Anemette Olesen, som er forfatter til mange bøger, der tager udgangspunkt i gode råvarer fra naturen og haven, har en opskrift på kiks. Jeg ved ikke hvilken af hendes bøger den er fra, men de er i hvert fald gode!!
Jeg har gjort portionen mindre, så den passer med 3 bageplader.
En gang for længe siden klippede Malene en opskrift ud af et gammelt Idényt under overskriften “En høstmenu”. Det var en rødbedechokoladekage, der udnyttede årstidens høst af rodfrugter til at pifte en traditionel chokoladekage lidt op ved at putte en mængde rødbeder i.
Nu er det jo ved at være høsttid igen og derfor vil jeg benytte lejligheden til lige at komme med vores egen tilføjelse til denne opskrift.
Rødbedechokoladekage (fra Idényt)
4 pers.
1 stor springform
350 g fintrevet rødbede
200 g smør
300 g mørk chokolade
4 æg str. L
300 g sukker
1 spsk. vaniljesukker
350 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
Smelt smør og hakket chokolade for svag varme. Pisk æg og sukker hvidt og skummende, og rør rødbede og vaniljesukker i. Vend hvedemel, bagepulver og chokoladesmør i æggemassen. Kom dejen i en smurt og meldrysset springform, og bag kagen ved 150° i ca. 1 time. Mærk efter med en strikkepind. Så længe der sidder dej på pinden, er kagen ikke færdig.
Vi brugte (desværre?) meget store og modne rødbeder, og vi mener, at det måske var derfor kagen fik en meget muldet smag. Prøv med små, helt friske rødbeder — så kan det være, at den “jordede” smag ikke bliver så fremtrædende i kagen.
Som et alternativ til den ovenstående kage, som smager ganske udmærket, vil vi på et senere tidspunkt i løbet af efteråret prøve denne opskrift, hvor rødbederne først bliver bagt i ovnen før de bliver puttet i kagen:
Pak ca. 300 g rødbeder i alufolie. Bag dem ca. 1½ time ved 180 grader til de er møre. Pak ud og skræl dem. Sigt kakao, hvedemel, bagepulver og salt ned i sukkeret. Rør olie, æg, polenta og rødbeder i. Hæld blandingen i en smurt, meldrysset form og bag kagen ca 50 minutter.
PS! Dejen kan krydres med vanille eller ingefær.
I lørdags var der officiel indvielse af det nye, store — verdens næststørste — solvarmeanlæg i Ringkøbing. Anlægget er 15.000 m² og kan forventeligt levere 7–8% af Ringkøbings årlige varmebehov.
Det var interessant at se anlægget, som mest af alt består af en masse rør og pumper — det mest interessante var at opleve minikanonerne skyde en ordentlig salut. Og så se og høre, at der stadig er masser af vilje til at støtte en energirigtig energiforsyning.
For nogle år siden var der en müsli-konkurrence i Politiken. I den forbindelse havde jeg klippet 2 müsli-opskrifter ud af avisen med intentionen om, at jeg ville lave det selv på et tidspunkt.
Posen med müsli fra Urtekram var ved at være slunken, så lige præcis i dag fik jeg lyst til at kaste mig ud i disciplinen ristet müsli. Jeg havde dog ikke alle ingredienser til den opskrift, jeg havde udvalgt mig, så her mit bud på en ristet müsli. Alle ingredienser undtagen hasselnødder havde jeg i en økologisk udgave.
