Så fik jeg det endelig gjort! I mange år har jeg haft lyst til at ombetrække en gammel stol, som jeg arvede af farmor. Betrækket var efterhånden så slidt på sædet, at polstringen tittede ud.
I efteråret var jeg i IKEA og købe stof til stolen, for nu skulle jeg rigtig i gang! Jeg fik vasket stoffet. Jeg lånte en bog om ompolstring og ombetrækning på biblioteket. Jeg købte møbelsøm og hæftemaskine. Jeg fik klippet stoffet ud. Og så fik det ellers lov til at ligge, for jeg mistede pludselig modet. Det så meget mere besværligt ud end forventet…
Men jeg tænkte, at det kunne vel ikke blive værre end, at jeg kunne slæbe stolen ned til den lokale møbelpolstrer, hvis det ikke fungerede.
Første trin blev syningen af betrækket til sædet. Jeg målte op efter sædet og sjussede mig frem. Betrækket blev hæftet fast under sædet. Resultatet blev ikke helt skidt efter en lørdag eftermiddags arbejde…
Andet trin var jeg lidt længere om at gå i krig med. Efter juleferien fik jeg hevet en masse små søm ud og fik pillet stoffet på forsiden af stoleryggen af og fik dermed en idé om, hvordan jeg skulle gribe opgaven an. Bagsidestoffet måtte jeg lade sidde på.
I et par uger gik jeg om den varme grød og tog mig endelig sammen til trin tre: ombetrækning af stoleryggen. Overraskende nok tog det kun en formiddag at færdiggøre projektet — trods mange høje irriterede brøl over bøjede søm. Jeg beholdt polstringen på de gamle knapper, for at skabe lidt kontrast.
Herunder ser I stoleprojektet før og nu: