I eftermiddags drog vi ‘søndenfjords’ til Lyne for at besøge helse- og wellness-messen. På væggene i hallen hang der reklamer for de lokale virksomheder, bl.a. Kvong Produkthandel og en eller anden lokal kartoffelfabrik, så det var meget ‘eksotisk’. Jeg har tidligere været til helsemesser i Aalborg og Århus, hvor der plejer at være et meget stort fremmøde, så jeg var meget overrasket over al den svingplads der var. De er nok ikke så alternative herude vest på…
Vi startede besøget med et foredrag med Lone Katrin Hansen, kendt fra Kanal 4’s‘Jagten på den 6. sans’, som fortalte om sine oplevelser i programmet. Bagefter gav hun små demonstrationer på clairvoyance. Tilhørerne lånte hende en genstand (smykke e.l.), som de havde gået med gennem længere tid, hvorefter hun kunne sige en masse kloge ord om ejeren og dennes liv. Jeg synes som altid, at det er spændende at overvære alternative ting. Ulrik var derimod lidt skeptisk.
Udover at jeg fik mig en clairvoyance-session, så købte vi disse uundværlige ting:
En Xensus hovedmassagepind. Man bliver så salig efter en gang massage med sådan én.
En pakke englekort, som ifølge indlægssedlen “giver et her og nu billede af den situation/udvikling/proces/problematik, som du er i gang med lige nu”. Jeg købte dem fordi, jeg tidligere er stødt på dem og fordi de er så fine.
Det var så lørdagens kulturtilbud, som vi bed på. God weekend!
Århus Festuge 2008 fandt sted i den forgangne uge, men vi havde ikke tid til at deltage før i går lørdag. Det er måske meget forståeligt, når vi nu har adresse i Ringkøbing, men vi mente alligevel, at det kunne være interessant at mødes med venner og få en kulturel oplevelse.
Vi havde undersøgt sagerne og besluttet os for at overvære eller deltage i 4–5 forskellige aktiviteter. Den første aktivitet var den jomfruelige Dansk Lommefilm Festival 2008, der fandt sted i Studie 1 i Filmbyen i Århus. Det er første gang, der bliver afholdt lommefilmfestival i Danmark.
Vi troede, at vi blot skulle overvære de film, der var blevet indleveret til konkurrencen om 10.000 gode, danske kroner og derefter se en glad instruktør gå derfra. Men det viste sig at være et helt eftermiddag- og aftensarrangement, der først sluttede, da Prins Nitram (myspace.com/prinsnitram) sluttede sin optræden kl. 22:00.
Festivalen bød også på interview med Heide Schürmeier fra Interfilm i Berlin, orientering om en kommende (november!) dansk mobilfestival Dogma Mobile, interview med det hollandske projekt Mobilevideonet, interview med den franske Pocket Film Festivals og ikke mindst danske Martin Strange Hansen, der laver film til mobiltelefonen for DR.
Festivalens klimaks var naturligvis fremvisningen af de 5 bedste film fra årets konkurrence med temaet “Øjeblikket” med en kontantpræmie til 1.pladsen. Prisen gik til filmen “Et farligt øjeblik”, der er en fint fortalt lille thriller om en pige, der får sin fod fast i skinnerne ved en jernbaneoverkørsel. Slutningen må du selv se.
Prins Nitram fortjener næsten en hel blog for sig selv: manden optræder sammen med sig selv på video. Det skal ses for helt at forstå det. Han spiller alle instrumenter selv og alt i alt må man beundre manden for hans kreative udfoldelser.
Nå, lørdag aften var ved at være ovre for vores vedkommende — stik imod vores forventning havde vi ikke overværet andet end lommefilmfestivalen. Til gengæld var det så god og anderledes en oplevelse, at vi godt kan leve med det.
Søndag lige over middag kørte vi en tur i Marselisborg Dyrehave. Vi så og rørte ved rådyrene — både de unge og de gamle, der var lige begejstrede for de æbler, som de rare dyrehavegæster havde taget med. Vejret var dejligt solrigt og luften let kølig.