Jeg blev overrasket over hvor nemt det er at lave det og ærgerede mig egentlig over, at jeg ikke for længst har taget mig sammen. Her er resultatet, opskriften kommer efter billederne:
Malenes ristede müsli
200 g havregryn
100 g speltflager
100 g rugflager
50 g solsikkekerner
70 g hasselnødder skåret i halve
50 g kokosmel
2 dl appelsinjuice
1–2 spsk. rørsukker (kan undlades)
100 g lyse rosiner (tørrede blåbær eller tranebær kunne også være lækkert)
De tørre ingredienser til og med kokosmel blandes sammen, appelsinjuice vendes i. Blandingen fordeles jævnt ud på en bradepande beklædt med bagepapir, sukkeret drysses over. Blandingen ristes i ovnen ved 180 grader i ca. 25–30 min. til det er gyldent. Vend rundt i det hver 5. minut. Tag bradepanden ud og fordel rosinerne ud, vend rundt i det og lad det stå og køle af. Opbevares i glas med tætsluttende låg.
Vi plejer at tage ½ havregryn og ½ müsli med mælk til morgenmad, men det kan selvfølgelig også drysses på yoghurt eller lignende.
Søndervig har i mange år (der er snart 10 års jubilæum) lagt lokalitet til International Sandskulpturfestival. Festivalen går ud på at skulptører (vi kan kalde dem kunstnere) laver store skulpturer i sand.
I år var festivalens tema “Ægyptens mysterier” og det ses heldigvis tydeligt i de mange både store og små skulpturer, der spandt vidt fra myter, religiøse motiver og mystik. Hvis du får tid, så burde du tage en time eller to ud af kalenderen og køre til Søndervig for at se de flotte skulpturer. Her nedenfor kan du se skulpturerne på vores billeder, men sørg nu for selv at komme ansigt til ansigt med skorpiongudinder, vindmøller, Nefertiti, vindtørre mumier, mavedanserinder og meget mere…
I weekenden var Malene og jeg en tur ved Bovbjerg Klint sammen med Fjordnet for at høre om de specielle geologiske forhold, der er på stedet. Turen var arrangeret af Jens Demant Bernth, der er foreningens kasserer og uddannet geolog. Det gav ham en god baggrund for at fortælle vi andre lægmænd om istider, moræneler, aflejringer, sedimenter og meget andet.
Vi har købt en forfærdelig kogebog. “Fristelser af Chokolade” fra Parragon Books. For det første er den dårligt, hurtigt og sjusket oversat fra engelsk. For det andet kan man ikke se, hvem der har skrevet den. For det tredje kan ISBN-nummeret ikke findes på bogpriser.dk. For det fjerde kostede den vist 30,- kr. i Netto. Og for det femte er den propfuld af fantastisk lækre opskrifter på chokoladedesserter, ‑kager, ‑småkager, ‑is og ‑konfekt. En helt igennem afskyelig bog.
Opskrifterne er fulde af den engelske målenhed “cup” — og vi ejer ikke et eneste målebæger med en “cup”-angivelse. Det viser sig, at en cup vand svarer til 237 milliliter vand. Så er det jo bare med at komme i gang med en lommeregner og gange op.
Lige indtil det slår een, at en cup mel ikke vejer det samme som en cup vand eller en cup sukker — lige som 1 deciliter mel heller ikke vejer det samme som en deciliter vand eller sukker.
Da vi løb igennem ingredienslisterne i bogen, opdagede vi en interessant ingrediens: chokoladeessens. Hvad er det? Har I nogensinde hørt om det før? Jeg kan finde enkelte engelsksprogede opskrifter, hvor “chocolate extract” bliver brugt — men jeg har endnu til gode at finde en opskrift på selv at lave chokoladeessens.
Derfor kastede jeg mig ud i at lave en chokoladeessens selv. Jeg fortalte mig selv, at det måtte være meget som at lave en vanilleessens (eller vanilleudtræk), som jeg tidligere har gjort.
Så jeg købte en portion rå kakaobønner hos Netspiren.dk, afskallede dem og puttede de små stykker i et syltetøjsglas og fyldte glasset med vodka. Jeg har ingen anelse om forholdet mellem kakaobønner og vodka, så nu har jeg putter 50–60 gram afskallede bønner glasset og fyldt ca. 300–350 ml vodka deri. Nu skal det sikkert stå i en 3–6 måneder og trække. Derefter vil jeg tro, at jeg kan begynde at bruge af det.
