Videoer fra Spot 2009

Her kom­mer der lige en ræk­ke video­er fra to af de sid­ste tre kon­cer­ter, vi var til på Spot 2009. Det dre­jer sig om Jar­le Bern­hoft, der åben­ba­re­de en fan­ta­stisk soulstem­me og en utro­lig funky gui­tar. Vi sid­der på 2. ræk­ke og lyt­ter til kon­cer­ten. Lige umid­del­bart til høj­re for foto­gra­fen her.

Og sid­ste kon­cert på Spot 2009 Lil­le Sal i Musik­hu­set var Baske­ry fra Sve­ri­ge, der spil­le­de en ordent­lig omgang beskidt coun­try.

Dis­se sven­ske piger for­stod at give Girl Power en helt ny og meget mere nor­disk betyd­ning.

Vi sad ved siden af en foto­graf (man kan se ham i for­grun­den i de to Jar­le Bern­hoft-video­er) og håber, at hans video­er også snart kom­mer op. Det var en udsen­ding fra ArtTalents.com, som også har en Youtu­be-kon­to.

Spot 2009 — en torsdag med op- og nedture

Ret­tel­se: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op- og ned­t­u­re”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­te­de Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måt­te vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at bli­ve check­et ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slut­ter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kend­te først-til-møl­le-prin­cip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­den­de i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skul­le star­te hele festi­va­len. Da vi nåe­de frem til døren og vil­le ind i Musik­hu­sets Sto­re Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spil­le sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skul­le have en lil­le blå bil­let, da vi ikke hav­de købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måt­te vi stil­le os i kø efter en lil­le blå bil­let for at kom­me ind.

Det skyl­des, at der var solgt for man­ge enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne hav­de de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måt­te igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Sto­re Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var fle­re blå bil­let­ter, så vi måt­te opgi­ve at kom­me ind i Sto­re Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­te­de først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­fe­en. Det var tre timer ekstra at for­dri­ve…

Efter en del van­dren frem og til­ba­ge i Århus’ gader end­te det med, at vi sat­te os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaf­fe ind­til vi beslut­te­de os for at gå tid­ligt ned på Musikca­fe­en for at være sik­re på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­me­de reg­nen på taget og dryp­pe­de ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fata­lt for pla­ner­ne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desvær­re kun et af de annon­ce­re­de bands, der hav­de ønsket at spil­le et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­fe­en og hør­te Bird, der spil­le­de 4–5 vel­o­p­lag­te num­re.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­ge­re har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slå­et sig på folkpop. Der var tre i det lil­le band: 2 cel­li­ster og en her­re, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis hav­de hun publi­kum i sin hule hånd for­di vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­le­de og gri­ne­de og opfor­dre­de os til selv at lave fle­re ryt­mer alt imens hun for­tal­te hvor­dan alle peda­ler­ne og dim­ser­ne på sce­nen skul­le have været brugt til at lave en mas­se effek­ter på num­re­ne. Og vi åd det råt. Hun char­me­re­de sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik fle­re gan­ge stå­en­de bifald efter num­re­ne.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også hav­de lyst til at spil­le aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med kla­re refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­re­de sig også igen­nem på strå­len­de vis og fik os alle sam­men til at skrå­le med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lil­le smu­le opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rer­ne at frem­skaf­fe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kun­ne spil­le sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-samp­le-mas­hup-hel­ve­des­fest hvor han tryk­ke­de og klik­ke­de løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­vel­se end vi hav­de for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sag­de pænt god­dag til øre­gan­ge­ne.

Vi valg­te at for­la­de kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vej­en hjem gik vi og over­ve­je­de, om både Bird og John Dear Mowing Club bur­de over­ve­je at skif­te til ude­luk­ken­de at spil­le aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­te­re på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det sam­me. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­el­le Spot-pro­gram med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…

Hvad er kristent sexlegetøj?

Avi­sen Vestjyl­land skrev i sid­ste uge:

Kri­sten coun­try og sexle­ge­tøj under sam­me tag.

Hvad er kri­stent sexle­ge­tøj? Og kan man bli­ve spændt fast med et bibel­bæl­te?