bibliotek og reservér spillet, hvis du er i tvivl. Ja, for det er sikkert allerede lånt ud.
Og kryds så fingre for, at der ikke er store, fede ridser i den udgave, du låner. Det er en klar ulempe ved at låne CD’er, DVDer og konsolspil på biblioteket: Dem der har lånt spillet før dig har sikkert lavet ridser i skiven. *suk*
Efter at have brugt ca. 10 timer på at se 8 afsnit af Heroes i lørdags, trængte vi i den grad til at blive blæst igennem. Heldigt for os, bor vi jo ret tæt på Vesterhavet, så vi startede Toyota’en og vendte næsen mod Søndervig. Men det var ikke vildt nok for os, så vi kørte længere nord på til Husby Klitplantage. For enden af en godt 3 km lang grusvej parkerede vi bilen for derefter at begive os ud i klitlandskabet og Vesterhavet.
Vi kravlede op ad klitterne, løb ned af klitterne, legede tag fat som kåde skolebørn, kravlede ind og ud og op på bunkers. Vi stod musestille, da et firben krydsede vores vej. Til tider måtte vi gå med lukkede øjne og mund for ikke at få sand indvortes. På et tidspunkt løb Ulrik sin vej og jeg så snittet til at gemme mig i en hulning. Så sad jeg der og ventede på, at han kom tilbage for at lede efter mig. Ulrik derimod, han sad i sit eget hul og ventede på, at jeg ledte efter ham. Efter et stykke tid rejste vi os begge og grinede som flækkede træsko og vores simultane indfald.
Vi fik forceret klitten og kom ud til stranden. Der var kæmpe bølger, som larmede og skubbede plamager af skum op på stranden, til stor morskab for nogle mindre drenge. Jeg kan simpelthen ikke få nok af det hav. Og nu kan jeg sagtens forstå, hvorfor at folk, som er vant til Vesterhavet synes, at Kattegat bare er en stillestående vandpyt…
Som sædvanlig fyldte jeg lommerne med strandsten. Jeg skal altid have fundet enten et stykke glas eller en sten med hul i (hulko), når jeg er på strandtur. Denne gang blev jeg heller ikke snydt. Det blev både til en hul OG et forstenet pindsvin (som jeg ikke har fundet, siden jeg var barn). Og så lige to andre sten, som bare var så glatte at røre ved og flotte i farverne. På vejen hjem, så vi også store gåseflokke på markerne ved Stadil fjord og ærgrede os over, at kikkerten lå derhjemme…
Vi er lige kommet hjem fra en tur i den lokale Ringkøbing Bio. Det er en ganske lille biograf med plads til lige omkring 90 gæster. Højtalersystemet er helt almindeligt og stolene er sponseret af de lokale erhvervsdrivende. Bag på hver stol sidder der en lillebitte reklame, så man kan se, om man sidder i slagterens stol, frisørens stol, pizzeriaets stol eller en helt fjerde. Betjeningen er præcis så uformel, som den skal være, når stedet drives af lokale entusiaster og den intime stemning opretholdes af, at man selv kan vælge de bedste stole, for billetterne er unummererede.
Ugens film var Changeling (IMDb, Wikipedia) med Angelina Jolie i den altoverskyggende hovedrolle som moderen, hvis barn forsvinder og bliver erstattet af en anden dreng, som påstår at være hendes søn. Filmen følger hendes kamp mod en korrupt og uduelig politistyrke, der kæmper for at opretholde et pænt image. Hun får hjælp af den ukuelige og retfærdige pastor Gustav Briegleb (spillet af John Malkovich), der holder et vågent falkeøje med politikere og politistyrken i det bundrådne Los Angeles.
Filmen er instrueret af Clint Eastwood, der tidligere har instrueret livstykker som Letters of Iwo Jima, Mystic River og A Perfect World. Filmen holder en i et jerngreb hele vejen igennem, hvor vi lever, ånder og lider med den stakkels moder, der gang på gang må snydes for sandheden om den forsvundne søn.
Det er fantastisk at se Angelina Jolie spille en karakter med en smule mere dybde end de slå-og-skyde-og-derefter-sparke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den brede offentlighed. Der er ikke mange rappe replikker i Changeling — pånær i scenen, hvor doktorens hest bliver omtalt — og det klæder filmen at holde et sobert og troværdigt sprogligt niveau. Historien foregår fra 1928–35 og det kræver naturligvis en stor del af omgivelserne for at holde illusionen. Filmen starter og slutter i sort-hvid, så vi får et klart billede af, hvilken tidsalder, vi er tilbage i. Sporvogne, travle telefoncentraler og gamle Ford-automobiler er med til at holde os dér.
Uanset at historien er bygget over virkelige hændelser — hvilket i realiteten gør det hele en tand mere grusomt — så holder den spændingen til allersidste celluloid-strimmel er rullet over lærredet. Changeling kan anbefales — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjerner, hatte, filmruller, karameller, forhamre, egern, vælg selv!) for en god historie, en velspillende skuespillerliste, for at holde spændingen til sidste sekund, for at bringe os troværdigt tilbage til 1930’erne og for at have været en god første filmoplevelse i Ringkøbing Bio. Se den.