I lørdags var der igen et lokalt løb i Skjern. Det er det første, der er arrangeret af Skjern Løbeklub.
Løbet havde kun een rute, 5km — lige under en 1/8 marathon, så det var ikke svært at vælge distancen.
Sommeren viste sig fra en middelgod, dansk side, da vi mødte op uden for Skjern Bank lørdag formiddag kl. 10:30. Vi meldte os til for i alt DKK 120,- (inkl. eftertilmeldingsgebyr på DKK 20,- pr. person) og var dermed klar til at deltage i løbet.
Skyerne dækkede af og til for solen, der af og til skinnede på de bare ben i shorts og løbesko og ‑strømper. Ti minutter før start blev vi budt velkommen af løbeklubben, der bød os op til fælles opvarmning og derefter ønskede alle en god tur. Vi blev mindet om, at vi skulle passe på hinanden og på bilerne og derefter blev løbet skudt i gang.
Mindre end 18 minutter senere var løbets mandlige vinder i mål. Den 21-årige Morten Fransen brugte blot løbet i Skjern som opvarmning til søndagens 1500m — med andre ord en eliteløber, som vi andre alligevel ikke kunne klare os imod. Vi tog derimod turen i eget tempo.
Malene kom ind som nummer 25 blandt kvinderne med en tid på 30:06 for 5 km (6:01 pr. kilometer) og jeg kom ind som nummer 33 blandt herrerne med en tid på 26:17 (5:15 pr. kilometer).
Vi var rimeligt tilfredse med tiden, men ærligt talt, så bestod min største tilfredsstillelse i at komme i mål og i læ før det helt store skybrud brød løs.
Det danske sommervejr valgte nemlig at vise sig fra en mørk og regnvåd side lige som de fleste kunne begynde at ane målstregen. Det var derfor med regnen silende ned om ørerne at de fleste kunne modtage deres gratis frugt, vand, chokolade og diplom.
Der var ca. 150 deltagere i løbet, der blev fulgt op med pattegris fra grill, kyllingesandwich eller grillpølse fra de omkringliggende beværtninger.
Vi købte en kyllingesandwich (læs: to skiver tørt sandwichbrød med iceberg-salat og en klat karrydressing imellem. Nå, ja, og så noget kylling i tynde skiver.) og bestilte mineralvand dertil for i alt DKK 50,- pr. person. Ikke nogen voldsom positiv oplevelse.
Det viste sig dog, at vi havde bestilt mere end vor vært kunne leve op til og derfor fik vi et par flasker af den gratis Adecco-reklame-vand. Til gengæld fik vi også halvdelen af pengene tilbage. Dyr, men til gengæld kedelig mad. *suk*
Men den kedelige madoplevelse tog ikke brodden af den gode løbeoplevelse, så hvis vi husker det, så er vi sikkert med igen næste år til Skjern Løbeklubs arrangement.
Du kan læse mere om Skjern Bank Løbet 2009 på Skjern Løbeklubs hjemmeside eller hos Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Husk også at se videoen med vinderen, formanden og deltagerne, der varmer op.