Spot Festival 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ørerne (næsten) er faldet af.
I år benyttede jeg mig af min mobiltelefon og Twitter til at rapportere live fra festivalen. Det betyder, at du kan finde en hel håndfuld billeder fra Spot 2010 her på MobyPicture. Lad mig bare sige med det samme, at billederne ikke er verdens bedste kvalitet, men de kan da give et indtryk af, hvad jeg har oplevet.
I år var temaet for min Spot-kalender, at jeg ville høre bands, jeg ikke kendte, men som havde beskrevet sig selv spændende (set med mit perspektiv) — og så ville jeg gerne have nogle “sikre” koncertoplevelser.
Det betød, at jeg i år nåede at se og høre følgende kunstnere (i kronologisk orden):
- Murder — Jakob Bellens fra I Got You On Tape er den ene halvdel af Murder. Jeg har aldrig hørt Murder live, men har lyttet til et par melankolske og dunkle titler fra deres bagkatalog. Det blev ikke dårligere af at blive spillet live og intimt på Archauz. En stille og rolig start på to dages festival.
- Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i baglommen, så er der ret stor sikkerhed for et stort publikum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lyshænder blev skuffede. Det gjorde jeg nemlig — lidt. Jeg fik mere i samme stil — og det kedede mig i længden. Hvis jeg ikke kan holde en 40 minutters ud, så kan det vist ikke betale sig at købe hele pladen.
- Kill Screen Music — dette var bandets første koncert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ildhu og spillede uhyre godt sammen. Der var ikke en skæv tone og alle pauser sad præcist som de skulle. De skal nok få en god live-karriere, hvis I spørger mig. Og så var Kill Screen Music også et eksempel på den slags musik, der var rigtig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melodisk rock med keyboard/synth-elementer. Uden tvivl med inspiration direkte fra firserne. Om man så kan li’ det eller ej…
- Magnus fra Gaarden — Nu begynder det at blive meget smalt og niche-orienteret. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har den fjerneste intention om at købe Magnus fra Gaarden’s CD. Men alene beskrivelsen “jazzens svar på Slipknot”, gjorde, at jeg følte mig presset til at lytte til denne omgang Balkan-metal-jazz. Det var energisk, medrivende og utroligt støjende. Det var helt opløftende at se de dedikerede jazzmetal-musikanter rulle sig rundt på scenen i indfølte soli og sammenspillet livsglæde. Tak for den koncert, skal I ha’, Magnus og venner!
- Ghost Society — her var der tale om ægte hype, hvis I spørger mig. Såvidt jeg kunne forstå, var forventningerne til denne koncert tårnhøje — og de blev indfriet hos de fleste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foundation” i beskrivelsen. Måske skulle jeg have læst lidt mere — for sjældent har jeg oplevet en mere indadvendt koncert. Jeg har aldrig rigtig lyttet til Det Elektriske Barometer og svælget i Weltschmerz og sandsynligvis derfor fandt jeg ikke Ghost Society særlig interessante. Nuvel, det var smukke melodier og der sad ikke en tone skævt, men — altså — jeg har da aldrig oplevet, at der kun bliver sagt 4 ord til en koncert. Og publikum grinte lidt nervøst over de tre af dem. Jeg oplevede et band, der aldrig nåede ud over scenekanten. Men det var der åbenbart andre, der gjorde. Hver sin smag — det er derfor, jeg kommer til Spot. For at opleve noget nyt og noget andet, end jeg plejer at høre.
- Stoffer & Maskinen — også her, var det et par P3-numre, der sendte mig ind i teltet. Og jeg havde også lyst til at gå igen ret hurtigt. Men stædigheden vandt og jeg blev til sidste bifald. Det var endnu engang en portion melodisk rock med keyboard/synth-indpakning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyttede meget til radioen, når Stoffer & Maskinen blev spillet.
- Dokkedal/Dixen — Uh, nu startede festen! Lige pludselig vendte humøret, da årets første festivaloplevelse med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner endelig oprandt. Jeg har (stadig) en svaghed for glad, elektronisk baseret musik, så det siger sig selv, at mine fødder kom i omdrejninger og hovedet vuggede til de tunge basrytmer fra de to DJs. Det var 40 minutters mashup- og sampleleg, som blandede vidt forskellige musikalske kilder sammen til en helt ny oplevelse. Essensen i den korte koncert var dubstep og hiphop og det fik energien op på Officerspladsen. Det eneste, der ærgrer mig nu, er, at de tre smagsprøver, der ligger på Dokkedal/Dixens hjemmeside, ikke har samme høje feststemning, som det vi oplevede i Århus. Dagens højdepunkt!
- Esther Maria & the Song Horse — efter at have været til festival i omkring 8–10 timer og oplevet en lang række kunstere, så er det som oftest en rar oplevelse at sætte sig ind i Musikhusets Lille Sal og opleve singer/songwriter-kunstnerne opløfte deres melankolske røst. Esther Maria er en dygtig sangerinde fra Holstebro, som har slået sig på alternativ country i stedet for jazz. Det gør hun egentlig udmærket — hendes musik var bare en smule tam. Der var ikke rigtig bid i den. Men måske er det fordi, jeg har en helt fantastisk erindring om svenske Baskery, der spillede samme sted sidste år. Jeg overvejer ikke at købe Esther Marias plade — men Baskerys ligger stadig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musikken?
