Gensyn med Starship Troopers

Oven­på en lang dag med hek­ti­ske sid­ste-øje­bliks-for­be­re­del­ser, et lyk­ke­ligt bru­de­par, mas­ser (MASSER!) af god mad, og gla­de gæster fra nær og fjern, så skul­le der ryd­des op på God­set i Hulk­nø­se skov på Hal­lund Hede. Hel­dig­vis slap vi for at gøre rent og kun­ne nøjes med at ryd­de op og for­de­le alle madre­ster­ne iblandt os.

Der­ef­ter gik turen hjemad mod Ring­kø­bing igen — og en efter­mid­dag på ryg­gen med Stars­hip Troo­pers i DVD-afspil­le­ren. Male­ne har aldrig set den før — og jeg kan vist efter­hån­den tæl­le 4. eller 5. gang med John­ny Rico, Car­men Iba­nez, Carl Jenkins, Dizzy Flo­res og alle de andre sol­da­ter i men­ne­ske­he­dens hær mod Kry­be­ne fra Klen­dat­hu.

Jeg har end­da for et par år siden læst bogen Stars­hip Troo­pers af Robert Hein­le­in, der lig­ger bag fil­men og giver et langt stær­ke­re bil­le­de af det sam­fund, der lig­ger udenom fil­mens ret ensi­di­ge mili­tær­portræt. Jeg kan stærkt anbe­fa­le at læse bogen, der langt fra har den humo­ri­sti­ske vin­kel, der lig­ger under fil­men. En sci­en­ce fiction-film om et dystert emne som et raci­stisk, faci­stisk, mili­ta­risk og klas­se­delt sam­fund er nødt til at anlæg­ge en sort-humo­ri­stisk vin­kel for at bli­ve spi­se­lig.

Hvis du har set fil­men, så sørg for at læse bogen også. Hvis du så fil­men og syn­tes, den var dår­lig, så læs bogen og find ud af, at Hein­le­in tænk­te stør­re tan­ker end Paul Ver­ho­e­ven kun­ne klem­me ned på små to timers cel­lu­lid. Og hvis du aldrig har set fil­men, så sørg for at læse bogen først — og se så fil­men bag­ef­ter.

Musicalen The Producers i Musikteatret i Holstebro

Bare lige en hur­tig notits her i 11. time. Vi har været i Musik­te­a­tret i Holste­bro for at se musi­ca­len The Pro­du­cers. Det kom­mer til at koste os noget nat­te­søvn, men til gen­gæld var det en god ople­vel­se.

Fore­stil­lin­gen har en for­tid som både film, bog og musi­cal skre­vet af Mel Brooks og Tho­mas Mee­han, og hand­ler om to pro­du­ce­re, Max Bia­ly­sto­ck og Leopold Bloom, der for­sø­ger at opsæt­te det stør­ste flop i Bro­adways histo­rie. Det skal ikke være nogen hem­me­lig­hed, at det ikke går, som de ønsker.

Det var en dej­lig fore­stil­ling med mas­ser af livs­glæ­de, iro­ni, skam­løs sar­kas­me, respekt­lø­se kari­ka­tu­rer af nazi­ster og homo­seksu­el­le. Og mas­ser af liv på sce­nen.

Melo­di­er­ne var ikke spe­ci­elt øre­hæn­gen­de og tek­ster­ne var svæ­re at høre, hvor vi sad — desvær­re. Lige præ­cis de dele må siges at være ret cen­tra­le, når man ser og hører en musi­cal.

Alt i alt en fin ople­vel­se på en gan­ske almin­de­lig ons­dag aften.

Den Danske Encyklopædi/Den Store Danske — helt gratis på nettet

Jeg har tit tænkt på, at det vil­le være fedt med et læk­kert lek­si­kon. Men jeg gider sim­pelt­hen ikke at have en lek­si­kon­sam­ling på 54 kg, som Den Dan­ske Encykl­o­pæ­di fra Gyl­den­dal. Der­for glæ­der det mig usi­ge­ligt, at før­nævn­te lek­si­kon er kom­met på net­tet til fri afbe­nyt­tel­se. Inspi­re­ret af det bru­ger­sty­re­de Wikipe­dia kan man selv være med til at ska­be ind­hol­det, dog sid­der der en flok på 1100 fri­vil­li­ge eks­per­ter og tjek­ker ind­hol­det før­end det fri­gi­ves.

Iføl­ge Poli­ti­ken er Den Sto­re Dan­ske med sine 161.000 artik­ler alle­re­de stør­re end det dan­ske Wikipe­dia, som ‘kun’ har 103.780 artik­ler.

Tjek beta-ver­sio­nen (test-ver­sion) ud på denstoredanske.dk.

