Helse- & wellness-messe i Lyne Hallen

I efter­mid­dags drog vi ‘søn­den­fjords’ til Lyne for at besø­ge hel­se- og wel­l­ness-mes­sen. På væg­ge­ne i hal­len hang der rek­la­mer for de loka­le virk­som­he­der, bl.a. Kvong Pro­duk­t­han­del og en eller anden lokal kar­tof­fel­fa­brik, så det var meget ‘ekso­tisk’. Jeg har tid­li­ge­re været til hel­se­mes­ser i Aal­borg og Århus, hvor der ple­jer at være et meget stort frem­mø­de, så jeg var meget over­ra­sket over al den sving­plads der var. De er nok ikke så alter­na­ti­ve her­u­de vest på…

Vi star­te­de besø­get med et fored­rag med Lone Katrin Han­sen, kendt fra Kanal 4’s ‘Jag­ten på den 6. sans’, som for­tal­te om sine ople­vel­ser i pro­gram­met. Bag­ef­ter gav hun små demon­stra­tio­ner på clair­voy­an­ce. Til­hø­rer­ne lån­te hen­de en gen­stand (smyk­ke e.l.), som de hav­de gået med gen­nem læn­ge­re tid, hvor­ef­ter hun kun­ne sige en mas­se klo­ge ord om eje­ren og den­nes liv. Jeg synes som altid, at det er spæn­den­de at over­væ­re alter­na­ti­ve ting. Ulrik var der­i­mod lidt skep­tisk.

Udover at jeg fik mig en clair­voy­an­ce-ses­sion, så køb­te vi dis­se uund­vær­li­ge ting:

En Xensus hoved­mas­sa­gepind. Man bli­ver så salig efter en gang mas­sa­ge med sådan én.

En pak­ke eng­le­kort, som iføl­ge ind­lægs­sed­len “giver et her og nu bil­le­de af den situation/udvikling/proces/problematik, som du er i gang med lige nu”. Jeg køb­te dem for­di, jeg tid­li­ge­re er stødt på dem og for­di de er så fine.

Det var så lør­da­gens kul­tur­til­bud, som vi bed på. God wee­kend!

En oplevelsesrig weekend

Århus Festu­ge 2008 fandt sted i den for­gang­ne uge, men vi hav­de ikke tid til at del­ta­ge før i går lør­dag. Det er måske meget for­stå­e­ligt, når vi nu har adres­se i Ring­kø­bing, men vi men­te alli­ge­vel, at det kun­ne være inter­es­sant at mødes med ven­ner og få en kul­tu­rel ople­vel­se.

Vi hav­de under­søgt sager­ne og beslut­tet os for at over­væ­re eller del­ta­ge i 4–5 for­skel­li­ge akti­vi­te­ter. Den før­ste akti­vi­tet var den jom­fru­e­li­ge Dansk Lom­me­film Festi­val 2008, der fandt sted i Stu­die 1 i Film­by­en i Århus. Det er før­ste gang, der bli­ver afholdt lom­me­film­festi­val i Dan­mark.

Vi tro­e­de, at vi blot skul­le over­væ­re de film, der var ble­vet ind­le­ve­ret til kon­kur­ren­cen om 10.000 gode, dan­ske kro­ner og der­ef­ter se en glad instruk­tør gå der­fra. Men det viste sig at være et helt efter­mid­dag- og aftens­ar­ran­ge­ment, der først slut­te­de, da Prins Nitram (myspace.com/prinsnitram) slut­te­de sin optræ­den kl. 22:00.

Festi­va­len bød også på inter­view med Hei­de Schür­mei­er fra Inter­film i Ber­lin, ori­en­te­ring om en kom­men­de (novem­ber!) dansk mobil­festi­val Dog­ma Mobi­le, inter­view med det hol­land­ske pro­jekt Mobile­vi­deo­net, inter­view med den fran­ske Pock­et Film Festi­vals og ikke mindst dan­ske Mar­tin Stran­ge Han­sen, der laver film til mobil­te­le­fo­nen for DR.

Festi­va­lens kli­maks var natur­lig­vis frem­vis­nin­gen af de 5 bed­ste film fra årets kon­kur­ren­ce med tema­et “Øje­blik­ket” med en kon­tant­præ­mie til 1.pladsen. Pri­sen gik til fil­men “Et far­ligt øje­blik”, der er en fint for­talt lil­le thril­ler om en pige, der får sin fod fast i skin­ner­ne ved en jer­n­ba­ne­over­kør­sel. Slut­nin­gen må du selv se.