Men når udtrækket / essensen / snapsen er klar, hvad kan jeg så bruge det til? Jo, ifølge kloge hoveder, så bruger man kakaoessens (der også kaldes chokoladeessens, eller på engelsk “chocolate extract”) i madlavning og bagværk til at tilføje en endnu stærkere chokoladesmag.
Jeg er spændt på at dufte til glassets indhold, når det er klar om nogle måneder. Lige nu vil jeg nøjes med at se farven skifte, når bønnerne afgiver smag og farve. Så må jeg tænke mig til resten.
Spot Festival 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ørerne (næsten) er faldet af.
I år benyttede jeg mig af min mobiltelefon og Twitter til at rapportere live fra festivalen. Det betyder, at du kan finde en hel håndfuld billeder fra Spot 2010 her på MobyPicture. Lad mig bare sige med det samme, at billederne ikke er verdens bedste kvalitet, men de kan da give et indtryk af, hvad jeg har oplevet.
I år var temaet for min Spot-kalender, at jeg ville høre bands, jeg ikke kendte, men som havde beskrevet sig selv spændende (set med mit perspektiv) — og så ville jeg gerne have nogle “sikre” koncertoplevelser.
Det betød, at jeg i år nåede at se og høre følgende kunstnere (i kronologisk orden):
Murder — Jakob Bellens fra I Got You On Tape er den ene halvdel af Murder. Jeg har aldrig hørt Murder live, men har lyttet til et par melankolske og dunkle titler fra deres bagkatalog. Det blev ikke dårligere af at blive spillet live og intimt på Archauz. En stille og rolig start på to dages festival.
Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i baglommen, så er der ret stor sikkerhed for et stort publikum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lyshænder blev skuffede. Det gjorde jeg nemlig — lidt. Jeg fik mere i samme stil — og det kedede mig i længden. Hvis jeg ikke kan holde en 40 minutters ud, så kan det vist ikke betale sig at købe hele pladen.
Kill Screen Music — dette var bandets første koncert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ildhu og spillede uhyre godt sammen. Der var ikke en skæv tone og alle pauser sad præcist som de skulle. De skal nok få en god live-karriere, hvis I spørger mig. Og så var Kill Screen Music også et eksempel på den slags musik, der var rigtig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melodisk rock med keyboard/synth-elementer. Uden tvivl med inspiration direkte fra firserne. Om man så kan li’ det eller ej…
Magnus fra Gaarden — Nu begynder det at blive meget smalt og niche-orienteret. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har den fjerneste intention om at købe Magnus fra Gaarden’s CD. Men alene beskrivelsen “jazzens svar på Slipknot”, gjorde, at jeg følte mig presset til at lytte til denne omgang Balkan-metal-jazz. Det var energisk, medrivende og utroligt støjende. Det var helt opløftende at se de dedikerede jazzmetal-musikanter rulle sig rundt på scenen i indfølte soli og sammenspillet livsglæde. Tak for den koncert, skal I ha’, Magnus og venner!
Ghost Society — her var der tale om ægte hype, hvis I spørger mig. Såvidt jeg kunne forstå, var forventningerne til denne koncert tårnhøje — og de blev indfriet hos de fleste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foundation” i beskrivelsen. Måske skulle jeg have læst lidt mere — for sjældent har jeg oplevet en mere indadvendt koncert. Jeg har aldrig rigtig lyttet til Det Elektriske Barometer og svælget i Weltschmerz og sandsynligvis derfor fandt jeg ikke Ghost Society særlig interessante. Nuvel, det var smukke melodier og der sad ikke en tone skævt, men — altså — jeg har da aldrig oplevet, at der kun bliver sagt 4 ord til en koncert. Og publikum grinte lidt nervøst over de tre af dem. Jeg oplevede et band, der aldrig nåede ud over scenekanten. Men det var der åbenbart andre, der gjorde. Hver sin smag — det er derfor, jeg kommer til Spot. For at opleve noget nyt og noget andet, end jeg plejer at høre.