Upside of Anger er en overraskelse

Vi pak­ke­de pla­stik­ken af en af de DVD-film, der står i vores film­hyl­de. På dansk hed­der den Det Ku’ Ikke Være Bed­re men på engelsk hed­der den Upsi­de of Anger. En meget bed­re og mere sigen­de titel.

Fil­men hand­ler om en midal­dren­de kvin­de, Ter­ry Ann (spil­let af Joan Allen), der har fire unge eller voks­ne døtre. I star­ten af fil­men erfa­rer vi, at hen­des mand har for­ladt hen­de — sand­syn­lig­vis med hans sven­ske sekre­tær. Vor hoved­per­son bli­ver nu en bit­ter, aldren­de kvin­de, der ved hjælp af drinks og gal­de hol­der smer­ten fra døren. Hun bærer følel­ser­ne og smer­ten uden­på, lige­som døtre­ne også gør det. Det udlø­ser natur­lig­vis en lang ræk­ke kon­flik­ter.

Under­vejs i det­te dra­ma får een af døtre­ne, Andrea — kal­det Andy, et job på en lokal radio­sta­tion, hvor pro­du­ce­ren Shep (spil­let af instruk­tø­ren Mike Bin­der) ansæt­ter hen­de og kort efter bli­ver kære­ste med hen­de. Shep er over 40 og Andy er 20 år yngre. Det huer natur­lig­vis ikke Ter­ry at se hen­des unge, dyg­ti­ge dat­ter arm i arm med en selvg­lad sjover der er dob­belt så gam­mel.

Fil­men viser sig — udover den dra­ma­ti­ske ram­me — at rum­me en ræk­ke komi­ske indslag, hvor vi til­sku­e­re er nødt til et gri­ne af Ter­ry og hen­des ulyk­ke. Det viser sig imid­ler­tid også, at Ter­ry har en stærk indre kraft, der får hen­de til at behand­le ulyk­ker­ne både i drøm­me og i dags­lys.

Vi mær­ker og ser Ter­rys stær­ke fru­stra­tion, da hun over­ra­sker Shep og Andrea i seng sam­men og det går op for hen­de, at dat­te­ren ikke blot hol­der i hånd og går i bio­gra­fen med man­den.

Sekun­det sene­re spi­ser fami­li­en aftens­mad (Kevin Cost­ner spil­ler Ter­ry Anns nye ven) og her kom­mer fil­men til et ven­de­punkt, da der plud­se­lig bli­ver brugt helt andre vir­ke­mid­ler end vi reg­ner med. Se selv med neden­for. Og prøv at over­be­vi­se mig om, at du hav­de for­ud­set den drej­ning.

Fil­men kan anbe­fa­les. Jeg vil nok give den. 4 ud af 7 stjer­ner for histo­ri­en men en enkelt stjer­ne mere for udførs­len. Mike Bin­der får for­talt en film, der for os til at tæn­ke over vor egen indig­na­tion og anta­gel­ser om tin­ge­nes sam­men­hæng.

Nanoblogg er den nye mikroblog

Jeg ser en udvik­ling her, som er værd at gå vide­re med.

Først hav­de vi blog­gen. En lang stri­be ord — som regel sam­men­hæn­gen­de.

Der­ef­ter kom mikro­blog­gen. Den redu­ce­re­de mæng­den af ord til 140 tegn. Man kan sige utro­ligt meget med 140 tegn, hvis man tæn­ker sig om inden man skri­ver.

Nu er nanoblog­gen her alle­re­de. Her er vi begræn­set til eet ord. Et ord. Tag lige og brug plad­sen for­nuf­tigt. Det kan bli­ve en utro­ligt langstrakt dis­kus­sion, hvis. Vi. Kun. Må. Skri­ve. Et. Ord. Af. Gan­gen. Erfa­rin­gen viser dog, at det oftest er enten til­lægs­ord eller nav­ne­ord, der bru­ges. De bærer trods alt også mest infor­ma­tion.

Nu for­ud­ser jeg (og andre — @UffeStenstrop blandt andet) at næste skridt bli­ver en blog­form, hvor vi kan få lov at skri­ve et bog­stav. Lad os kal­de den pikoblog­gen (eller picoblog alt efter sprog­valg). Med pikoblog­gen bli­ver det meget, meget cen­tralt at over­ve­je, hvad det er, man har lyst til at sige. Og det kan ikke ude­luk­kes at ind­til fle­re af os euro­pæ­e­re vil begyn­de at lære kanji eller andre (fra vores syns­punkt og bred­degra­der) ekso­ti­ske alfa­be­ter for at kun­ne bru­ge skrift­tegn, der siger mere eller oven i købet lig­ner små teg­nin­ger og der­for kan bære mere betyd­ning. Et tegn er meget, meget lidt infor­ma­tion.