Der var masser af gæster i haven — deriblandt en lille dreng og resten af hans familie. På vej tværs over et stort, grønt område bliver den lille dreng efterladt bagude, da han bliver optaget af noget i græsset. Han bukker sig ned og samler det op for derefter at putte det i munden. Det tager ham ikke mange halve sekunder at gennemskue, at den lille sliklignende klump ikke er slik. Og det tager ikke Malene mange sekunder at henlede moderens opmærksomhed på den lille purk, der nu har et ansigtsudtryk, der mest af alt ligner en citron. Alt imens hun selv storsmiler over den slags små erfaringer, som kun livet i naturen kan give.
Hans moder får trukket den opblødte rådyrpølle ud af munden på drengen og tørret ham om munden. Vi sidder bare tilbage med to smørrede smil.
Nå, efter den slags kulinariske oplevelser vælger vi at køre ud til Marselisborg Lystbådehavn for at gå en tur ved vandet. Dejligt forfriskende. Oven i købet har Århus Kommune opstillet en træningspavillon af samme art, som de tre, der snart skal stilles op i Ringkøbing. Vi prøvede dem kort af og kan sige god for kommunens (Ringkøbing-Skjern!) beslutning.
Sidst men ikke mindst havde vi bestilt bord på Soya, en sushi-restaurant i Jægergaardsgade i Århus, der i øvrigt ikke er vilde med at skilte med deres telefonnummer. I skrivende stund er nummeret 86 18 43 88. Se, det var en lille forbrugeroplysning.
Men før vi fik en ganske udmærket omgang sushi på Soya, gik vi en tur omkring Café Stiften og fik en kop chai latte og et stykke gulerodskage. Stik imod vores kernesunde løfte — men nu skal man jo ikke være asketisk.
Vi gik også omkring Rådhusparken og videre til Musikhuset, hvor Innovation Lab, Lego og flere andre havde opstillet en mængde digitalt legetøj, som legebørn kunne få lov at muntre sig med. Unge som gamle, naturligvis. Derfor fik vi blandt andet lov til at lege med robotten Pleo — en lille dinosaur, der eftersigende skulle udvikle sin egen personlighed gennem interaktion med sine omgivelser. Vi optog et lille videoklip, som muligvis vil blive uploadet på et senere tidspunkt.
Det var en længere smøre, men det blev også til en weekend, der var langt mere rig på oplevelser, end vi regnede med, da vi kørte fra Ringkøbing lørdag lige før middag.
Og så har jeg slet ikke skrevet om grahamsbrødet efter opskrift fra Aurion, der smagte fantastisk. Eller hvordan min udlejer i Tilst er ved at lægge nye fliser i indkørsel og have. Eller om alt det, vi ikke nåede at opleve til festugen, som vi havde håbet på. Eller…
Jeg håber, at du har haft mindst lige så god en weekend. I morgen starter der en ny uge med lige så mange muligheder.
Jeg har fået sådan en vældig lyst til at lege stafet eller “fangeleg” på nettet. Jeg har ikke fundet andre, der har en god dansk oversættelse af begrebe, men det kan opleves under begrebet “at tagge andre”. Jeg har kaldt det en stafetleg — selv om den mere direkte danske oversættelse vel egentlig er fangeleg. Det handler ikke om at fange andre, men om at give noget videre. Læs med her, hvis du undrer dig.
Det går i al sin enkelhed ud på, at jeg nu nedskriver en række regler for hvornår jeg må give stafetten videre. Derefter giver jeg stafetten videre til 5 mennesker jeg kender, som jeg gerne vil have med i legen. Derefter er det et eksperiment at se, om stafetten bliver taget op og om mine“legekammerater” vil lege med.
Reglerne for at give stafetten videre er følgende:
Vælg et kulturarrangement i den nærmeste fortid eller fremtid
Fortæl (kort?) om kulturarrangementet
Var du/skal du være deltager, tilskuer eller måske arrangør?
Hvor fandt/finder arrangementet sted?
Hvorfor fik/får dette arrangement andel i din sparsomme fritid?
Hvad fik/får du ud af arrangementet?
Hvorfor skal andre (ikke) gøre det samme som du?
