Også i dag er der en lille video til dig i vores julekalender. I dag fortæller vi historien om Josef og Maria, der tager til Betlehem for at deltage i den store folketælling. Men vi gør det med moderne, digitale medier:
Julekalender — 14. december
I dag er der 10 dage til juleaften. Hvis du ikke kan vente med at pakke gaver ud, så kan du i mellemtiden grine lidt af den lille fyr her:
Impossible Present from Royale on Vimeo.
Beardyman koger rytmer
Jeg bliver altid vanvittigt imponeret over hans human beatbox-evner…
Han kalder sig Beardyman — og jeg er så imponeret over ham, at jeg kun har taget mig sammen til at finde ud af, at han også har et MySpace-site.
Åh, ja, og så er der flere videoer med ham på YouTube.
Spot 2009 — en erfaringsopsamling
Her til aften har jeg endelig taget mig sammmen til at tage et kig tilbage på hele Spot 2009. Med kommentarer til de kunstnere, jeg nåede at høre og den oplevelse jeg havde af festivalen som betalende gæst.
Torsdagens koncerter (læs mere om torsdagens oplevelser i denne blog):
- Bird (UK) — skulle have været elektrisk forstærket cello og rytmeboks (beatbokser?). I stedet blev det en akustisk intimkoncert med nærvær.
- John Dear Mowing Club (NL) — skulle have været elektrisk forstærket country i meget mørk stil. I stedet blev det en akutisk koncert med country i meget mørk stil. Sikkert ikke den store forskel, men når man ikke har mikrofoner til at råbe publikum op, så bliver stemningen så meget mere intens.
- Daedelus (US) — da vi efterfølgende researchede hans musikalske CV, viste det sig at han er pioner på den sammensætning af elektroniske dimser (Monome & Max/MSP på Mac), han optrådte med. Uanset den status, så var hans koncert noget larm. Manden var helt klart dygtig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spillede for? Publikum eller sig selv?
Fredagens koncerter:
- The State, The Market and The DJ (DK) — Ridehuset åbnede med TStMtDJ, der spillede en blanding af progressiv rock á la Sigur Rós og så noget længselsfuld amerikansk folkemusik. Det var en meget smuk og rolig måde at komme i gang på.
- Bodebrixen (DK) — Bodebrixen spillede på P3-scenen, hvor de fik startet en fest med deres umiskendelige nik til 80’ernes festmusik og til danske Superheroes. Glad, ubekymret pop af en ret gennemsnitlig karakter. De sagde ikke mig det helt store.
- Er de sjældne (DK) — en koncert, der startede som en lydprøve. Dørene blev åbnet mens der stadig blev prøvet mikrofoner og højttalere. Er De Sjældne er et sammenrend af mere eller mindre kendte danske kunstere. Digteren Lone Hørslev skriver teksterne, som ligger til grund for de meget vokalbårne arrangementer. Hvis du har lyst til digte med akkompagnement, så kan de anbefales.
- Helene Blum & Harald Haugaard Band (DK) — Hun er en dygtig dansk sangerinde (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dygtig violinist med sit eget folkemusikorkester. Det var i mine ører langt mest interessant at høre folkemusikken uden den polerede og ufarlige Helene Blum. Harald Haugaard og band er dygtige spillemænd.
- Emiliana Torrini (FO) — På dette tidspunkt om fredagen, var vi efterhånden blevet grundigt trætte. Så trætte, at Musikhusets Store Sals meget bløde sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske sangerindes koncert. Hun sang nu meget fint, men ingen af numrene sagde os det helt store.
- Mike Sheridan (DK) — en af Danmarks mange unge kunstnere, der allerede i en tidlig alder har gjort en fin karriere og solgt en del albums. Som forventet, så var hans koncert ret triviel — det er sjældent spændende at se elektroniske musikere live. Han spillede dog en koncertudgave af en kommende single, hvor Mads Langer synger og spiller klaver. Desværre har jeg lidt mistet interessen for hans instrumentale lyd og vil egentlig hellere høre ham lave noget mere med sang på.
- Electrojuice (DK) — disse tre unge gutter har også fat i den lange ende af den danske elektroniske musikscene. De kan deres musikalske kram og spiller op til dans i tidens musikalske trend: dub-tech-house med masser af energi! En god koncert at gå i seng på.
Lige en enkelt spørgsmål til Spot-festivalens arrangører: Hvorfor kan man ikke købe frugt og grønt på festivalpladsen? Det ville være fantastisk lækkert at kunne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sulten i stedet for øl, hotdogs og pizzaslices.
