Vi har en forholdsvis stejl trappeopgang, der hvor vi bor. Op til 2. salen er trappen endnu stejlere, så vi har været glad for, at det ikke var derop, at vi skulle slæbe en dobbeltseng op!
Natten til lørdag, eller rettere sagt lørdag morgen, klokken var 5.20, blev jeg vækket af, at nogen puslede rundt og snakkede ude på trappen. Da vi tidligere har haft skumle personager til at luske rundt derude, rejste jeg mig for at undersøge sagen.
På den anden side af døren lyttede jeg mig frem til, at det var overboen Maria, som havde været i byen sammen med en veninde og nu var på vej hjem for at sove en ordentlig rus ud:
Mariaaaaa hvordan.…. kommer vi op ad trappen?
Jeg ved det.….. ikke.…! Vi kommer.…. aldrig .….op!.….. Fuck.…. jeg har ikke været SÅ fuld i .….. 4 år!!!
Jeg.… har ikke været SÅ fuld i.….….. 2 dage!! (her kunne jeg ikke lade være at fnise)
Maria.….. er det søndag.…?
Nej, det er lørdag klokken er over 12.…..
Jeg ville have ønsket, at der havde været skjult kamera ude på trappen, så jeg kunne se, hvordan de kravlede op ad trappen. Enten ved at sætte sig på et trin ad gangen, mens de klamrede sig fast til gelænderet eller kravle op på alle fire.
Jeg var færdig af grin, — eller så meget, som jeg nu kunne grine i halv-groggy tilstand klokken meget tidligt lørdag morgen. Jeg overvejede om jeg skulle gå ud og give dem en hånd, men så vandt tissetrangen og da jeg kom tilbage, var de nået op på 2. sal.
Da jeg lagde mig i sengen, kunne jeg høre endnu en pige. Denne gang nede fra hoveddøren. Hun stod nærmest og græd:
Jeg kan ikke få døren op! Hvordan skal jeg komme ind? Jeg kan ikke åbne døren!
Mig ud af sengen igen, for så ville jeg da tilbyde at åbne via dørtelefonen. Heldigvis nåede hun det selv og heldigvis var hun kvikkere til at komme op ad trappern.
Endelig kunne jeg med ro i sindet gå i seng! Men jeg blev da lige nødt til at vække Ulrik, for at dele oplevelsen med ham. Han var så stolt af, at jeg var parat til at åbne døren for den nødstedte pige.
Godnat og sov godt!