Tilbage fra Spot Festival 2010

Spot Festi­val 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ører­ne (næsten) er fal­det af.

I år benyt­te­de jeg mig af min mobil­te­le­fon og Twit­ter til at rap­por­te­re live fra festi­va­len. Det bety­der, at du kan fin­de en hel hånd­fuld bil­le­der fra Spot 2010 her på Moby­Pi­c­tu­re. Lad mig bare sige med det sam­me, at bil­le­der­ne ikke er ver­dens bed­ste kva­li­tet, men de kan da give et ind­tryk af, hvad jeg har ople­vet.

I år var tema­et for min Spot-kalen­der, at jeg vil­le høre bands, jeg ikke kend­te, men som hav­de beskre­vet sig selv spæn­den­de (set med mit per­spek­tiv) — og så vil­le jeg ger­ne have nog­le “sik­re” kon­cer­top­le­vel­ser.

Det betød, at jeg i år nåe­de at se og høre føl­gen­de kunst­ne­re (i kro­no­lo­gisk orden):

  • Mur­der — Jakob Bel­lens fra I Got You On Tape er den ene halv­del af Mur­der. Jeg har aldrig hørt Mur­der live, men har lyt­tet til et par melan­kol­ske og dunk­le tit­ler fra deres bag­ka­ta­log. Det blev ikke dår­li­ge­re af at bli­ve spil­let live og intimt på Archauz. En stil­le og rolig start på to dages festi­val.
  • Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i bag­lom­men, så er der ret stor sik­ker­hed for et stort publi­kum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lys­hæn­der blev skuf­fe­de. Det gjor­de jeg nem­lig — lidt. Jeg fik mere i sam­me stil — og det kede­de mig i læng­den. Hvis jeg ikke kan hol­de en 40 minut­ters ud, så kan det vist ikke beta­le sig at købe hele pla­den.
  • Kill Scre­en Music — det­te var ban­dets før­ste kon­cert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ild­hu og spil­le­de uhy­re godt sam­men. Der var ikke en skæv tone og alle pau­ser sad præ­cist som de skul­le. De skal nok få en god live-kar­ri­e­re, hvis I spør­ger mig. Og så var Kill Scre­en Music også et eksem­pel på den slags musik, der var rig­tig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ele­men­ter. Uden tvivl med inspira­tion direk­te fra fir­ser­ne. Om man så kan li’ det eller ej…
  • Magnus fra Gaar­den — Nu begyn­der det at bli­ve meget smalt og niche-ori­en­te­ret. Jeg indrøm­mer blankt, at jeg ikke har den fjer­ne­ste inten­tion om at købe Magnus fra Gaar­den’s CD. Men ale­ne beskri­vel­sen “jazzens svar på Slipk­not”, gjor­de, at jeg føl­te mig pres­set til at lyt­te til den­ne omgang Bal­kan-metal-jazz. Det var ener­gisk, medri­ven­de og utro­ligt stø­jen­de. Det var helt opløf­ten­de at se de dedi­ke­re­de jazz­me­tal-musi­kan­ter rul­le sig rundt på sce­nen i ind­føl­te soli og sam­men­spil­let livs­glæ­de. Tak for den kon­cert, skal I ha’, Magnus og ven­ner!
