Kategoriarkiv: Koncerter

Tilbage fra Spot Festival 2010

Spot Festi­val 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ørerne (næsten) er fal­det af.

I år benyt­tede jeg mig af min mobil­te­le­fon og Twit­ter til at rap­por­tere live fra festi­va­len. Det bety­der, at du kan finde en hel hånd­fuld bil­le­der fra Spot 2010 her på Moby­Pi­c­ture. Lad mig bare sige med det samme, at bil­le­derne ikke er ver­dens bed­ste kva­li­tet, men de kan da give et ind­tryk af, hvad jeg har oplevet.

I år var temaet for min Spot-kalender, at jeg ville høre bands, jeg ikke kendte, men som havde beskre­vet sig selv spæn­dende (set med mit per­spek­tiv) — og så ville jeg gerne have nogle “sikre” koncertoplevelser.

Det betød, at jeg i år nåede at se og høre føl­gende kunst­nere (i kro­no­lo­gisk orden):

  • Mur­der — Jakob Bel­lens fra I Got You On Tape er den ene halv­del af Mur­der. Jeg har aldrig hørt Mur­der live, men har lyt­tet til et par melan­kol­ske og dunkle tit­ler fra deres bag­ka­ta­log. Det blev ikke dår­li­gere af at blive spil­let live og intimt på Archauz. En stille og rolig start på to dages festival.
  • Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i bag­lom­men, så er der ret stor sik­ker­hed for et stort publi­kum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lys­hæn­der blev skuf­fede. Det gjorde jeg nem­lig — lidt. Jeg fik mere i samme stil — og det kedede mig i læng­den. Hvis jeg ikke kan holde en 40 minut­ters ud, så kan det vist ikke betale sig at købe hele pladen.
  • Kill Screen Music — dette var ban­dets før­ste kon­cert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ildhu og spil­lede uhyre godt sam­men. Der var ikke en skæv tone og alle pau­ser sad præ­cist som de skulle. De skal nok få en god live-karriere, hvis I spør­ger mig. Og så var Kill Screen Music også et eksem­pel på den slags musik, der var rig­tig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melo­disk rock med keyboard/synth-elementer. Uden tvivl med inspira­tion direkte fra fir­serne. Om man så kan li’ det eller ej…
  • Magnus fra Gaar­den — Nu begyn­der det at blive meget smalt og niche-orienteret. Jeg indrøm­mer blankt, at jeg ikke har den fjer­ne­ste inten­tion om at købe Magnus fra Gaarden’s CD. Men alene beskri­vel­sen “jazzens svar på Slipk­not”, gjorde, at jeg følte mig pres­set til at lytte til denne omgang Balkan-metal-jazz. Det var ener­gisk, medri­vende og utro­ligt stø­jende. Det var helt opløf­tende at se de dedi­ke­rede jazzmetal-musikanter rulle sig rundt på sce­nen i ind­følte soli og sam­men­spil­let livs­glæde. Tak for den kon­cert, skal I ha’, Magnus og venner!
  • Ghost Society — her var der tale om ægte hype, hvis I spør­ger mig. Såvidt jeg kunne for­stå, var for­vent­nin­gerne til denne kon­cert tårn­høje — og de blev ind­friet hos de fle­ste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foun­da­tion” i beskri­vel­sen. Måske skulle jeg have læst lidt mere — for sjæl­dent har jeg ople­vet en mere indad­vendt kon­cert. Jeg har aldrig rig­tig lyt­tet til Det Elek­tri­ske Baro­me­ter og svæl­get i Welts­ch­merz og sand­syn­lig­vis der­for fandt jeg ikke Ghost Society sær­lig inter­es­sante. Nuvel, det var smukke melo­dier og der sad ikke en tone skævt, men — altså — jeg har da aldrig ople­vet, at der kun bli­ver sagt 4 ord til en kon­cert. Og publi­kum grinte lidt nervøst over de tre af dem. Jeg ople­vede et band, der aldrig nåede ud over sce­ne­kan­ten. Men det var der åben­bart andre, der gjorde. Hver sin smag — det er der­for, jeg kom­mer til Spot. For at opleve noget nyt og noget andet, end jeg ple­jer at høre.
  • Stof­fer & Maski­nen — også her, var det et par P3-numre, der sendte mig ind i tel­tet. Og jeg havde også lyst til at gå igen ret hur­tigt. Men stæ­dig­he­den vandt og jeg blev til sid­ste bifald. Det var endnu engang en por­tion melo­disk rock med keyboard/synth-indpakning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyt­tede meget til radioen, når Stof­fer & Maski­nen blev spillet.
  • Dokkedal/Dixen — Uh, nu star­tede festen! Lige plud­se­lig vendte humø­ret, da årets før­ste festi­va­l­op­le­velse med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner ende­lig oprandt. Jeg har (sta­dig) en svag­hed for glad, elek­tro­nisk base­ret musik, så det siger sig selv, at mine fød­der kom i omdrej­nin­ger og hove­det vug­gede til de tunge bas­ryt­mer fra de to DJs. Det var 40 minut­ters mas­hup– og sam­ple­leg, som blan­dede vidt for­skel­lige musi­kal­ske kil­der sam­men til en helt ny ople­velse. Essen­sen i den korte kon­cert var dub­step og hip­hop og det fik ener­gien op på Offi­cer­s­plad­sen. Det ene­ste, der ærg­rer mig nu, er, at de tre smags­prø­ver, der lig­ger på Dokkedal/Dixens hjem­meside, ikke har samme høje fest­stem­ning, som det vi ople­vede i Århus. Dagens højdepunkt!
  • Est­her Maria & the Song Horse — efter at have været til festi­val i omkring 8–10 timer og ople­vet en lang række kunstere, så er det som oftest en rar ople­velse at sætte sig ind i Musik­hu­sets Lille Sal og opleve singer/songwriter-kunstnerne opløfte deres melan­kol­ske røst. Est­her Maria er en dyg­tig san­ge­r­inde fra Holste­bro, som har slået sig på alter­na­tiv coun­try i ste­det for jazz. Det gør hun egent­lig udmær­ket — hen­des musik var bare en smule tam. Der var ikke rig­tig bid i den. Men måske er det fordi, jeg har en helt fan­ta­stisk erin­dring om sven­ske Baskery, der spil­lede samme sted sid­ste år. Jeg over­ve­jer ikke at købe Est­her Marias plade — men Baske­rys lig­ger sta­dig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musikken?

