Her til aften har jeg endelig taget mig sammmen til at tage et kig tilbage på hele Spot 2009. Med kommentarer til de kunstnere, jeg nåede at høre og den oplevelse jeg havde af festivalen som betalende gæst.
Torsdagens koncerter (læs mere om torsdagens oplevelser i denne blog):
- Bird (UK) — skulle have været elektrisk forstærket cello og rytmeboks (beatbokser?). I stedet blev det en akustisk intimkoncert med nærvær.
- John Dear Mowing Club (NL) — skulle have været elektrisk forstærket country i meget mørk stil. I stedet blev det en akutisk koncert med country i meget mørk stil. Sikkert ikke den store forskel, men når man ikke har mikrofoner til at råbe publikum op, så bliver stemningen så meget mere intens.
- Daedelus (US) — da vi efterfølgende researchede hans musikalske CV, viste det sig at han er pioner på den sammensætning af elektroniske dimser (Monome & Max/MSP på Mac), han optrådte med. Uanset den status, så var hans koncert noget larm. Manden var helt klart dygtig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spillede for? Publikum eller sig selv?
Fredagens koncerter:
- The State, The Market and The DJ (DK) — Ridehuset åbnede med TStMtDJ, der spillede en blanding af progressiv rock á la Sigur Rós og så noget længselsfuld amerikansk folkemusik. Det var en meget smuk og rolig måde at komme i gang på.
- Bodebrixen (DK) — Bodebrixen spillede på P3-scenen, hvor de fik startet en fest med deres umiskendelige nik til 80’ernes festmusik og til danske Superheroes. Glad, ubekymret pop af en ret gennemsnitlig karakter. De sagde ikke mig det helt store.
- Er de sjældne (DK) — en koncert, der startede som en lydprøve. Dørene blev åbnet mens der stadig blev prøvet mikrofoner og højttalere. Er De Sjældne er et sammenrend af mere eller mindre kendte danske kunstere. Digteren Lone Hørslev skriver teksterne, som ligger til grund for de meget vokalbårne arrangementer. Hvis du har lyst til digte med akkompagnement, så kan de anbefales.
- Helene Blum & Harald Haugaard Band (DK) — Hun er en dygtig dansk sangerinde (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dygtig violinist med sit eget folkemusikorkester. Det var i mine ører langt mest interessant at høre folkemusikken uden den polerede og ufarlige Helene Blum. Harald Haugaard og band er dygtige spillemænd.
- Emiliana Torrini (FO) — På dette tidspunkt om fredagen, var vi efterhånden blevet grundigt trætte. Så trætte, at Musikhusets Store Sals meget bløde sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske sangerindes koncert. Hun sang nu meget fint, men ingen af numrene sagde os det helt store.
- Mike Sheridan (DK) — en af Danmarks mange unge kunstnere, der allerede i en tidlig alder har gjort en fin karriere og solgt en del albums. Som forventet, så var hans koncert ret triviel — det er sjældent spændende at se elektroniske musikere live. Han spillede dog en koncertudgave af en kommende single, hvor Mads Langer synger og spiller klaver. Desværre har jeg lidt mistet interessen for hans instrumentale lyd og vil egentlig hellere høre ham lave noget mere med sang på.
- Electrojuice (DK) — disse tre unge gutter har også fat i den lange ende af den danske elektroniske musikscene. De kan deres musikalske kram og spiller op til dans i tidens musikalske trend: dub-tech-house med masser af energi! En god koncert at gå i seng på.
Lige en enkelt spørgsmål til Spot-festivalens arrangører: Hvorfor kan man ikke købe frugt og grønt på festivalpladsen? Det ville være fantastisk lækkert at kunne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sulten i stedet for øl, hotdogs og pizzaslices.
Nå, videre med lørdagens koncerter:
- Music for Modern Man (DK) — en konstellation af musikere fra andre bands, der havde lyst til enten at være mere i rampelyset — eller bare lave noget, der havde mere karakter af legestue. På den gode måde. Desværre var deres forsanger, Asger Tarpgaard fra Superheroes og Private, influenza-ramt og på penicillin, men koncerten livede heldigvis voldsomt op, da skotten The Steve Kelly fik overdraget mikrofonen i et par numre. Yay, Steve Kelly!
- The Green Lives (DK) — spillede 3–4‑5-stemmig guitarpoprock. De er fra Århus og har ikke fanget mit øre. Det var lidt for ensformigt i blot 40 minutter. Pænt, men ikke spændende.
- Jørgen Teller / Lars Skinnebach (DK) — uha, her kommer vi til Spot-festivalens afstikker rent genremæssigt for mit vedkommende. På Lyd+Litteratur-scenen var der spoken word / noise efter kunstnernes forgodtbefindende. Der havde været omkring 30 mennesker igennem lokalet, da “koncerten” blev afsluttet med kommentaren “Pour-qoui pas?”. Sammen med Niels Jazznyt Overgård, var jeg en af de eneste, der blev siddende til den bitre ende. Det virkede mest af alt som om deres optræden gik ud på at larme mest muligt, så man kunne høre mindst muligt at digtet. Skingre effekter og knitren fra en lommeradio var de primære instrumenter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på forhånd samt om det er meningen, at man ikke skal kunne høre hvad der bliver læst op?
- Deodato Siquir & Balanco (DK) — Jazzkoncert med afrikanske under- og overtoner. Her emmede musikken af livsglæde og lyst til at danse. Fint-fint, hvis man er til moderne jazz.
- Must Go Radio (DK) — jeg var desværre mere opmærksom på min sidemand til denne koncert. Han burde have fået titlen som “Spot 2009s værste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han festede for hele salen. Han svarede inden koncerten velvilligt på konferencierens tåbelige quizspørgsmål om bandet og undervejs råbte, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sødlig lugt fra hans gennemvåde uldtrøje. Øv, for den.
- Brum from Denmark (DK) — danske August Engkilde og co. spillede op til jazz-inspireret elektronisk fest og fik sveden til at drive. Jeg nød at få lov til at danse med. Tak for den gratis CD, August!
- Jarle Bernhoft (NO) — en forunderlig stemme gemt i en lille norsk musiker. Han samplede sin guitar og brugte den til både at spille trommer, bas og rytmeguitar til hans egen funk/soul-musik. Det var fantastisk og vi har allerede bragt videoer fra Spot. Wow.
- N*Grandjean (DK) — sangskriveren fra det danske band Luke, Nikolaj Grandjean, havde taget et par gode kammerater med og så gik der næsten lejrbålsstemning i den. De sang og spillede smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 mennesker i salen følte jeg, at de spillede lige præcis for mig. Jeg håber, at resten af salen havde det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
- Baskery (SE) — Efter at forsinkelsen i Musikhusets Lille Sal bare var blevet større og større hen over dagen, så endte det nu med, at aftenens sidste band kom i gang næsten en time forsinket. De spillede til gengæld med stor ivrighed for at holde os vågne. Baskery spiller country med Girl Power. Altså ægte Girl Power. Ikke den dér tyggegummi-candy floss-vammel-nutte-søde variant som Spice Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med stegepanden i hånden og et halmstrå i kæften. Og kommer du for sent hjem, så kan du sove hos grisene. De har turneret i USA og amerikanerne er tilsyneladende vilde med dem. Det er svært at være andet, når musikken samtidig fortæller en historie og er musikalsk og velspillet. Lyt til dem, hvis du får muligheden.
Jeg vil lige runde indlægget her af med en video fra Music for Modern Man. Det er nummeret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der vækkede os lørdag lige over middag, da vi sad på 5. række i Musikhusets Store Sal.