Nu er det snart 6 måneder siden, at jeg fik mine Vibram Fivefingers Flow — og i den tid har jeg kun løbet i dem i rundt regnet 2 måneder på grund af det voldsomme vintervejr, der afholdt mig fra at eksperimentere med ny løbestil mens der stadig lå is og sne på veje, fortove og stier.
Siden midten af marts har jeg imidlertid taget revanche og har løbet 2–3 gange om ugen, så nu har jeg samlet lidt flere erfaringer op mht. at løbe i Vibram Fivefingers Flow (modellen forkortes herefter VFfF — da mærket ofte forkortes VFF). Dette blogindlæg forsøger at samle op på disse erfaringer og giver mig samtidig mulighed for at følge op på nogle af de spørgsmål og kommentarer, der er kommet til mit første indlæg om mine Vibram Fivefingers Flow.
Før sommerferien 2009 løb jeg op mod 8–9 kilometer hver gang — desværre mistede jeg på et tidspunkt gejsten og måtte erkende, at sensommer, efterår og den lange, kolde vinter tog en stor del af min udholdenhed og generelle motion fra mig. Derudover skiftede jeg også job for over et år siden, så det ikke længere var muligt at holde konditionen ved lige vha. cykling, som jeg hidtil havde gjort.
Derfor startede jeg stort set fra nul og måtte bygge udholdenheden og distancen op igen, da jeg begyndte at løbe i VFfF. Det betyder, at mine muskler stadig er vældig ømme, når jeg er er færdig med en løbetur. Jeg fortæller mig selv, at det er en blanding af at løbe på en anden måde end jeg er vant til og så det faktum, at min kondition har været kørt helt i bund. Og så lægger jeg med ret stor garanti alt for hårdt ud, når jeg nu gerne vil træne mig selv op igen.
Men nok om undskyldningerne. Jeg kan mærke, at ømheden og trætheden generer mig mindre og mindre for hver gang, jeg er færdig med at løbe. Det tager jeg som et sikkert tegn på, at jeg bliver stærkere og stærkere i kroppen — og dermed, at min nye træningsform er god for mig. De ømme muskler er, med et kendt udtryk fra min soldatertid, “en svaghed, der forlader kroppen!”. Min krop vænner sig til, at den skal yde mere, end den har været vant til, og derfor skal musklerne naturligvis også have lov at restituere (læs om restituering og hvileperioder hos iform.dk).
Jeg har fået en ny løbestil og fundet en ny muskelgruppe at træne, så jeg tænker, at det er helt naturligt, at jeg er træt. Det er der ikke noget mærkværdigt i — eller hvad tror I?
Jeg fik en række spørgsmål og kommentarer fra mine læsere, da jeg skrev om de første erfaringer med VFfF. Den ene var fra “Kramme”, der bad mig huske, at det er vigtigt at slappe af i ben og fødder, når jeg løber. Det kan jo også godt tænkes, at grunden til at jeg er øm og træt også skyldes, at jeg ikke slapper nok af. At jeg anstrenger mig for at lande på fodballerne og ikke på hælen. At jeg måske strækker mig for langt og derfor ikke får et godt afsæt eller en god landing, når jeg løber. For eftertiden vil jeg forsøge at huske at slappe af, når jeg løber.
Og så har jeg via Posemand og Kramme stiftet bekendtskab med POSE-filosofien, som er udviklet af russeren Dr. Nicholas Romanov. Det er en videnskabelig tilgang til energiudfoldelse, hvilket i sig selv kan lyde utrolig tørt og kedeligt, men som i virkeligheden er en akademisk undersøgelse af, hvordan vi mennesker bedst bruger den energi, som vores muskler kan generere. Med andre ord: hvordan bruger du mindre energi til at opnå det samme. Eller bruge den samme energi til at opnå mere.
Jeg har endnu ikke prøvet at løbe “Pose Running”, men har da set nedenstående video og må sige, at det ser spændende ud.
Jeg håber, at mine erfaringer kan bringe andre videre i overvejelserne om Vibram Fivefingers (VFF) og barfodsløb.
God tur og lad mig så høre i kommentarerne, hvad I tænker