Heromkring juletid plejer jeg at finde reglerne til Huggespillet frem igen. Det er een af mine juletraditioner.
Men jeg har netop opdaget, at reglerne til Huggespillet, der kan ses på min egen blog, er … hvordan skal man sige det pænt … blevet amputeret i et databaseuheld.
De skal naturligvis genetableres, så hold godt øje med denne blog, hvor reglerne til Huggespillet snart vil dukke op igen.
Historien handler om en ung kvinde, Lady Wasteland, som er på jagt efter en række mordere, der for år tilbage har slået en eller flere personer ihjel, der betød noget for selvsamme Lady. Undervejs på sin færd møder hun andre, der enten selv jager eller er på jagt. Efter værdier, mad, magt eller blot blod. Ødelandet er foruden smadrede bygninger og overgroede køretøjer også krydret med zombielignende typer, der naturligvis ikke gør livet på landevejene lettere.
Foruden Lady Wasteland får vi også præsenteret en række andre karakterer: Yuri, en galning, der slår ihjel, hvis han føler sig truet. Og Henry og Samantha, far og datter, der blot forsøger at overleve i vildnisset. Henry forsøger at belære Samantha om overlevelse. Det er disse to, der er tilskuernes identifikation i det rå og ubarmhjertige ødeland.
I mine øjne er det vigtigste og mest interessante ikke karaktererne eller historien, men derimod fornemmelsen af at være midt i et rollespilscenarie — og så stemningen af håbløs fremtid, som er kraftigt inspireret af computerspillene Wasteland(!) og Fallout (der jo er en udløber af Wasteland). Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, der holder min interesse fanget — men jeg har lyst til at se mere, når der kommer flere afsnit. Hvis du har fået lyst til at se de første 7 afsnit, så kan de downloades som torrents i HD-kvalitet fra Vuze HD Network eller ses på nettet på LadyWasteland.com.
Musikken er hentet fra hele Kyle Gablers karriere som musiker og henter inspiration i mange, MANGE forskellige genrer. Som han selv skriver:
“Influences include Danny Elfman, Vangelis, Bernard Herrmann, Hans Zimmer, Ennio Morricone, and all the big movie guys. I grew up listening to them, and they remain a big influence in everything I write.” — Kyle Gabler, http://kylegabler.com/WorldOfGooSoundtrack/
Men ikke nok med det. Der er også et nummer, der oprindeligt blev skrevet til et spil til den første Nintendo 8‑bit konsol (NES).
“18. My Virtual World of Goo Corporation
Originally written for a friend’s NES game Dikki Painguin.”
Jeg sidder stadig og lytter til musikken. Den minder mig om stemningen i lydsiden til spillene Worms og Cannon Fodder. Jeg bliver helt nostalgisk og kan kun sige “Tak, Kyle Gabler”.
Den anden dag sad jeg og læste mig igennem stakken af nyheder på Wiinyt.dk og fandt en omtale af spillet World of Goo, som jeg synes ser superspændende ud.
Det er et puzzlespil med en fysisk dimension i den forstand, at det drejer sig om at få en række klistrede klatter til at holde en konstruktion sammen i kamp mod tyngdekraften indtil man kan opfylde hver enkelt banes mål: at få samlet de små klistrede slimklatter op i en slags støvsuger.
Det lyder måske ikke så ligetil — og det er det vist heller ikke. Udfordringen består naturligvis i at rage fri af forhindringer og tænke sig om inden man hovedløst kaster sig ud i opgaven. Se selv videoen her nedenfor.
Spillet er tilgængeligt til både Mac og PC udover Wii. På Wii koster det 1500 Wii point (svarende til 15$), så måske har det noget med spillets score at gøre: at den billige pris giver meget underholdning for pengene og derfor belønnes med en høj karakter. Anmeldelserne lyder nu rimeligt enige om, at det her er et veltænkt og udfordrende spil, så jeg tror nu nok, at spillet skal være 1500 Wii point værd.
Jeg har i hvert fald tænkt mig at købe spillet, når jeg igen kommer i nærheden af vores Wii.
Det er længe siden vi sidst har skrevet om Nintendo Wii. Lige for tiden er den ikke meget tændt — men mon ikke det kommer, når de kolde og mærke aftener nu er her. Jeg snublede nærmest over en begejstret foromtale til et kommende spil til Wii.
Det kommende spil The Unfinished Swan er et skyde-og-find-vej-ud-af-labyrinten-spil. Det vil sige, at det trækker på de klassiske skydespil i første person (Duke Nukem, Doom, Wolfenstein, Quake, etc.), hvor det dybest set handler om at finde ud af en “labyrint” (et gammelt hus, en nazifæstning, et forladt rumskib, etc.). Blot er der (så vidt jeg kan se på spillets demovideoer) ingen monstre i labyrinten. Og til en start er der kun een farve. Enten sort eller hvid.
Som spiller er man derfor udstyret med en slags paintball-pistol i form af Wiimoten. Den kan sende farvekugler afsted i den modsatte farve, som den labyrint, man befinder sig i. Det vil sige, at i en sort labyrint skyder man med hvide kugler og omvendt.
Nu gælder det om at skyde væggene fulde af farve, så man kan skelne dem fra hinanden og derigennem navigere igennem labyrinten. Lyder det kompliceret?
Jeg er vild med den flydende spiloplevelse (der er også kun to farver at vise!) og det supersimple gameplay.