Hjemmelavet kakaoessens — del 1

Vi har købt en for­fær­de­lig koge­bog. “Fri­stel­ser af Cho­ko­la­de” fra Par­ra­gon Books. For det før­ste er den dår­ligt, hur­tigt og sju­sket over­sat fra engelsk. For det andet kan man ikke se, hvem der har skre­vet den. For det tred­je kan ISBN-num­me­ret ikke fin­des på bogpriser.dk. For det fjer­de koste­de den vist 30,- kr. i Net­to. Og for det fem­te er den pro­p­fuld af fan­ta­stisk lækre opskrif­ter på cho­ko­la­de­des­ser­ter, ‑kager, ‑småka­ger, ‑is og ‑kon­fekt. En helt igen­nem afsky­e­lig bog.

Opskrif­ter­ne er ful­de af den engel­ske målen­hed “cup” — og vi ejer ikke et ene­ste måle­bæ­ger med en “cup”-angivelse. Det viser sig, at en cup vand sva­rer til 237 mil­li­li­ter vand. Så er det jo bare med at kom­me i gang med en lom­me­reg­ner og gan­ge op.

Lige ind­til det slår een, at en cup mel ikke vejer det sam­me som en cup vand eller en cup suk­ker — lige som 1 deci­li­ter mel hel­ler ikke vejer det sam­me som en deci­li­ter vand eller suk­ker.

Da vi løb igen­nem ingre­di­ens­li­ster­ne i bogen, opda­ge­de vi en inter­es­sant ingre­di­ens: cho­ko­la­de­es­sens. Hvad er det? Har I nogen­sin­de hørt om det før? Jeg kan fin­de enkel­te engelsk­spro­ge­de opskrif­ter, hvor “cho­co­la­te extra­ct” bli­ver brugt — men jeg har end­nu til gode at fin­de en opskrift på selv at lave cho­ko­la­de­es­sens.

Der­for kaste­de jeg mig ud i at lave en cho­ko­la­de­es­sens selv. Jeg for­tal­te mig selv, at det måt­te være meget som at lave en vanil­le­es­sens (eller vanilleud­træk), som jeg tid­li­ge­re har gjort.

Så jeg køb­te en por­tion rå kaka­obøn­ner hos Netspiren.dk, afskal­le­de dem og put­te­de de små styk­ker i et syl­te­tøjs­glas og fyld­te glas­set med vod­ka. Jeg har ingen anel­se om for­hol­det mel­lem kaka­obøn­ner og vod­ka, så nu har jeg put­ter 50–60 gram afskal­le­de bøn­ner glas­set og fyldt ca. 300–350 ml vod­ka deri. Nu skal det sik­kert stå i en 3–6 måne­der og træk­ke. Der­ef­ter vil jeg tro, at jeg kan begyn­de at bru­ge af det.

Men når udtræk­ket / essen­sen / snap­sen er klar, hvad kan jeg så bru­ge det til? Jo, iføl­ge klo­ge hove­d­er, så bru­ger man kaka­o­es­sens (der også kal­des cho­ko­la­de­es­sens, eller på engelsk “cho­co­la­te extra­ct”) i mad­lav­ning og bag­værk til at til­fø­je en end­nu stær­ke­re cho­ko­la­des­mag.

Jeg er spændt på at duf­te til glas­sets ind­hold, når det er klar om nog­le måne­der. Lige nu vil jeg nøjes med at se far­ven skif­te, når bøn­ner­ne afgi­ver smag og far­ve. Så må jeg tæn­ke mig til resten.

Tilbage fra Spot Festival 2010

Spot Festi­val 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ører­ne (næsten) er fal­det af.

I år benyt­te­de jeg mig af min mobil­te­le­fon og Twit­ter til at rap­por­te­re live fra festi­va­len. Det bety­der, at du kan fin­de en hel hånd­fuld bil­le­der fra Spot 2010 her på Moby­Pi­c­tu­re. Lad mig bare sige med det sam­me, at bil­le­der­ne ikke er ver­dens bed­ste kva­li­tet, men de kan da give et ind­tryk af, hvad jeg har ople­vet.