Prins Nitram fortje­ner næsten en hel blog for sig selv: man­den optræ­der sam­men med sig selv på video. Det skal ses for helt at for­stå det. Han spil­ler alle instru­men­ter selv og alt i alt må man beun­dre man­den for hans kre­a­ti­ve udfol­del­ser.

Nå, lør­dag aften var ved at være ovre for vores ved­kom­men­de — stik imod vores for­vent­ning hav­de vi ikke over­væ­ret andet end lom­me­film­festi­va­len. Til gen­gæld var det så god og ander­le­des en ople­vel­se, at vi godt kan leve med det.

En rådyrhan i Marselisborg Dyrehave tager sig en slapper
En rådyr­han i Mar­se­lis­borg Dyre­ha­ve tager sig en slap­per

Søn­dag lige over mid­dag kør­te vi en tur i Mar­se­lis­borg Dyre­ha­ve. Vi så og rør­te ved rådy­re­ne — både de unge og de gam­le, der var lige begej­stre­de for de æbler, som de rare dyre­ha­ve­gæ­ster hav­de taget med. Vej­ret var dej­ligt sol­rigt og luf­ten let kølig.

En rådyrhun spiser græs lige for næsen af os i Marselisborg Dyrehave.
En rådyr­hun spi­ser græs lige for næsen af os i Mar­se­lis­borg Dyre­ha­ve.

Der var mas­ser af gæster i haven — der­i­blandt en lil­le dreng og resten af hans fami­lie. På vej tværs over et stort, grønt områ­de bli­ver den lil­le dreng efter­ladt bag­u­de, da han bli­ver opta­get af noget i græs­set. Han buk­ker sig ned og sam­ler det op for der­ef­ter at put­te det i mun­den. Det tager ham ikke man­ge hal­ve sekun­der at gen­nem­skue, at den lil­le slik­lig­nen­de klump ikke er slik. Og det tager ikke Male­ne man­ge sekun­der at hen­le­de mode­rens opmærk­som­hed på den lil­le purk, der nu har et ansigts­ud­tryk, der mest af alt lig­ner en citron. Alt imens hun selv stors­mi­ler over den slags små erfa­rin­ger, som kun livet i natu­ren kan give.

Malene griner af en lille dreng, der lige har puttet en rådyrlort i munden.
Male­ne gri­ner af en lil­le dreng, der lige har put­tet en rådyrl­ort i mun­den.

Hans moder får truk­ket den opblød­te rådyr­pøl­le ud af mun­den på dren­gen og tør­ret ham om mun­den. Vi sid­der bare til­ba­ge med to smør­re­de smil.

Nå, efter den slags kuli­na­ri­ske ople­vel­ser væl­ger vi at køre ud til Mar­se­lis­borg Lystbå­de­havn for at gå en tur ved van­det. Dej­ligt for­fri­sken­de. Oven i købet har Århus Kom­mu­ne opstil­let en træ­nings­pavil­lon af sam­me art, som de tre, der snart skal stil­les op i Ring­kø­bing. Vi prø­ve­de dem kort af og kan sige god for kom­mu­nens (Ring­kø­bing-Skjern!) beslut­ning.

Sidst men ikke mindst hav­de vi bestilt bord på Soya, en sus­hi-restau­rant i Jæger­gaards­ga­de i Århus, der i øvrigt ikke er vil­de med at skil­te med deres tele­fon­num­mer. I skri­ven­de stund er num­me­ret 86 18 43 88. Se, det var en lil­le for­bru­gero­p­lys­ning.

Men før vi fik en gan­ske udmær­ket omgang sus­hi på Soya, gik vi en tur omkring Café Stif­ten og fik en kop chai lat­te og et styk­ke gulero­d­ska­ge. Stik imod vores ker­nes­un­de løf­te — men nu skal man jo ikke være aske­tisk.

Vi gik også omkring Råd­hus­par­ken og vide­re til Musik­hu­set, hvor Innova­tion Lab, Lego og fle­re andre hav­de opstil­let en mæng­de digi­talt lege­tøj, som legebørn kun­ne få lov at mun­tre sig med. Unge som gam­le, natur­lig­vis. Der­for fik vi blandt andet lov til at lege med robot­ten Pleo — en lil­le dinosaur, der efter­si­gen­de skul­le udvik­le sin egen per­son­lig­hed gen­nem inter­ak­tion med sine omgi­vel­ser. Vi optog et lil­le videoklip, som mulig­vis vil bli­ve uplo­a­det på et sene­re tids­punkt.

Det var en læn­ge­re smø­re, men det blev også til en wee­kend, der var langt mere rig på ople­vel­ser, end vi reg­ne­de med, da vi kør­te fra Ring­kø­bing lør­dag lige før mid­dag.

