Tag-arkiv: historie

Kulturfestival Mørket — en tur i kælderen i Ringkøbing

I aften har vi været en tur rundt i en række vidt for­skel­lige kæl­dre i Ringkøbing.

Som en del af Kul­tur­festi­va­len Mør­ket, der fin­der sted i okto­ber måned, havde Ring­kø­bing Beva­rings­for­e­ning arran­ge­ret van­dre­tu­ren “I en kæl­der sort som kul — Ring­kø­bing under jor­den”.

Det gav os lej­lig­hed til at kigge ind i luk­kede rum, der ellers ikke er offent­ligt til­gæn­ge­lige. Vi var en tur i Ring­kø­bings gamle soda­vands­fa­brik, der nu til dags er ble­vet til festsal. Vi besøgte kom­man­do­bun­ke­ren i Ring­kø­bing, der har stået tom i mere end ti år og er for­fal­det til ukendelighed.

Vi fik også histo­rien om ølde­po­tet og elek­tri­ker­værk­ste­det, der lå lige ved siden af hin­an­den — og øjen­syn­ligt sup­ple­rede hin­an­den godt. Og sidst men ikke mindst var vi i kæl­de­ren under een af byens tid­li­gere køb­mands­gårde, der nu til dags rum­mer et showroom i irsk pubstil.

Det er spæn­dende at høre histo­ri­erne — hvor­når har du sidst hørt over­ra­skende histo­rier om dit eget lokalområde?

Spot 2009 — en erfaringsopsamling

Her til aften har jeg ende­lig taget mig sam­m­men til at tage et kig til­bage på hele Spot 2009. Med kom­men­ta­rer til de kunst­nere, jeg nåede at høre og den ople­velse jeg havde af festi­va­len som beta­lende gæst.

Tors­da­gens kon­cer­ter (læs mere om tors­da­gens ople­vel­ser i denne blog):

  • Bird (UK) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket cello og ryt­me­boks (beat­bok­ser?). I ste­det blev det en aku­stisk intim­kon­cert med nærvær.
  • John Dear Mowing Club (NL) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket coun­try i meget mørk stil. I ste­det blev det en aku­tisk kon­cert med coun­try i meget mørk stil. Sik­kert ikke den store for­skel, men når man ikke har mikro­fo­ner til at råbe publi­kum op, så bli­ver stem­nin­gen så meget mere intens.
  • Dae­de­lus (US) — da vi efter­føl­gende resear­chede hans musi­kal­ske CV, viste det sig at han er pio­ner på den sam­men­sæt­ning af elek­tro­ni­ske dim­ser (Monome & Max/MSP på Mac), han opt­rå­dte med. Uan­set den sta­tus, så var hans kon­cert noget larm. Man­den var helt klart dyg­tig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spil­lede for? Publi­kum eller sig selv?

Fre­da­gens koncerter:

  • The State, The Mar­ket and The DJ (DK) — Ride­hu­set åbnede med TSt­MtDJ, der spil­lede en blan­ding af pro­g­res­siv rock á la Sigur Rós og så noget længsels­fuld ame­ri­kansk fol­kemu­sik. Det var en meget smuk og rolig måde at komme i gang på.
  • Bode­brixen (DK) — Bode­brixen spil­lede på P3-scenen, hvor de fik star­tet en fest med deres umi­sken­de­lige nik til 80’ernes fest­mu­sik og til dan­ske Super­heroes. Glad, ube­kym­ret pop af en ret gen­nem­snit­lig karak­ter. De sagde ikke mig det helt store.
  • Er de sjældne (DK) — en kon­cert, der star­tede som en lyd­prøve. Dørene blev åbnet mens der sta­dig blev prø­vet mikro­fo­ner og højt­ta­lere. Er De Sjældne er et sam­men­rend af mere eller min­dre kendte dan­ske kunstere. Dig­te­ren Lone Hørs­lev skri­ver tek­sterne, som lig­ger til grund for de meget vokal­bårne arran­ge­men­ter. Hvis du har lyst til digte med akkom­pag­ne­ment, så kan de anbefales.
  • Helene Blum & Harald Hau­gaard Band (DK) — Hun er en dyg­tig dansk san­ge­r­inde (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dyg­tig vio­li­nist med sit eget fol­kemu­si­kor­ke­ster. Det var i mine ører langt mest inter­es­sant at høre fol­kemu­sik­ken uden den pole­rede og ufar­lige Helene Blum. Harald Hau­gaard og band er dyg­tige spillemænd.
  • Emi­li­ana Tor­rini (FO) — På dette tids­punkt om fre­da­gen, var vi efter­hån­den ble­vet grun­digt trætte. Så trætte, at Musik­hu­sets Store Sals meget bløde sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske san­ge­r­in­des kon­cert. Hun sang nu meget fint, men ingen af num­rene sagde os det helt store.
  • Mike She­ri­dan (DK) — en af Dan­marks mange unge kunst­nere, der alle­rede i en tid­lig alder har gjort en fin kar­ri­ere og solgt en del albums. Som for­ven­tet, så var hans kon­cert ret tri­viel — det er sjæl­dent spæn­dende at se elek­tro­ni­ske musi­kere live. Han spil­lede dog en kon­certud­gave af en kom­mende single, hvor Mads Lan­ger syn­ger og spil­ler kla­ver. Desværre har jeg lidt mistet inter­es­sen for hans instru­men­tale lyd og vil egent­lig hel­lere høre ham lave noget mere med sang på.
  • Electro­ju­ice (DK) — disse tre unge gut­ter har også fat i den lange ende af den dan­ske elek­tro­ni­ske musiks­cene. De kan deres musi­kal­ske kram og spil­ler op til dans i tidens musi­kal­ske trend: dub-tech-house med mas­ser af energi! En god kon­cert at gå i seng på.