Stoffer & Maskinen — også her, var det et par P3-numre, der sendte mig ind i teltet. Og jeg havde også lyst til at gå igen ret hurtigt. Men stædigheden vandt og jeg blev til sidste bifald. Det var endnu engang en portion melodisk rock med keyboard/synth-indpakning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyttede meget til radioen, når Stoffer & Maskinen blev spillet.
Dokkedal/Dixen — Uh, nu startede festen! Lige pludselig vendte humøret, da årets første festivaloplevelse med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner endelig oprandt. Jeg har (stadig) en svaghed for glad, elektronisk baseret musik, så det siger sig selv, at mine fødder kom i omdrejninger og hovedet vuggede til de tunge basrytmer fra de to DJs. Det var 40 minutters mashup- og sampleleg, som blandede vidt forskellige musikalske kilder sammen til en helt ny oplevelse. Essensen i den korte koncert var dubstep og hiphop og det fik energien op på Officerspladsen. Det eneste, der ærgrer mig nu, er, at de tre smagsprøver, der ligger på Dokkedal/Dixens hjemmeside, ikke har samme høje feststemning, som det vi oplevede i Århus. Dagens højdepunkt!
Esther Maria & the Song Horse — efter at have været til festival i omkring 8–10 timer og oplevet en lang række kunstere, så er det som oftest en rar oplevelse at sætte sig ind i Musikhusets Lille Sal og opleve singer/songwriter-kunstnerne opløfte deres melankolske røst. Esther Maria er en dygtig sangerinde fra Holstebro, som har slået sig på alternativ country i stedet for jazz. Det gør hun egentlig udmærket — hendes musik var bare en smule tam. Der var ikke rigtig bid i den. Men måske er det fordi, jeg har en helt fantastisk erindring om svenske Baskery, der spillede samme sted sidste år. Jeg overvejer ikke at købe Esther Marias plade — men Baskerys ligger stadig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musikken?
Og så på hovedet i seng. Det var listen og dommen over fredagens kunstnere.
Om lørdagen så og hørte jeg følgende (stadig kronologisk ordnet):
Grammofunch — Dagen starter endnu engang stille og roligt med Grammofunchs underlægningsmusik til en 37 min. lang stumfilm. Filmen krævede en større filmanmeldereksamen for at finde historien, så den vil jeg undlade at kommentere ud over at skrive, at den var klippet meget langsomt og sikkert var meget smuk. Musikken var en omgang psykedelisk rock-jazz, der i bedste Led Zeppelin-stil forsøgte at understøtte billederne. Meget fint — men det vandt aldrig min interesse.
Hunch Bettors i Karrierekanonen-blokken — dette unge og øjensynligt lovende band fra Holstebro fik hele teltet til at juble. Jeg blev aldrig rigtig bidt af dem til trods for at de havde både trompet og harmonika med i deres rock-ensemble.
Slaraffenland — Et dansk band, der ikke er særligt kendt i Danmark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunstnere ikke kan finde fodfæste i Danmark, men derimod kan sælge mange plader og fyldte koncerter i udlandet. Det får i al fald mig til at tænke, at hvis man er en talentfuld dansk musiker, så må man ikke opgive håbet om en karriere bare fordi man ikke kan sælge koncerter og plader i hjemlandet. Kontakten med de rigtige mennesker kan bringe en langt. Nå, det var koncerten, det skulle handle om. Slaraffenland spiller avantgarde rock, der ikke forsøger lette løsninger. Det var flot, avanceret, velkomponeret musik, der også kom ud over scenekanten. Tak for en god koncertoplevelse til Slaraffenland.