Og så har jeg slet ikke skre­vet om gra­hams­brø­d­et efter opskrift fra Aurion, der smag­te fan­ta­stisk. Eller hvor­dan min udle­jer i Tilst er ved at læg­ge nye fli­ser i ind­kør­sel og have. Eller om alt det, vi ikke nåe­de at ople­ve til festu­gen, som vi hav­de håbet på. Eller…

Jeg håber, at du har haft mindst lige så god en wee­kend. I mor­gen star­ter der en ny uge med lige så man­ge mulig­he­der.

Online stafetleg — vil du lege med?

Jeg har fået sådan en væl­dig lyst til at lege sta­fet eller “fan­ge­leg” på net­tet. Jeg har ikke fun­det andre, der har en god dansk over­sæt­tel­se af begre­be, men det kan ople­ves under begre­bet “at tag­ge andre”. Jeg har kaldt det en sta­fet­leg — selv om den mere direk­te dan­ske over­sæt­tel­se vel egent­lig er fan­ge­leg. Det hand­ler ikke om at fan­ge andre, men om at give noget vide­re. Læs med her, hvis du undrer dig.

Det går i al sin enkel­hed ud på, at jeg nu nedskri­ver en ræk­ke reg­ler for hvor­når jeg må give sta­fet­ten vide­re. Der­ef­ter giver jeg sta­fet­ten vide­re til  5 men­ne­sker jeg ken­der, som jeg ger­ne vil have med i legen. Der­ef­ter er det et eks­pe­ri­ment at se, om sta­fet­ten bli­ver taget op og om mine“legekammerater” vil lege med.

Reg­ler­ne for at give sta­fet­ten vide­re er føl­gen­de:

  1. Vælg et kul­tu­rar­ran­ge­ment i den nær­me­ste for­tid eller frem­tid
  2. For­tæl (kort?) om kul­tu­rar­ran­ge­men­tet
    1. Var du/skal du være del­ta­ger, til­sku­er eller måske arran­gør?
    2. Hvor fandt/finder arran­ge­men­tet sted?
    3. Hvor­for fik/får det­te arran­ge­ment andel i din spar­som­me fri­tid?
    4. Hvad fik/får du ud af arran­ge­men­tet?
    5. Hvor­for skal andre (ikke) gøre det sam­me som du?
  3. Giv der­ef­ter sta­fet­ten vide­re til 5 andre — husk at lin­ke til den, der gav dig sta­fet­ten

Jeg star­ter selv med at over­hol­de mine reg­ler og giver der­ef­ter sta­fet­ten vide­re.

ad 1) I den kom­men­de wee­kend, fra tors­dag d. 5. juni 2008 og frem til lør­dag, skal jeg til Spot Festi­val 2008. Den har vist den offi­ci­el­le titel Spot 08, så det vil jeg kal­de den her­ef­ter.

ad 2) Spot 08 er et festi­val i Århus for nye­re dansk og nor­disk musik. Festi­va­len kører nu på 14. år og er ble­vet stør­re og stør­re gen­nem tiden. I år kom­mer der 116 stør­re eller min­dre bands og kunst­ne­re. Det dre­jer sig om at høre noget nyt musik, “være med på bea­tet”, sid­de i solen med en øl og ikke mindst nyde noget nyt musik. Jeg ved godt, den er der to gan­ge — men det er også vig­tigt på en musik­festi­val.

ad 2.1) Jeg skal igen i år være almin­de­lig, døde­lig publi­kum og give DKK 495,- for at høre alt musik, jeg over­ho­ve­det gider og kan kom­me til. Jeg kom­mer ikke til at for­try­de det.

ad 2.2) Spot 08 fore­går på 14 sce­ner rundt om i Århus. I år har Musik­hu­set mulig­hed for at læg­ge end­nu fle­re sce­ner til, så jeg vil sky­de på, at det i år bli­ver end­nu mere kon­cen­tre­ret om Musik­hu­set end det har været de fore­gå­en­de år.

ad 2.3) Jeg tager til Spot 08 for­di jeg er begej­stret for musik — og for­di Spot Festi­va­len giver mig mulig­hed for at høre nog­le bands, kunst­ne­re og kon­stel­la­tio­ner, som jeg ellers aldrig vil­le fal­de over i min fær­den i musik­bu­tik­ker og på net­tet. Og så for­di Spot 08 er lige i nær­he­den.

ad 2.4) Jeg bli­ver opda­te­ret på musik og jeg har mødt ind­til fle­re rare men­ne­sker, som jeg håber at se igen i år til Spot.

ad 2.5) Jeg synes helt sik­kert, at man skal tage med til Spot, hvis man har mulig­he­den for det. Alt­så hvis man er inter­es­se­ret i nye­re dansk og nor­disk musik. Og godt tør tage nog­le udfor­drin­ger på musiks­ma­gen. Tag dog med!