  • Ghost Socie­ty — her var der tale om ægte hype, hvis I spør­ger mig. Såvidt jeg kun­ne for­stå, var for­vent­nin­ger­ne til den­ne kon­cert tårn­hø­je — og de blev ind­fri­et hos de fle­ste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foun­da­tion” i beskri­vel­sen. Måske skul­le jeg have læst lidt mere — for sjæl­dent har jeg ople­vet en mere indad­vendt kon­cert. Jeg har aldrig rig­tig lyt­tet til Det Elek­tri­ske Baro­me­ter og svæl­get i Welts­ch­merz og sand­syn­lig­vis der­for fandt jeg ikke Ghost Socie­ty sær­lig inter­es­san­te. Nuvel, det var smuk­ke melo­di­er og der sad ikke en tone skævt, men — alt­så — jeg har da aldrig ople­vet, at der kun bli­ver sagt 4 ord til en kon­cert. Og publi­kum grin­te lidt nervøst over de tre af dem. Jeg ople­ve­de et band, der aldrig nåe­de ud over sce­ne­kan­ten. Men det var der åben­bart andre, der gjor­de. Hver sin smag — det er der­for, jeg kom­mer til Spot. For at ople­ve noget nyt og noget andet, end jeg ple­jer at høre.
  • Stof­fer & Maski­nen — også her, var det et par P3-num­re, der send­te mig ind i tel­tet. Og jeg hav­de også lyst til at gå igen ret hur­tigt. Men stæ­dig­he­den vandt og jeg blev til sid­ste bifald. Det var end­nu engang en por­tion melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ind­pak­ning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyt­te­de meget til radio­en, når Stof­fer & Maski­nen blev spil­let.
  • Dokkedal/Dixen — Uh, nu star­te­de festen! Lige plud­se­lig vend­te humø­ret, da årets før­ste festi­va­l­op­le­vel­se med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner ende­lig oprandt. Jeg har (sta­dig) en svag­hed for glad, elek­tro­nisk base­ret musik, så det siger sig selv, at mine fød­der kom i omdrej­nin­ger og hove­d­et vug­ge­de til de tun­ge bas­ryt­mer fra de to DJs. Det var 40 minut­ters mas­hup- og sam­ple­leg, som blan­de­de vidt for­skel­li­ge musi­kal­ske kil­der sam­men til en helt ny ople­vel­se. Essen­sen i den kor­te kon­cert var dub­step og hip­hop og det fik ener­gi­en op på Offi­cer­s­plad­sen. Det ene­ste, der ærg­rer mig nu, er, at de tre smags­prø­ver, der lig­ger på Dokkedal/Dixens hjem­mesi­de, ikke har sam­me høje fest­stem­ning, som det vi ople­ve­de i Århus. Dagens høj­de­punkt!
  • Est­her Maria & the Song Hor­se — efter at have været til festi­val i omkring 8–10 timer og ople­vet en lang ræk­ke kunste­re, så er det som oftest en rar ople­vel­se at sæt­te sig ind i Musik­hu­sets Lil­le Sal og ople­ve sin­ger/­songwri­ter-kunst­ner­ne opløf­te deres melan­kol­ske røst. Est­her Maria er en dyg­tig san­ge­r­in­de fra Holste­bro, som har slå­et sig på alter­na­tiv coun­try i ste­det for jazz. Det gør hun egent­lig udmær­ket — hen­des musik var bare en smu­le tam. Der var ikke rig­tig bid i den. Men måske er det for­di, jeg har en helt fan­ta­stisk erin­dring om sven­ske Baske­ry, der spil­le­de sam­me sted sid­ste år. Jeg over­ve­jer ikke at købe Est­her Mari­as pla­de — men Baske­rys lig­ger sta­dig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musik­ken?