Nå, videre med lørdagens koncerter:
- Music for Modern Man (DK) — en konstellation af musikere fra andre bands, der havde lyst til enten at være mere i rampelyset — eller bare lave noget, der havde mere karakter af legestue. På den gode måde. Desværre var deres forsanger, Asger Tarpgaard fra Superheroes og Private, influenza-ramt og på penicillin, men koncerten livede heldigvis voldsomt op, da skotten The Steve Kelly fik overdraget mikrofonen i et par numre. Yay, Steve Kelly!
- The Green Lives (DK) — spillede 3–4‑5-stemmig guitarpoprock. De er fra Århus og har ikke fanget mit øre. Det var lidt for ensformigt i blot 40 minutter. Pænt, men ikke spændende.
- Jørgen Teller / Lars Skinnebach (DK) — uha, her kommer vi til Spot-festivalens afstikker rent genremæssigt for mit vedkommende. På Lyd+Litteratur-scenen var der spoken word / noise efter kunstnernes forgodtbefindende. Der havde været omkring 30 mennesker igennem lokalet, da “koncerten” blev afsluttet med kommentaren “Pour-qoui pas?”. Sammen med Niels Jazznyt Overgård, var jeg en af de eneste, der blev siddende til den bitre ende. Det virkede mest af alt som om deres optræden gik ud på at larme mest muligt, så man kunne høre mindst muligt at digtet. Skingre effekter og knitren fra en lommeradio var de primære instrumenter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på forhånd samt om det er meningen, at man ikke skal kunne høre hvad der bliver læst op?
- Deodato Siquir & Balanco (DK) — Jazzkoncert med afrikanske under- og overtoner. Her emmede musikken af livsglæde og lyst til at danse. Fint-fint, hvis man er til moderne jazz.
- Must Go Radio (DK) — jeg var desværre mere opmærksom på min sidemand til denne koncert. Han burde have fået titlen som “Spot 2009s værste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han festede for hele salen. Han svarede inden koncerten velvilligt på konferencierens tåbelige quizspørgsmål om bandet og undervejs råbte, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sødlig lugt fra hans gennemvåde uldtrøje. Øv, for den.
- Brum from Denmark (DK) — danske August Engkilde og co. spillede op til jazz-inspireret elektronisk fest og fik sveden til at drive. Jeg nød at få lov til at danse med. Tak for den gratis CD, August!
- Jarle Bernhoft (NO) — en forunderlig stemme gemt i en lille norsk musiker. Han samplede sin guitar og brugte den til både at spille trommer, bas og rytmeguitar til hans egen funk/soul-musik. Det var fantastisk og vi har allerede bragt videoer fra Spot. Wow.
- N*Grandjean (DK) — sangskriveren fra det danske band Luke, Nikolaj Grandjean, havde taget et par gode kammerater med og så gik der næsten lejrbålsstemning i den. De sang og spillede smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 mennesker i salen følte jeg, at de spillede lige præcis for mig. Jeg håber, at resten af salen havde det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
- Baskery (SE) — Efter at forsinkelsen i Musikhusets Lille Sal bare var blevet større og større hen over dagen, så endte det nu med, at aftenens sidste band kom i gang næsten en time forsinket. De spillede til gengæld med stor ivrighed for at holde os vågne. Baskery spiller country med Girl Power. Altså ægte Girl Power. Ikke den dér tyggegummi-candy floss-vammel-nutte-søde variant som Spice Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med stegepanden i hånden og et halmstrå i kæften. Og kommer du for sent hjem, så kan du sove hos grisene. De har turneret i USA og amerikanerne er tilsyneladende vilde med dem. Det er svært at være andet, når musikken samtidig fortæller en historie og er musikalsk og velspillet. Lyt til dem, hvis du får muligheden.
Jeg vil lige runde indlægget her af med en video fra Music for Modern Man. Det er nummeret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der vækkede os lørdag lige over middag, da vi sad på 5. række i Musikhusets Store Sal.
Videoer fra Spot 2009
Her kommer der lige en række videoer fra to af de sidste tre koncerter, vi var til på Spot 2009. Det drejer sig om Jarle Bernhoft, der åbenbarede en fantastisk soulstemme og en utrolig funky guitar. Vi sidder på 2. række og lytter til koncerten. Lige umiddelbart til højre for fotografen her.
Og sidste koncert på Spot 2009 Lille Sal i Musikhuset var Baskery fra Sverige, der spillede en ordentlig omgang beskidt country.
Disse svenske piger forstod at give Girl Power en helt ny og meget mere nordisk betydning.