Dine svar på oven­stå­en­de spørgs­mål behø­ves ikke bli­ve stil­let så fir­kan­tet op, som jeg her har gjort for at illu­stre­re kon­cep­tet. Du bestem­mer helt selv for­men så læn­ge ind­hol­det er der. Jeg erklæ­rer her­med sta­fet­le­gen åben!

For at få legen star­tet godt op, giver jeg her­med sta­fet­ten vide­re til en lang ræk­ke men­ne­sker. Lad mig star­te med stu­di­e­kam­me­ra­ter fra Infor­ma­tik-stu­di­et: Andreas Haugs­trup, Micha­el Carøe, Anders Bøgh Mor­ten­sen, Hen­rik Far­re, Hen­rik Jep­sen, Lars Søren­sen, Kas­per Gar­næs og Kas­per Duhn. Der­u­d­over skal Joakim Recht, Rolf Njor Jen­sen, Tho­mas Ledet, Søren Han­sen og min æld­ste lil­le­bror Jakob Kold også have en sta­fet. Jeg håber, I vil lege med — og i øvrigt opda­ger, at I er med i legen!

Du kan i øvrigt læse mine anmel­del­ser af Spot 2007 og Spot 2006 på min helt egen pri­va­te, per­son­li­ge (og nu til dags ret hem­me­li­ge) blog på http://ulrikkold.dk/blog

Rundtur i Ringkøbing

Jeg har haft ferie i den­ne uge og tors­dag efter­mid­dag tog jeg der­for afsted med X‑bus 952X mod Ring­kø­bing for at hjæl­pe Male­ne med at flyt­te hen­des ting fra det lil­le værel­se, hun hav­de over Den Rig­ti­ge Slag­ter på Alga­de i Ring­kø­bing og ned til vores nye lej­lig­hed midt imel­lem Aldi, Net­to og Kvi­ck­ly — der bli­ver ikke langt til shop­ping­mu­lig­he­der­ne.

Ja, jeg skrev “vores nye lej­lig­hed”, for efter at Male­ne har fået arbej­de i Hvi­de San­de, har vi beslut­tet at flyt­te fra Tilst. Det er geo­gra­fisk set et ret stort spring, så der­for tog jeg kame­ra­et med i byen fre­dag for­mid­dag, hvor Male­ne var på arbej­de, for at se, om sprin­get kul­tur­mæs­sigt vil­le bli­ve lige så stort.

Lad mig star­te med at afslø­re, til de der ikke ved det alle­re­de, Ring­kø­bing er en hyg­ge­lig køb­stad, hvor der fin­des lidt af hvert — både histo­rie og han­dels­liv. På min rund­t­ur i byen lyk­ke­des det mig at fin­de beg­ge dele.

Da jeg star­te­de, var vej­ret lidt fug­tigt. Det betød, at jeg hav­de mulig­he­den for at tage en ræk­ke bil­le­der af fug­ti­ge, nyud­sprung­ne bøge­bla­de, som dem, du kan se her­un­der. Flot.

Våde bøgeblade i Ringkøbing

Byens vin­han­del Spar-køb­man­den hand­ler også med kaf­fe; kaf­fe­møl­ler­ne snur­re­de lystigt i ruden.

Kaffemøllerne snurrer i vinhandlen

Ring­kø­bing har også en slag­ter­bu­tik med en rig­tig slag­ter i. Hans butik er natur­lig­vis helt auten­tisk og der­for er han da også Den Rig­ti­ge Slag­ter.

Den Rigtige Slagter-butik

På vej rundt i byen fandt jeg også en ræk­ke skil­te, som jeg af den ene eller den anden mere eller min­dre selv­mod­si­gen­de grund føl­te mig nødsa­get til at foto­gra­fe­re. Er der for eksem­pel een, der kan for­kla­re, hvor­for man ikke må smi­de sten i van­det? Det er så fri­sten­de at kaste en stor, tung sten højt op i luf­ten og høre den bry­de van­d­over­fla­den med et stort plump.

Man må ikke smide sten i vandet i Ringkøbing havn.