Og så på hove­det i seng. Det var listen og dom­men over fre­da­gens kunstnere.

Om lør­da­gen så og hørte jeg føl­gende (sta­dig kro­no­lo­gisk ordnet):

  • Gram­mo­funch — Dagen star­ter endnu engang stille og roligt med Gram­mo­fun­chs under­læg­nings­mu­sik til en 37 min. lang stum­film. Fil­men kræ­vede en større fil­man­mel­derek­sa­men for at finde histo­rien, så den vil jeg und­lade at kom­men­tere ud over at skrive, at den var klip­pet meget lang­somt og sik­kert var meget smuk. Musik­ken var en omgang psy­ke­de­lisk rock-jazz, der i bed­ste Led Zeppelin-stil for­søgte at under­støtte bil­le­derne. Meget fint — men det vandt aldrig min interesse.
  • Hunch Bet­tors i Karrierekanonen-blokken — dette unge og øjen­syn­ligt lovende band fra Holste­bro fik hele tel­tet til at juble. Jeg blev aldrig rig­tig bidt af dem til trods for at de havde både trom­pet og har­monika med i deres rock-ensemble.
  • Slar­af­fen­land — Et dansk band, der ikke er sær­ligt kendt i Dan­mark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunst­nere ikke kan finde fod­fæ­ste i Dan­mark, men der­i­mod kan sælge mange pla­der og fyldte kon­cer­ter i udlan­det. Det får i al fald mig til at tænke, at hvis man er en talent­fuld dansk musi­ker, så må man ikke opgive håbet om en kar­ri­ere bare fordi man ikke kan sælge kon­cer­ter og pla­der i hjem­lan­det. Kon­tak­ten med de rig­tige men­ne­sker kan bringe en langt. Nå, det var kon­cer­ten, det skulle handle om. Slar­af­fen­land spil­ler avant­garde rock, der ikke for­sø­ger lette løs­nin­ger. Det var flot, avan­ce­ret, vel­kom­po­ne­ret musik, der også kom ud over sce­ne­kan­ten. Tak for en god kon­cer­top­le­velse til Slaraffenland.
  • Annika Aakjær — jeg hørte denne kvin­de­lige Niels Haus­gaard før­ste gang for to år siden, da hun spil­lede en intim kon­cert på Ryt­misk Scene. Det var en meget bidsk, meget obser­vant og meget poli­tisk kon­cert. Annika Aakjær fik en del opmærk­som­hed for hen­des P3-hit, som førte til en plade og en plade mere og en del tur­neer. Jeg synes hun gør det godt — hun bru­ger sta­dig pau­serne mel­lem num­rene til at for­tælle en anek­dote eller sende en skarp bemærk­ning afsted inden hun spil­ler et num­mer, der har en rela­tion til det, hun lige har for­talt. Denne gang spil­lede hun i Store Sal med et “rig­tigt” rock­or­ke­ster. Det betød, at hen­des numre havde fået langt mere plads og langt større lyd. Jeg syn­tes egent­lig, at det var ærger­ligt, for jeg syn­tes ikke, at ban­det spil­lede helt fan­ta­stisk — og hen­des histo­rier behø­ver ikke meget akkom­pag­ne­ment. Jeg var ikke super­be­gej­stret for kon­cer­ten — men hen­des poin­ter var sta­dig superskarpe.
  • Tre­molo Beer Gut — dansk sur­fro­cks ukro­nede kon­ger. Når først elgu­i­ta­ren er sat i sving, så stop­per festen ikke igen før Tre­molo Beer Gut er gået af sce­nen. Hvis man kan holde lyden af vibre­rende twang-guitar ud, så er det en liv­gi­vende ople­velse at lytte til disse fire drenge. De skå­ler (jævn­ligt) med publi­kum og hil­ser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spil­ler de musik som om de aldrig har bestilt andet. Herligt.
  • Tho­mas Dyb­dahl — her var det nød­ven­digt at stå i kø i op mod en time før kon­cer­ten star­tede for over­ho­ve­det at få en plads. Og da dørene blev åbnet, var der lemming-agtigt storm­løb mod kon­cert­sa­len. Det nær­mede sig hysteri, men man kan godt for­stå, hvor­for inter­es­sen var stor. Tho­mas Dyb­dahl har en kæmpe fanskare i Dan­mark og det er sik­kert, at mange af dem var kom­met til Spot 2010 for at høre ham. Hans varme bløde stemme bød os vel­kom­men, da vi havde sat os til rette i Store Sal og der­ef­ter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før kon­cer­ten var slut. Når Tho­mas sagde “syng med”, så sang vi med. Når han for­talte os, at vi var det mest fan­ta­sti­ske publi­kum, så tro­ede vi på ham. Han optræ­der med en ydmyg­hed, der gør det umu­ligt ikke at bryde sig om ham. Wow. Han er god.
  • Gin­ger Ninja — Et rock­band mere, der har fået key­bo­ards koblet til mik­se­ren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kunne løfte deres optræ­den op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg havde lidt samme for­nem­melse som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
  • Tur­bowe­e­kend — Efter Gin­ger Ninja-koncerten skyndte jeg mig til den sid­ste kon­cert i Store Sal. Det var der også mange andre, der havde gjort, så jeg kom til at sidde helt oppe under lof­tet på bal­ko­nen. Det har jeg aldrig prø­vet før. Og jeg har hel­ler aldrig prø­vet at lytte til så ener­gisk musik i Store Sal. Tur­bowe­e­kend har bestemt for­an­dret sig meget siden jeg hørte dem på Offi­cer­s­plad­sen på Spot for et par år siden. Og de havde natur­lig­vis hele bag­ka­ta­lo­get med af gode, lyt­te­vær­dige hits. Inklu­sive en live-version af Trouble Is (Joker Remix). Wow, for en afslut­ning på Spot 2010.