Giv derefter stafetten videre til 5 andre — husk at linke til den, der gav dig stafetten
Jeg starter selv med at overholde mine regler og giver derefter stafetten videre.
ad 1) I den kommende weekend, fra torsdag d. 5. juni 2008 og frem til lørdag, skal jeg til Spot Festival 2008. Den har vist den officielle titel Spot 08, så det vil jeg kalde den herefter.
ad 2) Spot 08 er et festival i Århus for nyere dansk og nordisk musik. Festivalen kører nu på 14. år og er blevet større og større gennem tiden. I år kommer der 116 større eller mindre bands og kunstnere. Det drejer sig om at høre noget nyt musik, “være med på beatet”, sidde i solen med en øl og ikke mindst nyde noget nyt musik. Jeg ved godt, den er der to gange — men det er også vigtigt på en musikfestival.
ad 2.1) Jeg skal igen i år være almindelig, dødelig publikum og give DKK 495,- for at høre alt musik, jeg overhovedet gider og kan komme til. Jeg kommer ikke til at fortryde det.
ad 2.2) Spot 08 foregår på 14 scener rundt om i Århus. I år har Musikhuset mulighed for at lægge endnu flere scener til, så jeg vil skyde på, at det i år bliver endnu mere koncentreret om Musikhuset end det har været de foregående år.
ad 2.3) Jeg tager til Spot 08 fordi jeg er begejstret for musik — og fordi Spot Festivalen giver mig mulighed for at høre nogle bands, kunstnere og konstellationer, som jeg ellers aldrig ville falde over i min færden i musikbutikker og på nettet. Og så fordi Spot 08 er lige i nærheden.
ad 2.4) Jeg bliver opdateret på musik og jeg har mødt indtil flere rare mennesker, som jeg håber at se igen i år til Spot.
ad 2.5) Jeg synes helt sikkert, at man skal tage med til Spot, hvis man har muligheden for det. Altså hvis man er interesseret i nyere dansk og nordisk musik. Og godt tør tage nogle udfordringer på musiksmagen. Tag dog med!
Dine svar på ovenstående spørgsmål behøves ikke blive stillet så firkantet op, som jeg her har gjort for at illustrere konceptet. Du bestemmer helt selv formen så længe indholdet er der. Jeg erklærer hermed stafetlegen åben!
Du kan i øvrigt læse mine anmeldelser af Spot 2007 og Spot 2006 på min helt egen private, personlige (og nu til dags ret hemmelige) blog på http://ulrikkold.dk/blog
Jeg har haft ferie i denne uge og torsdag eftermiddag tog jeg derfor afsted med X‑bus 952X mod Ringkøbing for at hjælpe Malene med at flytte hendes ting fra det lille værelse, hun havde over Den Rigtige Slagter på Algade i Ringkøbing og ned til vores nye lejlighed midt imellem Aldi, Netto og Kvickly — der bliver ikke langt til shoppingmulighederne.
Ja, jeg skrev “vores nye lejlighed”, for efter at Malene har fået arbejde i Hvide Sande, har vi besluttet at flytte fra Tilst. Det er geografisk set et ret stort spring, så derfor tog jeg kameraet med i byen fredag formiddag, hvor Malene var på arbejde, for at se, om springet kulturmæssigt ville blive lige så stort.
Lad mig starte med at afsløre, til de der ikke ved det allerede, Ringkøbing er en hyggelig købstad, hvor der findes lidt af hvert — både historie og handelsliv. På min rundtur i byen lykkedes det mig at finde begge dele.
Da jeg startede, var vejret lidt fugtigt. Det betød, at jeg havde muligheden for at tage en række billeder af fugtige, nyudsprungne bøgeblade, som dem, du kan se herunder. Flot.
Byens vinhandel Spar-købmanden handler også med kaffe; kaffemøllerne snurrede lystigt i ruden.
Ringkøbing har også en slagterbutik med en rigtig slagter i. Hans butik er naturligvis helt autentisk og derfor er han da også Den Rigtige Slagter.
På vej rundt i byen fandt jeg også en række skilte, som jeg af den ene eller den anden mere eller mindre selvmodsigende grund følte mig nødsaget til at fotografere. Er der for eksempel een, der kan forklare, hvorfor man ikke må smide sten i vandet? Det er så fristende at kaste en stor, tung sten højt op i luften og høre den bryde vandoverfladen med et stort plump.
Og mens jeg var nede ved havnen fandt jeg denne måge, der holdt vagt og sørgede for at fartgrænserne i havnebassinet blev overholdt. Jeg er sikker på, at den er i gang med at skrige noget i retning af “Slå så lige bremserne i og få den plimsoller ned i tomgang, din ferskvandspirat!”.