Og så på hove­d­et i seng. Det var listen og dom­men over fre­da­gens kunst­ne­re.

Om lør­da­gen så og hør­te jeg føl­gen­de (sta­dig kro­no­lo­gisk ord­net):

  • Gram­mo­funch — Dagen star­ter end­nu engang stil­le og roligt med Gram­mo­fun­chs under­læg­nings­mu­sik til en 37 min. lang stum­film. Fil­men kræ­ve­de en stør­re fil­man­mel­derek­sa­men for at fin­de histo­ri­en, så den vil jeg und­la­de at kom­men­te­re ud over at skri­ve, at den var klip­pet meget lang­somt og sik­kert var meget smuk. Musik­ken var en omgang psy­ke­de­lisk rock-jazz, der i bed­ste Led Zep­pe­lin-stil for­søg­te at under­støt­te bil­le­der­ne. Meget fint — men det vandt aldrig min inter­es­se.
  • Hunch Bet­tors i Kar­ri­e­re­ka­no­nen-blok­ken — det­te unge og øjen­syn­ligt loven­de band fra Holste­bro fik hele tel­tet til at jub­le. Jeg blev aldrig rig­tig bidt af dem til trods for at de hav­de både trom­pet og har­moni­ka med i deres rock-ensem­b­le.
  • Slar­af­fen­land — Et dansk band, der ikke er sær­ligt kendt i Dan­mark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunst­ne­re ikke kan fin­de fod­fæ­ste i Dan­mark, men der­i­mod kan sæl­ge man­ge pla­der og fyld­te kon­cer­ter i udlan­det. Det får i al fald mig til at tæn­ke, at hvis man er en talent­fuld dansk musi­ker, så må man ikke opgi­ve håbet om en kar­ri­e­re bare for­di man ikke kan sæl­ge kon­cer­ter og pla­der i hjem­lan­det. Kon­tak­ten med de rig­ti­ge men­ne­sker kan brin­ge en langt. Nå, det var kon­cer­ten, det skul­le hand­le om. Slar­af­fen­land spil­ler avant­gar­de rock, der ikke for­sø­ger let­te løs­nin­ger. Det var flot, avan­ce­ret, vel­kom­po­ne­ret musik, der også kom ud over sce­ne­kan­ten. Tak for en god kon­cer­top­le­vel­se til Slar­af­fen­land.
  • Anni­ka Aakjær — jeg hør­te den­ne kvin­de­li­ge Niels Haus­gaard før­ste gang for to år siden, da hun spil­le­de en intim kon­cert på Ryt­misk Sce­ne. Det var en meget bidsk, meget obser­vant og meget poli­tisk kon­cert. Anni­ka Aakjær fik en del opmærk­som­hed for hen­des P3-hit, som før­te til en pla­de og en pla­de mere og en del tur­ne­er. Jeg synes hun gør det godt — hun bru­ger sta­dig pau­ser­ne mel­lem num­re­ne til at for­tæl­le en anek­do­te eller sen­de en skarp bemærk­ning afsted inden hun spil­ler et num­mer, der har en rela­tion til det, hun lige har for­talt. Den­ne gang spil­le­de hun i Sto­re Sal med et “rig­tigt” rock­or­ke­ster. Det betød, at hen­des num­re hav­de fået langt mere plads og langt stør­re lyd. Jeg syn­tes egent­lig, at det var ærger­ligt, for jeg syn­tes ikke, at ban­det spil­le­de helt fan­ta­stisk — og hen­des histo­ri­er behø­ver ikke meget akkom­pag­ne­ment. Jeg var ikke super­be­gej­stret for kon­cer­ten — men hen­des poin­ter var sta­dig super­skar­pe.
  • Tre­mo­lo Beer Gut — dansk sur­fro­cks ukro­ne­de kon­ger. Når først elgu­i­ta­ren er sat i sving, så stop­per festen ikke igen før Tre­mo­lo Beer Gut er gået af sce­nen. Hvis man kan hol­de lyden af vibre­ren­de twang-gui­tar ud, så er det en liv­gi­ven­de ople­vel­se at lyt­te til dis­se fire dren­ge. De skå­ler (jævn­ligt) med publi­kum og hil­ser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spil­ler de musik som om de aldrig har bestilt andet. Her­ligt.
  • Tho­mas Dyb­da­hl — her var det nød­ven­digt at stå i kø i op mod en time før kon­cer­ten star­te­de for over­ho­ve­det at få en plads. Og da døre­ne blev åbnet, var der lem­m­ing-agtigt storm­løb mod kon­cert­sa­len. Det nær­me­de sig hyste­ri, men man kan godt for­stå, hvor­for inter­es­sen var stor. Tho­mas Dyb­da­hl har en kæm­pe fanska­re i Dan­mark og det er sik­kert, at man­ge af dem var kom­met til Spot 2010 for at høre ham. Hans var­me blø­de stem­me bød os vel­kom­men, da vi hav­de sat os til ret­te i Sto­re Sal og der­ef­ter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før kon­cer­ten var slut. Når Tho­mas sag­de “syng med”, så sang vi med. Når han for­tal­te os, at vi var det mest fan­ta­sti­ske publi­kum, så tro­e­de vi på ham. Han optræ­der med en ydmyg­hed, der gør det umu­ligt ikke at bry­de sig om ham. Wow. Han er god.
  • Gin­ger Ninja — Et rock­band mere, der har fået key­bo­ards koblet til mik­se­ren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kun­ne løf­te deres optræ­den op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg hav­de lidt sam­me for­nem­mel­se som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
  • Tur­bowe­e­kend — Efter Gin­ger Ninja-kon­cer­ten skynd­te jeg mig til den sid­ste kon­cert i Sto­re Sal. Det var der også man­ge andre, der hav­de gjort, så jeg kom til at sid­de helt oppe under lof­tet på bal­ko­nen. Det har jeg aldrig prø­vet før. Og jeg har hel­ler aldrig prø­vet at lyt­te til så ener­gisk musik i Sto­re Sal. Tur­bowe­e­kend har bestemt for­an­dret sig meget siden jeg hør­te dem på Offi­cer­s­plad­sen på Spot for et par år siden. Og de hav­de natur­lig­vis hele bag­ka­ta­lo­get med af gode, lyt­te­vær­di­ge hits. Inklu­si­ve en live-ver­sion af Troub­le Is (Joker Remix). Wow, for en afslut­ning på Spot 2010.