I år var tema­et for min Spot-kalen­der, at jeg vil­le høre bands, jeg ikke kend­te, men som hav­de beskre­vet sig selv spæn­den­de (set med mit per­spek­tiv) — og så vil­le jeg ger­ne have nog­le “sik­re” kon­cer­top­le­vel­ser.

Det betød, at jeg i år nåe­de at se og høre føl­gen­de kunst­ne­re (i kro­no­lo­gisk orden):

  • Mur­der — Jakob Bel­lens fra I Got You On Tape er den ene halv­del af Mur­der. Jeg har aldrig hørt Mur­der live, men har lyt­tet til et par melan­kol­ske og dunk­le tit­ler fra deres bag­ka­ta­log. Det blev ikke dår­li­ge­re af at bli­ve spil­let live og intimt på Archauz. En stil­le og rolig start på to dages festi­val.
  • Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i bag­lom­men, så er der ret stor sik­ker­hed for et stort publi­kum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lys­hæn­der blev skuf­fe­de. Det gjor­de jeg nem­lig — lidt. Jeg fik mere i sam­me stil — og det kede­de mig i læng­den. Hvis jeg ikke kan hol­de en 40 minut­ters ud, så kan det vist ikke beta­le sig at købe hele pla­den.
  • Kill Scre­en Music — det­te var ban­dets før­ste kon­cert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ild­hu og spil­le­de uhy­re godt sam­men. Der var ikke en skæv tone og alle pau­ser sad præ­cist som de skul­le. De skal nok få en god live-kar­ri­e­re, hvis I spør­ger mig. Og så var Kill Scre­en Music også et eksem­pel på den slags musik, der var rig­tig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ele­men­ter. Uden tvivl med inspira­tion direk­te fra fir­ser­ne. Om man så kan li’ det eller ej…
  • Magnus fra Gaar­den — Nu begyn­der det at bli­ve meget smalt og niche-ori­en­te­ret. Jeg indrøm­mer blankt, at jeg ikke har den fjer­ne­ste inten­tion om at købe Magnus fra Gaar­den’s CD. Men ale­ne beskri­vel­sen “jazzens svar på Slipk­not”, gjor­de, at jeg føl­te mig pres­set til at lyt­te til den­ne omgang Bal­kan-metal-jazz. Det var ener­gisk, medri­ven­de og utro­ligt stø­jen­de. Det var helt opløf­ten­de at se de dedi­ke­re­de jazz­me­tal-musi­kan­ter rul­le sig rundt på sce­nen i ind­føl­te soli og sam­men­spil­let livs­glæ­de. Tak for den kon­cert, skal I ha’, Magnus og ven­ner!
  • Ghost Socie­ty — her var der tale om ægte hype, hvis I spør­ger mig. Såvidt jeg kun­ne for­stå, var for­vent­nin­ger­ne til den­ne kon­cert tårn­hø­je — og de blev ind­fri­et hos de fle­ste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foun­da­tion” i beskri­vel­sen. Måske skul­le jeg have læst lidt mere — for sjæl­dent har jeg ople­vet en mere indad­vendt kon­cert. Jeg har aldrig rig­tig lyt­tet til Det Elek­tri­ske Baro­me­ter og svæl­get i Welts­ch­merz og sand­syn­lig­vis der­for fandt jeg ikke Ghost Socie­ty sær­lig inter­es­san­te. Nuvel, det var smuk­ke melo­di­er og der sad ikke en tone skævt, men — alt­så — jeg har da aldrig ople­vet, at der kun bli­ver sagt 4 ord til en kon­cert. Og publi­kum grin­te lidt nervøst over de tre af dem. Jeg ople­ve­de et band, der aldrig nåe­de ud over sce­ne­kan­ten. Men det var der åben­bart andre, der gjor­de. Hver sin smag — det er der­for, jeg kom­mer til Spot. For at ople­ve noget nyt og noget andet, end jeg ple­jer at høre.
  • Stof­fer & Maski­nen — også her, var det et par P3-num­re, der send­te mig ind i tel­tet. Og jeg hav­de også lyst til at gå igen ret hur­tigt. Men stæ­dig­he­den vandt og jeg blev til sid­ste bifald. Det var end­nu engang en por­tion melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ind­pak­ning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyt­te­de meget til radio­en, når Stof­fer & Maski­nen blev spil­let.
  • Dokkedal/Dixen — Uh, nu star­te­de festen! Lige plud­se­lig vend­te humø­ret, da årets før­ste festi­va­l­op­le­vel­se med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner ende­lig oprandt. Jeg har (sta­dig) en svag­hed for glad, elek­tro­nisk base­ret musik, så det siger sig selv, at mine fød­der kom i omdrej­nin­ger og hove­d­et vug­ge­de til de tun­ge bas­ryt­mer fra de to DJs. Det var 40 minut­ters mas­hup- og sam­ple­leg, som blan­de­de vidt for­skel­li­ge musi­kal­ske kil­der sam­men til en helt ny ople­vel­se. Essen­sen i den kor­te kon­cert var dub­step og hip­hop og det fik ener­gi­en op på Offi­cer­s­plad­sen. Det ene­ste, der ærg­rer mig nu, er, at de tre smags­prø­ver, der lig­ger på Dokkedal/Dixens hjem­mesi­de, ikke har sam­me høje fest­stem­ning, som det vi ople­ve­de i Århus. Dagens høj­de­punkt!
  • Est­her Maria & the Song Hor­se — efter at have været til festi­val i omkring 8–10 timer og ople­vet en lang ræk­ke kunste­re, så er det som oftest en rar ople­vel­se at sæt­te sig ind i Musik­hu­sets Lil­le Sal og ople­ve sin­ger/­songwri­ter-kunst­ner­ne opløf­te deres melan­kol­ske røst. Est­her Maria er en dyg­tig san­ge­r­in­de fra Holste­bro, som har slå­et sig på alter­na­tiv coun­try i ste­det for jazz. Det gør hun egent­lig udmær­ket — hen­des musik var bare en smu­le tam. Der var ikke rig­tig bid i den. Men måske er det for­di, jeg har en helt fan­ta­stisk erin­dring om sven­ske Baske­ry, der spil­le­de sam­me sted sid­ste år. Jeg over­ve­jer ikke at købe Est­her Mari­as pla­de — men Baske­rys lig­ger sta­dig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musik­ken?