Inde bag en stor tøjbutik i en baggård, som i øvrigt var fyldt med store, flotte Audi’er og deslige, fandt jeg denne ramponerede og rødmalede port, som øjensynlig er så vigtig, at man ikke må holde foran den. Gad vide, om det er herfra, der er udrykning med brandsprøjten, når det virkelig går hedt til? Resten af bygningen var i øvrigt i værre forfatning end porten. Der var ingen glas i ruderne og vedbenden på gavlen havde vokset sig langt ind i stuen.
Men for nu at demonstrere, at det ikke blot er besynderlige skilte og ramponerede bygninger i Ringkøbing, så vil jeg slutte af med at vise en række bygninger og gavle, som jeg er sikker på, at ringkøbingenserne har eller har haft grund til at være stolte af at vise frem. Vi starter med et gavlmaleri, som er malet på endevæggen hos en af de lokale malere. Meget passende.
Ude ved vandet kan man også se Ringkøbing-Skjern kommunes rådhus, som blandt andet kan afsløre, at musikstilen grunge også er nået til byen.
Sidste hus i rækken er dette flotte rødkalkede og blåmalede byhus, som minder om et græsk postkort. Eller et svensk postkort. Eller bare et portkort fra Ringkøbing.
Og til allersidst vil jeg lige mindes vores bryllup, hvor vi jo, hvis nogen stadig kan huske, serverede Martini Asti for vores gæster. Dem kan man muligvis købe i Ringkøbing eller omegn. I hvert fald stod der en 3–4 tomme flasker i en skraldspand ved stien langs med vandet. Stor ros til de tørstige sjæle, der har husket at bruge skraldespanden.
Dette er kun et lille udpluk af de billeder, jeg tog den formiddag i Ringkøbing, da jeg var alene hjemme og ville lære byen lidt bedre at kende. Man bliver så utroligt opmærksom, når man har et kamera i hånden. Husk, at du kan se billederne i større format på 23HQ.dk.
Følgende blondinevits fandt vej til Malenes telefon i dag:
Blondinen har fået en rød Ferrari af sin gifte elsker. Ude på motorvejen skal hun prøve den af. Ved et uheld kommer hun til at overhale en politibil. Da hun bliver stoppet, ser hun en blond, kvindelig betjent stige ud af patruljevognen. Tjah, så kan hun jo ikke rigtig bruge tricket med at løsne en knap 🙂
Den kvindelige betjent beder om at se hendes kørekort. Hun griber tasken og roder søgende i den efter kørekortet. Efter en tid forbarmer betjenten sig og siger “dit kørekort er et stykke plastik med dit billede på”. Blondinen lyser op og rækker fluks sit håndspejl til betjenten. Betjenten kigger på spejlet, sukker og siger “Du skulle da bare have sagt, at du var betjent, så kunne vi have undgået al besværet. Hav en god dag!”
Vi skulle have været til Michael Carøe Show (ja, vi er ved at være satte…) i Musikhuset d. 25. april. Men men, Michael skal åbenbart være vært i et nyt program på TV2, så forestillingerne er aflyst.
Jeg havde ellers glædet mig til at genhøre Mark Linns sprøde stemme. Egentlig var det mest pga. ham, at jeg fik lokket Ulrik med 😉
Håber, at Musikhuset får en aftale med trioen igen…
Jeg mødte Eva Juhl for et par uger siden. En passioneret fritidskunstner, som gerne vil gøre kunsten til sit levebrød. For at flere kan få glæde af hendes malerier, tog jeg ud til en privat udstilling for at tage billeder af hendes malerier, så de kan vises for et større publikum. Tag godt imod hendes malerier, når jeg hermed erklærer HoeyerKolds online Galleri for åben!
Se resten af galleriet på siden: Maleriudstilling: Eva Juhl, i menuen i højre side.
Forrige del af den kulturelle beretning om den forgangne weekend kan du læse her. Den handlede om en lavkulturel begivenhed. Nu kommer turen til beretningen om den højkulturelle rundtur i Mariko Moris kunstneriske univers på AROS.
Mariko Mori er en kvindelig, japansk kunstner, der laver højteknologiske og interaktive kunstværker, som aktivt kan inddrage brugeren i den kunstneriske oplevelse. Og det passer lige til en it-nørd som undertegnede, der oven i købet fra tid til anden bekymrer sig om æstetik, brugeroplevelsen og ikke mindst brugerinddragelse. Jeg havde en dejlig dag i selskab med den kreative japaners værker.
