Jeg er begyndt at bruge det kommunale bibliotek i Ringkøbing — det er meget billigere at låne en bog på biblioteket. Og derudover er der jo muligheden for at prøve sig frem med bøger, hvis man er usikker på kvaliteten.
På Ringkøbing bibliotek har jeg genfundet tegneseriehylderne. I mine yngre dage læste jeg (og Thomas Elbo) et utal af tegneserier og nu har jeg taget denne interesse op igen. Det betyder, at jeg er faldet over en række tegneserier, som jeg aldrig har set eller hørt om før. Eksempelvis tegneserie-serien (!) om barbaren Krän og hans bedste ven Kuno.
Antologien om Krän (eller Kran, som han bliver døbt på dansk) af Eric Herenguel er en række historier om den store, stærke, nævenyttige barbarkongesøn og den hypokondriske, slatne, liderlige drukkenbolt af en ven, Kuno.
Serien starter med nr. 0 — et kompendium over tegneserieuniverset i Krän-serien. Korte striber med morsomme påhit og sproglige underfundigheder, portrætter af hovedpersonerne og vigtige bipersoner. Alt i alt en ret morsom bog, der fortæller om kongeriget Torgnol.
Men ingen roser uden torne. Historierne i serien er ret opfindsomme, men dialogen mellem karaktererne virker kluntet og usammenhængende. Hvorvidt det skyldes den danske oversættelse af Freddy Milton eller et kluntet forlæg fra Eric Herenguel kan jeg ikke svare på. Jeg kan imidlertid prøve at give en ide om, hvorfor jeg trods alt har læst mig igennem de første 6 albums nu.
For en fantasy-læser er der masser af lækkerbiskener og genopfindelser af genren og for den postmodernistiske læser har Krän masser af referencer til verden rundt omkring os. Varulvene er små, nuttede pelsdyr, når det ikke er fuldmåne og de grimme trolde, der invaderer Trognol i album 5 har gamle tyske hjelme på hovedet alt imens de rabler løs på tysk og udfører rædderlige eksperimenter på de stakkels(!) små varulve.
De store og stærke karakterer i Krän er virkeligt store og stærke og kan slå en proper næve (eller økse). Og de små og fede er virkeligt ulækre at se på. De sexede kvinder har stort set ingen tøj på og dragerne kan spy ild, så det batter.
Det er helt sikkert tegnestilen og de (for)underlige bipersoner, der redder serien. Eller holder den oven vande. Læs den kun, hvis du virkelig er fantasynørd.
“Der er dage, hvor man ikke skal komme på tværs af mig. Sådan en dag er hver dag.” ‑Krän
