Den forsvundne bankbog
Min mor er sådan én, som hæver penge i banken med sin bankbog et par gange om måneden. Da de besøgte mig til min fødselsdag blev jeg begavet med lidt kontanter, som var blevet hævet vha. ovennævnte bankbog. Deværre var hun så uheldig at miste bankbogen omtrent samme dag.
I går aftes var jeg forbi den kinesiske restaurant i Ringkøbing, hvor vi havde spist til aften på min fødselsdag, for at høre om de evt. havde fundet en bankbog.
“Bankbog???”… Den lille kineserpige så meget forundret på mig og jeg tænkte: er det fordi hun ikke forstår mig (hun talte med accent) eller ved hun bare ikke hvad en bankbog er?
“Ja…”, fik jeg fremstammet, “sådan en lille bog, som man bruger til at hæve penge i banken med… Det, man brugte før man fik Dankort…”.
“Nej”, sagde hun… men jeg er stadig ikke overbevist om, at hun vidste, hvad jeg spurgte om.…
Foden i gulvet
Jeg plejer at være en ret tolerant person, når jeg står i kø. For herregud, hvad går der af mig, hvis én eller anden sniger sig foran mig i køen. Men nylig erfaring fra mit arbejde har lært mig, at jeg lade være med at være så forsigtig, lade være med at give andre så meget plads, så jeg selv forsvinder… Derfor mandede jeg mig op i går, da en far med sin lille datter snød sig foran mig på apoteket (bare fordi jeg stod bag diskretionslinjen, som man jo helst skal. Og jeg var ligesom den eneste, der stod i kø — så usynlig er jeg vel heller ikke).
“Jeg skal betale for…” (mere nåede han ikke at sige, for her brød jeg ind):
“Ja, det er så vist først min tur! ”
Jeg var stolt af mig selv. Tænk, at jeg turde gøre det! Og det gjorde slet ikke ondt! Fik bare lidt røde kinder…