Lør­da­gen slut­te­de med et brag. Og vi gik hjem i seng, mæt­te af musi­kop­le­vel­ser og træt­te efter at have gået, stå­et, lyt­tet og talt med gode ven­ner i to dage i træk.

Spot 2011 — vi ses!

Og så til dig, der ikke ken­der Troub­le Is (Joker Remix):

En hel uge med oplevelser

Vi har ikke været så gode til at over­hol­de vores nytårs­fort­sæt (men det er vel også i orden at glem­me det, når man når over d. 15. janu­ar?), så her kom­mer der lige en opsam­ling over den sid­ste uge, som har været begi­ven­heds­rig.

Sid­ste tirs­dag hav­de vi klan­mø­de med Klan Waingun­ga her hos os. Det var en hyg­ge­lig aften med dis­kus­sio­ner om logo, hjem­mesi­de og Face­book-grup­pe. Der­u­d­over hav­de vi natur­lig­vis sør­get for hjem­me­bagt brød med mas­ser af ker­ner. Næste klan­mø­de bli­ver først på den anden side af som­mer­fe­ri­en.

Sid­ste ons­dag var vi ude at løbe en aften­tur til Køb­stadslø­bet i Skjern. Det var en tur på 7,5km (ryg­ter­ne siger 7,8km — men det er kun ryg­ter), der hav­de til­truk­ket næsten 1200 del­ta­ge­re. Male­ne føl­te sig han­di­cap­pet og over­ho­ve­det ikke klar til løbet, da hun sta­dig var øm i benern’ efter man­da­gens løbe­tur. Jeg lær­te til gen­gæld en vig­tig lek­tie: Når man skal løbe, skal man have løbe­sko på. Mine sko stod nem­lig fint på hyl­den hjem­me i Ring­kø­bing, og det opda­ge­de jeg først, da vi kør­te for­bi byskil­tet til Skjern. Jeg var imid­ler­tid stæ­dig og løb turen i mine ita­li­en­ske gum­misko med mas­ser af vab­ler til føl­ge.

Det til trods, så blev tiden alli­ge­vel helt hæder­lig: Male­ne løb turen på 45:37 (6:04min/km) og og jeg løb turen på 40:02 (5:20min/km). Vi del­ta­ger nok igen næste år — hvis løbs­ar­ran­gø­rer­ne kan garan­te­re, at vi vin­der en nit­te­præ­mie på del­ta­ger­num­me­ret.

Fre­dag hav­de vi beg­ge fri og nød hin­an­dens sel­skab. Om afte­nen var vi igen for­e­nings­ak­ti­ve og hav­de for før­ste gang helt ale­ne en bio­graf­vagt hhv. i kiosk og bil­letsalg. Bio­gra­fen viste Nat på muse­et 2 og der var 13 beta­len­de gæster til fore­vis­nin­gen. Det kan vi godt gøre igen en anden gang — det er helt hyg­ge­ligt at være i bio­gra­fen på den måde. Efter fil­men gik vi på Hotel Ring­kø­bing og køb­te en kop cho­ko­la­de med dagens kage, æble­ka­ge med cho­ko­krym­mel og crè­me fraî­che. Der mød­te vi så en af mine grand­fætre, Ras­mus, der er tje­ner på hotel­let i som­mer­pe­ri­o­den. Uven­tet, men hyg­ge­ligt.

Lør­dag tog vi så til Ålle­ren (Aal­borg, for de uind­vie­de) for at høre Balstyrko spil­le på Stu­den­ter­Hu­set. Sti­li­ko­net og musik­man­den Ken­neth Bager var opvarm­nings- og afkølings-DJ. Inden kon­cer­ten spi­ste vi på Mad Don­na på Vester­bro i Aal­borg. Det var god mad og god betje­ning.

Lør­dag efter­mid­dag gik vi en lang tur ved Nymøl­le Bæk, hvor jeg blev fan­get af en sko­v­flåt. Den bed sig fast og vil­le ikke give slip igen før vi fandt en pin­cet frem dagen efter.

Søn­dag drog vi afsted mod Ring­kø­bing igen for at gøre vores EU-bor­ger­pligt og stem­me til Euro­pa­par­la­mentsval­get. Fol­ke­tin­get hav­de ved­lagt en bonus-afstem­ning. Det lig­ne­de mest af alt et kære­ste­brev — dog mang­le­de “Måske”-feltet. Det brug­te vi det meste af man­da­gen til at kom­me os over.