Lør­da­gen slut­tede med et brag. Og vi gik hjem i seng, mætte af musi­kop­le­vel­ser og trætte efter at have gået, stået, lyt­tet og talt med gode ven­ner i to dage i træk.

Spot 2011 — vi ses!

Og så til dig, der ikke ken­der Trouble Is (Joker Remix):

En hel dag med korsang og rytmer

Ringkøbing-Skjern Musiks­kole invi­te­rede til Store Kor Dag i dag — en hel dag med rytme og kor­sang ledet af pro­fes­sor Jim Daus Hjer­nøe fra Nord­jysk Musik­kon­ser­va­to­rium i Aal­borg. Jim er kor­le­der af koret Vox­North, der er et af ver­dens før­ende kor inden­for gen­ren Folk/World og circle songs.

Malene havde invi­te­ret mig med til en vokal ople­velse og jeg sagde ja, for det er længe siden, jeg havde brugt min stemme til rig­tig at synge med.

Dagen var udfor­met som en wor­ks­hop med del­ta­gere fra nær og fjern. Det var en skøn blan­ding af ung og gam­mel, erfa­ren og nybe­gyn­der, node­læ­sere og utræ­nede san­gere. Vi var omkring 90 san­gere — langt stør­ste­delen var kvin­der — og kun 3 bas­san­gere, hvor jeg var een af dem.

Jim gui­dede os kyn­digt igen­nem de fire sange i sang­bla­det og udnyt­tede sine stærke pæda­go­gi­ske kom­pe­ten­cer til at give alle en for­nem­melse af, at vi havde styr på san­gene hele vejen igennem.

Vi star­tede kl. 10 om for­mid­da­gen og med to større pau­ser (frokost og kaffe) i løbet af dagen havde vi fak­tisk kun 5 timer til at blive gode til at synge de plan­lagte fire numre. Det gik forrygende!

Kl. 16:30 duk­kede ven­ner og fami­lie op til en lille kon­cert, så vi fik en chance for at vise, at vi fak­tisk havde lært noget i løbet af dagen. Der duk­kede omkring 50 til­hø­rere op, som fik en kon­cert, de aldrig har hørt mage til. Tror jeg da.

Malene og jeg morede os dej­ligt og vil stærkt anbe­fale, at du benyt­ter dig af chan­cen til at del­tage i en kor-workshop, hvis du over­ho­ve­det har inter­esse i at synge. Vi vil med stor sand­syn­lig­hed del­tage igen næste gang chan­cen opstår.

En hel uge med oplevelser

Vi har ikke været så gode til at over­holde vores nytårs­fort­sæt (men det er vel også i orden at glemme det, når man når over d. 15. januar?), så her kom­mer der lige en opsam­ling over den sid­ste uge, som har været begivenhedsrig.

Sid­ste tirs­dag havde vi klan­møde med Klan Waingunga her hos os. Det var en hyg­ge­lig aften med dis­kus­sio­ner om logo, hjem­meside og Facebook-gruppe. Der­u­d­over havde vi natur­lig­vis sør­get for hjem­me­bagt brød med mas­ser af ker­ner. Næste klan­møde bli­ver først på den anden side af sommerferien.