Annika Aakjær — jeg hørte denne kvindelige Niels Hausgaard første gang for to år siden, da hun spillede en intim koncert på Rytmisk Scene. Det var en meget bidsk, meget observant og meget politisk koncert. Annika Aakjær fik en del opmærksomhed for hendes P3-hit, som førte til en plade og en plade mere og en del turneer. Jeg synes hun gør det godt — hun bruger stadig pauserne mellem numrene til at fortælle en anekdote eller sende en skarp bemærkning afsted inden hun spiller et nummer, der har en relation til det, hun lige har fortalt. Denne gang spillede hun i Store Sal med et “rigtigt” rockorkester. Det betød, at hendes numre havde fået langt mere plads og langt større lyd. Jeg syntes egentlig, at det var ærgerligt, for jeg syntes ikke, at bandet spillede helt fantastisk — og hendes historier behøver ikke meget akkompagnement. Jeg var ikke superbegejstret for koncerten — men hendes pointer var stadig superskarpe.
Tremolo Beer Gut — dansk surfrocks ukronede konger. Når først elguitaren er sat i sving, så stopper festen ikke igen før Tremolo Beer Gut er gået af scenen. Hvis man kan holde lyden af vibrerende twang-guitar ud, så er det en livgivende oplevelse at lytte til disse fire drenge. De skåler (jævnligt) med publikum og hilser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spiller de musik som om de aldrig har bestilt andet. Herligt.
Thomas Dybdahl — her var det nødvendigt at stå i kø i op mod en time før koncerten startede for overhovedet at få en plads. Og da dørene blev åbnet, var der lemming-agtigt stormløb mod koncertsalen. Det nærmede sig hysteri, men man kan godt forstå, hvorfor interessen var stor. Thomas Dybdahl har en kæmpe fanskare i Danmark og det er sikkert, at mange af dem var kommet til Spot 2010 for at høre ham. Hans varme bløde stemme bød os velkommen, da vi havde sat os til rette i Store Sal og derefter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før koncerten var slut. Når Thomas sagde “syng med”, så sang vi med. Når han fortalte os, at vi var det mest fantastiske publikum, så troede vi på ham. Han optræder med en ydmyghed, der gør det umuligt ikke at bryde sig om ham. Wow. Han er god.
Ginger Ninja — Et rockband mere, der har fået keyboards koblet til mikseren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kunne løfte deres optræden op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg havde lidt samme fornemmelse som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
Turboweekend — Efter Ginger Ninja-koncerten skyndte jeg mig til den sidste koncert i Store Sal. Det var der også mange andre, der havde gjort, så jeg kom til at sidde helt oppe under loftet på balkonen. Det har jeg aldrig prøvet før. Og jeg har heller aldrig prøvet at lytte til så energisk musik i Store Sal. Turboweekend har bestemt forandret sig meget siden jeg hørte dem på Officerspladsen på Spot for et par år siden. Og de havde naturligvis hele bagkataloget med af gode, lytteværdige hits. Inklusive en live-version af Trouble Is (Joker Remix). Wow, for en afslutning på Spot 2010.
Lørdagen sluttede med et brag. Og vi gik hjem i seng, mætte af musikoplevelser og trætte efter at have gået, stået, lyttet og talt med gode venner i to dage i træk.
Spot 2011 — vi ses!
Og så til dig, der ikke kender Trouble Is (Joker Remix):
Nu prøver vi igen at lave mælkebøtteblomstsaft, sidst var for 3 år siden, hvor vi fik lavet en flaske. Jeg har gerne ville lave det de øvrige år, men blomstringsperioden for mælkebøtter kommer åbenbart altid bag på mig. De er der lige pludselig og lige så hurtigt er de afblomstret og står med deres frøskærme.
For lidt over en uge siden havde vi planer om at bruge søndagen på at plukke mælkebøtter, men regnen satte en stopper for de planer. Tirsdag aften i sidste uge, hvor solen havde skinnet hele dagen, kørte vi ca. 10 km ud til Nymølledalen vest for Ringkøbing, hvor vi var sikre på, at der i hvert fald ikke havde kørt biler.
