Tilbage fra Spot Festival 2010

Spot Festi­val 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ørerne (næsten) er fal­det af.

I år benyt­tede jeg mig af min mobil­te­le­fon og Twit­ter til at rap­por­tere live fra festi­va­len. Det bety­der, at du kan finde en hel hånd­fuld bil­le­der fra Spot 2010 her på Moby­Pi­c­ture. Lad mig bare sige med det samme, at bil­le­derne ikke er ver­dens bed­ste kva­li­tet, men de kan da give et ind­tryk af, hvad jeg har oplevet.

I år var temaet for min Spot-kalender, at jeg ville høre bands, jeg ikke kendte, men som havde beskre­vet sig selv spæn­dende (set med mit per­spek­tiv) — og så ville jeg gerne have nogle “sikre” koncertoplevelser.

Det betød, at jeg i år nåede at se og høre føl­gende kunst­nere (i kro­no­lo­gisk orden):

• Mur­der — Jakob Bel­lens fra I Got You On Tape er den ene halv­del af Mur­der. Jeg har aldrig hørt Mur­der live, men har lyt­tet til et par melan­kol­ske og dunkle tit­ler fra deres bag­ka­ta­log. Det blev ikke dår­li­gere af at blive spil­let live og intimt på Archauz. En stille og rolig start på to dages festival.
• Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i bag­lom­men, så er der ret stor sik­ker­hed for et stort publi­kum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lys­hæn­der blev skuf­fede. Det gjorde jeg nem­lig — lidt. Jeg fik mere i samme stil — og det kedede mig i læng­den. Hvis jeg ikke kan holde en 40 minut­ters ud, så kan det vist ikke betale sig at købe hele pladen.
• Kill Screen Music — dette var ban­dets før­ste kon­cert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ildhu og spil­lede uhyre godt sam­men. Der var ikke en skæv tone og alle pau­ser sad præ­cist som de skulle. De skal nok få en god live-karriere, hvis I spør­ger mig. Og så var Kill Screen Music også et eksem­pel på den slags musik, der var rig­tig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melo­disk rock med keyboard/synth-elementer. Uden tvivl med inspira­tion direkte fra fir­serne. Om man så kan li’ det eller ej…
• Magnus fra Gaar­den — Nu begyn­der det at blive meget smalt og niche-orienteret. Jeg indrøm­mer blankt, at jeg ikke har den fjer­ne­ste inten­tion om at købe Magnus fra Gaarden’s CD. Men alene beskri­vel­sen “jazzens svar på Slipk­not”, gjorde, at jeg følte mig pres­set til at lytte til denne omgang Balkan-metal-jazz. Det var ener­gisk, medri­vende og utro­ligt stø­jende. Det var helt opløf­tende at se de dedi­ke­rede jazzmetal-musikanter rulle sig rundt på sce­nen i ind­følte soli og sam­men­spil­let livs­glæde. Tak for den kon­cert, skal I ha’, Magnus og venner!
• Ghost Society — her var der tale om ægte hype, hvis I spør­ger mig. Såvidt jeg kunne for­stå, var for­vent­nin­gerne til denne kon­cert tårn­høje — og de blev ind­friet hos de fle­ste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foun­da­tion” i beskri­vel­sen. Måske skulle jeg have læst lidt mere — for sjæl­dent har jeg ople­vet en mere indad­vendt kon­cert. Jeg har aldrig rig­tig lyt­tet til Det Elek­tri­ske Baro­me­ter og svæl­get i Welts­ch­merz og sand­syn­lig­vis der­for fandt jeg ikke Ghost Society sær­lig inter­es­sante. Nuvel, det var smukke melo­dier og der sad ikke en tone skævt, men — altså — jeg har da aldrig ople­vet, at der kun bli­ver sagt 4 ord til en kon­cert. Og publi­kum grinte lidt nervøst over de tre af dem. Jeg ople­vede et band, der aldrig nåede ud over sce­ne­kan­ten. Men det var der åben­bart andre, der gjorde. Hver sin smag — det er der­for, jeg kom­mer til Spot. For at opleve noget nyt og noget andet, end jeg ple­jer at høre.
• Stof­fer & Maski­nen — også her, var det et par P3-numre, der sendte mig ind i tel­tet. Og jeg havde også lyst til at gå igen ret hur­tigt. Men stæ­dig­he­den vandt og jeg blev til sid­ste bifald. Det var endnu engang en por­tion melo­disk rock med keyboard/synth-indpakning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyt­tede meget til radioen, når Stof­fer & Maski­nen blev spillet.
• Dokkedal/Dixen — Uh, nu star­tede festen! Lige plud­se­lig vendte humø­ret, da årets før­ste festi­va­l­op­le­velse med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner ende­lig oprandt. Jeg har (sta­dig) en svag­hed for glad, elek­tro­nisk base­ret musik, så det siger sig selv, at mine fød­der kom i omdrej­nin­ger og hove­det vug­gede til de tunge bas­ryt­mer fra de to DJs. Det var 40 minut­ters mas­hup– og sam­ple­leg, som blan­dede vidt for­skel­lige musi­kal­ske kil­der sam­men til en helt ny ople­velse. Essen­sen i den korte kon­cert var dub­step og hip­hop og det fik ener­gien op på Offi­cer­s­plad­sen. Det ene­ste, der ærgrer mig nu, er, at de tre smags­prø­ver, der lig­ger på Dokkedal/Dixens hjem­meside, ikke har samme høje fest­stem­ning, som det vi ople­vede i Århus. Dagens højdepunkt!
• Est­her Maria & the Song Horse — efter at have været til festi­val i omkring 8–10 timer og ople­vet en lang række kunstere, så er det som oftest en rar ople­velse at sætte sig ind i Musik­hu­sets Lille Sal og opleve singer/songwriter-kunstnerne opløfte deres melan­kol­ske røst. Est­her Maria er en dyg­tig san­ge­r­inde fra Holste­bro, som har slået sig på alter­na­tiv coun­try i ste­det for jazz. Det gør hun egent­lig udmær­ket — hen­des musik var bare en smule tam. Der var ikke rig­tig bid i den. Men måske er det fordi, jeg har en helt fan­ta­stisk erin­dring om sven­ske Baskery, der spil­lede samme sted sid­ste år. Jeg over­ve­jer ikke at købe Est­her Marias plade — men Baske­rys lig­ger sta­dig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musikken?