Sid­ste ons­dag var vi ude at løbe en aften­tur til Køb­stadslø­bet i Skjern. Det var en tur på 7,5km (ryg­terne siger 7,8km — men det er kun ryg­ter), der havde til­truk­ket næsten 1200 del­ta­gere. Malene følte sig han­di­cap­pet og over­ho­ve­det ikke klar til løbet, da hun sta­dig var øm i benern’ efter man­da­gens løbe­tur. Jeg lærte til gen­gæld en vig­tig lek­tie: Når man skal løbe, skal man have løbe­sko på. Mine sko stod nem­lig fint på hyl­den hjemme i Ring­kø­bing, og det opda­gede jeg først, da vi kørte forbi byskil­tet til Skjern. Jeg var imid­ler­tid stæ­dig og løb turen i mine ita­li­en­ske gum­misko med mas­ser af vab­ler til følge.

Det til trods, så blev tiden alli­ge­vel helt hæder­lig: Malene løb turen på 45:37 (6:04min/km) og og jeg løb turen på 40:02 (5:20min/km). Vi del­ta­ger nok igen næste år — hvis løbs­ar­ran­gø­rerne kan garan­tere, at vi vin­der en nit­te­præ­mie på deltagernummeret.

Fre­dag havde vi begge fri og nød hin­an­dens sel­skab. Om afte­nen var vi igen for­e­nings­ak­tive og havde for før­ste gang helt alene en bio­graf­vagt hhv. i kiosk og bil­letsalg. Bio­gra­fen viste Nat på museet 2 og der var 13 beta­lende gæster til fore­vis­nin­gen. Det kan vi godt gøre igen en anden gang — det er helt hyg­ge­ligt at være i bio­gra­fen på den måde. Efter fil­men gik vi på Hotel Ring­kø­bing og købte en kop cho­ko­lade med dagens kage, æble­kage med cho­ko­krym­mel og crème fraî­che. Der mødte vi så en af mine grand­fætre, Ras­mus, der er tje­ner på hotel­let i som­mer­pe­ri­o­den. Uven­tet, men hyggeligt.

Lør­dag tog vi så til Ålle­ren (Aal­borg, for de uind­viede) for at høre Balstyrko spille på Stu­den­ter­Hu­set. Sti­li­ko­net og musik­man­den Ken­neth Bager var opvarm­nings– og afkølings-DJ. Inden kon­cer­ten spi­ste vi på Mad Donna på Vester­bro i Aal­borg. Det var god mad og god betjening.

Lør­dag efter­mid­dag gik vi en lang tur ved Nymølle Bæk, hvor jeg blev fan­get af en sko­v­flåt. Den bed sig fast og ville ikke give slip igen før vi fandt en pin­cet frem dagen efter.

Søn­dag drog vi afsted mod Ring­kø­bing igen for at gøre vores EU-borgerpligt og stemme til Euro­pa­par­la­mentsval­get. Fol­ke­tin­get havde ved­lagt en bonus-afstemning. Det lig­nede mest af alt et kære­ste­brev — dog mang­lede “Måske”-feltet. Det brugte vi det meste af man­da­gen til at komme os over.

Tirs­dag bragte så ugens kuli­na­ri­ske høj­de­punkt. Jeg havde impuls­købt to hele skrub­ber hos Frisk Fisk og ikke over­ve­jet nær­mere, hvor­dan de skulle til­be­re­des. Så vi måtte have gang i “Den klas­si­ske køk­kenskole” for at lære at filet­tere og flå flad­fisk (sig det tre gange hur­tigt efter hin­an­den!) — dog ikke på samme tid. Vi star­tede med at være to mand om at flå en flad­fisk (sig DET tre gange!) med både groft salt og viske­stykke. Det endte med, at der var halv­de­len af fisken til­bage, da begge sider var flå­ede. Der­ef­ter kom turen til skrubbe II. Den blev “bare” filet­te­ret med møje og omhu. Vi er glade for, at vi har prø­vet af flå og filet­tere inden vi væl­ger at melde os til en Robinson-ekspedition. Og mad sma­ger som bekendt bedre, når man selv har “ned­lagt” den.

I dag har vi grint af maski­nover­sæt­tel­ser fra Google Trans­late. Malene havde mod­ta­get et udkast til en pres­se­med­del­else, der var ble­vet maski­nover­sat til engelsk fra dansk med bl.a. føl­gende for­mu­le­rin­ger til følge:

Have the par­ti­ci­pants not typed num­ber you can go into the enrol­l­ment system and taste it.

…there are refres­h­ments and com­pe­ti­tions for both chil­dren and adults, who have come into goals or for those who have come to che­e­ring and look at.

Tak for gri­net, Google Translate.

Spot 2009 — en erfaringsopsamling

Her til aften har jeg ende­lig taget mig sam­m­men til at tage et kig til­bage på hele Spot 2009. Med kom­men­ta­rer til de kunst­nere, jeg nåede at høre og den ople­velse jeg havde af festi­va­len som beta­lende gæst.

Tors­da­gens kon­cer­ter (læs mere om tors­da­gens ople­vel­ser i denne blog):

  • Bird (UK) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket cello og ryt­me­boks (beat­bok­ser?). I ste­det blev det en aku­stisk intim­kon­cert med nærvær.
  • John Dear Mowing Club (NL) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket coun­try i meget mørk stil. I ste­det blev det en aku­tisk kon­cert med coun­try i meget mørk stil. Sik­kert ikke den store for­skel, men når man ikke har mikro­fo­ner til at råbe publi­kum op, så bli­ver stem­nin­gen så meget mere intens.
  • Dae­de­lus (US) — da vi efter­føl­gende resear­chede hans musi­kal­ske CV, viste det sig at han er pio­ner på den sam­men­sæt­ning af elek­tro­ni­ske dim­ser (Monome & Max/MSP på Mac), han opt­rå­dte med. Uan­set den sta­tus, så var hans kon­cert noget larm. Man­den var helt klart dyg­tig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spil­lede for? Publi­kum eller sig selv?