Men stør­rel­ses­be­teg­nel­ser­ne stop­per jo ikke ved piko. Vi har også en femto-for­sta­vel­se. Så hvor­for ikke lave en femtoblog? En blog­form, hvor vi har een bit per ind­læg. En bit. Et 0 eller et 1‑tal. Tænk over det. Hvor­når duk­ker piko- og femtoblog­gen op? Går der mere end 3 måne­der?

Jeg spår, at inden 2009 er omme, så har vi set eksemp­ler på beg­ge dele.

Gad vide, om det er godt tids­punkt at regi­stre­re picoblogging.com og femtoblogging.com?

Pinligere end Frank Hvam & Co.

Det er næsten vær­re end at se et afsnit af Klovn!

Det var mit udbrud i går aftes, da vi sad i går aftes og så doku­men­ta­ren om Ny Alli­an­ces stor­hed og fald: Dag­bog fra mid­ten. Jeg kan sim­pelt­hen ikke kla­re at se pro­gram­mer, hvor folk er pin­li­ge, der­for har jeg hel­ler ikke set sær­lig man­ge afsnit af Klovn. Men jeg fik dog set fil­men fær­dig og hel­dig­vis for det, for den var vir­ke­lig god! — Alt­så på den pin­li­ge måde…

Jeg blev vir­ke­lig rystet over at se hvil­ke typer, der vil have poli­tisk ind­fly­del­se i vores lil­le land! Efter at have set fil­men, så pri­ser jeg mig lyk­ke­lig for, at jeg ikke i et øje­bliks kåd­hed sat­te mit X ved Y.

Naser Kha­der irri­te­re­de mig noget så gru­somt og han har så afgjort ret i, at han alli­ge­vel ikke egne­de sig som leder.

Anders Samu­el­sen så man nær­mest ikke noget til — han siger så, at det var for­di han ikke brød sig om kame­ra­er­ne.

Git­te See­berg blev igno­re­ret kon­stant, så hen­de fik jeg mere og mere ondt af — utro­ligt, at hun holdt ud så læn­ge. Hun skal have et stort skul­der­klap her­fra. Hen­de har jeg vir­ke­lig respekt for efter at have set fil­men!

Og Jør­gen Poul­sen, hvad var han da for en pau­se­k­lovn!

Og Ulla Øster­gaard, hvad er det for en kom­mu­ni­ka­tions­rå­d­gi­ver! Hun kom­man­de­re­de i ste­det for at råd­gi­ve og vir­ke­de i det hele taget ikke sær­lig inter­es­se­ret i andet end at høre på sig selv.

Nå, nu vil jeg have mig en kop te…

En række sindssygt langt ude godnathistorier

For et styk­ke tid siden fandt vi en fol­der for lyd­bø­ger på Ring­kø­bing-Skjern Bibli­o­tek. Den hen­vi­ste os til en lyd­bogs­por­tal — som jeg ikke kan fin­de et link til nu — der viste os vide­re til KlørKonge.dk.

Klør Kon­ge er et nyt, dansk MP3-for­lag, der sig­ter efter at udgi­ve gra­tis histo­ri­er på lyd. Hele webs­i­den er byg­get op omkring en (sandsynligvis/forhåbentlig) fik­tiv histo­rie om den ungarsk-fød­te rake­tin­ge­ni­ør Eigil Soyuz, der har ansat de tre klor­o­nau­ter Boris Boll-Johan­sen, Tho­mas Holm­bäck og Bos­sy Bo. De tre fly­ver rundt om vores dej­li­ge jord og smi­der tun­ge lyd­fi­ler (MP3-filer) med gode histo­ri­er ned, så vi alle kan lyt­te til dem.

På siden kan man lige nu abon­ne­re på tre podcasts med hen­holds­vis sinds­sygt langt ude god­nat­hi­sto­ri­er fra Århus og  sinds­sygt langt ude god­nat­hi­sto­ri­er fra Køben­havn og så en ræk­ke bonus­hi­sto­ri­er, der hed­der 3 x Fjol.

Vi har kun hørt histo­ri­er­ne fra Århus og læst al tekst­ma­te­ri­a­let om for­la­get Klør Kon­ge — men hvis histo­ri­er­ne om Køben­havn og de ekstra histo­ri­er hol­der stan­dar­den, så er der lagt op til god under­hold­ning med solid rod i en even­tyr­ver­den befol­ket af trol­de, prin­ses­ser og zom­bie­vikin­ger.

Histo­ri­er­ne er vel­o­p­lag­te, lyd­ef­fek­ter­ne er velvalg­te og ikke mindst er web­s­i­tet vel­teg­net og skre­vet.

Her fra de vest­li­ge kyster kan vi anbe­fa­le Klør Kon­ge.

Lydbøger på iPod

Jeg er så glad for min iPod! Især efter at have fun­det ud af at down­lo­a­de lyd­bø­ger.