Tirs­dag brag­te så ugens kuli­na­ri­ske høj­de­punkt. Jeg hav­de impuls­købt to hele skrub­ber hos Frisk Fisk og ikke over­ve­jet nær­me­re, hvor­dan de skul­le til­be­re­des. Så vi måt­te have gang i “Den klas­si­ske køk­kensko­le” for at lære at filet­te­re og flå flad­fisk (sig det tre gan­ge hur­tigt efter hin­an­den!) — dog ikke på sam­me tid. Vi star­te­de med at være to mand om at flå en flad­fisk (sig DET tre gan­ge!) med både groft salt og viske­styk­ke. Det end­te med, at der var halv­de­len af fisken til­ba­ge, da beg­ge sider var flå­e­de. Der­ef­ter kom turen til skrub­be II. Den blev “bare” filet­te­ret med møje og omhu. Vi er gla­de for, at vi har prø­vet af flå og filet­te­re inden vi væl­ger at mel­de os til en Robin­son-eks­pe­di­tion. Og mad sma­ger som bekendt bed­re, når man selv har “ned­lagt” den.

I dag har vi grint af maski­nover­sæt­tel­ser fra Goog­le Trans­la­te. Male­ne hav­de mod­ta­get et udkast til en pres­se­med­del­el­se, der var ble­vet maski­nover­sat til engelsk fra dansk med bl.a. føl­gen­de for­mu­le­rin­ger til føl­ge:

Have the par­ti­ci­pants not typed num­ber you can go into the enrol­l­ment system and taste it.

…the­re are refres­h­ments and com­pe­ti­tions for both chil­dren and adults, who have come into goals or for tho­se who have come to che­e­ring and look at.

Tak for gri­net, Goog­le Trans­la­te.

Vi har sejlet på Ringkøbing Fjord

I dag har bragt en stor ople­vel­se til os. Vi har prø­vet at sej­le på Ring­kø­bing Fjord.

I dag var der “tema­dag” i Ring­kø­bing og tema­et var “Til lands, til vands og i luf­ten”. Med sådan et tema kan man jo til­la­de sig hvad som helst, så det var lige præ­cis, hvad der gik for sig. På tor­vet star­te­de Ring­kø­bing Big Band som­mer­sæ­so­nen med en flot kon­cert mens hjem­me­vær­net stolt viste deres halvau­to­ma­ti­ske rif­ler med kik­kert­sig­te og andet grej frem.

Vi valg­te nu at gå efter en ople­vel­se til vands og stil­le­de os der­for op i kø til en sejl­tur. Efter en smu­le ven­te­tid fik vi en red­nings­vest på, og så gik turen ellers ud i fjor­den i en spe­ed­båd.

Sådan ser det ud, når to kon­tor­mus får vind i håret.

Vi får vind i håret på spidsen af en speedbåd
Vi får vind i håret på spid­sen af en spe­ed­båd
Malene med et smørret smil og vind i håret
Male­ne med et smør­ret smil og vind i håret

Og vi var ikke de ene­ste, der nød det fan­ta­sti­ske pin­se­vejr på Ring­kø­bing Fjord.

Masser af trafik på Ringkøbing Fjord.
Mas­ser af tra­fik på Ring­kø­bing Fjord.
Vi var ikke de eneste, der nød det gode vejr til søs.
Vi var ikke de ene­ste, der nød det gode vejr til søs.
Der var også sejlbåde på fjorden.
Der var også sejl­bå­de på fjor­den.

Bemærk i øvrigt, at det er byens trom­men­de ung­dom, der også sej­ler. Her et bil­le­de fra ‘Musik i byens gader 2009’.

Musiker og sejler - det er en sorgløs ungdom i Ringkøbing.
Musi­ker og sej­ler — det er en sorg­løs ung­dom i Ring­kø­bing.

Male­ne siger, at vi er nødt til at have en båd, når vi bor helt ude ved fjor­den. Så er det godt, at der lige er givet los for SP-opspa­rin­ger­ne. Hvor er mine spendér­buk­ser?