Fre­da­gens koncerter:

  • The State, The Mar­ket and The DJ (DK) — Ride­hu­set åbnede med TSt­MtDJ, der spil­lede en blan­ding af pro­g­res­siv rock á la Sigur Rós og så noget længsels­fuld ame­ri­kansk fol­kemu­sik. Det var en meget smuk og rolig måde at komme i gang på.
  • Bode­brixen (DK) — Bode­brixen spil­lede på P3-scenen, hvor de fik star­tet en fest med deres umi­sken­de­lige nik til 80’ernes fest­mu­sik og til dan­ske Super­heroes. Glad, ube­kym­ret pop af en ret gen­nem­snit­lig karak­ter. De sagde ikke mig det helt store.
  • Er de sjældne (DK) — en kon­cert, der star­tede som en lyd­prøve. Dørene blev åbnet mens der sta­dig blev prø­vet mikro­fo­ner og højt­ta­lere. Er De Sjældne er et sam­men­rend af mere eller min­dre kendte dan­ske kunstere. Dig­te­ren Lone Hørs­lev skri­ver tek­sterne, som lig­ger til grund for de meget vokal­bårne arran­ge­men­ter. Hvis du har lyst til digte med akkom­pag­ne­ment, så kan de anbefales.
  • Helene Blum & Harald Hau­gaard Band (DK) — Hun er en dyg­tig dansk san­ge­r­inde (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dyg­tig vio­li­nist med sit eget fol­kemu­si­kor­ke­ster. Det var i mine ører langt mest inter­es­sant at høre fol­kemu­sik­ken uden den pole­rede og ufar­lige Helene Blum. Harald Hau­gaard og band er dyg­tige spillemænd.
  • Emi­li­ana Tor­rini (FO) — På dette tids­punkt om fre­da­gen, var vi efter­hån­den ble­vet grun­digt trætte. Så trætte, at Musik­hu­sets Store Sals meget bløde sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske san­ge­r­in­des kon­cert. Hun sang nu meget fint, men ingen af num­rene sagde os det helt store.
  • Mike She­ri­dan (DK) — en af Dan­marks mange unge kunst­nere, der alle­rede i en tid­lig alder har gjort en fin kar­ri­ere og solgt en del albums. Som for­ven­tet, så var hans kon­cert ret tri­viel — det er sjæl­dent spæn­dende at se elek­tro­ni­ske musi­kere live. Han spil­lede dog en kon­certud­gave af en kom­mende single, hvor Mads Lan­ger syn­ger og spil­ler kla­ver. Desværre har jeg lidt mistet inter­es­sen for hans instru­men­tale lyd og vil egent­lig hel­lere høre ham lave noget mere med sang på.
  • Electro­ju­ice (DK) — disse tre unge gut­ter har også fat i den lange ende af den dan­ske elek­tro­ni­ske musiks­cene. De kan deres musi­kal­ske kram og spil­ler op til dans i tidens musi­kal­ske trend: dub-tech-house med mas­ser af energi! En god kon­cert at gå i seng på.

Lige en enkelt spørgs­mål til Spot-festivalens arran­gø­rer: Hvor­for kan man ikke købe frugt og grønt på festi­val­plad­sen? Det ville være fan­ta­stisk læk­kert at kunne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sul­ten i ste­det for øl, hot­dogs og pizzaslices.

Nå, videre med lør­da­gens koncerter:

  • Music for Modern Man (DK) — en kon­stel­la­tion af musi­kere fra andre bands, der havde lyst til enten at være mere i ram­pe­ly­set — eller bare lave noget, der havde mere karak­ter af lege­stue. På den gode måde. Desværre var deres for­san­ger, Asger Tar­p­gaard fra Super­heroes og Pri­vate,  influenza-ramt og på peni­cil­lin, men kon­cer­ten livede hel­dig­vis vold­somt op, da skot­ten The Steve Kelly fik over­dra­get mikro­fo­nen i et par numre. Yay, Steve Kelly!
  • The Green Lives (DK) — spil­lede 3–4-5-stemmig gui­tar­po­prock. De er fra Århus og har ikke fan­get mit øre. Det var lidt for ens­for­migt i blot 40 minut­ter. Pænt, men ikke spændende.
  • Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach (DK) — uha, her kom­mer vi til Spot-festivalens afstik­ker rent gen­re­mæs­sigt for mit ved­kom­mende. På Lyd+Litteratur–sce­nen var der spo­ken word / noise efter kunst­ner­nes for­godt­be­fin­dende. Der havde været omkring 30 men­ne­sker igen­nem loka­let, da “kon­cer­ten” blev afslut­tet med kom­men­ta­ren “Pour-qoui pas?”. Sam­men med Niels Jazz­nyt Over­gård, var jeg en af de ene­ste, der blev sid­dende til den bitre ende. Det vir­kede mest af alt som om deres optræ­den gik ud på at larme mest muligt, så man kunne høre mindst muligt at dig­tet. Skin­gre effek­ter og kni­tren fra en lom­me­ra­dio var de pri­mære instru­men­ter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på for­hånd samt om det er menin­gen, at man ikke skal kunne høre hvad der bli­ver læst op?
  • Deo­dato Siquir & Balanco (DK) — Jazz­kon­cert med afri­kan­ske under– og over­to­ner. Her emmede musik­ken af livs­glæde og lyst til at danse. Fint-fint, hvis man er til moderne jazz.
  • Must Go Radio (DK) — jeg var desværre mere opmærk­som på min side­mand til denne kon­cert. Han burde have fået tit­len som “Spot 2009s vær­ste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han festede for hele salen. Han sva­rede inden kon­cer­ten vel­vil­ligt på kon­fe­ren­ci­e­rens tåbe­lige quizspørgs­mål om ban­det og under­vejs råbte, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sød­lig lugt fra hans gen­nem­våde uld­trøje. Øv, for den.
  • Brum from Den­mark (DK) — dan­ske August Eng­kilde og co. spil­lede op til jazz-inspireret elek­tro­nisk fest og fik sve­den til at drive. Jeg nød at få lov til at danse med. Tak for den gra­tis CD, August!
  • Jarle Bern­hoft (NO) — en forun­der­lig stemme gemt i en lille norsk musi­ker. Han sam­p­lede sin gui­tar og brugte den til både at spille trom­mer, bas og ryt­me­gu­i­tar til hans egen funk/soul-musik. Det var fan­ta­stisk og vi har alle­rede bragt videoer fra Spot. Wow.
  • N*Grandjean (DK) — sangskri­ve­ren fra det dan­ske band Luke, Niko­laj Grand­jean, havde taget et par gode kam­me­ra­ter med og så gik der næsten lej­r­båls­stem­ning i den. De sang og spil­lede smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 men­ne­sker i salen følte jeg, at de spil­lede lige præ­cis for mig. Jeg håber, at resten af salen havde det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
  • Baskery (SE) — Efter at for­sin­kel­sen i Musik­hu­sets Lille Sal bare var ble­vet større og større hen over dagen, så endte det nu med, at afte­nens sid­ste band kom i gang næsten en time for­sin­ket. De spil­lede til gen­gæld med stor ivrig­hed for at holde os vågne. Baskery spil­ler coun­try med Girl Power. Altså ægte Girl Power. Ikke den dér tyggegummi-candy floss-vammel-nutte-søde vari­ant som Spice Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med ste­ge­pan­den i hån­den og et halm­strå i kæf­ten. Og kom­mer du for sent hjem, så kan du sove hos gri­sene. De har tur­ne­ret i USA og ame­ri­ka­nerne er til­sy­ne­la­dende vilde med dem. Det er svært at være andet, når musik­ken sam­ti­dig for­tæl­ler en histo­rie og er musi­kalsk og vel­spil­let. Lyt til dem, hvis du får muligheden.

Jeg vil lige runde ind­læg­get her af med en video fra Music for Modern Man. Det er num­me­ret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der væk­kede os lør­dag lige over mid­dag, da vi sad på 5. række i Musik­hu­sets Store Sal.

Videoer fra Spot 2009

Her kom­mer der lige en række videoer fra to af de sid­ste tre kon­cer­ter, vi var til på Spot 2009. Det dre­jer sig om Jarle Bern­hoft, der åben­ba­rede en fan­ta­stisk soulstemme og en utro­lig funky gui­tar. Vi sid­der på 2. række og lyt­ter til kon­cer­ten. Lige umid­del­bart til højre for foto­gra­fen her.

Og sid­ste kon­cert på Spot 2009 Lille Sal i Musik­hu­set var Baskery fra Sve­rige, der spil­lede en ordent­lig omgang beskidt country.

Disse sven­ske piger for­stod at give Girl Power en helt ny og meget mere nor­disk betydning.

Vi sad ved siden af en foto­graf (man kan se ham i for­grun­den i de to Jarle Bernhoft-videoer) og håber, at hans videoer også snart kom­mer op. Det var en udsen­ding fra ArtTalents.com, som også har en Youtube-konto.

Spot 2009 — en kort opsummering

Fre­dag og lør­dag på Spot 2009 gik i et for­ry­gende tempo. Vi hørte en masse musik, så en masse kunst­nere, snak­kede med en del ven­ner, drak et par øl, havde nogle gode kon­cer­top­le­vel­ser, havde et par dår­lige kon­cer­top­le­vel­ser, mødte nye bekendt­ska­ber (jeg taler om dig, Niels “Jazz­Nyt” Over­gård), og slut­tede lør­dag aften af med tre dej­lige kon­cer­ter på Singer/songwriterscenen. Det var Jarle Bern­hoft, N*Grandjean og Baskery, som endte med at toppe Spot 2009 helt af for os.

Søn­dag tog vi hjemad mod Ring­kø­bing igen og slap­pede helt af med en video­film, en lur i sofaen og tunsa­lat til aftens­mad. Tak for i år, Spot!

PS: Måske kom­mer der mere om Spot 2009, når vi lige får sam­let alle indtrykkene.