Og så på hove­det i seng. Det var listen og dom­men over fre­da­gens kunstnere.

Om lør­da­gen så og hørte jeg føl­gende (sta­dig kro­no­lo­gisk ordnet):

• Gram­mo­funch — Dagen star­ter endnu engang stille og roligt med Gram­mo­fun­chs under­læg­nings­mu­sik til en 37 min. lang stum­film. Fil­men kræ­vede en større fil­man­mel­derek­sa­men for at finde histo­rien, så den vil jeg und­lade at kom­men­tere ud over at skrive, at den var klip­pet meget lang­somt og sik­kert var meget smuk. Musik­ken var en omgang psy­ke­de­lisk rock-jazz, der i bed­ste Led Zeppelin-stil for­søgte at under­støtte bil­le­derne. Meget fint — men det vandt aldrig min interesse.
• Hunch Bet­tors i Karrierekanonen-blokken — dette unge og øjen­syn­ligt lovende band fra Holste­bro fik hele tel­tet til at juble. Jeg blev aldrig rig­tig bidt af dem til trods for at de havde både trom­pet og har­monika med i deres rock-ensemble.
• Slar­af­fen­land — Et dansk band, der ikke er sær­ligt kendt i Dan­mark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunst­nere ikke kan finde fod­fæ­ste i Dan­mark, men der­i­mod kan sælge mange pla­der og fyldte kon­cer­ter i udlan­det. Det får i al fald mig til at tænke, at hvis man er en talent­fuld dansk musi­ker, så må man ikke opgive håbet om en kar­ri­ere bare fordi man ikke kan sælge kon­cer­ter og pla­der i hjem­lan­det. Kon­tak­ten med de rig­tige men­ne­sker kan bringe en langt. Nå, det var kon­cer­ten, det skulle handle om. Slar­af­fen­land spil­ler avant­garde rock, der ikke for­sø­ger lette løs­nin­ger. Det var flot, avan­ce­ret, vel­kom­po­ne­ret musik, der også kom ud over sce­ne­kan­ten. Tak for en god kon­cer­top­le­velse til Slaraffenland.
• Annika Aakjær — jeg hørte denne kvin­de­lige Niels Haus­gaard før­ste gang for to år siden, da hun spil­lede en intim kon­cert på Ryt­misk Scene. Det var en meget bidsk, meget obser­vant og meget poli­tisk kon­cert. Annika Aakjær fik en del opmærk­som­hed for hen­des P3-hit, som førte til en plade og en plade mere og en del tur­neer. Jeg synes hun gør det godt — hun bru­ger sta­dig pau­serne mel­lem num­rene til at for­tælle en anek­dote eller sende en skarp bemærk­ning afsted inden hun spil­ler et num­mer, der har en rela­tion til det, hun lige har for­talt. Denne gang spil­lede hun i Store Sal med et “rig­tigt” rock­or­ke­ster. Det betød, at hen­des numre havde fået langt mere plads og langt større lyd. Jeg syn­tes egent­lig, at det var ærger­ligt, for jeg syn­tes ikke, at ban­det spil­lede helt fan­ta­stisk — og hen­des histo­rier behø­ver ikke meget akkom­pag­ne­ment. Jeg var ikke super­be­gej­stret for kon­cer­ten — men hen­des poin­ter var sta­dig superskarpe.
