Jeg har holdt en dejlig fridag i dag.
Langt om længe tog jeg mig sammen til at få bestilt tid hos den lokale Esthetique hudplejeklinik. Det blev til en Ole Henriksen Deluxe med AHA (som åbenbart er forkortelsen for frugtsyrebehandlingen), 90 minutter med:
Dybdevirkende, peelende og cellefornyende frugtsyrebehandling med afslappende aromaterapi med afrensning, analyse, peeling, damp, udrensning, maske, serum, læbebalsam, formgivning af bryn, øjen- og dagcreme samt ansigts- skuldre- og nakkemassage.
Jeg fik 15% rabat fordi det var en elevbehandling samt en let makeup, det er også værd at tage med. Dog fik jeg aldrig den dybdevirkende, peelende og cellefornyende frugtsyrebehandling, hvilket jeg undrede mig over. Det skulle man åbenbart meddele, når man bestilte behandlingen. Det stod der dog intet om i ‘menuen’, så det ville have været på sin plads at have fortalt det over telefonen… Frugtsyrebehandlingen var nemlig det, jeg havde glædet mig allermest til, så jeg har nok lydt ret skuffet. For det endte med, at jeg fik tilbudt en gratis frugtsyrebehandling. Det er da service!!