Kunstværkerne er en blanding af fortidige, nutidige og fremtidige elementer og har stærke træk fra buddhisme, som Mariko Mori dyrker. Det mest kendte og mest markante af hendes værker er den store Wave UFO, der bogstaveligt inddrager beskueren. For at blive en del af værket, skal man allerførst iklædes et sæt elektroder, der kan aflæse hjernens arbejde. Derefter bliver op til tre beskuere ledt ind i den store UFO og placeret i tre (ret ubekvemme) sæder. Hver beskuer — eller passager, som hjælperne yndede at kalde os — bliver nu koblet til UFO’en. Via elektroderne i panden bliver hjernebølgerne nu sendt til og fortolket af en computer, som fremviser fortolkningen på en skærm inde i UFO’en. Hele turen i UFO’en tager 7 minutter, hvoraf de første 3 minutter er den interaktive del, hvor brugeren får mulighed for at opleve visualiseringen af sine egne og de andre passagerers hjernebølger. De sidste 4 minutter er en optaget sekvens, hvor passagererne får lov at se, hvordan det ser ud, hvis alle tre passagerers hjernebølger skulle fungere helt unisont. AROS skriver selv: Den buddhistiske grundtanke, at alle former for liv i universet er forbundet med hinanden, finder her et stærkt og tidssvarende udtryk.
Det hele lyder meget teknisk, så derfor har jeg vedlagt et link til AROS’ egen beskrivelse af udstillingen, så du kan læse mere om den. Min personlige vurdering af kunstværket er dog, at teknikken er godt gemt væk og tilbage er derfor en overvejende kunstnerisk og indsigtsfuld oplevelse. Jeg fandt det umådeligt fascinerende at se mine egne hjernebølger fortolket på en skærm. Det er interessant at tænke på, at hver eneste gang vi drejer hovedet, kigger på en ting, bevæger en fod, blinker med øjnene eller vipper med en finger, så kan det aflæses og vises på en skærm i flotte farver og i levende animation. Det giver et helt andet værktøj til at slappe af og koncentrere sig om mindst muligt. Det der på godt dansk hedder meditation.
Det skal imidlertid gå stærkt, hvis jeg skal nå at lære at meditere med hjælp fra Wave UFO — og her er jeg glad for at vi har årskort til AROS — da udstillingen er forbi i slutningen af januar. Men UFO’en er ikke det eneste interessante på udstillingen: lysende cirkler af stenlignende lamper, lamper der er forbundet til supercomputere og neutrondetektorer i Japan og mange andre højteknologiske kunstværker.
Og det hele var garneret med små lydklip af Mariko Mori, der fortæller om ideen bag kunstværkerne. Det skete via små retningsbestemte højttalere, som blev aktiveret, når lytteren stillede sig i bestemte zoner, der var markeret med tape på gulvet. Det betød, at man som tilskuer fik en mulighed for at blive ført ind i kunstnerens tankerække og derigennem danne sig et grundlag for at forstå kunstværket. Som dansk tilskuer til japanske og buddhistisk inspirerede kunstværker var disse beretninger interessante af (mindst) to årsager: både fordi det kan være svært nok at afkode et stykke kunst og gennemskue kunstnerens intentioner, men også fordi det bliver dobbelt svært at afkode et asiatisk kunstværk med en europæisk kunsthistorisk baggrund. Det er to vidt forskellige samfund og virkeligheder, vi bevæger os i.
De små lydstumper, hvor Mariko Mori fortæller om sine værker, er blevet til i samarbejde med Innovation Lab. Og jeg tænker, at Innovation Lab her har formået at gøre den lærerige museumstur lidt lettere tilgængelig end hvis man skal slæbe et teknisk apparat med i hånden for at fortælle om hvert enkelt billede. Her bestemmer beskueren selv, hvornår han eller hun ønsker informationen.
Jeg kan kun anbefale, at man tager sig tid til at tage en tur på AROS for at nyde udstillingen af Mariko Moris værker — men skynd dig, for udstillingen er ovre igen i slutningen af januar. Men det burde naturligvis også give masser af mulighed for at tage en tur på AROS for blandt andet at opleve sine egne hjernebølger, kramme en alien og se lysende sten.