• Tre­molo Beer Gut — dansk sur­fro­cks ukro­nede kon­ger. Når først elgu­i­ta­ren er sat i sving, så stop­per festen ikke igen før Tre­molo Beer Gut er gået af sce­nen. Hvis man kan holde lyden af vibre­rende twang-guitar ud, så er det en liv­gi­vende ople­velse at lytte til disse fire drenge. De skå­ler (jævn­ligt) med publi­kum og hil­ser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spil­ler de musik som om de aldrig har bestilt andet. Herligt.
• Tho­mas Dyb­dahl — her var det nød­ven­digt at stå i kø i op mod en time før kon­cer­ten star­tede for over­ho­ve­det at få en plads. Og da dørene blev åbnet, var der lemming-agtigt storm­løb mod kon­cert­sa­len. Det nær­mede sig hysteri, men man kan godt for­stå, hvor­for inter­es­sen var stor. Tho­mas Dyb­dahl har en kæmpe fanskare i Dan­mark og det er sik­kert, at mange af dem var kom­met til Spot 2010 for at høre ham. Hans varme bløde stemme bød os vel­kom­men, da vi havde sat os til rette i Store Sal og der­ef­ter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før kon­cer­ten var slut. Når Tho­mas sagde “syng med”, så sang vi med. Når han for­talte os, at vi var det mest fan­ta­sti­ske publi­kum, så tro­ede vi på ham. Han optræ­der med en ydmyg­hed, der gør det umu­ligt ikke at bryde sig om ham. Wow. Han er god.
• Gin­ger Ninja — Et rock­band mere, der har fået key­bo­ards koblet til mik­se­ren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kunne løfte deres optræ­den op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg havde lidt samme for­nem­melse som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
• Tur­bowe­e­kend — Efter Gin­ger Ninja-koncerten skyndte jeg mig til den sid­ste kon­cert i Store Sal. Det var der også mange andre, der havde gjort, så jeg kom til at sidde helt oppe under lof­tet på bal­ko­nen. Det har jeg aldrig prø­vet før. Og jeg har hel­ler aldrig prø­vet at lytte til så ener­gisk musik i Store Sal. Tur­bowe­e­kend har bestemt for­an­dret sig meget siden jeg hørte dem på Offi­cer­s­plad­sen på Spot for et par år siden. Og de havde natur­lig­vis hele bag­ka­ta­lo­get med af gode, lyt­te­vær­dige hits. Inklu­sive en live-version af Trouble Is (Joker Remix). Wow, for en afslut­ning på Spot 2010.

Lør­da­gen slut­tede med et brag. Og vi gik hjem i seng, mætte af musi­kop­le­vel­ser og trætte efter at have gået, stået, lyt­tet og talt med gode ven­ner i to dage i træk.

Spot 2011 — vi ses!

Og så til dig, der ikke ken­der Trouble Is (Joker Remix):

Beardyman koger rytmer

Jeg bli­ver altid van­vit­tigt impo­ne­ret over hans human beatbox-evner…

Han kal­der sig Bear­dy­man — og jeg er så impo­ne­ret over ham, at jeg kun har taget mig sam­men til at finde ud af, at han også har et MySpace-site.

Åh, ja, og så er der flere videoer med ham på YouTube.

En hel uge med oplevelser

Vi har ikke været så gode til at over­holde vores nytårs­fort­sæt (men det er vel også i orden at glemme det, når man når over d. 15. januar?), så her kom­mer der lige en opsam­ling over den sid­ste uge, som har været begivenhedsrig.