Spot 2009 — en torsdag med op– og nedture

Ret­telse: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op– og ned­t­ure”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­tede Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måtte vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at blive checket ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slutter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kendte først-til-mølle-princip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­dende i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skulle starte hele festi­va­len. Da vi nåede frem til døren og ville ind i Musik­hu­sets Store Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spille sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skulle have en lille blå bil­let, da vi ikke havde købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måtte vi stille os i kø efter en lille blå bil­let for at komme ind.

Det skyl­des, at der var solgt for mange enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne havde de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måtte igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Store Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var flere blå bil­let­ter, så vi måtte opgive at komme ind i Store Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­tede først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­feen. Det var tre timer ekstra at fordrive…

Efter en del van­dren frem og til­bage i Århus’ gader endte det med, at vi satte os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaffe ind­til vi beslut­tede os for at gå tid­ligt ned på Musikca­feen for at være sikre på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­mede reg­nen på taget og dryp­pede ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fatalt for pla­nerne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desværre kun et af de annon­ce­rede bands, der havde ønsket at spille et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­feen og hørte Bird, der spil­lede 4–5 vel­o­p­lagte numre.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­gere har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slået sig på folkpop. Der var tre i det lille band: 2 cel­li­ster og en herre, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis havde hun publi­kum i sin hule hånd fordi vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­lede og gri­nede og opfor­drede os til selv at lave flere ryt­mer alt imens hun for­talte hvor­dan alle peda­lerne og dim­serne på sce­nen skulle have været brugt til at lave en masse effek­ter på num­rene. Og vi åd det råt. Hun char­me­rede sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik flere gange stå­ende bifald efter numrene.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også havde lyst til at spille aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med klare refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­rede sig også igen­nem på strå­lende vis og fik os alle sam­men til at skråle med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lille smule opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rerne at frem­skaffe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kunne spille sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-sample-mashup-helvedesfest hvor han tryk­kede og klik­kede løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­velse end vi havde for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sagde pænt god­dag til øregangene.

Vi valgte at for­lade kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vejen hjem gik vi og over­ve­jede, om både Bird og John Dear Mowing Club burde over­veje at skifte til ude­luk­kende at spille aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­tere på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det samme. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­elle Spot-program med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…

Musik i Ringkøbings gader

I dag har solen skin­net over Ring­kø­bing Torv. Ring­kø­bing Han­dels­for­e­ning har i sam­ar­bejde med Vestjyl­lands Højskole og Ringkøbing-Skjern Musiks­kole arran­ge­ret en dag med musik i byens gader.

Pavillonen på Ringkøbing Torv, hvorfra der spilles musik sommeren igennem.
Pavil­lo­nen på Ring­kø­bing Torv, hvor­fra der spil­les musik som­me­ren igennem.

Efter vi havde over­stået for­mid­da­gens shop­ping, satte vi os ned på tor­vet og nød en læskende som­mer­drik mens vi lyt­tede til Skrald­hede Stomp fra Vestjyl­lands Højskole, der ham­rede på tøn­der og rap­pede i mega­fon. De spil­lede blandt andet Fabrik af Bik­s­tok Røgsystem.

Skraldhede Stomp spiller på torvet i Ringkøbing.
Skrald­hede Stomp spil­ler på tor­vet i Ringkøbing.

Marim­ba­or­ke­stret var delt op i to orke­stre: et juni­o­r­hold og et seni­o­r­hold, der hver især spil­lede en række numre. De spil­lede meget entu­si­a­stisk og havde endda over­skud til selv at nyde fore­stil­lin­gen. Læg mærke til, hvor­dan smilet flæk­ker den lille musi­kers ansigt i to til­fredse halv­dele. Vidunderligt.

Marimbaorkestrets juniorhold spiller.
Marim­ba­or­ke­strets juni­o­r­hold spiller.
Marimbaorkestrets juniorhold spiller stadig.
Marim­ba­or­ke­strets juni­o­r­hold spil­ler stadig.

Bag­ef­ter spil­lede seni­o­r­hol­det en række numre. Blandt andet en gan­ske vel­spil­let og –oplagt udgave af Safri Duos gen­ken­de­lige Played Alive (The Bongo Song).

Marimaorkestrets seniorhold spiller Safri Duos Played Alive (The bongo song)
Mari­ma­or­ke­strets seni­o­r­hold spil­ler Safri Duos Played Alive (The Bongo Song)

Musik­da­gen varede fra kl. 10 om for­mid­da­gen til kl. 15 alt imens byens hand­lende holdt længe åbent. De havde med garanti noget han­del, for gaderne var tæt­pak­ket med men­ne­sker, så man følte sig hen­sat til Århus i myl­dre­ti­den. Ring­kø­bing lever af turi­sterne og af han­del — det er der vist ingen tvivl om.

Koncert med Caroline Henderson

I aften skal jeg opleve det vestjy­ske kul­tur­liv… Mine ører skal for­kæ­les med dej­lig jazz fra Caro­line Hen­der­son i Vostrup Tea­ter– og Musik­hus, som er ble­vet udråbt som Årets For­e­ning 2008! Jo jo, de kan skam også ude i det mørke Vestjyl­land :-)

Det lig­ger vest for Tarm ud til Ring­kø­bing Fjord, så det bli­ver en halv times køre­tur i for mig ukendt land.