Og mens jeg var nede ved hav­nen fandt jeg den­ne måge, der holdt vagt og sør­ge­de for at fart­græn­ser­ne i hav­ne­bas­si­net blev over­holdt. Jeg er sik­ker på, at den er i gang med at skri­ge noget i ret­ning af “Slå så lige brem­ser­ne i og få den plim­sol­ler ned i tom­gang, din fersk­vand­spirat!”.

En måge holder vagt i havnebassinet.

Inde bag en stor tøj­bu­tik i en bag­gård, som i øvrigt var fyldt med sto­re, flot­te Audi’er og des­li­ge, fandt jeg den­ne ram­po­ne­re­de og rød­ma­le­de port, som øjen­syn­lig er så vig­tig, at man ikke må hol­de for­an den. Gad vide, om det er her­fra, der er udryk­ning med brand­sprøjten, når det vir­ke­lig går hedt til? Resten af byg­nin­gen var i øvrigt i vær­re for­fat­ning end por­ten. Der var ingen glas i ruder­ne og ved­ben­den på gav­len hav­de vok­set sig langt ind i stu­en.

Man må ikke holde foran denne ramponerede port.

Men for nu at demon­stre­re, at det ikke blot er besyn­der­li­ge skil­te og ram­po­ne­re­de byg­nin­ger i Ring­kø­bing, så vil jeg slut­te af med at vise en ræk­ke byg­nin­ger og gav­le, som jeg er sik­ker på, at ring­kø­bin­gen­ser­ne har eller har haft grund til at være stol­te af at vise frem. Vi star­ter med et gavlma­le­ri, som er malet på ende­væg­gen hos en af de loka­le male­re. Meget pas­sen­de.

En malers endevæg

Ude ved van­det kan man også se Ring­kø­bing-Skjern kom­mu­nes råd­hus, som blandt andet kan afslø­re, at musiks­ti­len grun­ge også er nået til byen.

Ringkøbing-Skjern kommunes rådhus

Sid­ste hus i ræk­ken er det­te flot­te rød­kal­ke­de og blå­ma­le­de byhus, som min­der om et græsk post­kort. Eller et svensk post­kort. Eller bare et port­kort fra Ring­kø­bing.

Et rødkalket hus i Ringkøbing

Og til aller­sidst vil jeg lige min­des vores bryl­lup, hvor vi jo, hvis nogen sta­dig kan huske, ser­ve­re­de Mar­ti­ni Asti for vores gæster. Dem kan man mulig­vis købe i Ring­kø­bing eller omegn. I hvert fald stod der en 3–4 tom­me fla­sker i en skralds­pand ved stien langs med van­det. Stor ros til de tørsti­ge sjæ­le, der har husket at bru­ge skral­des­pan­den.

Tomme Martini Asti-flasker i en skraldespand.

Det­te er kun et lil­le udpluk af de bil­le­der, jeg tog den for­mid­dag i Ring­kø­bing, da jeg var ale­ne hjem­me og vil­le lære byen lidt bed­re at ken­de. Man bli­ver så utro­ligt opmærk­som, når man har et kame­ra i hån­den. Husk, at du kan se bil­le­der­ne i stør­re for­mat på 23HQ.dk.

En blondinevits

Føl­gen­de blon­di­ne­vits fandt vej til Male­nes tele­fon i dag:

Blon­di­nen har fået en rød Fer­ra­ri af sin gif­te elsker. Ude på motor­vej­en skal hun prø­ve den af. Ved et uheld kom­mer hun til at over­ha­le en poli­ti­bil. Da hun bli­ver stop­pet, ser hun en blond, kvin­de­lig betjent sti­ge ud af patrul­je­vog­nen. Tjah, så kan hun jo ikke rig­tig bru­ge tri­ck­et med at løs­ne en knap 🙂

Den kvin­de­li­ge betjent beder om at se hen­des køre­kort. Hun gri­ber tasken og roder søgen­de i den efter køre­kor­tet. Efter en tid for­bar­mer betjen­ten sig og siger “dit køre­kort er et styk­ke pla­stik med dit bil­le­de på”. Blon­di­nen lyser op og ræk­ker fluks sit hånd­spejl til betjen­ten. Betjen­ten kig­ger på spej­let, suk­ker og siger “Du skul­le da bare have sagt, at du var betjent, så kun­ne vi have und­gå­et al besvæ­ret. Hav en god dag!”

Det er da meget skægt 🙂

Aflysning af Michael Carøe Show

Vi skul­le have været til Micha­el Carøe Show (ja, vi er ved at være sat­te…) i Musik­hu­set d. 25. april. Men men, Micha­el skal åben­bart være vært i et nyt pro­gram på TV2, så fore­stil­lin­ger­ne er aflyst.