Lige en enkelt spørgs­mål til Spot-festivalens arran­gø­rer: Hvor­for kan man ikke købe frugt og grønt på festi­val­plad­sen? Det ville være fan­ta­stisk læk­kert at kunne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sul­ten i ste­det for øl, hot­dogs og pizzaslices.

Nå, videre med lør­da­gens koncerter:

  • Music for Modern Man (DK) — en kon­stel­la­tion af musi­kere fra andre bands, der havde lyst til enten at være mere i ram­pe­ly­set — eller bare lave noget, der havde mere karak­ter af lege­stue. På den gode måde. Desværre var deres for­san­ger, Asger Tar­p­gaard fra Super­heroes og Pri­vate,  influenza-ramt og på peni­cil­lin, men kon­cer­ten livede hel­dig­vis vold­somt op, da skot­ten The Steve Kelly fik over­dra­get mikro­fo­nen i et par numre. Yay, Steve Kelly!
  • The Green Lives (DK) — spil­lede 3–4-5-stemmig gui­tar­po­prock. De er fra Århus og har ikke fan­get mit øre. Det var lidt for ens­for­migt i blot 40 minut­ter. Pænt, men ikke spændende.
  • Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach (DK) — uha, her kom­mer vi til Spot-festivalens afstik­ker rent gen­re­mæs­sigt for mit ved­kom­mende. På Lyd+Litteratur–sce­nen var der spo­ken word / noise efter kunst­ner­nes for­godt­be­fin­dende. Der havde været omkring 30 men­ne­sker igen­nem loka­let, da “kon­cer­ten” blev afslut­tet med kom­men­ta­ren “Pour-qoui pas?”. Sam­men med Niels Jazz­nyt Over­gård, var jeg en af de ene­ste, der blev sid­dende til den bitre ende. Det vir­kede mest af alt som om deres optræ­den gik ud på at larme mest muligt, så man kunne høre mindst muligt at dig­tet. Skin­gre effek­ter og kni­tren fra en lom­me­ra­dio var de pri­mære instru­men­ter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på for­hånd samt om det er menin­gen, at man ikke skal kunne høre hvad der bli­ver læst op?
  • Deo­dato Siquir & Balanco (DK) — Jazz­kon­cert med afri­kan­ske under– og over­to­ner. Her emmede musik­ken af livs­glæde og lyst til at danse. Fint-fint, hvis man er til moderne jazz.
  • Must Go Radio (DK) — jeg var desværre mere opmærk­som på min side­mand til denne kon­cert. Han burde have fået tit­len som “Spot 2009s vær­ste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han festede for hele salen. Han sva­rede inden kon­cer­ten vel­vil­ligt på kon­fe­ren­ci­e­rens tåbe­lige quizspørgs­mål om ban­det og under­vejs råbte, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sød­lig lugt fra hans gen­nem­våde uld­trøje. Øv, for den.
  • Brum from Den­mark (DK) — dan­ske August Eng­kilde og co. spil­lede op til jazz-inspireret elek­tro­nisk fest og fik sve­den til at drive. Jeg nød at få lov til at danse med. Tak for den gra­tis CD, August!
  • Jarle Bern­hoft (NO) — en forun­der­lig stemme gemt i en lille norsk musi­ker. Han sam­p­lede sin gui­tar og brugte den til både at spille trom­mer, bas og ryt­me­gu­i­tar til hans egen funk/soul-musik. Det var fan­ta­stisk og vi har alle­rede bragt videoer fra Spot. Wow.
  • N*Grandjean (DK) — sangskri­ve­ren fra det dan­ske band Luke, Niko­laj Grand­jean, havde taget et par gode kam­me­ra­ter med og så gik der næsten lej­r­båls­stem­ning i den. De sang og spil­lede smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 men­ne­sker i salen følte jeg, at de spil­lede lige præ­cis for mig. Jeg håber, at resten af salen havde det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
  • Baskery (SE) — Efter at for­sin­kel­sen i Musik­hu­sets Lille Sal bare var ble­vet større og større hen over dagen, så endte det nu med, at afte­nens sid­ste band kom i gang næsten en time for­sin­ket. De spil­lede til gen­gæld med stor ivrig­hed for at holde os vågne. Baskery spil­ler coun­try med Girl Power. Altså ægte Girl Power. Ikke den dér tyggegummi-candy floss-vammel-nutte-søde vari­ant som Spice Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med ste­ge­pan­den i hån­den og et halm­strå i kæf­ten. Og kom­mer du for sent hjem, så kan du sove hos gri­sene. De har tur­ne­ret i USA og ame­ri­ka­nerne er til­sy­ne­la­dende vilde med dem. Det er svært at være andet, når musik­ken sam­ti­dig for­tæl­ler en histo­rie og er musi­kalsk og vel­spil­let. Lyt til dem, hvis du får muligheden.

