Sandskulpturfestival i Søndervig

Søn­der­vig har i man­ge år (der er snart 10 års jubilæum) lagt loka­li­tet til Inter­na­tio­nal Sand­skul­p­tur­festi­val. Festi­va­len går ud på at skul­p­tø­rer (vi kan kal­de dem kunst­ne­re) laver sto­re skul­p­tu­rer i sand.

I år var festi­va­lens tema “Ægyp­tens myste­ri­er” og det ses hel­dig­vis tyde­ligt i de man­ge både sto­re og små skul­p­tu­rer, der spandt vidt fra myter, reli­gi­øse moti­ver og mystik. Hvis du får tid, så bur­de du tage en time eller to ud af kalen­de­ren og køre til Søn­der­vig for at se de flot­te skul­p­tu­rer. Her neden­for kan du se skul­p­tu­rer­ne på vores bil­le­der, men sørg nu for selv at kom­me ansigt til ansigt med skor­piong­u­din­der, vind­møl­ler, Nefer­ti­ti, vind­tør­re mumi­er, mave­dan­se­rin­der og meget mere…

Stranden ved Søndervig er sneklædt

I søn­dags gik vi en tur på stran­den i Søn­der­vig. Lige nu er den dæk­ket af is og sne på grund af den kol­de vin­ter, vi har haft i Dan­mark i de sid­ste par måne­der.

Hel­dig­vis var vin­den i nor­døst og der­for var der læ og dej­ligt vejr på stran­den. Det betød, at vi fik mulig­hed for at tage nog­le dej­li­ge vin­ter- og sne­bil­le­der, som du kan se oven­for.

Det gode vejr forhindrer blogging

Når det er godt vejr, så er det svært at tage sig sam­men til at skri­ve et blo­gind­læg.

I dag er den før­ste aften i den­ne uge, hvor vi ikke har sid­det ude og gril­let sam­men med ven­ner eller nabo­er. Man­dag aften var vi i Røj­klit Havn for at gril­le med Fjord­net. Vi var godt for­blæ­ste, da vi kom hjem, så det var sjove­re at læg­ge sig under dynen end at sid­de og skri­ve blo­gind­læg.

Tirs­dag aften var det jo Sankt Hans aften og vi var sam­let med ven­ner i Søn­der­vig. Vi kom først hjem op mod kl. 23, da vi hav­de fået en kop kaffe/te og noget for­trin­lig tri­fli (sig det tre gan­ge hur­tigt efter hin­an­den: “for­trin­lig tri­fli-for­trin­lig tri­fli-for­trin­lig tri­fli!”). Dynen trak mere end et blo­gind­læg.

Ons­dag aften var det vores egen grill, der blev tændt op og lagt til ret­te i går­den. Vi ban­ke­de på hos nabo­er­ne og fik sel­skab til solen var for­s­vun­det bag hus­ta­ge­ne og skyg­gen blev lidt for kold.

Der­for er det først i aften, der bli­ver over­skud til at blog­ge. Gad vide om vi snart må erken­de, at “et blo­gind­læg om dagen” snart er gået fløjten?

I mor­gen er det Male­nes fød­sels­dag (“hur­ra, hur­ra, hur­raaaaa!”) og der er som­mer­fest hos Ørskov Grup­pen, så da er vi hel­ler ikke hjem­me.

God mid­som­mer, i øvrigt!

Knæknavneord på sprogmuseet

Del­te ord (eller sam­men­sat­te ord) har en ten­dens til at sprin­ge i øjne­ne hos en spro­gen­tu­si­ast — spe­ci­elt hvis det er gjort for­kert. Via Blog­bog­sta­ver fandt jeg den­ne arti­kel på Sprog­mu­se­et om nav­ne­ord, der knæk­ker.

Jeg ved ikke, om det er for­di orde­ne bli­ver alt for lan­ge og ikke er i stand til at hol­de sig selv oppe og der­for knæk­ker midt­vejs? Eller om det er for­di det er meget let­te­re at over­skue kor­te ord, når man skal sta­ve til dem?

I Toppens Isbar i Søndervig kan man købe fad øl.
I Top­pens Isbar i Søn­der­vig kan man købe fad øl.

Men det mest pud­si­ge ved artik­len var nok, at de også hav­de fun­det skil­tet i Søn­der­vig hos Top­pens Isbar, hvor man kan købe fad øl. Hvem i alver­den gider drik­ke den slags? Jeg vil hel­le­re have een med noget brus i. Ikke for meget.

Læs mere hos Sprog­mu­se­et [via Blog­bog­sta­ver]

Søndagskøretur

Efter at have brugt ca. 10 timer på at se 8 afsnit af Her­o­es i lør­dags, træng­te vi i den grad til at bli­ve blæst igen­nem. Hel­digt for os, bor vi jo ret tæt på Vester­ha­vet, så vi star­te­de Toyota’en og vend­te næsen mod Søn­der­vig. Men det var ikke vildt nok for os, så vi kør­te læn­ge­re nord på til Hus­by Klit­plan­ta­ge. For enden af en godt 3 km lang grus­vej par­ke­re­de vi bilen for der­ef­ter at begi­ve os ud i klit­land­ska­bet og Vester­ha­vet.

Vi krav­le­de op ad klit­ter­ne, løb ned af klit­ter­ne, lege­de tag fat som kåde sko­lebørn, krav­le­de ind og ud og op på bun­kers. Vi stod musestil­le, da et fir­ben kryd­se­de vores vej. Til tider måt­te vi gå med luk­ke­de øjne og mund for ikke at få sand ind­vor­tes. På et tids­punkt løb Ulrik sin vej og jeg så snit­tet til at gem­me mig i en hul­ning. Så sad jeg der og ven­te­de på, at han kom til­ba­ge for at lede efter mig. Ulrik der­i­mod, han sad i sit eget hul og ven­te­de på, at jeg led­te efter ham. Efter et styk­ke tid rej­ste vi os beg­ge og gri­ne­de som flæk­ke­de træsko og vores simul­ta­ne ind­fald.

Vi fik for­ce­ret klit­ten og kom ud til stran­den. Der var kæm­pe bøl­ger, som lar­me­de og skub­be­de pla­ma­ger af skum op på stran­den, til stor mor­skab for nog­le min­dre dren­ge. Jeg kan sim­pelt­hen ikke få nok af det hav. Og nu kan jeg sag­tens for­stå, hvor­for at folk, som er vant til Vester­ha­vet synes, at Kat­te­gat bare er en stil­le­stå­en­de vand­pyt…

Som sæd­van­lig fyld­te jeg lom­mer­ne med strand­sten. Jeg skal altid have fun­det enten et styk­ke glas eller en sten med hul i (hul­ko), når jeg er på strand­t­ur. Den­ne gang blev jeg hel­ler ikke snydt. Det blev både til en hul OG et for­ste­net pinds­vin (som jeg ikke har fun­det, siden jeg var barn). Og så lige to andre sten, som bare var så glat­te at røre ved og flot­te i far­ver­ne. På vej­en hjem, så vi også sto­re gåse­flok­ke på mar­ker­ne ved Sta­dil fjord og ærg­re­de os over, at kik­ker­ten lå der­hjem­me…

S4 randsten: sort, hvid, forstenet søpindsvin, hulko
4 strand­sten: sort, hvid, for­ste­net søpinds­vin, hul­ko