Og så på hove­d­et i seng. Det var listen og dom­men over fre­da­gens kunst­ne­re.

Om lør­da­gen så og hør­te jeg føl­gen­de (sta­dig kro­no­lo­gisk ord­net):

  • Gram­mo­funch — Dagen star­ter end­nu engang stil­le og roligt med Gram­mo­fun­chs under­læg­nings­mu­sik til en 37 min. lang stum­film. Fil­men kræ­ve­de en stør­re fil­man­mel­derek­sa­men for at fin­de histo­ri­en, så den vil jeg und­la­de at kom­men­te­re ud over at skri­ve, at den var klip­pet meget lang­somt og sik­kert var meget smuk. Musik­ken var en omgang psy­ke­de­lisk rock-jazz, der i bed­ste Led Zep­pe­lin-stil for­søg­te at under­støt­te bil­le­der­ne. Meget fint — men det vandt aldrig min inter­es­se.
  • Hunch Bet­tors i Kar­ri­e­re­ka­no­nen-blok­ken — det­te unge og øjen­syn­ligt loven­de band fra Holste­bro fik hele tel­tet til at jub­le. Jeg blev aldrig rig­tig bidt af dem til trods for at de hav­de både trom­pet og har­moni­ka med i deres rock-ensem­b­le.
  • Slar­af­fen­land — Et dansk band, der ikke er sær­ligt kendt i Dan­mark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunst­ne­re ikke kan fin­de fod­fæ­ste i Dan­mark, men der­i­mod kan sæl­ge man­ge pla­der og fyld­te kon­cer­ter i udlan­det. Det får i al fald mig til at tæn­ke, at hvis man er en talent­fuld dansk musi­ker, så må man ikke opgi­ve håbet om en kar­ri­e­re bare for­di man ikke kan sæl­ge kon­cer­ter og pla­der i hjem­lan­det. Kon­tak­ten med de rig­ti­ge men­ne­sker kan brin­ge en langt. Nå, det var kon­cer­ten, det skul­le hand­le om. Slar­af­fen­land spil­ler avant­gar­de rock, der ikke for­sø­ger let­te løs­nin­ger. Det var flot, avan­ce­ret, vel­kom­po­ne­ret musik, der også kom ud over sce­ne­kan­ten. Tak for en god kon­cer­top­le­vel­se til Slar­af­fen­land.
  • Anni­ka Aakjær — jeg hør­te den­ne kvin­de­li­ge Niels Haus­gaard før­ste gang for to år siden, da hun spil­le­de en intim kon­cert på Ryt­misk Sce­ne. Det var en meget bidsk, meget obser­vant og meget poli­tisk kon­cert. Anni­ka Aakjær fik en del opmærk­som­hed for hen­des P3-hit, som før­te til en pla­de og en pla­de mere og en del tur­ne­er. Jeg synes hun gør det godt — hun bru­ger sta­dig pau­ser­ne mel­lem num­re­ne til at for­tæl­le en anek­do­te eller sen­de en skarp bemærk­ning afsted inden hun spil­ler et num­mer, der har en rela­tion til det, hun lige har for­talt. Den­ne gang spil­le­de hun i Sto­re Sal med et “rig­tigt” rock­or­ke­ster. Det betød, at hen­des num­re hav­de fået langt mere plads og langt stør­re lyd. Jeg syn­tes egent­lig, at det var ærger­ligt, for jeg syn­tes ikke, at ban­det spil­le­de helt fan­ta­stisk — og hen­des histo­ri­er behø­ver ikke meget akkom­pag­ne­ment. Jeg var ikke super­be­gej­stret for kon­cer­ten — men hen­des poin­ter var sta­dig super­skar­pe.
