Hvad er det COOP forsøger at sige med varemærket X‑tra? At man får x‑tra dårlige produkter? X‑tra billige priser? X‑tra ussel kvalitet? Eller hvad?
For et stykke tid siden købte vi en rulle plastikposer (3 liter), hvor stort set hver anden er revnet i svejsningen i bunden. Vi har som regel nået at opdage det, inden der er sket ulykker. De fleste gange har det været en fyldt pose med suppe eller andet flydende. Posen er så gået i stykker, når indholdet er frosset og dermed blevet større i fryseren.
I dag købte jeg en stak kyllingelår og noget hakket oksekød, der skulle omfordeles i ikke-familievenlige størrelser. Jeg måtte putte alle poserne med oksekød ned i endnu en pose, da jeg undervejs i processen opdagede, at de (endnu engang) var gået i stykker i svejsningen i bunden efter at jeg havde puttet indhold i posen og bundet en knude på.
Det er da utroligt uhensigtsmæssigt at skulle bruge to poser hver gang — og i øvrigt dårligt for miljøet blot at bruge flere poser end nødvendigt. Og min irritation kommer nu til at gå ud over COOP og deres X‑tra-varemærke.
Hvorfor producere produkter, der irriterer forbrugerne? Hvorfor kalde det X‑tra (underforstået ekstra godt), når det tydeligvis er ekstra dårligt? Jeg har da aldrig før oplevet at så mange plastposer revner.
Hvorfor, COOP? Hvorfor?