Spot 2009 — en kort opsummering

Fre­dag og lør­dag på Spot 2009 gik i et for­ry­gen­de tem­po. Vi hør­te en mas­se musik, så en mas­se kunst­ne­re, snak­ke­de med en del ven­ner, drak et par øl, hav­de nog­le gode kon­cer­top­le­vel­ser, hav­de et par dår­li­ge kon­cer­top­le­vel­ser, mød­te nye bekendt­ska­ber (jeg taler om dig, Niels “Jazz­Nyt” Over­gård), og slut­te­de lør­dag aften af med tre dej­li­ge kon­cer­ter på Singer/songwriterscenen. Det var Jar­le Bern­hoft, N*Grandjean og Baske­ry, som end­te med at top­pe Spot 2009 helt af for os.

Søn­dag tog vi hjemad mod Ring­kø­bing igen og slap­pe­de helt af med en video­film, en lur i sofa­en og tunsa­lat til aftens­mad. Tak for i år, Spot!

PS: Måske kom­mer der mere om Spot 2009, når vi lige får sam­let alle ind­tryk­ke­ne.

Spot 2009 — en torsdag med op- og nedture

Ret­tel­se: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op- og ned­t­u­re”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­te­de Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måt­te vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at bli­ve check­et ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slut­ter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kend­te først-til-møl­le-prin­cip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­den­de i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skul­le star­te hele festi­va­len. Da vi nåe­de frem til døren og vil­le ind i Musik­hu­sets Sto­re Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spil­le sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skul­le have en lil­le blå bil­let, da vi ikke hav­de købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måt­te vi stil­le os i kø efter en lil­le blå bil­let for at kom­me ind.

Det skyl­des, at der var solgt for man­ge enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne hav­de de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måt­te igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Sto­re Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var fle­re blå bil­let­ter, så vi måt­te opgi­ve at kom­me ind i Sto­re Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­te­de først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­fe­en. Det var tre timer ekstra at for­dri­ve…

Efter en del van­dren frem og til­ba­ge i Århus’ gader end­te det med, at vi sat­te os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaf­fe ind­til vi beslut­te­de os for at gå tid­ligt ned på Musikca­fe­en for at være sik­re på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­me­de reg­nen på taget og dryp­pe­de ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fata­lt for pla­ner­ne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desvær­re kun et af de annon­ce­re­de bands, der hav­de ønsket at spil­le et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­fe­en og hør­te Bird, der spil­le­de 4–5 vel­o­p­lag­te num­re.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­ge­re har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slå­et sig på folkpop. Der var tre i det lil­le band: 2 cel­li­ster og en her­re, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis hav­de hun publi­kum i sin hule hånd for­di vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­le­de og gri­ne­de og opfor­dre­de os til selv at lave fle­re ryt­mer alt imens hun for­tal­te hvor­dan alle peda­ler­ne og dim­ser­ne på sce­nen skul­le have været brugt til at lave en mas­se effek­ter på num­re­ne. Og vi åd det råt. Hun char­me­re­de sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik fle­re gan­ge stå­en­de bifald efter num­re­ne.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også hav­de lyst til at spil­le aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med kla­re refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­re­de sig også igen­nem på strå­len­de vis og fik os alle sam­men til at skrå­le med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lil­le smu­le opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rer­ne at frem­skaf­fe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kun­ne spil­le sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-samp­le-mas­hup-hel­ve­des­fest hvor han tryk­ke­de og klik­ke­de løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­vel­se end vi hav­de for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sag­de pænt god­dag til øre­gan­ge­ne.

Vi valg­te at for­la­de kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vej­en hjem gik vi og over­ve­je­de, om både Bird og John Dear Mowing Club bur­de over­ve­je at skif­te til ude­luk­ken­de at spil­le aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­te­re på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det sam­me. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­el­le Spot-pro­gram med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…

Klar til Spot 2009 — næsten da

Nu er jeg næsten klar til at tage til Spot 2009 i Århus. I går læste jeg alle beskri­vel­ser­ne af de bands, der kom­mer og spil­ler på Spot 2009. Jeg sat­te omhyg­ge­ligt kryd­ser ud for alle de bands, der vir­ke­de inter­es­san­te og kun­ne ret hur­tigt kon­sta­te­re, at der igen i år var alt for man­ge spæn­den­de nav­ne til at jeg kan nå at høre dem alle­sam­men.

Listen over bands, jeg håbe­de på at kun­ne få mulig­hed for at høre kom­mer her. Links til band­bi­o­gra­fi­er­ne kan du fin­de på www.spotfestival.dk. Jeg orker ikke at skri­ve dem alle sam­men ind her.