Sid­ste tirs­dag havde vi klan­møde med Klan Waingunga her hos os. Det var en hyg­ge­lig aften med dis­kus­sio­ner om logo, hjem­meside og Facebook-gruppe. Der­u­d­over havde vi natur­lig­vis sør­get for hjem­me­bagt brød med mas­ser af ker­ner. Næste klan­møde bli­ver først på den anden side af sommerferien.

Sid­ste ons­dag var vi ude at løbe en aften­tur til Køb­stadslø­bet i Skjern. Det var en tur på 7,5km (ryg­terne siger 7,8km — men det er kun ryg­ter), der havde til­truk­ket næsten 1200 del­ta­gere. Malene følte sig han­di­cap­pet og over­ho­ve­det ikke klar til løbet, da hun sta­dig var øm i benern’ efter man­da­gens løbe­tur. Jeg lærte til gen­gæld en vig­tig lek­tie: Når man skal løbe, skal man have løbe­sko på. Mine sko stod nem­lig fint på hyl­den hjemme i Ring­kø­bing, og det opda­gede jeg først, da vi kørte forbi byskil­tet til Skjern. Jeg var imid­ler­tid stæ­dig og løb turen i mine ita­li­en­ske gum­misko med mas­ser af vab­ler til følge.

Det til trods, så blev tiden alli­ge­vel helt hæder­lig: Malene løb turen på 45:37 (6:04min/km) og og jeg løb turen på 40:02 (5:20min/km). Vi del­ta­ger nok igen næste år — hvis løbs­ar­ran­gø­rerne kan garan­tere, at vi vin­der en nit­te­præ­mie på deltagernummeret.

Fre­dag havde vi begge fri og nød hin­an­dens sel­skab. Om afte­nen var vi igen for­e­nings­ak­tive og havde for før­ste gang helt alene en bio­graf­vagt hhv. i kiosk og bil­letsalg. Bio­gra­fen viste Nat på museet 2 og der var 13 beta­lende gæster til fore­vis­nin­gen. Det kan vi godt gøre igen en anden gang — det er helt hyg­ge­ligt at være i bio­gra­fen på den måde. Efter fil­men gik vi på Hotel Ring­kø­bing og købte en kop cho­ko­lade med dagens kage, æble­kage med cho­ko­krym­mel og crème fraî­che. Der mødte vi så en af mine grand­fætre, Ras­mus, der er tje­ner på hotel­let i som­mer­pe­ri­o­den. Uven­tet, men hyggeligt.

Lør­dag tog vi så til Ålle­ren (Aal­borg, for de uind­viede) for at høre Balstyrko spille på Stu­den­ter­Hu­set. Sti­li­ko­net og musik­man­den Ken­neth Bager var opvarm­nings– og afkølings-DJ. Inden kon­cer­ten spi­ste vi på Mad Donna på Vester­bro i Aal­borg. Det var god mad og god betjening.

Lør­dag efter­mid­dag gik vi en lang tur ved Nymølle Bæk, hvor jeg blev fan­get af en sko­v­flåt. Den bed sig fast og ville ikke give slip igen før vi fandt en pin­cet frem dagen efter.

Søn­dag drog vi afsted mod Ring­kø­bing igen for at gøre vores EU-borgerpligt og stemme til Euro­pa­par­la­mentsval­get. Fol­ke­tin­get havde ved­lagt en bonus-afstemning. Det lig­nede mest af alt et kære­ste­brev — dog mang­lede “Måske”-feltet. Det brugte vi det meste af man­da­gen til at komme os over.

Tirs­dag bragte så ugens kuli­na­ri­ske høj­de­punkt. Jeg havde impuls­købt to hele skrub­ber hos Frisk Fisk og ikke over­ve­jet nær­mere, hvor­dan de skulle til­be­re­des. Så vi måtte have gang i “Den klas­si­ske køk­kenskole” for at lære at filet­tere og flå flad­fisk (sig det tre gange hur­tigt efter hin­an­den!) — dog ikke på samme tid. Vi star­tede med at være to mand om at flå en flad­fisk (sig DET tre gange!) med både groft salt og viske­stykke. Det endte med, at der var halv­de­len af fisken til­bage, da begge sider var flå­ede. Der­ef­ter kom turen til skrubbe II. Den blev “bare” filet­te­ret med møje og omhu. Vi er glade for, at vi har prø­vet af flå og filet­tere inden vi væl­ger at melde os til en Robinson-ekspedition. Og mad sma­ger som bekendt bedre, når man selv har “ned­lagt” den.