  • Tre­mo­lo Beer Gut — dansk sur­fro­cks ukro­ne­de kon­ger. Når først elgu­i­ta­ren er sat i sving, så stop­per festen ikke igen før Tre­mo­lo Beer Gut er gået af sce­nen. Hvis man kan hol­de lyden af vibre­ren­de twang-gui­tar ud, så er det en liv­gi­ven­de ople­vel­se at lyt­te til dis­se fire dren­ge. De skå­ler (jævn­ligt) med publi­kum og hil­ser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spil­ler de musik som om de aldrig har bestilt andet. Her­ligt.
  • Tho­mas Dyb­da­hl — her var det nød­ven­digt at stå i kø i op mod en time før kon­cer­ten star­te­de for over­ho­ve­det at få en plads. Og da døre­ne blev åbnet, var der lem­m­ing-agtigt storm­løb mod kon­cert­sa­len. Det nær­me­de sig hyste­ri, men man kan godt for­stå, hvor­for inter­es­sen var stor. Tho­mas Dyb­da­hl har en kæm­pe fanska­re i Dan­mark og det er sik­kert, at man­ge af dem var kom­met til Spot 2010 for at høre ham. Hans var­me blø­de stem­me bød os vel­kom­men, da vi hav­de sat os til ret­te i Sto­re Sal og der­ef­ter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før kon­cer­ten var slut. Når Tho­mas sag­de “syng med”, så sang vi med. Når han for­tal­te os, at vi var det mest fan­ta­sti­ske publi­kum, så tro­e­de vi på ham. Han optræ­der med en ydmyg­hed, der gør det umu­ligt ikke at bry­de sig om ham. Wow. Han er god.
  • Gin­ger Ninja — Et rock­band mere, der har fået key­bo­ards koblet til mik­se­ren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kun­ne løf­te deres optræ­den op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg hav­de lidt sam­me for­nem­mel­se som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
  • Tur­bowe­e­kend — Efter Gin­ger Ninja-kon­cer­ten skynd­te jeg mig til den sid­ste kon­cert i Sto­re Sal. Det var der også man­ge andre, der hav­de gjort, så jeg kom til at sid­de helt oppe under lof­tet på bal­ko­nen. Det har jeg aldrig prø­vet før. Og jeg har hel­ler aldrig prø­vet at lyt­te til så ener­gisk musik i Sto­re Sal. Tur­bowe­e­kend har bestemt for­an­dret sig meget siden jeg hør­te dem på Offi­cer­s­plad­sen på Spot for et par år siden. Og de hav­de natur­lig­vis hele bag­ka­ta­lo­get med af gode, lyt­te­vær­di­ge hits. Inklu­si­ve en live-ver­sion af Troub­le Is (Joker Remix). Wow, for en afslut­ning på Spot 2010.