  • Gin­ger Ninja
  • Er de sjæld­ne
  • Cours lapin
  • Butz­ba­ck
  • The Bro­ken Beats
  • Electro­ju­i­ce
  • I Got You On Tape
  • Han­ne Huk­kel­berg
  • Trolle//Siebenhaar
  • Emi­li­a­na Tor­ri­ni
  • Mike She­ri­dan
  • Bode­brixen
  • Den Sor­te Sko­le
  • Whi­te Pony
  • The Sta­te, The Mar­ket and the DJ
  • The Aste­roids Galaxy Tour
  • Orka
  • Fag­get Fairys
  • Tone
  • Alloy Alloy
  • Die­fen­bach
  • Tur­bowe­e­kend
  • The Gre­en Lives
  • Sha La Las
  • Must Go Radio
  • Von Daler & Low Pres­su­re
  • Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach
  • T.S. Høeg
  • Red Shif­ter
  • Mik­kel­Mo­du­le­rer­Ma­ri­us
  • Skam­mens Vogn
  • Deo­da­to Sigu­ir & Balan­co
  • Mames Babe­ge­nush
  • Brum from Den­mark
  • Junky­ard Pro­ductions
  • Fra de var­me lan­de
  • Dafu­niks
  • Jar­le Bern­hoft
  • N*Grandjean
  • Baske­ry
  • Music for modern man
  • A Kid Her­e­af­ter Spe­ci­al Edi­tion
  • Óla­fur Arnalds
  • Oh No Ono
  • Balstyrko
  • Jooks
  • Lucy Love
  • Chin & The Rag­ga Pack
  • Oh Land
  • Ufo Yep­ha
  • Negash Ali
  • Who­Ma­deWho
  • Birk Storm
  • Rum­pi­stol
  • Atoi
  • Shin­ing

Listen er et sam­men­suri­um af bands jeg aldrig har hørt (om) før, bands der tid­li­ge­re har spil­let på Spot og bands der bli­ver vold­spil­let på Dan­marks Radios P3. Jeg glæ­der mig i sær­de­les­hed til igen at over­væ­re Lyd+Litteratur-scenen, der typisk byder på musik / lyd­bil­le­der i yder­kan­ten af hvad kun­sten kan præ­ste­re.

Jeg er spændt på, om jeg kan hol­de styr på alle mine ind­tryk, så jeg kan blog­ge om dem efter­føl­gen­de. Men det ple­jer jo at gå, så mon ikke også det lyk­kes i år.

Vi ses til Spot 2009!

Musik i Ringkøbings gader

I dag har solen skin­net over Ring­kø­bing Torv. Ring­kø­bing Han­dels­for­e­ning har i sam­ar­bej­de med Vestjyl­lands Højsko­le og Ring­kø­bing-Skjern Musiks­ko­le arran­ge­ret en dag med musik i byens gader.

Pavillonen på Ringkøbing Torv, hvorfra der spilles musik sommeren igennem.
Pavil­lo­nen på Ring­kø­bing Torv, hvor­fra der spil­les musik som­me­ren igen­nem.

Efter vi hav­de over­stå­et for­mid­da­gens shop­ping, sat­te vi os ned på tor­vet og nød en læsken­de som­mer­drik mens vi lyt­te­de til Skrald­he­de Stomp fra Vestjyl­lands Højsko­le, der ham­re­de på tøn­der og rap­pe­de i mega­fon. De spil­le­de blandt andet Fabrik af Bik­s­tok Røg­sy­stem.

Skraldhede Stomp spiller på torvet i Ringkøbing.
Skrald­he­de Stomp spil­ler på tor­vet i Ring­kø­bing.

Marim­ba­or­ke­stret var delt op i to orke­stre: et juni­o­r­hold og et seni­o­r­hold, der hver især spil­le­de en ræk­ke num­re. De spil­le­de meget entu­si­a­stisk og hav­de end­da over­skud til selv at nyde fore­stil­lin­gen. Læg mær­ke til, hvor­dan smilet flæk­ker den lil­le musi­kers ansigt i to til­fred­se halv­de­le. Vidun­der­ligt.

Marimbaorkestrets juniorhold spiller.
Marim­ba­or­ke­strets juni­o­r­hold spil­ler.
Marimbaorkestrets juniorhold spiller stadig.
Marim­ba­or­ke­strets juni­o­r­hold spil­ler sta­dig.

