Weekend med ild og sværdkamp

Den­ne wee­kend har stå­et i de pri­mi­ti­ve ople­vel­sers tegn. Fre­dag aften drog vi afsted på vores før­ste lejr med Klan Waingun­ga. Det var Male­nes før­ste ople­vel­se med en spej­der­lejr. Hun kla­re­de den med bra­vour. Jeg er så stolt af hen­de!

Jeg har jo været spej­der og med­lem af KFUM-Spej­der­ne i Dan­mark i næsten 20 år, men var sta­dig spændt på at tage afsted på lejr sam­men med Klan Waingun­ga for før­ste gang. Det er trods alt kun 2. gang vi mødes og det var der­for spæn­den­de at til­brin­ge et døgns tid i hin­an­dens sel­skab.

Som man kan se på bil­le­der­ne her­over, så more­de vi os og til­brag­te en mas­se tid omkring bålet med at lære hin­an­den at ken­de, lave mad over bål, snak­ke gam­le spej­der­hi­sto­ri­er, dis­ku­te­re kla­nens frem­tid og stra­te­gi­en for at få fle­re med­lem­mer. Hvis du er inter­es­se­ret i at lave spej­der­ar­bej­de på “de voks­nes” præ­mis­ser i Vestjyl­land, så kan du kon­tak­te os på Face­book, sen­de en mail til kontakt@ulrikkold.dk eller læg­ge en kom­men­tar her på blog­gen, så ven­der vi til­ba­ge til dig hur­tigst muligt.

Vi kom hjem fra klan­lej­r­tur alle­re­de igen lør­dag efter­mid­dag og brug­te der­på resten af lør­da­gen på at ind­hen­te det ener­gi- og søvnun­der­skud, der var opstå­et efter før­ste uge på arbej­de og en lej­r­tur.

Søn­dag tog vi til vikin­ge­mar­ked i Bork Vikin­ge­havn for at få en ople­vel­se af, hvor­dan livet var for mere end 1.000 år siden i Dan­mark.

Vi kom omkring kl. 12:00, hvor den før­ste omgang Kamp var annon­ce­ret. Vi nåe­de at tage en del bil­le­der af de kæm­pen­de kri­ge­re, der ivrigt opild­ne­de til­sku­er­ne til at råbe og huje med. Det fore­gik på dansk, tysk og engelsk, så alle mar­keds­gæ­ster hav­de en mulig­hed for at for­stå, hvad der fore­gik.

Der­ef­ter gik vi en tur blandt mar­ked­stel­te­ne og kig­ge­de på vikin­ge­smyk­ker, ‑sværd, skjol­de, naturind­far­vet garn, flad­brød, mjød og meget mere.

Desvær­re begynd­te det at reg­ne midt under opto­get, der brag­te en ny figur af Frej til viet (et hel­ligt offer­sted) i Bork Vikin­ge­havn, så vi valg­te at tage hjem lidt før det ellers var pla­nen. Vi hav­de (opti­misk nok) ikke taget noget regntøj eller andet over­tøj med, så vi fortrak fra ste­det og blev eni­ge med os selv om, at næste år tager vi regntøj med.

Spot 2009 — en torsdag med op- og nedture

Ret­tel­se: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op- og ned­t­u­re”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­te­de Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måt­te vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at bli­ve check­et ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slut­ter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kend­te først-til-møl­le-prin­cip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­den­de i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skul­le star­te hele festi­va­len. Da vi nåe­de frem til døren og vil­le ind i Musik­hu­sets Sto­re Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spil­le sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skul­le have en lil­le blå bil­let, da vi ikke hav­de købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måt­te vi stil­le os i kø efter en lil­le blå bil­let for at kom­me ind.

Det skyl­des, at der var solgt for man­ge enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne hav­de de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måt­te igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Sto­re Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var fle­re blå bil­let­ter, så vi måt­te opgi­ve at kom­me ind i Sto­re Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­te­de først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­fe­en. Det var tre timer ekstra at for­dri­ve…

Efter en del van­dren frem og til­ba­ge i Århus’ gader end­te det med, at vi sat­te os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaf­fe ind­til vi beslut­te­de os for at gå tid­ligt ned på Musikca­fe­en for at være sik­re på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­me­de reg­nen på taget og dryp­pe­de ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fata­lt for pla­ner­ne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desvær­re kun et af de annon­ce­re­de bands, der hav­de ønsket at spil­le et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­fe­en og hør­te Bird, der spil­le­de 4–5 vel­o­p­lag­te num­re.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­ge­re har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slå­et sig på folkpop. Der var tre i det lil­le band: 2 cel­li­ster og en her­re, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis hav­de hun publi­kum i sin hule hånd for­di vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­le­de og gri­ne­de og opfor­dre­de os til selv at lave fle­re ryt­mer alt imens hun for­tal­te hvor­dan alle peda­ler­ne og dim­ser­ne på sce­nen skul­le have været brugt til at lave en mas­se effek­ter på num­re­ne. Og vi åd det råt. Hun char­me­re­de sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik fle­re gan­ge stå­en­de bifald efter num­re­ne.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også hav­de lyst til at spil­le aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med kla­re refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­re­de sig også igen­nem på strå­len­de vis og fik os alle sam­men til at skrå­le med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lil­le smu­le opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rer­ne at frem­skaf­fe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kun­ne spil­le sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-samp­le-mas­hup-hel­ve­des­fest hvor han tryk­ke­de og klik­ke­de løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­vel­se end vi hav­de for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sag­de pænt god­dag til øre­gan­ge­ne.

Vi valg­te at for­la­de kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vej­en hjem gik vi og over­ve­je­de, om både Bird og John Dear Mowing Club bur­de over­ve­je at skif­te til ude­luk­ken­de at spil­le aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­te­re på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det sam­me. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­el­le Spot-pro­gram med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…

Papirerne er sendt

I dag har Male­ne trod­set for­å­rets luner for at kom­me på post­hu­set og sen­de vores under­skrev­ne ægte­skab­ser­klæ­ring og nav­ne­æn­drings­blan­ket­ter.
Hen­ne på post­hu­set lag­de hun først en stor A4-kuvert med adres­sen

Viel­ses­kon­to­ret
Råd­hu­set, vær. 212
8100 Århus C

…og bad om fri­mær­ke til den. Der­ef­ter bad hun om 40 fri­mær­ker og den flin­ke post­da­me gjor­de en stor ind­sats for at fin­de de pæne­ste fri­mær­ker, da hun jo straks hav­de luret, at de måt­te være til invi­ta­tio­ner­ne. Tak for hjæl­pen, rare post­da­me.
Invi­ta­tio­ner­ne er på vej med Post Dan­mark — en del af dem bli­ver dog udle­ve­ret ansigt til ansigt, når vi møder de hel­di­ge.