I dag har vi grint af maski­nover­sæt­tel­ser fra Google Trans­late. Malene havde mod­ta­get et udkast til en pres­se­med­del­else, der var ble­vet maski­nover­sat til engelsk fra dansk med bl.a. føl­gende for­mu­le­rin­ger til følge:

Have the par­ti­ci­pants not typed num­ber you can go into the enrol­l­ment system and taste it.

…there are refres­h­ments and com­pe­ti­tions for both chil­dren and adults, who have come into goals or for those who have come to che­e­ring and look at.

Tak for gri­net, Google Translate.

Vi har sejlet på Ringkøbing Fjord

I dag har bragt en stor ople­velse til os. Vi har prø­vet at sejle på Ring­kø­bing Fjord.

I dag var der “tema­dag” i Ring­kø­bing og temaet var “Til lands, til vands og i luf­ten”. Med sådan et tema kan man jo til­lade sig hvad som helst, så det var lige præ­cis, hvad der gik for sig. På tor­vet star­tede Ring­kø­bing Big Band som­mer­sæ­so­nen med en flot kon­cert mens hjem­me­vær­net stolt viste deres halvau­to­ma­ti­ske rif­ler med kik­kert­sigte og andet grej frem.

Vi valgte nu at gå efter en ople­velse til vands og stil­lede os der­for op i kø til en sejl­tur. Efter en smule ven­te­tid fik vi en red­nings­vest på, og så gik turen ellers ud i fjor­den i en speedbåd.

Sådan ser det ud, når to kon­tor­mus får vind i håret.

Vi får vind i håret på spid­sen af en speedbåd

Malene med et smør­ret smil og vind i håret

Og vi var ikke de ene­ste, der nød det fan­ta­sti­ske pin­se­vejr på Ring­kø­bing Fjord.

Mas­ser af tra­fik på Ring­kø­bing Fjord.

Vi var ikke de ene­ste, der nød det gode vejr til søs.

Der var også sejl­både på fjorden.

Bemærk i øvrigt, at det er byens trom­mende ung­dom, der også sej­ler. Her et bil­lede fra ‘Musik i byens gader 2009′.

Musi­ker og sej­ler — det er en sorg­løs ung­dom i Ringkøbing.

Malene siger, at vi er nødt til at have en båd, når vi bor helt ude ved fjor­den. Så er det godt, at der lige er givet los for SP-opsparingerne. Hvor er mine spendérbukser?

Spot 2009 — en kort opsummering

Fre­dag og lør­dag på Spot 2009 gik i et for­ry­gende tempo. Vi hørte en masse musik, så en masse kunst­nere, snak­kede med en del ven­ner, drak et par øl, havde nogle gode kon­cer­top­le­vel­ser, havde et par dår­lige kon­cer­top­le­vel­ser, mødte nye bekendt­ska­ber (jeg taler om dig, Niels “ Jazz­Nyt” Over­gård), og slut­tede lør­dag aften af med tre dej­lige kon­cer­ter på Singer/songwriterscenen. Det var Jarle Bern­hoft, N*Grandjean og Baskery, som endte med at toppe Spot 2009 helt af for os.

Søn­dag tog vi hjemad mod Ring­kø­bing igen og slap­pede helt af med en video­film, en lur i sofaen og tunsa­lat til aftens­mad. Tak for i år, Spot!

PS: Måske kom­mer der mere om Spot 2009, når vi lige får sam­let alle indtrykkene.

Spot 2009 — en torsdag med op– og nedture

Ret­telse: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op– og ned­t­ure”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­tede Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måtte vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at blive checket ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slutter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kendte først-til-mølle-princip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­dende i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skulle starte hele festi­va­len. Da vi nåede frem til døren og ville ind i Musik­hu­sets Store Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spille sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skulle have en lille blå bil­let, da vi ikke havde købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måtte vi stille os i kø efter en lille blå bil­let for at komme ind.