Jeg har desværre ikke kame­raet i min vare­tægt i denne uge (vores dele­barn), så jeg må se, om jeg kan trylle med mit mobilkamera…

En kulturel weekend for to — del 1

Selv om to af Århus’ stør­ste kul­tur­byg­nin­ger lig­ger lige dør om dør i hjer­tet af Århus, så gav de os vidt for­skel­lige ople­vel­ser i begge ender af kulturspektret.

Fre­dag aften fik vi to fri­bil­let­ter til Mon­rad & Rislunds show “Plat­he­der På Et Fun­da­ment Af Sjo­fel­hed” i Musik­hu­sets nyind­viede Ryt­mi­ske Sal, da Kas­per og Maria desværre var ble­vet for­hin­dret i at over­være sjo­fel­he­derne. Malene var ret skep­tisk inden vi drog afsted, da hun min­de­des et show med d’herrer fra gym­na­sie­ti­den, som var umå­de­ligt plat og bestemt ikke levede op til den kri­ti­ske tee­na­gers fore­stil­ling om god underholdning.

Jeg havde selv en nagende mistanke om, at jeg mulig­vis også var ble­vet enten for gam­mel eller for snob­bet til at grine hjerte­ligt med af Mon­rad & Rislunds udskej­el­ser. ‘Gam­mel’ skal dog nok tages med et gran salt, da vi så klart trak gen­nem­snitsal­de­ren ned: det var helt klart det mid(del)aldrende seg­ment, der var kom­met op af læne­sto­lene for at høre M&R rakke ned på Århus, kon­ge­hu­set, hin­an­den, vore fol­ke­valgte poli­ti­kere, hin­an­den, Århus og dem selv.

Alt i alt var det en meget blan­det for­nø­jelse at se de to udstille sig selv på sce­nen. Showet veks­lede mel­lem stand-up-lignende sekven­ser, der blev frem­ført enten alene eller i tosom­hed og så de vel­kendte sket­ches med mere eller min­dre van­vit­tige, ekstreme, kar­ri­ke­rede og skæve eksi­sten­ser, som vi ken­der dem fra Mon­rad & Rislund (og Øyvind Ougaard).

Min vur­de­ring er, at det var stand-up-sekvenserne, der rum­mede så meget af den klæ­de­lige ord­jong­le­ring, der var afte­nens mest vel­lyk­kede dele. Så snart sket­chene tog over, blev det hele (på mere eller min­dre sofi­sti­ke­ret vis) hevet langt ned under bæl­te­ste­det. Uklæ­de­ligt og usma­ge­ligt i mange tilfælde.

Når jeg tæn­ker til­bage på sket­ches fra tid­li­gere CD’er om Åge Brodt­gård, Mogens, Han­se­mann Luch­ter, Hen­rik­sen fra Ølbylyng og de mange andre karak­te­rer fra Plad­der­balle og Ube­hage sogn, så min­des jeg en sati­risk, bidende, skarp, vidende og ikke mindst vit­tig tone, der udstil­lede det dan­ske sam­fund på godt og ondt (mest på ondt — ellers var det jo ikke rig­tig satire!). Nu var sket­chene ble­vet til uar­tige ord og utve­ty­dige refe­ren­cer til feti­ches og seksu­elle til­bø­je­lig­he­der. Skuf­fende, at to (tre, Øyvind! Din sven­ske lider­buk var ikke en kende bedre end Søren og Jans) gran­voksne mænd ikke kan se, hvor­når de har ramt lav­må­let for plat– og sjofelheder.

Og det gør det ikke bedre, at de blot bru­ger deres fabel­ag­tige rim– og lyri­kev­ner til blot at svine hin­an­den (og Århus) til i den nok så kendte stil (“skide krøbling!”, “tykke dyr!”, “det blin­de­ap­pa­rat, du har hæn­gende ude på snot­ten”, “du burde nok kunne kende for­skel på kli­to­ris og en hæmo­ride”). Det ene­ste lys­punkt i den linde strøm af selv­de­struk­tivt var, da de tre på sce­nen beslut­tede sig for at give fuck­ing til­bage til de fuck­ing sprog­ligt fuck­ing enspo­rede rap­pere fra fuck­ing Dan­mark, som fuck­ing selv mener, at de har fuck­ing godt styr på vort fuck­ing moder­s­mål. Søren Rislund rimede og Øyvind Ougaards key­bo­ard beat­boxede sig vej igen­nem et stykke moderne, dansk hip-hop. Bravt og stil­rent. Endelig.

Hvor sner­pet har man egent­lig lov til at være lige omkring de 30? Det er da meget sundt at blive udfor­dret lidt på sine hold­nin­ger og fore­stil­lin­ger en gang imel­lem. Så hvis du har et par gra­tis bil­let­ter lig­gende til Ørke­nens Søn­ner i nær­he­den af Århus, så mod­ta­ger vi dem gerne. Det skulle efter sigende være en smule mere sofi­sti­ke­ret end Mon­rad & Rislund. I hvert fald er det flerstemmigt.

Anden del af beret­nin­gen om vores kul­tu­relle wee­kend med ople­vel­ser i begge ender af spek­t­ret kan du læse på onsdag.