Lør­da­gen slut­te­de med et brag. Og vi gik hjem i seng, mæt­te af musi­kop­le­vel­ser og træt­te efter at have gået, stå­et, lyt­tet og talt med gode ven­ner i to dage i træk.

Spot 2011 — vi ses!

Og så til dig, der ikke ken­der Troub­le Is (Joker Remix):

Mælkebøtteblomstsaft

Nu prø­ver vi igen at lave mæl­kebøt­te­blomsts­aft, sidst var for 3 år siden, hvor vi fik lavet en fla­ske. Jeg har ger­ne vil­le lave det de øvri­ge år, men blom­strings­pe­ri­o­den for mæl­kebøt­ter kom­mer åben­bart altid bag på mig. De er der lige plud­se­lig og lige så hur­tigt er de afblom­stret og står med deres frøskær­me.

For lidt over en uge siden hav­de vi pla­ner om at bru­ge søn­da­gen på at pluk­ke mæl­kebøt­ter,  men reg­nen sat­te en stop­per for de pla­ner. Tirs­dag aften i sid­ste uge, hvor solen hav­de skin­net hele dagen, kør­te vi  ca. 10 km ud til Nymøl­le­da­len vest for Ring­kø­bing, hvor vi var sik­re på, at der i hvert fald ikke hav­de kørt biler.

Desvær­re hav­de mæl­kebøt­ter­ne alle­re­de beslut­tet sig for at gå i seng, så det var kun en eng med sam­men­klap­pe­de mæl­kebøt­ter, som mød­te os. Vi fik dog sam­let en bal­je­fuld, fik den frag­tet hjem og brug­te 1½ time (2 mand) på at pil­le kron­bla­de­ne af. Sik­ke et arbej­de! Det kan der­for helt klart anbe­fa­les at pluk­ke mæl­kebøt­ter­ne om dagen, hvor skær­me­ne er fol­det ud.

Mælkebøtter klar til at blive plukket
Mæl­kebøt­ter klar til at bli­ve pluk­ket

Kron­bla­de­ne fyld­te ca. halv­de­len af en 7 liters gry­de, og blev over­hældt med 3 liter kogen­de vand og til­sat ca. 1 kg rør­suk­ker, saf­ten af 3 citro­ner, 2 bre­ve citron­sy­re og en lil­le­fin­ger­stør­rel­se inge­fær (bare for at prø­ve).

Mælkebøtteblomstblade overhældt med vand, tilsat sukker mm.
Mæl­kebøt­te­blomstbla­de over­hældt med vand, til­sat suk­ker mm.

Saftblan­din­gen stod på køl i en lil­le uge og blev rørt i af og til. I går blev saf­ten siet og hældt på ata­mon­skyl­le­de patent­fla­sker (4 stk.) og her er det fær­di­ge resul­tat!