Jeg hav­de ellers glæ­det mig til at gen­hø­re Mark Linns sprø­de stem­me. Egent­lig var det mest pga. ham, at jeg fik lok­ket Ulrik med 😉

Håber, at Musik­hu­set får en afta­le med trio­en igen…

Webgalleri

Opda­te­ring: Gal­le­ri­et er luk­ket.

Jeg  mød­te Eva Juhl for et par uger siden. En pas­sio­ne­ret fri­tids­kunst­ner, som ger­ne vil gøre kun­sten til sit leve­brød. For at fle­re kan få glæ­de af hen­des male­ri­er, tog jeg ud til en pri­vat udstil­ling for at tage bil­le­der af hen­des male­ri­er, så de kan vises for et stør­re publi­kum. Tag godt imod hen­des male­ri­er, når jeg her­med erklæ­rer Hoey­er­Kolds onli­ne Gal­le­ri for åben!

Maleri Eva Juhl

Se resten af gal­le­ri­et på siden: Male­ri­ud­stil­ling: Eva Juhl, i menu­en i høj­re side.

En kulturel weekend for to — del 2

For­ri­ge del af den kul­tu­rel­le beret­ning om den for­gang­ne wee­kend kan du læse her. Den hand­le­de om en lav­kul­tu­rel begi­ven­hed. Nu kom­mer turen til beret­nin­gen om den høj­kul­tu­rel­le rund­t­ur i Mari­ko Moris kunst­ne­ri­ske uni­vers på AROS.

Mari­ko Mori er en kvin­de­lig, japansk kunst­ner, der laver høj­tek­no­lo­gi­ske og inter­ak­ti­ve kunst­vær­ker, som aktivt kan ind­dra­ge bru­ge­ren i den kunst­ne­ri­ske ople­vel­se. Og det pas­ser lige til en it-nørd som under­teg­ne­de, der oven i købet fra tid til anden bekym­rer sig om æste­tik, bru­gero­p­le­vel­sen og ikke mindst bru­ger­ind­dra­gel­se. Jeg hav­de en dej­lig dag i sel­skab med den kre­a­ti­ve japa­ners vær­ker.

Kunst­vær­ker­ne er en blan­ding af for­ti­di­ge, nuti­di­ge og frem­ti­di­ge ele­men­ter og har stær­ke træk fra bud­dhis­me, som Mari­ko Mori dyr­ker. Det mest kend­te og mest mar­kan­te af hen­des vær­ker er den sto­re Wave UFO, der bog­sta­ve­ligt ind­dra­ger besku­e­ren. For at bli­ve en del af vær­ket, skal man aller­først iklæ­des et sæt elek­tro­der, der kan aflæ­se hjer­nens arbej­de. Der­ef­ter bli­ver op til tre besku­e­re ledt ind i den sto­re UFO og pla­ce­ret i tre (ret ube­kvem­me) sæder. Hver besku­er — eller pas­sa­ger, som hjæl­per­ne ynde­de at kal­de os — bli­ver nu koblet til UFO’en. Via elek­tro­der­ne i pan­den bli­ver hjer­nebøl­ger­ne nu sendt til og for­tol­ket af en com­pu­ter, som frem­vi­ser for­tolk­nin­gen på en skærm inde i UFO’en. Hele turen i UFO’en tager 7 minut­ter, hvoraf de før­ste 3 minut­ter er den inter­ak­ti­ve del, hvor bru­ge­ren får mulig­hed for at ople­ve visu­a­li­se­rin­gen af sine egne og de andre pas­sa­ge­rers hjer­nebøl­ger. De sid­ste 4 minut­ter er en opta­get sekvens, hvor pas­sa­ge­rer­ne får lov at se, hvor­dan det ser ud, hvis alle tre pas­sa­ge­rers hjer­nebøl­ger skul­le fun­ge­re helt uni­sont. AROS skri­ver selv: Den bud­dhi­sti­ske grund­tan­ke, at alle for­mer for liv i uni­ver­set er for­bun­det med hin­an­den, fin­der her et stærkt og tids­sva­ren­de udtryk.

Det hele lyder meget tek­nisk, så der­for har jeg ved­lagt et link til AROS’ egen beskri­vel­se af udstil­lin­gen, så du kan læse mere om den. Min per­son­li­ge vur­de­ring af kunst­vær­ket er dog, at tek­nik­ken er godt gemt væk og til­ba­ge er der­for en over­ve­jen­de kunst­ne­risk og ind­sigts­fuld ople­vel­se. Jeg fandt det umå­de­ligt fasci­ne­ren­de at se mine egne hjer­nebøl­ger for­tol­ket på en skærm. Det er inter­es­sant at tæn­ke på, at hver ene­ste gang vi dre­jer hove­d­et, kig­ger på en ting, bevæ­ger en fod, blin­ker med øjne­ne eller vip­per med en fin­ger, så kan det aflæ­ses og vises på en skærm i flot­te far­ver og i leven­de ani­ma­tion. Det giver et helt andet værk­tøj til at slap­pe af og kon­cen­tre­re sig om mindst muligt. Det der på godt dansk hed­der medi­ta­tion.