Det skyl­des, at der var solgt for mange enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne havde de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måtte igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Store Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var flere blå bil­let­ter, så vi måtte opgive at komme ind i Store Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­tede først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­feen. Det var tre timer ekstra at fordrive…

Efter en del van­dren frem og til­bage i Århus’ gader endte det med, at vi satte os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaffe ind­til vi beslut­tede os for at gå tid­ligt ned på Musikca­feen for at være sikre på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­mede reg­nen på taget og dryp­pede ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fatalt for pla­nerne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desværre kun et af de annon­ce­rede bands, der havde ønsket at spille et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­feen og hørte Bird, der spil­lede 4–5 vel­o­p­lagte numre.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­gere har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slået sig på folkpop. Der var tre i det lille band: 2 cel­li­ster og en herre, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis havde hun publi­kum i sin hule hånd fordi vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­lede og gri­nede og opfor­drede os til selv at lave flere ryt­mer alt imens hun for­talte hvor­dan alle peda­lerne og dim­serne på sce­nen skulle have været brugt til at lave en masse effek­ter på num­rene. Og vi åd det råt. Hun char­me­rede sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik flere gange stå­ende bifald efter numrene.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også havde lyst til at spille aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med klare refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­rede sig også igen­nem på strå­lende vis og fik os alle sam­men til at skråle med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lille smule opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rerne at frem­skaffe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kunne spille sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-sample-mashup-helvedesfest hvor han tryk­kede og klik­kede løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­velse end vi havde for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sagde pænt god­dag til øregangene.

Vi valgte at for­lade kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vejen hjem gik vi og over­ve­jede, om både Bird og John Dear Mowing Club burde over­veje at skifte til ude­luk­kende at spille aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­tere på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det samme. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­elle Spot-program med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…

Klar til Spot 2009 — næsten da

Nu er jeg næsten klar til at tage til Spot 2009 i Århus. I går læste jeg alle beskri­vel­serne af de bands, der kom­mer og spil­ler på Spot 2009. Jeg satte omhyg­ge­ligt kryd­ser ud for alle de bands, der vir­kede inter­es­sante og kunne ret hur­tigt kon­sta­tere, at der igen i år var alt for mange spæn­dende navne til at jeg kan nå at høre dem allesammen.

Listen over bands, jeg håbede på at kunne få mulig­hed for at høre kom­mer her. Links til band­bi­o­gra­fi­erne kan du finde på www.spotfestival.dk. Jeg orker ikke at skrive dem alle sam­men ind her.

• Gin­ger Ninja
• Er de sjældne
• Cours lapin
• Butz­back
• The Bro­ken Beats
• Electro­ju­ice
• I Got You On Tape
• Hanne Huk­kel­berg
• Trolle//Siebenhaar
• Emi­li­ana Torrini
• Mike She­ri­dan
• Bode­brixen
• Den Sorte Skole
• White Pony
• The State, The Mar­ket and the DJ
• The Aste­roids Galaxy Tour
• Orka
• Fag­get Fairys
• Tone
• Alloy Alloy
• Die­fen­bach
• Tur­bowe­e­kend
• The Green Lives
• Sha La Las
• Must Go Radio
• Von Daler & Low Pressure
• Jør­gen Tel­ler / Lars Skinnebach
• T.S. Høeg
• Red Shif­ter
• Mik­kel­Mo­du­le­rer­Ma­rius
• Skam­mens Vogn
• Deo­dato Siguir & Balanco
• Mames Babe­ge­nush
• Brum from Denmark
• Junky­ard Productions
• Fra de varme lande
• Dafu­niks
• Jarle Bern­hoft
• N*Grandjean
• Baskery
• Music for modern man
• A Kid Her­e­af­ter Spe­cial Edition
• Ólafur Arnalds
• Oh No Ono
• Balstyrko
• Jooks
• Lucy Love
• Chin & The Ragga Pack
• Oh Land
• Ufo Yepha
• Negash Ali
• Who­Ma­deWho
• Birk Storm
• Rum­pi­stol
• Atoi
• Shin­ing

Listen er et sam­men­surium af bands jeg aldrig har hørt (om) før, bands der tid­li­gere har spil­let på Spot og bands der bli­ver vold­spil­let på Dan­marks Radios P3. Jeg glæ­der mig i sær­de­les­hed til igen at over­være Lyd+Litteratur-scenen, der typisk byder på musik / lyd­bil­le­der i yder­kan­ten af hvad kun­sten kan præstere.

Jeg er spændt på, om jeg kan holde styr på alle mine ind­tryk, så jeg kan blogge om dem efter­føl­gende. Men det ple­jer jo at gå, så mon ikke også det lyk­kes i år.

Vi ses til Spot 2009!