Desværre havde mælkebøtterne allerede besluttet sig for at gå i seng, så det var kun en eng med sammenklappede mælkebøtter, som mødte os. Vi fik dog samlet en baljefuld, fik den fragtet hjem og brugte 1½ time (2 mand) på at pille kronbladene af. Sikke et arbejde! Det kan derfor helt klart anbefales at plukke mælkebøtterne om dagen, hvor skærmene er foldet ud.
Kronbladene fyldte ca. halvdelen af en 7 liters gryde, og blev overhældt med 3 liter kogende vand og tilsat ca. 1 kg rørsukker, saften af 3 citroner, 2 breve citronsyre og en lillefingerstørrelse ingefær (bare for at prøve).
Saftblandingen stod på køl i en lille uge og blev rørt i af og til. I går blev saften siet og hældt på atamonskyllede patentflasker (4 stk.) og her er det færdige resultat!
Måske kan du stadig nå at lave din egen saft, der står stadig mælkebøtter rundt i det danske land. God fornøjelse!
For nylig hørte jeg Anders Høgh Nissen (@4nd3rs), der er vært på DR Harddisken, fortælle fra konferencen NEXT i Berlin, hvor det helt store emne var crowd sourcing. Ved crowd sourcing lægger man eks. produkt- eller konceptudvikling ud til brugerne/læserne/de besøgende på ens website.
Med sådan en megatrend i sigte, vil det betyde, at vi hele tiden skal tage stilling til nye ting, stemme for at bestemme, give vores mening til kende eller på anden måde deltage for at få lov til at købe ind eller forbruge. Og når udbuddet af produkter, produktvarianter, alternative produkter hele tiden bliver større og større, så bliver det sværere og sværere for forbrugerne at købe.
Det tyske firma Hipstery (et ordspil på hipster — en ‘smart fyr’ — og mystery) forsøger at vende denne trend helt på hovedet og vælger selv et passende produkt for forbrugeren. Det eneste, jeg skal gøre for at handle hos Hipstery, der sælger t‑shirts, er at fortælle dem, hvilken størrelse jeg ønsker min t‑shirt i og indtaste min adresse. Derefter bliver jeg bedt om at svare på 6 simple spørgsmål, som skal hjælpe Hipstery med at afgøre hvilken t‑shirt, jeg vil finde interessant.
For nylig kastede jeg mig derfor ud i uvidenhedens ocean og bestilte to t‑shirts fra Hipstery. Det var 5 nervepirrende dage inden der lå en mystisk kuvert i postkassen.
Kuverten var fra Hipstery — og inden i den var der to fede t‑shirts. Den ene var fra det kæmpestore udbud på Threadless.
Den anden t‑shirt var fra Tee Fury. Jeg ville aldrig selv have valgt nogle af disse t‑shirts, men “t‑shirt-videnskabsmændene” (t‑shirt scientists, som Hipstery-folkene kalder sig selv) havde udvalgt disse to og jeg syntes egentlig, de er flotte.
Det var imidlertid ikke det eneste, der var i den pakkede kuvert. Hvis man skal gøre sig håb om at være en hip og moderne virksomhed, så må man skabe en oplevelse. Det gør Hipstery ved at putte ekstra ting i kuverten.
I kuverten var der følgende ekstra ting:
Et rundt klistermærke med den piberygende Hipstery-mand
Et Hipstery-certifikat, der fortæller mig, at jeg er en ægte hipster fordi jeg tør!
En tysk tegneserie fra 1983.
En 3D-brille
Et gammelt postkort med motiv fra en skibakke.
Et stykke papreklame for en tysk portrætfotograf
Og således har Hipstery sikret sig, at jeg bestiller hos dem mere end en gang: for hvad er der mon i pakken næste gang?
Mht. den piberygende Hipstery-mand, så er han også afbildet på forsiden af Hipstery-certifikatet.