Det skal imid­ler­tid gå stærkt, hvis jeg skal nå at lære at medi­te­re med hjælp fra Wave UFO — og her er jeg glad for at vi har års­kort til AROS — da udstil­lin­gen er for­bi i slut­nin­gen af janu­ar. Men UFO’en er ikke det ene­ste inter­es­san­te på udstil­lin­gen: lysen­de cirk­ler af sten­lig­nen­de lam­per, lam­per der er for­bun­det til supercom­pu­te­re og neut­ron­de­tek­to­rer i Japan og man­ge andre høj­tek­no­lo­gi­ske kunst­vær­ker.

Og det hele var gar­ne­ret med små lyd­klip af Mari­ko Mori, der for­tæl­ler om ide­en bag kunst­vær­ker­ne. Det ske­te via små ret­nings­be­stem­te højt­ta­le­re, som blev akti­ve­ret, når lyt­te­ren stil­le­de sig i bestem­te zoner, der var mar­ke­ret med tape på gul­vet. Det betød, at man som til­sku­er fik en mulig­hed for at bli­ve ført ind i kunst­ne­rens tan­keræk­ke og der­i­gen­nem dan­ne sig et grund­lag for at for­stå kunst­vær­ket. Som dansk til­sku­er til japan­ske og bud­dhi­stisk inspi­re­re­de kunst­vær­ker var dis­se beret­nin­ger inter­es­san­te af (mindst) to årsa­ger: både for­di det kan være svært nok at afko­de et styk­ke kunst og gen­nem­skue kunst­ne­rens inten­tio­ner, men også for­di det bli­ver dob­belt svært at afko­de et asi­a­tisk kunst­værk med en euro­pæ­isk kunst­hi­sto­risk bag­grund. Det er to vidt for­skel­li­ge sam­fund og vir­ke­lig­he­der, vi bevæ­ger os i.

De små lydstum­per, hvor Mari­ko Mori for­tæl­ler om sine vær­ker, er ble­vet til i sam­ar­bej­de med Innova­tion Lab. Og jeg tæn­ker, at Innova­tion Lab her har for­må­et at gøre den lære­ri­ge muse­ums­tur lidt let­te­re til­gæn­ge­lig end hvis man skal slæ­be et tek­nisk appa­rat med i hån­den for at for­tæl­le om hvert enkelt bil­le­de. Her bestem­mer besku­e­ren selv, hvor­når han eller hun ønsker infor­ma­tio­nen.

Jeg kan kun anbe­fa­le, at man tager sig tid til at tage en tur på AROS for at nyde udstil­lin­gen af Mari­ko Moris vær­ker — men skynd dig, for udstil­lin­gen er ovre igen i slut­nin­gen af janu­ar. Men det bur­de natur­lig­vis også give mas­ser af mulig­hed for at tage en tur på AROS for blandt andet at ople­ve sine egne hjer­nebøl­ger, kram­me en ali­en og se lysen­de sten.

Se, det var Århus fra en helt anden kul­tu­rel vin­kel — og så inden­for sam­me wee­kend og ikke over 200 meter fra det sted, hvor vi et par dage for­in­den hav­de en lav­kul­tu­rel ople­vel­se. Musik­hu­sets nye Ryt­mi­ske Sal.

En kulturel weekend for to — del 1

Selv om to af Århus’ stør­ste kul­tur­byg­nin­ger lig­ger lige dør om dør i hjer­tet af Århus, så gav de os vidt for­skel­li­ge ople­vel­ser i beg­ge ender af kul­tur­spek­t­ret.

Fre­dag aften fik vi to fri­bil­let­ter til Mon­rad & Rislunds show “Plat­he­der På Et Fun­da­ment Af Sjo­fel­hed” i Musik­hu­sets nyind­vie­de Ryt­mi­ske Sal, da Kas­per og Maria desvær­re var ble­vet for­hin­dret i at over­væ­re sjo­fel­he­der­ne. Male­ne var ret skep­tisk inden vi drog afsted, da hun min­de­des et show med d’her­rer fra gym­na­sie­ti­den, som var umå­de­ligt plat og bestemt ikke leve­de op til den kri­ti­ske tee­na­gers fore­stil­ling om god under­hold­ning.

