Nu prøver vi igen at lave mælkebøtteblomstsaft, sidst var for 3 år siden, hvor vi fik lavet en flaske. Jeg har gerne ville lave det de øvrige år, men blomstringsperioden for mælkebøtter kommer åbenbart altid bag på mig. De er der lige pludselig og lige så hurtigt er de afblomstret og står med deres frøskærme.
For lidt over en uge siden havde vi planer om at bruge søndagen på at plukke mælkebøtter, men regnen satte en stopper for de planer. Tirsdag aften i sidste uge, hvor solen havde skinnet hele dagen, kørte vi ca. 10 km ud til Nymølledalen vest for Ringkøbing, hvor vi var sikre på, at der i hvert fald ikke havde kørt biler.
Desværre havde mælkebøtterne allerede besluttet sig for at gå i seng, så det var kun en eng med sammenklappede mælkebøtter, som mødte os. Vi fik dog samlet en baljefuld, fik den fragtet hjem og brugte 1½ time (2 mand) på at pille kronbladene af. Sikke et arbejde! Det kan derfor helt klart anbefales at plukke mælkebøtterne om dagen, hvor skærmene er foldet ud.
Kronbladene fyldte ca. halvdelen af en 7 liters gryde, og blev overhældt med 3 liter kogende vand og tilsat ca. 1 kg rørsukker, saften af 3 citroner, 2 breve citronsyre og en lillefingerstørrelse ingefær (bare for at prøve).
Saftblandingen stod på køl i en lille uge og blev rørt i af og til. I går blev saften siet og hældt på atamonskyllede patentflasker (4 stk.) og her er det færdige resultat!
Måske kan du stadig nå at lave din egen saft, der står stadig mælkebøtter rundt i det danske land. God fornøjelse!