Efter at have brugt ca. 10 timer på at se 8 afsnit af Heroes i lørdags, trængte vi i den grad til at blive blæst igennem. Heldigt for os, bor vi jo ret tæt på Vesterhavet, så vi startede Toyota’en og vendte næsen mod Søndervig. Men det var ikke vildt nok for os, så vi kørte længere nord på til Husby Klitplantage. For enden af en godt 3 km lang grusvej parkerede vi bilen for derefter at begive os ud i klitlandskabet og Vesterhavet.
Vi kravlede op ad klitterne, løb ned af klitterne, legede tag fat som kåde skolebørn, kravlede ind og ud og op på bunkers. Vi stod musestille, da et firben krydsede vores vej. Til tider måtte vi gå med lukkede øjne og mund for ikke at få sand indvortes. På et tidspunkt løb Ulrik sin vej og jeg så snittet til at gemme mig i en hulning. Så sad jeg der og ventede på, at han kom tilbage for at lede efter mig. Ulrik derimod, han sad i sit eget hul og ventede på, at jeg ledte efter ham. Efter et stykke tid rejste vi os begge og grinede som flækkede træsko og vores simultane indfald.
Vi fik forceret klitten og kom ud til stranden. Der var kæmpe bølger, som larmede og skubbede plamager af skum op på stranden, til stor morskab for nogle mindre drenge. Jeg kan simpelthen ikke få nok af det hav. Og nu kan jeg sagtens forstå, hvorfor at folk, som er vant til Vesterhavet synes, at Kattegat bare er en stillestående vandpyt…
Som sædvanlig fyldte jeg lommerne med strandsten. Jeg skal altid have fundet enten et stykke glas eller en sten med hul i (hulko), når jeg er på strandtur. Denne gang blev jeg heller ikke snydt. Det blev både til en hul OG et forstenet pindsvin (som jeg ikke har fundet, siden jeg var barn). Og så lige to andre sten, som bare var så glatte at røre ved og flotte i farverne. På vejen hjem, så vi også store gåseflokke på markerne ved Stadil fjord og ærgrede os over, at kikkerten lå derhjemme…