Mælkebøtteblomstsaft
Mæl­kebøt­te­blomsts­aft

Måske kan du sta­dig nå at lave din egen saft, der står sta­dig mæl­kebøt­ter rundt i det dan­ske land. God for­nø­jel­se!

T‑shirt fra Hipstery.com

For nylig hør­te jeg Anders Høgh Nis­sen (@4nd3rs), der er vært på DR Hard­di­sken, for­tæl­le fra kon­fe­ren­cen NEXT i Ber­lin, hvor det helt sto­re emne var crowd sourcing. Ved crowd sourcing læg­ger man eks. pro­dukt- eller kon­cep­t­ud­vik­ling ud til brugerne/læserne/de besø­gen­de på ens web­s­i­te.

En reklame for Hipstery
En rek­la­me for Hip­ste­ry

Med sådan en mega­trend i sig­te, vil det bety­de, at vi hele tiden skal tage stil­ling til nye ting, stem­me for at bestem­me, give vores mening til ken­de eller på anden måde del­ta­ge for at få lov til at købe ind eller for­bru­ge. Og når udbud­det af pro­duk­ter, pro­duk­tva­ri­an­ter, alter­na­ti­ve pro­duk­ter hele tiden bli­ver stør­re og stør­re, så bli­ver det svæ­re­re og svæ­re­re for for­bru­ger­ne at købe.

Det tyske fir­ma Hip­ste­ry (et ord­spil på hip­ster — en ‘smart fyr’ — og myste­ry) for­sø­ger at ven­de den­ne trend helt på hove­d­et og væl­ger selv et pas­sen­de pro­dukt for for­bru­ge­ren. Det ene­ste, jeg skal gøre for at hand­le hos Hip­ste­ry, der sæl­ger t‑shirts, er at for­tæl­le dem, hvil­ken stør­rel­se jeg ønsker min t‑shirt i og ind­ta­ste min adres­se. Der­ef­ter bli­ver jeg bedt om at sva­re på 6 simp­le spørgs­mål, som skal hjæl­pe Hip­ste­ry med at afgø­re hvil­ken t‑shirt, jeg vil fin­de inter­es­sant.

Hip­ste­ry bru­ger nu den­ne viden om min smag til at sen­de mig t‑shirts, der er ind­købt på et eller fle­re af de man­ge, man­ge web­s­i­tes, der sæl­ger t‑shirts.

For nylig kaste­de jeg mig der­for ud i uvi­den­he­dens oce­an og bestil­te to t‑shirts fra Hip­ste­ry. Det var 5 ner­vepi­r­ren­de dage inden der lå en mystisk kuvert i post­kas­sen.

Posted using Mobypicture.com
En mystisk kuvert i min post­kas­se

Kuver­ten var fra Hip­ste­ry — og inden i den var der to fede t‑shirts. Den ene var fra det kæm­pe­sto­re udbud på Thre­ad­less.

En t‑shirt fra Thre­ad­less — købt via Hipstery.com

Den anden t‑shirt var fra Tee Fury. Jeg vil­le aldrig selv have valgt nog­le af dis­se t‑shirts, men “t‑s­hirt-viden­skabs­mæn­de­ne” (t‑shirt sci­en­ti­sts, som Hip­ste­ry-fol­ke­ne kal­der sig selv) hav­de udvalgt dis­se to og jeg syn­tes egent­lig, de er flot­te.

En t‑shirt fra Tee Fury — købt via Hipstery.com

Det var imid­ler­tid ikke det ene­ste, der var i den pak­ke­de kuvert. Hvis man skal gøre sig håb om at være en hip og moder­ne virk­som­hed, så må man ska­be en ople­vel­se. Det gør Hip­ste­ry ved at put­te ekstra ting i kuver­ten.