Musik i Ringkøbings gader

I dag har solen skin­net over Ring­kø­bing Torv. Ring­kø­bing Han­dels­for­e­ning har i sam­ar­bejde med Vestjyl­lands Højskole og Ringkøbing-Skjern Musiks­kole arran­ge­ret en dag med musik i byens gader.

Pavil­lo­nen på Ring­kø­bing Torv, hvor­fra der spil­les musik som­me­ren igennem.

Efter vi havde over­stået for­mid­da­gens shop­ping, satte vi os ned på tor­vet og nød en læskende som­mer­drik mens vi lyt­tede til Skrald­hede Stomp fra Vestjyl­lands Højskole, der ham­rede på tøn­der og rap­pede i mega­fon. De spil­lede blandt andet Fabrik af Bik­s­tok Røgsystem.

Skrald­hede Stomp spil­ler på tor­vet i Ringkøbing.

Marim­ba­or­ke­stret var delt op i to orke­stre: et juni­o­r­hold og et seni­o­r­hold, der hver især spil­lede en række numre. De spil­lede meget entu­si­a­stisk og havde endda over­skud til selv at nyde fore­stil­lin­gen. Læg mærke til, hvor­dan smilet flæk­ker den lille musi­kers ansigt i to til­fredse halv­dele. Vidunderligt.

Marim­ba­or­ke­strets juni­o­r­hold spiller.

Marim­ba­or­ke­strets juni­o­r­hold spil­ler stadig.

Bag­ef­ter spil­lede seni­o­r­hol­det en række numre. Blandt andet en gan­ske vel­spil­let og –oplagt udgave af Safri Duos gen­ken­de­lige Played Alive (The Bongo Song).

Mari­ma­or­ke­strets seni­o­r­hold spil­ler Safri Duos Played Alive (The Bongo Song)

Musik­da­gen varede fra kl. 10 om for­mid­da­gen til kl. 15 alt imens byens hand­lende holdt længe åbent. De havde med garanti noget han­del, for gaderne var tæt­pak­ket med men­ne­sker, så man følte sig hen­sat til Århus i myl­dre­ti­den. Ring­kø­bing lever af turi­sterne og af han­del — det er der vist ingen tvivl om.

Ting, der ikke passer sammen

1. Er det vort dan­ske svar på heste­h­vi­ske­ren?
2. Jeg får lyst til at fotografere
3. Jeg går alt for lidt med slips. Gad vide om det er fordi, jeg aldrig har lært, hvor­dan man gør?
4. Find og lyt til musik på net­tet med Gro­oves­hark.
5. Tag på motor­cy­kel til Cher­no­byl med Elena. En hår­rej­sende tur i ulveland.

Og så lige en 6-ordsroman til at runde af med.

“Slut. Han skred. Mage­løs i Seattle.” –Ulrik Høyer Kold

Cos’ nothing compares to youuuuuuuuuuuuuuuuuuuuu

Jeg glem­mer, hvad jeg har i min musik­sam­ling, især efter at al vores musik er ble­vet digi­ta­li­se­ret. Jeg har ikke som tid­li­gere mulig­hed for at se CD’en på en hylde, tage den frem og bladre i cove­ret. Der­for var glæ­den stor her til aften, da Ulrik plud­se­lig fandt Sinead O’Connor (I do not want what I haven’t got) frem.

Jeg købte den på kas­set­tebånd da den udkom i 1990, men kort tid efter for­svandt den under en cykel­tur på Hær­vejen i 8. klasse. Den blev hur­tig erstat­tet med et nyt kas­set­tebånd og er ble­vet råspil­let på mit tee­na­ge­væ­relse i  8.-9. klasse. I 10. klasse købte jeg et Pio­neer mini­an­læg i Bilka og fik der­med for før­ste gang en CD-afspiller. Min mor gav mig Sinead O’Connor på CD, og det er grun­den til, at jeg nu kan finde den frem fra gem­merne. For kas­set­tebån­dene har jeg kas­se­ret for længst. Nothing Com­pa­res 2 U er og bli­ver Sine­ads hit og jeg kunne sta­dig synge med på san­gen snart 20 år efter.

(Og så bli­ver jeg lige helt svedt over, at tiden er gået så hurtigt…).

I får også lige et gen­syn med skin­head Sinead, som jo gjorde sig meget bemær­ket med sit ultra­korte hår i en tid, hvor hår skulle være stort, per­ma­nen­tet og fyldt med hår­lak. San­gen stop­per desværre meget abrupt.