Vi sad ved siden af en fotograf (man kan se ham i forgrunden i de to Jarle Bernhoft-videoer) og håber, at hans videoer også snart kommer op. Det var en udsending fra ArtTalents.com, som også har en Youtube-konto.
En ny kunstform — Kutiman laver pladen ThruYOU
I løbet af de sidste 2 uger har Kutimans pladeprojekt ThruYOU været en tur igennem blogosfæren. Han har nemlig lavet et fænomenalt stykke musikalsk samplearbejde. På YouTube har han downloadet en masse videoer og snuppet stumper fra dem, som han derefter har brugt til at lave henholdsvis lyd og billedside til EP’en ThruYOU. Albummet består af 7 numre i stilarten dub og breakbeat.
Hans album beskrives som en ny kunstart — en ret stor udtalelse, synes jeg nok. Ganske vist har det sandsynligvis været et stort arbejde at klippe og klistre i det store udbud af video på YouTube, men grundlæggende gør han ikke andet end DJs og hip-hop-producere har gjort de sidste 25–30 år: Finder stumper, der lyder lækkert sammen og sætter det derefter sammen til noget nyt.
Kutiman bruger med andre ord både lyd- og videosamples som grundsubstans i stedet for blot at bruge lyd. Hans helt store bedrift består dog i at bruge samples, der stammer fra en art Open Source-katalog, YouTube. Han bruger andre menneskers kreative kræfter og bygger derefter ovenpå. At stå på skuldrene af — fremfor at stjæle andres kreative arbejde. Og det er utroligt, hvad der kan findes af musikstumper derude, når alle YouTube-brugere har mulighed for at levere råmateriale til pladen.
Hvad enten man kan lide musikstilen eller ej, så vil jeg sige, at Kutiman skal have ros for det store musikalske klistrearbejde, der er foregået. Han har virkelig et godt rytmisk øre — hvilket jeg gerne vil demonstrere ved at give dig muligheden for at høre nummeret I’m New fra pladen Thru You.
Læs mere om Kutiman på hans MySpace.
via Boing Boing Gadgets, Procrastineering, LabConfidential og Dansk Dynamit.
Opdatering: Man kan downloade ThruYOU via Bittorrent — nogen har taget sig tid til at downloade videoer og rippe lyden. Tak for det.
Upside of Anger er en overraskelse
Vi pakkede plastikken af en af de DVD-film, der står i vores filmhylde. På dansk hedder den Det Ku’ Ikke Være Bedre men på engelsk hedder den Upside of Anger. En meget bedre og mere sigende titel.
Filmen handler om en midaldrende kvinde, Terry Ann (spillet af Joan Allen), der har fire unge eller voksne døtre. I starten af filmen erfarer vi, at hendes mand har forladt hende — sandsynligvis med hans svenske sekretær. Vor hovedperson bliver nu en bitter, aldrende kvinde, der ved hjælp af drinks og galde holder smerten fra døren. Hun bærer følelserne og smerten udenpå, ligesom døtrene også gør det. Det udløser naturligvis en lang række konflikter.
Undervejs i dette drama får een af døtrene, Andrea — kaldet Andy, et job på en lokal radiostation, hvor produceren Shep (spillet af instruktøren Mike Binder) ansætter hende og kort efter bliver kæreste med hende. Shep er over 40 og Andy er 20 år yngre. Det huer naturligvis ikke Terry at se hendes unge, dygtige datter arm i arm med en selvglad sjover der er dobbelt så gammel.
Filmen viser sig — udover den dramatiske ramme — at rumme en række komiske indslag, hvor vi tilskuere er nødt til et grine af Terry og hendes ulykke. Det viser sig imidlertid også, at Terry har en stærk indre kraft, der får hende til at behandle ulykkerne både i drømme og i dagslys.
Vi mærker og ser Terrys stærke frustration, da hun overrasker Shep og Andrea i seng sammen og det går op for hende, at datteren ikke blot holder i hånd og går i biografen med manden.
Sekundet senere spiser familien aftensmad (Kevin Costner spiller Terry Anns nye ven) og her kommer filmen til et vendepunkt, da der pludselig bliver brugt helt andre virkemidler end vi regner med. Se selv med nedenfor. Og prøv at overbevise mig om, at du havde forudset den drejning.
Filmen kan anbefales. Jeg vil nok give den. 4 ud af 7 stjerner for historien men en enkelt stjerne mere for udførslen. Mike Binder får fortalt en film, der for os til at tænke over vor egen indignation og antagelser om tingenes sammenhæng.