Og så på hovedet i seng. Det var listen og dommen over fredagens kunstnere.
Om lørdagen så og hørte jeg følgende (stadig kronologisk ordnet):
- Grammofunch — Dagen starter endnu engang stille og roligt med Grammofunchs underlægningsmusik til en 37 min. lang stumfilm. Filmen krævede en større filmanmeldereksamen for at finde historien, så den vil jeg undlade at kommentere ud over at skrive, at den var klippet meget langsomt og sikkert var meget smuk. Musikken var en omgang psykedelisk rock-jazz, der i bedste Led Zeppelin-stil forsøgte at understøtte billederne. Meget fint — men det vandt aldrig min interesse.
- Hunch Bettors i Karrierekanonen-blokken — dette unge og øjensynligt lovende band fra Holstebro fik hele teltet til at juble. Jeg blev aldrig rigtig bidt af dem til trods for at de havde både trompet og harmonika med i deres rock-ensemble.
- Slaraffenland — Et dansk band, der ikke er særligt kendt i Danmark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunstnere ikke kan finde fodfæste i Danmark, men derimod kan sælge mange plader og fyldte koncerter i udlandet. Det får i al fald mig til at tænke, at hvis man er en talentfuld dansk musiker, så må man ikke opgive håbet om en karriere bare fordi man ikke kan sælge koncerter og plader i hjemlandet. Kontakten med de rigtige mennesker kan bringe en langt. Nå, det var koncerten, det skulle handle om. Slaraffenland spiller avantgarde rock, der ikke forsøger lette løsninger. Det var flot, avanceret, velkomponeret musik, der også kom ud over scenekanten. Tak for en god koncertoplevelse til Slaraffenland.
- Annika Aakjær — jeg hørte denne kvindelige Niels Hausgaard første gang for to år siden, da hun spillede en intim koncert på Rytmisk Scene. Det var en meget bidsk, meget observant og meget politisk koncert. Annika Aakjær fik en del opmærksomhed for hendes P3-hit, som førte til en plade og en plade mere og en del turneer. Jeg synes hun gør det godt — hun bruger stadig pauserne mellem numrene til at fortælle en anekdote eller sende en skarp bemærkning afsted inden hun spiller et nummer, der har en relation til det, hun lige har fortalt. Denne gang spillede hun i Store Sal med et “rigtigt” rockorkester. Det betød, at hendes numre havde fået langt mere plads og langt større lyd. Jeg syntes egentlig, at det var ærgerligt, for jeg syntes ikke, at bandet spillede helt fantastisk — og hendes historier behøver ikke meget akkompagnement. Jeg var ikke superbegejstret for koncerten — men hendes pointer var stadig superskarpe.
- Tremolo Beer Gut — dansk surfrocks ukronede konger. Når først elguitaren er sat i sving, så stopper festen ikke igen før Tremolo Beer Gut er gået af scenen. Hvis man kan holde lyden af vibrerende twang-guitar ud, så er det en livgivende oplevelse at lytte til disse fire drenge. De skåler (jævnligt) med publikum og hilser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spiller de musik som om de aldrig har bestilt andet. Herligt.
- Thomas Dybdahl — her var det nødvendigt at stå i kø i op mod en time før koncerten startede for overhovedet at få en plads. Og da dørene blev åbnet, var der lemming-agtigt stormløb mod koncertsalen. Det nærmede sig hysteri, men man kan godt forstå, hvorfor interessen var stor. Thomas Dybdahl har en kæmpe fanskare i Danmark og det er sikkert, at mange af dem var kommet til Spot 2010 for at høre ham. Hans varme bløde stemme bød os velkommen, da vi havde sat os til rette i Store Sal og derefter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før koncerten var slut. Når Thomas sagde “syng med”, så sang vi med. Når han fortalte os, at vi var det mest fantastiske publikum, så troede vi på ham. Han optræder med en ydmyghed, der gør det umuligt ikke at bryde sig om ham. Wow. Han er god.
- Ginger Ninja — Et rockband mere, der har fået keyboards koblet til mikseren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kunne løfte deres optræden op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg havde lidt samme fornemmelse som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
- Turboweekend — Efter Ginger Ninja-koncerten skyndte jeg mig til den sidste koncert i Store Sal. Det var der også mange andre, der havde gjort, så jeg kom til at sidde helt oppe under loftet på balkonen. Det har jeg aldrig prøvet før. Og jeg har heller aldrig prøvet at lytte til så energisk musik i Store Sal. Turboweekend har bestemt forandret sig meget siden jeg hørte dem på Officerspladsen på Spot for et par år siden. Og de havde naturligvis hele bagkataloget med af gode, lytteværdige hits. Inklusive en live-version af Trouble Is (Joker Remix). Wow, for en afslutning på Spot 2010.
Lørdagen sluttede med et brag. Og vi gik hjem i seng, mætte af musikoplevelser og trætte efter at have gået, stået, lyttet og talt med gode venner i to dage i træk.
Spot 2011 — vi ses!
Og så til dig, der ikke kender Trouble Is (Joker Remix):