Posted using Mobypicture.com
De ekstra ting, Hip­ste­ry hav­de put­tet i min kuvert. (læg hove­d­et lidt på skrå, så går det bed­re med at se. Eller klik på bil­le­det — på Moby­Pi­c­tu­re kan du rote­re bil­le­det…)

I kuver­ten var der føl­gen­de ekstra ting:

  • Et rundt kli­s­ter­mær­ke med den pibe­ry­gen­de Hip­ste­ry-mand
  • Et Hip­ste­ry-cer­ti­fi­kat, der for­tæl­ler mig, at jeg er en ægte hip­ster for­di jeg tør!
  • En tysk teg­ne­se­rie fra 1983.
  • En 3D-bril­le
  • Et gam­melt post­kort med motiv fra en ski­bak­ke.
  • Et styk­ke papre­k­la­me for en tysk portræt­fo­to­graf

Og såle­des har Hip­ste­ry sik­ret sig, at jeg bestil­ler hos dem mere end en gang: for hvad er der mon i pak­ken næste gang?

Mht. den pibe­ry­gen­de Hip­ste­ry-mand, så er han også afbil­det på for­si­den af Hip­ste­ry-cer­ti­fi­ka­tet.

Posted using Mobypicture.com
Den pibe­ry­gen­de Hip­ste­ry-mand har ret. For­di han ryger pibe. Og sik­kert peger med den.

Og jeg tror på ham, for “folk, der peger med piber har altid ret”.

Jeg ønsker Hip­ste­ry al mulig held og lyk­ke med deres glim­ren­de for­ret­nings­idé.

Flere erfaringer med Vibram Fivefingers Flow

Nu er det snart 6 måne­der siden, at jeg fik mine Vibram Five­fin­gers Flow — og i den tid har jeg kun løbet i dem i rundt reg­net 2 måne­der på grund af det vold­som­me vin­ter­vejr, der afholdt mig fra at eks­pe­ri­men­te­re med ny løbe­stil mens der sta­dig lå is og sne på veje, for­tove og sti­er.

Siden mid­ten af marts har jeg imid­ler­tid taget revan­che og har løbet 2–3 gan­ge om ugen, så nu har jeg sam­let lidt fle­re erfa­rin­ger op mht. at løbe i Vibram Five­fin­gers Flow (model­len for­kor­tes her­ef­ter VFfF — da mær­ket ofte for­kor­tes VFF). Det­te blo­gind­læg for­sø­ger at sam­le op på dis­se erfa­rin­ger og giver mig sam­ti­dig mulig­hed for at føl­ge op på nog­le af de spørgs­mål og kom­men­ta­rer, der er kom­met til mit før­ste ind­læg om mine Vibram Five­fin­gers Flow.

Før som­mer­fe­ri­en 2009 løb jeg op mod 8–9 kilo­me­ter hver gang — desvær­re miste­de jeg på et tids­punkt gej­sten og måt­te erken­de, at sen­som­mer, efter­år og den lan­ge, kol­de vin­ter tog en stor del af min udhol­den­hed og gene­rel­le motion fra mig. Der­u­d­over skif­te­de jeg også job for over et år siden, så det ikke læn­ge­re var muligt at hol­de kon­di­tio­nen ved lige vha. cyk­ling, som jeg hidtil hav­de gjort.

Der­for star­te­de jeg stort set fra nul og måt­te byg­ge udhol­den­he­den og distan­cen op igen, da jeg begynd­te at løbe i VFfF. Det bety­der, at mine mus­k­ler sta­dig er væl­dig ømme, når jeg er er fær­dig med en løbe­tur. Jeg for­tæl­ler mig selv, at det er en blan­ding af at løbe på en anden måde end jeg er vant til og så det fak­tum, at min kon­di­tion har været kørt helt i bund. Og så læg­ger jeg med ret stor garan­ti alt for hårdt ud, når jeg nu ger­ne vil træ­ne mig selv op igen.

Men nok om und­skyld­nin­ger­ne. Jeg kan mær­ke, at ømhe­den og træt­he­den gene­rer mig min­dre og min­dre for hver gang, jeg er fær­dig med at løbe. Det tager jeg som et sik­kert tegn på, at jeg bli­ver stær­ke­re og stær­ke­re i krop­pen — og der­med, at min nye træ­nings­form er god for mig. De ømme mus­k­ler er, med et kendt udtryk fra min sol­da­ter­tid, “en svag­hed, der for­la­der krop­pen!”. Min krop væn­ner sig til, at den skal yde mere, end den har været vant til, og der­for skal mus­k­ler­ne natur­lig­vis også have lov at resti­tu­e­re (læs om resti­tu­e­ring og hvile­pe­ri­o­der hos iform.dk).

