Jeg lovede i går, at jeg ville fortælle en forfærdelig historie om Ryans polterabend. Det bliver en lang og tragisk historie.
Jeg mistede ganske simpelt min vielsesring under dagens festligheder. Jeg opdagede ikke engang, da det skete. Det gik først op for mig en times tid efter, at det var sket — har jeg kalkuleret mig frem til ved hjælp af billederne og almindelig snusfornuft. Og væk, det var den. Pist. Væk.
Det føles forfærdeligt, når ringen lige pludselig ikke er på sin plads længere. Historien om, hvad der skete er meget simpel. Vi havde brugt det meste af dagen på at køre go-cart, spise (franske) hotdogs på Kongens Nytorv, deltage i små konkurrencer, synge karaoke på Sams Bar og ikke mindst på at traske rundt på Strøget, da vi til sidst nåede ud til Høvelte kaserne, hvor Mikael arbejder.
Sams Bar er det sidste sted, hvor jeg med sikkerhed kan sige, at jeg har set ringen. Den kan ses på et eller flere af de billeder, der er blevet taget derinde. Nå, tilbage til opsummeringen af eftermiddagens og aftenens aktiviteter.
Da vi kom til Høvelte kaserne var der stadig et stykke tid til maden var helt færdig, så derfor ville vi lige tage en omgang touch football. Det er sådan en variant af rugby eller amerikansk fodbold, hvor det ikke går så hårdt for sig. Blot man med sikkerhed rører modstanderen, så stopper spillet. Ganske hyggeligt og en god fysisk afslutning for 10 ungersvende, der muligvis har indtaget en (u)passende mængde alkohol.
Når man spiller touch football, så svinger man gerne en del med hænder og arme og bevæger sig en del rundt uden nødvendigvis at tænke over om smykker og andre legemsdele stadig befinder sig dér, hvor de burde.
Da vi bliver færdige med at spille efter en halv times tid, går vi ind til maden og begynder at tage for os af de grillstegte retter. Det smager dejligt og snakken går, som den nu gør, når førnævnte halvberusede ungersvende får noget mad. Vi snakker og spiser og spiser og snakker i en times tid og maden smager dejligt.
På et tidspunkt vil jeg stolt fremvise min højre ringfinger med et styk Organic Large vielsesring fra Guldsmed Ghita Ring og holder hånden op i luften. Min samtalepartner griner lidt og siger “ja, du viser fingeren frem, men der er altså ikke noget på den.” Jeg opdager til min rædsel, at han har ret. Fingeren er tom. Jeg har netop skiftet tøj og har også kort forinden været på toilet, så jeg skynder mig naturligvis at gennemsøge alle lommer og ikke mindst papirkurven på toilettet for at se, om ringen skulle være faldet af i et øjebliks beruset uopmærksomhed.
Da det står klart, at ringen ikke umiddelbart er at finde indendørs, hvor jeg har opholdt mig, så går eftersøgningen videre udenfor. Halvdelen af festen er nu også mobiliseret i jagten på det lille guldsmykke. Vi går omkring i mere eller mindre ordnede mønstre og finkæmmer den umådeligt store græsplæne, vi forinden har brugt som boldbane. Da solen synker lavere og lavere og himlen bliver mørkere forlader vi plænen igen. Jeg må med sorg konstatere, at vi ikke har fundet min vielsesring.
Jeg giver dog ikke op endnu og gennemgår tasker, lommer, stole og rygsække een gang til inden jeg med en kedelig vished må gribe telefonen og fortælle Malene, at jeg har mistet symbolet på vores ægteskab. Kedelig situation at stå i, vil jeg lige sige. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så bundulykkelig.
Mikael og Troels lover mig dog, at de nok skal gøre et ihærdigt forsøg på at gennemsøge plænen med en metaldetektor så snart de har tid. Det løfte holder de også i løbet af de næste dage — efter at tømmermændene har lagt sig — men stadig uden held.
Personligt mistænker jeg den store flok kragefugle, der har hjemme lige over græsplænen for at have stjålet ringen. Jeg er sikker på, at den nu ligger trygt og godt i en bunke tyvekoster i toppen af et træ på Høvelte kaserne. Forbistrede tyvekræ.
Jeg har endnu ikke købt eller bestilt en ny ring, “for tænk nu, hvis…” — hvem ved, om ringen lige pludselig dukker op i morgen eller allerede i næste uge. Men ligesom med politiet, så er jeg klar over, at jo længere tid der går fra noget (eller nogen) bliver væk, jo mindre er sandsynligheden for at finde det igen. Jeg må jo nok snart gå den tunge gang ned til Dauf & Pede for at få et nyt eksemplar. Øv.
Måske kan det så lære mig at sørge for, at ringen passer til fingeren. Næste gang.