Jeg skul­le til Visit­Den­mark kon­fe­ren­ce på Brønd­by Sta­dion i tirs­dags — og med udsig­ten til at skul­le til­brin­ge 5–6 timer i offent­lig trans­port hver vej, hav­de jeg fået lagt Liza Mar­klunds bog ‘En plads i solen’ på min iPod  (tids­be­græn­set down­lo­ad i decem­ber måned på dr.dk/kulturguiden). Spæn­den­de bog! Jeg har ikke læst en ene­ste af Liza Mar­klunds bøger om jour­na­li­sten Anni­ka, så der var dog en mas­se refe­ren­cer til tid­li­ge­re sager, som jeg ikke helt var med på.

Jeg nåe­de ikke at høre bogen fær­dig, så jeg er egent­lig ret glad for, at jeg nu bli­ver nødt til at køre med bus til og fra arbej­de hver dag (Ulrik har ‘fået’ bilen til arbej­de nu). Så har jeg lige en halv time, hvor jeg kan luk­ke øjne­ne og hol­de lar­men fra sko­lebørn ude. Især om mor­ge­nen er det rart lige at kun­ne tage en lyt­te-lur.

Jeg glæ­der mig alle­re­de til i mor­gen tid­lig.

Hvis det ikke var for­di, jeg alle­re­de hav­de læst ‘Dren­gen i kuf­fer­ten’ af Kaa­ber­bøl & Fri­is, så vil­le jeg helt sik­kert også høre den i næste omgang. Den er nem­lig også til gra­tis down­lo­ad til og med 9/2. Den kan bestemt anbe­fa­les og er ret let­læst!

Dren­gen i kuf­fer­ten er nu hen­tet ned, så må jeg se, om jeg vil høre den igen 🙂

Prætentiøs tekst om kunst

Det her blo­gind­læg hand­ler om for­mid­ling og kunst. Og om for­mid­ling af kunst. Og om for­mid­lin­gens kunst. Er der noget vær­re end at læse en tekst, der vir­ker fuld­stæn­dig som sort snak? Eller lyt­te til en oplæs­ning af en tekst, der slet ikke giver nogen mening.

Og selv om man for­sø­ger at læse tek­sten igen og igen og igen, så vir­ker det sta­dig lige meget som sort snak. Man begyn­der at tæn­ke ved sig selv.

Er det mig, der har mis­for­stå­et et eller andet? Er jeg dum? Hvor svært kan det være at for­stå? Er for­fat­te­ren autist? Er det over­ho­ve­det menin­gen, at det­te skal læses af andre?”

Male­ne hav­de en ople­vel­se i den ret­ning med neden­stå­en­de tekst fra en fol­der om en kunst­ner i vores loka­l­om­rå­de. Jeg har ind­talt den for jer. Så kan I jo se, om det er for­stå­e­ligt.

Uddrag fra “Liv­styd­ning — sprog og myte” fra 1993 (Ogg Vor­bis, 741kb)

Og her kom­mer så afte­nens 500.000-kroners spørgs­mål: Bli­ver for­stå­el­sen af tek­sten bed­re, hvis man spil­ler den bag­læns? Døm selv!

Uddrag fra “Liv­styd­ning — sprog og myte” fra 1993. Spil­let bag­læns. (Ogg Vor­bis, 725kb)

Vi mod­ta­ger ger­ne kom­men­ta­rer om tek­stens for­stå­e­lig­hed i kom­men­ta­rer­ne.

For­bru­gero­p­lys­ning: Ogg Vor­bis-filer kan spil­les med bl.a. føl­gen­de medi­e­af­spil­le­re: Sque­eze­Cen­ter, foobar2000, Winamp, Fre­eAmp, Win­dows Media Play­er med en plu­gin, VLC Media Play­er, XMMS, xine, iTu­nes med en Qui­ck­ti­me-kom­po­nent, og man­ge fle­re afspil­le­re.

Et digt fra gemmeren om at burde

Sid­ste gang jeg skrev et af mine kor­te udg­y­del­ser her på blog­gen, var der ikke megen reak­tion. Gad vide, om det går bed­re med det­te digt, der egent­lig star­te­de hele den ræk­ke af dig­te, der har været her i de sid­ste par måne­der. Hvad siger I til det her?

Burde

Jeg bur­de skri­ve
Jeg bur­de skri­ve noget
Jeg bur­de skri­ve noget mere
Jeg bur­de!
Jeg bur­de skri­ve noget mere intel­li­gent
Noget der får folk til at stop­pe op
Til at tæn­ke
Til at ændre
Til at leve
Noget, der får mig til at tæn­ke, ændre, leve
Jeg bur­de skri­ve

-ulrik, 14.12.2008

Læg ende­lig en kom­men­tar.