Jeg har fået en ny løbe­stil og fun­det en ny muskel­grup­pe at træ­ne, så jeg tæn­ker, at det er helt natur­ligt, at jeg er træt. Det er der ikke noget mærk­vær­digt i — eller hvad tror I?

Jeg fik en ræk­ke spørgs­mål og kom­men­ta­rer fra mine læse­re, da jeg skrev om de før­ste erfa­rin­ger med VFfF. Den ene var fra “Kram­me”, der bad mig huske, at det er vig­tigt at slap­pe af i ben og fød­der, når jeg løber. Det kan jo også godt tæn­kes, at grun­den til at jeg er øm og træt også skyl­des, at jeg ikke slap­per nok af. At jeg anstren­ger mig for at lan­de på fod­bal­ler­ne og ikke på hælen. At jeg måske stræk­ker mig for langt og der­for ikke får et godt afsæt eller en god lan­ding, når jeg løber. For efter­ti­den vil jeg for­sø­ge at huske at slap­pe af, når jeg løber.

Og så har jeg via Pose­mand og Kram­me stif­tet bekendt­skab med POSE-filo­so­fi­en, som er udvik­let af rus­se­ren Dr. Nicho­las Roma­nov. Det er en viden­ska­be­lig til­gang til ener­gi­ud­fol­del­se, hvil­ket i sig selv kan lyde utro­lig tørt og kede­ligt, men som i vir­ke­lig­he­den er en aka­de­misk under­sø­gel­se af, hvor­dan vi men­ne­sker bedst bru­ger den ener­gi, som vores mus­k­ler kan gene­re­re. Med andre ord: hvor­dan bru­ger du min­dre ener­gi til at opnå det sam­me. Eller bru­ge den sam­me ener­gi til at opnå mere.

Jeg har end­nu ikke prø­vet at løbe “Pose Run­ning”, men har da set neden­stå­en­de video og må sige, at det ser spæn­den­de ud.

Jeg håber, at mine erfa­rin­ger kan brin­ge andre vide­re i over­vej­el­ser­ne om Vibram Five­fin­gers (VFF) og bar­fod­sløb.

God tur og lad mig så høre i kom­men­ta­rer­ne, hvad I tæn­ker

Ny biografbygning i Ringkøbing

Hvor er det fan­ta­stisk, at det sta­dig — trods kri­se­ti­der og dis­kus­sio­ner om et Knæk­ket Dan­mark, Udkants­dan­mark og Den Råd­ne Banan — sta­dig kan lade sig gøre at se udvik­ling i Provin­s­dan­mark.

I dag har Dag­bla­det Ringkøbing/Skjern offent­lig­gjort pla­ner­ne om at byg­ge den gam­le bør­ne­ha­ve, Bør­ne­nes Hus, om til fil­me­nes hus. Hvis alt går efter pla­nen, så bli­ver den sto­re byg­ning klar til at vise film ved jule­tid — og så har Ring­kø­bing Bio­graf fået opfyldt deres lang­va­ri­ge ønske om at flyt­te ind i stør­re loka­ler.

Det bety­der, at bio­gra­fen kan få plads til de ønske­de to bio­gr­af­sa­le og et til­hø­ren­de café­mil­jø. Det kan bli­ve et helt lil­le kul­tur­mek­ka med fored­rag, kon­cer­ter, tea­ter­fo­re­stil­lin­ger og andet godt her i Ring­kø­bing. Jeg glæ­der mig til at se de nye loka­ler!

Læs mere om pla­ner­ne for den nye bio­graf hos Dag­bla­det Ringkøbing/Skjern.