Onsdag d. 27. januar 2010 deltog jeg i et spændende og innovativt projekt her i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det var den årlige kåring af Årets Grænsebryder, der blev afholdt af Jyske Bank, Dagbladet Ringkøbing/Skjern og Tværfagligt Netværk.
Kåringen af Årets Grænsebryder er en del af langstrakt projekt, der skal ændre fokus fra “det mørke Jylland” til “det lyse Jylland”. Måske er vi ikke altid gode nok til at fortælle de mange historier, der vidner om drivkraft, motivation, gå-på-mod, utraditionelle valg, ubetrådte stier og succes? Derfor iværksatte Tværfagligt Netværk i 2002 en kåring, der nu har udpeget 54 vestjyder i området omkring Ringkøbing Fjord, der fortjener titlen som Grænsebryder.
Det er naturligvis ikke alle og enhver, der kan blive Grænsebryder — hvis det var tilfældet, så var det jo ikke grænsebrydende. Derfor har Tværfagligt Netværk opstillet en række kriterier, som en Grænsebryder skal leve op til.
Da jeg blev valgt ind i bestyrelsen for Tværfagligt Netværk, fik jeg også muligheden for at deltage i kåringen af Grænsebryderne. Det er en proces, der i princippet kører året rundt, da opsamlingen af navne på personer, der kan tænkes at gøre sig fortjent til titlen, jo aldrig slutter. Men det praktiske arbejder starter i november eller december måned, hvor årets kåringskomite sætter sig sammen og diskuterer en lang liste af personer, de hver især har samlet og taget med.
Diskussion og argumentation er de vigtigste redskaber i kampen for at få bragt den store liste over mulige kandidater bragt ned til blot 6 styk. Det er de 6 personer, der herefter bliver adspurgt om de ønsker at modtage kåringen som Grænsebryder for det pågældende år. Såfremt de takker ja til dette, så bliver de kontaktet af Dagbladet Ringkøbing/Skjern, der herefter interviewer og skriver en profilartikel om de 6 Grænsebrydere. På nuværende tidspunkt har disse 6 personer allerede fået titlen Grænsebryder, men det er stadig uvist hvem af dem, der får æren og titlen af at være Årets Grænsebryder.
I januar måned bringes så artiklerne om de 6 Grænsebrydere; Een artikel om dagen i en uge i Dagbladet. Dagbladet trykker en også kupon sammen med artiklerne, som giver læserne mulighed for også at give deres besyv med om Årets Grænsebryder. Samtidig er der også lodtrækning blandt de indsendte kuponer om en plads til kåringen af Årets Grænsebryder ved arrangementet, der er afholdt af Jyske Bank.
I år faldt valget som Grænsebryder 2009 på disse 6, der hver især har brudt grænserne og bidraget til at gøre Ringkøbing-Skjern Kommune til et “lysere” sted:
Den endelige udvælgelse af Årets Grænsebryder sker ved et møde umiddelbart før kåringen. Da mødes de 7 dommere (3 fra Tværfagligt Netværk, 3 fra Dagbladet og 1 fra Jyske Bank) og diskuterer atter de seks Grænsebrydere. Denne gang har de imidlertid haft muligheden for at komme længere ind bag huden på de 6 kandidater og derved fået et bedre grundlag for deres valg af Årets Grænsebryder.
Da det i år var første gang jeg deltog i dette møde, så var jeg på forhånd blevet “advaret” af den tidligere formand for Tværfagligt Netværk, Per Elbæk, der har været med til Grænsebryder-kåring siden starten: Nogle gange kan diskussionerne om Årets Grænsebryder gå hårdt for sig. Der har enkelte gange været endog meget heftig diskussion om prisen. Men i år gik det rimeligt smertefrit, kunne jeg forstå. Der var ingen blødende næser eller flækkede læber.
Efter 2,5 times dommermøde startede hædringen af alle Grænsebryderne og kåringen af Årets Grænsebryder i Jyske Banks lokaler. I år foregik det bl.a. med et foredrag af Thomas Hørlyk, der er håndboldtræner i Ringkøbing Håndbold. Han talte om, hvordan man opbygger et grænsebrydende håndboldhold, så det bliver en langsigtet succes.
Inden da havde hver Grænsebryder fået en glasskulptur, et diplom som bevis for deres titel og et skudsmål fra dommerkomiteen om deres meritter. Du kan læse disse tekster og se mere om kåringen hos Tværfagligt Netværk. Nu ventede de kun på at finde ud af, hvem af dem, der kunne rende med den store titel: Årets Grænsebryder 2009.
Efter en smule snak frem og tilbage for at holde spændingen oppe, så afslørede Henning Klausen, der er den store drivkraft bag de mange års kåringer, at Årets Grænsebryder 2009 blev Per Green.
Per Green er manden bag en lang række opkøb af gamle huse i Ringkøbing — hvor efter han bruger tid, energi og ikke mindst penge på at sætte husene i stand. Naturligvis med stor respekt for den arkitektoniske værdi, som husene besidder. Man kan læse mere om Per Green og se en lille video på Dagbladets hjemmeside.
Jeg er bestemt ikke blevet afskrækket fra at være med til at kåre endnu en omgang Grænsebrydere 2010, så nu har jeg startet min egen lille liste, hvor potentielle Grænsebrydere bliver skrevet op. Hvis du har lyst til at læse mere — også om de foregående års Grænsebrydere — så er der meget mere tekst på Fjordnet.dk. Der kan du også (snart!) få muligheden for selv at foreslå dine egne Grænsebrydere for Ringkøbing Fjord-området.
Kommentarer
9 svar til “Årets Grænsebryder 2009”
[…] Dette indlæg er også bragt på Ulrik og Malene Høyer Kolds blog hoeyerkold.dk […]