Jeg vil lige runde ind­læg­get her af med en video fra Music for Modern Man. Det er num­me­ret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der væk­kede os lør­dag lige over mid­dag, da vi sad på 5. række i Musik­hu­sets Store Sal.

En række sindssygt langt ude godnathistorier

For et stykke tid siden fandt vi en fol­der for lyd­bø­ger på Ringkøbing-Skjern Bibli­o­tek. Den hen­vi­ste os til en lyd­bogs­por­tal — som jeg ikke kan finde et link til nu — der viste os videre til KlørKonge.dk.

Klør Konge er et nyt, dansk MP3-forlag, der sig­ter efter at udgive gra­tis histo­rier på lyd. Hele webs­i­den er byg­get op omkring en (sandsynligvis/forhåbentlig) fik­tiv histo­rie om den ungarsk-fødte rake­tin­ge­niør Eigil Soyuz, der har ansat de tre klor­o­nau­ter Boris Boll-Johansen, Tho­mas Holm­bäck og Bossy Bo. De tre fly­ver rundt om vores dej­lige jord og smi­der tunge lyd­fi­ler (MP3-filer) med gode histo­rier ned, så vi alle kan lytte til dem.

På siden kan man lige nu abon­nere på tre podcasts med hen­holds­vis sinds­sygt langt ude god­nat­hi­sto­rier fra Århus og  sinds­sygt langt ude god­nat­hi­sto­rier fra Køben­havn og så en række bonus­hi­sto­rier, der hed­der 3 x Fjol.

Vi har kun hørt histo­ri­erne fra Århus og læst al tekst­ma­te­ri­a­let om for­la­get Klør Konge — men hvis histo­ri­erne om Køben­havn og de ekstra histo­rier hol­der stan­dar­den, så er der lagt op til god under­hold­ning med solid rod i en even­tyr­ver­den befol­ket af trolde, prin­ses­ser og zombievikinger.

Histo­ri­erne er vel­o­p­lagte, lyd­ef­fek­terne er velvalgte og ikke mindst er web­s­i­tet vel­teg­net og skrevet.

Her fra de vest­lige kyster kan vi anbe­fale Klør Konge.

Derfor piber viber — en historie man kan blive klog af…

Hver gang jeg er flyt­tet, så har jeg ryd­det op og kas­se­ret. Det gør jeg også nu. I dag har jeg fun­det en A4 side med en histo­rie, som Ulrik og jeg for­fat­tede på fær­gen til Sjæl­land for to år siden. Det har hele tiden været menin­gen, at vi skulle skrive den ind i en bog, så når vi en gang får børn, så har vi sam­let en masse små histo­rier til dem. Nu kan I få lov til at læse histo­rien, som er inspi­re­ret af en vibes piben.

(Fore­stil dig en for­tæl­ler à la Tho­mas Winding)

Lyt efter, når en flok viber fly­ver forbi om for­å­ret. Når luf­ten er kold og solen sta­dig er bleg, så kan man høre dem gen­tage lyden: “viiib-viiib”. Og når flere viber fly­ver og piber på samme tid, så kan man høre dem fløjte: “viib-viib, viib-viib, viib-viib”.

Det er fordi viben har flø­jet hele vejen fra Afrika, hvor den har boet om vin­te­ren. Når for­å­ret kom­mer til Dan­mark fly­ver viben den lange vej nordpå for at holde som­mer­fe­rie her­oppe. Når den ende­lig er nået til Dan­mark er den ble­vet træt og dens vin­ger bli­ver helt stive og begyn­der at knirke som en rusten cykel, der træn­ger til at blive smurt.

Der er også nogen, der siger, at det er fordi viben har holdt fri hele vin­te­ren og der­for slet ikke er i træ­ning til at flyve og der­for piber over at skulle flyve igen — lige­som når man skal gå en lang tur med sine for­æl­dre og egent­lig ikke gider med eller ikke er vant til at gå så langt, så piber man også lidt…”

Nu ved du hvor­for viber piber…