Udgivet den

Det gode vejr forhindrer blogging

Når det er godt vejr, så er det svært at tage sig sam­men til at skri­ve et blo­gind­læg.

I dag er den før­ste aften i den­ne uge, hvor vi ikke har sid­det ude og gril­let sam­men med ven­ner eller nabo­er. Man­dag aften var vi i Røj­klit Havn for at gril­le med Fjord­net. Vi var godt for­blæ­ste, da vi kom hjem, så det var sjove­re at læg­ge sig under dynen end at sid­de og skri­ve blo­gind­læg.

Tirs­dag aften var det jo Sankt Hans aften og vi var sam­let med ven­ner i Søn­der­vig. Vi kom først hjem op mod kl. 23, da vi hav­de fået en kop kaffe/te og noget for­trin­lig tri­fli (sig det tre gan­ge hur­tigt efter hin­an­den: “for­trin­lig tri­fli-for­trin­lig tri­fli-for­trin­lig tri­fli!”). Dynen trak mere end et blo­gind­læg.

Ons­dag aften var det vores egen grill, der blev tændt op og lagt til ret­te i går­den. Vi ban­ke­de på hos nabo­er­ne og fik sel­skab til solen var for­s­vun­det bag hus­ta­ge­ne og skyg­gen blev lidt for kold.

Der­for er det først i aften, der bli­ver over­skud til at blog­ge. Gad vide om vi snart må erken­de, at “et blo­gind­læg om dagen” snart er gået fløjten?

I mor­gen er det Male­nes fød­sels­dag (“hur­ra, hur­ra, hur­raaaaa!”) og der er som­mer­fest hos Ørskov Grup­pen, så da er vi hel­ler ikke hjem­me.

God mid­som­mer, i øvrigt!

Udgivet den

Vi er på nettet igen

Hej Ver­den!

I efter­mid­dags lyk­ke­des det os at kom­me på net­tet igen. Det ver­den­s­oms­pæn­den­de Inder­næd, alt­så.

I går rin­ge­de jeg og tal­te med TDC Sup­port for at få dem til at hjæl­pe mig, da der til­sy­ne­la­den­de ikke var liv igen­nem fra rou­te­ren og til tele­fon­kab­let. Jeg lave­de en afta­le med den rare TDC-sup­por­ter (som det viste sig, at jeg hav­de gået i fol­ke­sko­le sam­men med!) og i mor­gen tid­lig skul­le der være kom­met en TDC-tek­ni­ker.

Det viste sig imid­ler­tid at være fuld­stæn­dig unød­ven­digt for efter at have sys­let lidt med rou­te­ren og der­ef­ter ladet den stå og hvi­le nat­ten over (alt­så rou­te­ren), så vil­le den plud­se­lig ger­ne være med til at ser­vi­ce­re os med net­værk. Meget mystisk, når der nu i går var abso­lut mini­malt tegn på liv.

Under alle omstæn­dig­he­der bety­der det, at vi nu kan begyn­de at blog­ge mere regel­mæs­sigt igen. Og der er skam sket noget at blog­ge om. Læs med her på blog­gen!

Udgivet den

Kære Dagbog…

Vi har jo valgt at skri­ve et blo­gind­læg om dagen, hvil­ket bety­der, at vi hver skal skri­ve et ind­læg hver anden dag.

I den­ne tid er jeg rime­ligt hængt op arbejds­mæs­sigt, så det kan være ret svært at sæt­te sig ned og tæn­ke kre­a­ti­ve tan­ker og lave inspi­re­ren­de ind­læg.  Sæt­nin­gen:

“Åh, det er min tur til at skri­ve blo­gind­læg i dag!”, efter­fulgt af et: “Hvad skal jeg dog skri­ve om?!”

…er røget ud af min mund nog­le gan­ge efter­hån­den. Jeg kun­ne da også bare skri­ve en mas­se ind­læg, som kun­ne lig­ge og ven­te. Men sådan er jeg ikke ind­ret­tet. Jeg vil ger­ne skri­ve dag­bogsind­læg. For­tæl­le hvad jeg har ople­vet eller lavet. Det er bare ikke altid, at ens hver­dag er det mest ophid­sen­de at for­tæl­le om. Og det er begræn­set, hvor per­son­lig jeg har lyst til at være her på blog­gen. Der­for kan det nemt bli­ve over­fla­disk…

Lidt rode­de tan­ker fra en pt. rodet hjer­ne…

Udgivet den

Nanoblogg er den nye mikroblog

Jeg ser en udvik­ling her, som er værd at gå vide­re med.

Først hav­de vi blog­gen. En lang stri­be ord — som regel sam­men­hæn­gen­de.

Der­ef­ter kom mikro­blog­gen. Den redu­ce­re­de mæng­den af ord til 140 tegn. Man kan sige utro­ligt meget med 140 tegn, hvis man tæn­ker sig om inden man skri­ver.

Nu er nanoblog­gen her alle­re­de. Her er vi begræn­set til eet ord. Et ord. Tag lige og brug plad­sen for­nuf­tigt. Det kan bli­ve en utro­ligt langstrakt dis­kus­sion, hvis. Vi. Kun. Må. Skri­ve. Et. Ord. Af. Gan­gen. Erfa­rin­gen viser dog, at det oftest er enten til­lægs­ord eller nav­ne­ord, der bru­ges. De bærer trods alt også mest infor­ma­tion.

Nu for­ud­ser jeg (og andre — @UffeStenstrop blandt andet) at næste skridt bli­ver en blog­form, hvor vi kan få lov at skri­ve et bog­stav. Lad os kal­de den pikoblog­gen (eller picoblog alt efter sprog­valg). Med pikoblog­gen bli­ver det meget, meget cen­tralt at over­ve­je, hvad det er, man har lyst til at sige. Og det kan ikke ude­luk­kes at ind­til fle­re af os euro­pæ­e­re vil begyn­de at lære kanji eller andre (fra vores syns­punkt og bred­degra­der) ekso­ti­ske alfa­be­ter for at kun­ne bru­ge skrift­tegn, der siger mere eller oven i købet lig­ner små teg­nin­ger og der­for kan bære mere betyd­ning. Et tegn er meget, meget lidt infor­ma­tion.

Men stør­rel­ses­be­teg­nel­ser­ne stop­per jo ikke ved piko. Vi har også en femto-for­sta­vel­se. Så hvor­for ikke lave en femtoblog? En blog­form, hvor vi har een bit per ind­læg. En bit. Et 0 eller et 1‑tal. Tænk over det. Hvor­når duk­ker piko- og femtoblog­gen op? Går der mere end 3 måne­der?

Jeg spår, at inden 2009 er omme, så har vi set eksemp­ler på beg­ge dele.

Gad vide, om det er godt tids­punkt at regi­stre­re picoblogging.com og femtoblogging.com?