Se, det var Århus fra en helt anden kulturel vinkel — og så indenfor samme weekend og ikke over 200 meter fra det sted, hvor vi et par dage forinden havde en lavkulturel oplevelse. Musikhusets nye Rytmiske Sal.
Selv om to af Århus’ største kulturbygninger ligger lige dør om dør i hjertet af Århus, så gav de os vidt forskellige oplevelser i begge ender af kulturspektret.
Fredag aften fik vi to fribilletter til Monrad & Rislunds show “Platheder På Et Fundament Af Sjofelhed” i Musikhusets nyindviede Rytmiske Sal, da Kasper og Maria desværre var blevet forhindret i at overvære sjofelhederne. Malene var ret skeptisk inden vi drog afsted, da hun mindedes et show med d’herrer fra gymnasietiden, som var umådeligt plat og bestemt ikke levede op til den kritiske teenagers forestilling om god underholdning.
Jeg havde selv en nagende mistanke om, at jeg muligvis også var blevet enten for gammel eller for snobbet til at grine hjerteligt med af Monrad & Rislunds udskejelser. ‘Gammel’ skal dog nok tages med et gran salt, da vi så klart trak gennemsnitsalderen ned: det var helt klart det mid(del)aldrende segment, der var kommet op af lænestolene for at høre M&R rakke ned på Århus, kongehuset, hinanden, vore folkevalgte politikere, hinanden, Århus og dem selv.
Alt i alt var det en meget blandet fornøjelse at se de to udstille sig selv på scenen. Showet vekslede mellem stand-up-lignende sekvenser, der blev fremført enten alene eller i tosomhed og så de velkendte sketches med mere eller mindre vanvittige, ekstreme, karrikerede og skæve eksistenser, som vi kender dem fra Monrad & Rislund (og Øyvind Ougaard).
Min vurdering er, at det var stand-up-sekvenserne, der rummede så meget af den klædelige ordjonglering, der var aftenens mest vellykkede dele. Så snart sketchene tog over, blev det hele (på mere eller mindre sofistikeret vis) hevet langt ned under bæltestedet. Uklædeligt og usmageligt i mange tilfælde.
Når jeg tænker tilbage på sketches fra tidligere CD’er om Åge Brodtgård, Mogens, Hansemann Luchter, Henriksen fra Ølbylyng og de mange andre karakterer fra Pladderballe og Ubehage sogn, så mindes jeg en satirisk, bidende, skarp, vidende og ikke mindst vittig tone, der udstillede det danske samfund på godt og ondt (mest på ondt — ellers var det jo ikke rigtig satire!). Nu var sketchene blevet til uartige ord og utvetydige referencer til fetiches og seksuelle tilbøjeligheder. Skuffende, at to (tre, Øyvind! Din svenske liderbuk var ikke en kende bedre end Søren og Jans) granvoksne mænd ikke kan se, hvornår de har ramt lavmålet for plat- og sjofelheder.
Og det gør det ikke bedre, at de blot bruger deres fabelagtige rim- og lyrikevner til blot at svine hinanden (og Århus) til i den nok så kendte stil (“skide krøbling!”, “tykke dyr!”, “det blindeapparat, du har hængende ude på snotten”, “du burde nok kunne kende forskel på klitoris og en hæmoride”). Det eneste lyspunkt i den linde strøm af selvdestruktivt var, da de tre på scenen besluttede sig for at give fucking tilbage til de fucking sprogligt fucking ensporede rappere fra fucking Danmark, som fucking selv mener, at de har fucking godt styr på vort fucking modersmål. Søren Rislund rimede og Øyvind Ougaards keyboard beatboxede sig vej igennem et stykke moderne, dansk hip-hop. Bravt og stilrent. Endelig.
Hvor snerpet har man egentlig lov til at være lige omkring de 30? Det er da meget sundt at blive udfordret lidt på sine holdninger og forestillinger en gang imellem. Så hvis du har et par gratis billetter liggende til Ørkenens Sønner i nærheden af Århus, så modtager vi dem gerne. Det skulle efter sigende være en smule mere sofistikeret end Monrad & Rislund. I hvert fald er det flerstemmigt.
Anden del af beretningen om vores kulturelle weekend med oplevelser i begge ender af spektret kan du læse på onsdag.