Jeg hav­de selv en nagen­de mistan­ke om, at jeg mulig­vis også var ble­vet enten for gam­mel eller for snob­bet til at gri­ne hjerte­ligt med af Mon­rad & Rislunds udskej­el­ser. ‘Gam­mel’ skal dog nok tages med et gran salt, da vi så klart trak gen­nem­snitsal­de­ren ned: det var helt klart det mid(del)aldrende seg­ment, der var kom­met op af læne­sto­le­ne for at høre M&R rak­ke ned på Århus, kon­ge­hu­set, hin­an­den, vore fol­ke­valg­te poli­ti­ke­re, hin­an­den, Århus og dem selv.

Alt i alt var det en meget blan­det for­nø­jel­se at se de to udstil­le sig selv på sce­nen. Showet veks­le­de mel­lem stand-up-lig­nen­de sekven­ser, der blev frem­ført enten ale­ne eller i tosom­hed og så de vel­kend­te sket­ches med mere eller min­dre van­vit­ti­ge, ekstre­me, kar­ri­ke­re­de og skæ­ve eksi­sten­ser, som vi ken­der dem fra Mon­rad & Rislund (og Øyvind Ougaard).

Min vur­de­ring er, at det var stand-up-sekven­ser­ne, der rum­me­de så meget af den klæ­de­li­ge ord­jong­le­ring, der var afte­nens mest vel­lyk­ke­de dele. Så snart sket­che­ne tog over, blev det hele (på mere eller min­dre sofi­sti­ke­ret vis) hevet langt ned under bæl­te­ste­det. Uklæ­de­ligt og usma­ge­ligt i man­ge til­fæl­de.

Når jeg tæn­ker til­ba­ge på sket­ches fra tid­li­ge­re CD’er om Åge Brodt­gård, Mogens, Han­se­mann Luch­ter, Hen­rik­sen fra Ølbylyng og de man­ge andre karak­te­rer fra Plad­der­bal­le og Ube­ha­ge sogn, så min­des jeg en sati­risk, biden­de, skarp, viden­de og ikke mindst vit­tig tone, der udstil­le­de det dan­ske sam­fund på godt og ondt (mest på ondt — ellers var det jo ikke rig­tig sati­re!). Nu var sket­che­ne ble­vet til uar­ti­ge ord og utve­ty­di­ge refe­ren­cer til feti­ches og seksu­el­le til­bø­je­lig­he­der. Skuf­fen­de, at to (tre, Øyvind! Din sven­ske lider­buk var ikke en ken­de bed­re end Søren og Jans) gran­voks­ne mænd ikke kan se, hvor­når de har ramt lav­må­let for plat- og sjo­fel­he­der.

Og det gør det ikke bed­re, at de blot bru­ger deres fabel­ag­ti­ge rim- og lyri­kev­ner til blot at svi­ne hin­an­den (og Århus) til i den nok så kend­te stil (“ski­de krøbling!”, “tyk­ke dyr!”, “det blin­de­ap­pa­rat, du har hæn­gen­de ude på snot­ten”, “du bur­de nok kun­ne ken­de for­skel på kli­to­ris og en hæmo­ri­de”). Det ene­ste lys­punkt i den lin­de strøm af selv­de­struk­tivt var, da de tre på sce­nen beslut­te­de sig for at give fuck­ing til­ba­ge til de fuck­ing sprog­ligt fuck­ing enspo­re­de rap­pe­re fra fuck­ing Dan­mark, som fuck­ing selv mener, at de har fuck­ing godt styr på vort fuck­ing moder­s­mål. Søren Rislund rime­de og Øyvind Ougaards key­bo­ard beat­boxe­de sig vej igen­nem et styk­ke moder­ne, dansk hip-hop. Bravt og stil­rent. Ende­lig.

Hvor sner­pet har man egent­lig lov til at være lige omkring de 30? Det er da meget sundt at bli­ve udfor­dret lidt på sine hold­nin­ger og fore­stil­lin­ger en gang imel­lem. Så hvis du har et par gra­tis bil­let­ter lig­gen­de til Ørke­nens Søn­ner i nær­he­den af Århus, så mod­ta­ger vi dem ger­ne. Det skul­le efter sigen­de være en smu­le mere sofi­sti­ke­ret end Mon­rad & Rislund. I hvert fald er det fler­stem­migt.

Anden del af beret­nin­gen om vores kul­tu­rel­le wee­kend med ople­vel­ser i beg­ge ender af spek­t­ret kan du læse på ons­dag.