Bag­ef­ter spil­le­de seni­o­r­hol­det en ræk­ke num­re. Blandt andet en gan­ske vel­spil­let og ‑oplagt udga­ve af Safri Duos gen­ken­de­li­ge Play­ed Ali­ve (The Bongo Song).

Marimaorkestrets seniorhold spiller Safri Duos Played Alive (The bongo song)
Mari­ma­or­ke­strets seni­o­r­hold spil­ler Safri Duos Play­ed Ali­ve (The Bongo Song)

Musik­da­gen vare­de fra kl. 10 om for­mid­da­gen til kl. 15 alt imens byens hand­len­de holdt læn­ge åbent. De hav­de med garan­ti noget han­del, for gader­ne var tæt­pak­ket med men­ne­sker, så man føl­te sig hen­sat til Århus i myl­dre­ti­den. Ring­kø­bing lever af turi­ster­ne og af han­del — det er der vist ingen tvivl om.

Ting, der ikke passer sammen

  1. Er det vort dan­ske svar på heste­h­vi­ske­ren?
  2. Jeg får lyst til at foto­gra­fe­re
  3. Jeg går alt for lidt med slips. Gad vide om det er for­di, jeg aldrig har lært, hvor­dan man gør?
  4. Find og lyt til musik på net­tet med Gro­oves­hark.
  5. Tag på motor­cy­kel til Cher­no­byl med Ele­na. En hår­rej­sen­de tur i ulveland.

Og så lige en 6‑ordsroman til at run­de af med.

Slut. Han skred. Mage­løs i Seatt­le.” –Ulrik Høy­er Kold

Cos’ nothing compares to youuuuuuuuuuuuuuuuuuuuu

Jeg glem­mer, hvad jeg har i min musik­sam­ling, især efter at al vores musik er ble­vet digi­ta­li­se­ret. Jeg har ikke som tid­li­ge­re mulig­hed for at se CD’en på en hyl­de, tage den frem og blad­re i cove­ret. Der­for var glæ­den stor her til aften, da Ulrik plud­se­lig fandt Sine­ad O’Con­nor (I do not want what I haven’t got) frem.

Jeg køb­te den på kas­set­tebånd da den udkom i 1990, men kort tid efter for­svandt den under en cykel­tur på Hær­vej­en i 8. klas­se. Den blev hur­tig erstat­tet med et nyt kas­set­tebånd og er ble­vet råspil­let på mit tee­na­ge­væ­rel­se i  8.–9. klas­se. I 10. klas­se køb­te jeg et Pio­ne­er mini­an­læg i Bil­ka og fik der­med for før­ste gang en CD-afspil­ler. Min mor gav mig Sine­ad O’Con­nor på CD, og det er grun­den til, at jeg nu kan fin­de den frem fra gem­mer­ne. For kas­set­tebån­de­ne har jeg kas­se­ret for længst. Not­hing Com­pa­res 2 U er og bli­ver Sine­ads hit og jeg kun­ne sta­dig syn­ge med på san­gen snart 20 år efter.

(Og så bli­ver jeg lige helt svedt over, at tiden er gået så hur­tigt…).

I får også lige et gen­syn med skin­he­ad Sine­ad, som jo gjor­de sig meget bemær­ket med sit ultra­kor­te hår i en tid, hvor hår skul­le være stort, per­ma­nen­tet og fyldt med hår­lak. San­gen stop­per desvær­re meget abrupt.

 

It’s been seven hours + fif­te­en days
sin­ce u took your love away
I go out eve­ry night + sle­ep all day
sin­ce u took your love away
sin­ce u been gone I can do wha­te­ver I want
I can see who­me­ver I choo­se
I can eat my din­ner in a fan­cy restau­rant
but not­hing
I said not­hing can take away the­se blu­es,
‘cos not­hing com­pa­res
not­hing com­pa­res 2 u

it’s been so lone­ly wit­hout u here
like a bird wit­hout a song
not­hing can stop the­se lone­ly tears from fal­ling
tell me baby whe­re did I go wrong
I could put my arms aro­und eve­ry boy I see
but they’d only remind me of you
I went to the doctor guess what he told me
guess what he told me
he said girl u bet­ter have fun
no mat­ter what u do
but he’s a fool
‘cos not­hing com­pa­res
not­hing com­pa­res 2 u

all the flowers that u plan­ted mama
in the back yard
all died when u went away
I know that living with u baby was some­ti­mes hard
but I’m wil­ling to give it ano­t­her try
‘cos not­hing com­pa­res
not­hing com­pa­res 2 u