I dag har vi været til økologisk høstmarked i Forundringens Have ved Vestjyllands Højskole lidt uden for Ringkøbing. Det var et hyggeligt arrangement med boder, der solgte krydderurter, friskpresset æblejuice, håndskårne knive, Søbogaard-saft og meget mere. Og dernæst var det muligheden for at gå en tur rundt i Forundringens Have, der rummer alskens mere eller mindre alternative forsøg på at udnytte naturens kræfter bedre.
I haven foregår der blandt andet eksperimenter med jordtage, der efter sigende kan redde vort pressede kloaksystem. Der er afprøvning af forskellige træsorters holdbarhed og ikke mindst udnytte en eller flere naturlige metoder til at forlænge holdbarheden.
Derudover er der en astronomisk have, hvor planterne bliver sået, plantet, plejet, vandet, nusset og høstet efter Maria Thuns principper. Nu bliver det mere alternativt: Maria Thun er biodynamiker og planlægger sine såtidspunkter efter himmellegemernes placering. Hvert år udgiver hun en såkalender (der oversættes til 20 sprog foruden dansk!) således at biodynamikere verden over kan plante, høste, pleje og så på de rigtige tidspunkter i forhold til månen, solen og alle de andre stjerners placering.
På en lidt mere håndgribelig skala, så giver det økologiske høstmarked mulighed for, at man kan tage sine æbler fra træet med og presse dem til juice.
Og så præsenteres årets høstkunstværk, der fremstilles af årstidens frugt og grønt.
Der var også mulighed for at bage snobrød, smage urtesuppe og pandekager og klappe både hunde, kaniner og katte. Og lad os så lige slutte igen i den alternative ende med et spørgsmål: Hvorfor sætter man 20 kalkenglefigurer op på et hjørne af en bygning?
Vi tager gladeligt imod gode forklaringer.