Ting, der ikke passer sammen
Dette indlæg er kraftigt inspireret af Uffe Stenstrops tilbagevendende indlæg med titlen “5 ting, der ikke har noget med hinanden at gøre”. Hans links er som regel enten underholdende, tankevækkende, flotte, musikalske — eller flere af disse på samme tid. Og jeg plejer at synes, at de er spændende.
Derfor bringer jeg her den første liste over Ting, der ikke passer sammen. Med mindre, naturligvis, at man hedder Ulrik Høyer Kold og synes, at alle disse ting er spændende. Så passer de jo meget godt sammen.
- En jazzet cover-udgave af Don’t Stop the Music. Originalen synger Rihanna. Jeg fandt The Bird & The Bee via Spinner’s Clash of the Cover Songs.
- The Boston Globes samling af billeder af Jorden set fra himmelen. Jeg kan ikke bestemme mig for, hvilket af billederne, jeg synes bedst om. Billederne minder mig om Jan Kofod Winthers bog Himmelskud.
- Hvad kan man fange i en fladgrube?
- En smuk video med alle ændringer i OpenStreetMap i 2008. Jeg fandt linket via Information Aesthetics.
- En soldat fra Star Wars på afveje. Er billedet redigeret? Eller har han en dragt på?
Hvis du har tips til sider, kommentarer eller andet, så er du velkommen til at lægge en kommentar.
World of Goo til Wii ser fedt ud
Den anden dag sad jeg og læste mig igennem stakken af nyheder på Wiinyt.dk og fandt en omtale af spillet World of Goo, som jeg synes ser superspændende ud.
Det er et puzzlespil med en fysisk dimension i den forstand, at det drejer sig om at få en række klistrede klatter til at holde en konstruktion sammen i kamp mod tyngdekraften indtil man kan opfylde hver enkelt banes mål: at få samlet de små klistrede slimklatter op i en slags støvsuger.
Det lyder måske ikke så ligetil — og det er det vist heller ikke. Udfordringen består naturligvis i at rage fri af forhindringer og tænke sig om inden man hovedløst kaster sig ud i opgaven. Se selv videoen her nedenfor.
Spillet har scoret ganske godt i anmeldelserne rundt omkring: 94/100 hos Metacritic, Nintendo Wii Fanboy har givet spillet 9.5/10, Very Good hos Popzara og 9.0/10 hos Gamespot. Det ser jo alt sammen meget lovende ud.
Spillet er tilgængeligt til både Mac og PC udover Wii. På Wii koster det 1500 Wii point (svarende til 15$), så måske har det noget med spillets score at gøre: at den billige pris giver meget underholdning for pengene og derfor belønnes med en høj karakter. Anmeldelserne lyder nu rimeligt enige om, at det her er et veltænkt og udfordrende spil, så jeg tror nu nok, at spillet skal være 1500 Wii point værd.
Jeg har i hvert fald tænkt mig at købe spillet, når jeg igen kommer i nærheden af vores Wii.
En demonstration af BeatBearing og C3 Loops fra NordiCHI 2008
Peter Bennett, som jeg tidligere har omtalt (se nedenstående henvisninger), har lige udgivet et par videoer fra NordiCHI 2008. Den ene video er hans optagelser af Rikard Lindells DJ og VJ-applikation C3 Loops, der vha. cirkulære fingerbevægelser kan zoome ind og ud på det tilsyneladende uendeligt store “skrivebord”/miksermiljø. Jeg brugte en del tid på at lege med C3 Loops. Det virker fedt og overbevisende og ikke mindst så inviterer det til at undersøge, hvordan brugeren arbejder med et uendeligt stort arbejdsområde i modsætning til det, vi kender i dag fra både MacOS, Windows og de Linux-grænseflader, jeg kender til.
C3 Loops demo at NordiCHI’08 from Peter Bennett on Vimeo.
Men det virkeligt interessante — set fra et selvforherligelsesperspektiv(!) — er at Peter også har klippet en lige godt 4 minutter lang film sammen, hvor man kan se Anders Mikkelsen, Rikard Lindell og jeg lege med og diskutere BeatBearing.
Det er helt tydeligt at se, hvordan BeatBearing kan være med til at gøre elektronisk musik til en langt mere legende oplevelse. Vi forsøger endda (tilsyneladende) at genskabe New Orders superhit “Blue Monday” vha. BeatBearing. Kig med, grin med og leg med.
BeatBearing interactive demo at NordiCHI’08 from Peter Bennett on Vimeo.
Se videoen af mig, der spiller på BeatBearing [via Pete’s Sonic Art Research Blog]