Dagsarkiv: marts 22, 2009

Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen

Vi er lige kom­met hjem fra en tur i den lokale Ring­kø­bing Bio. Det er en gan­ske lille bio­graf med plads til lige omkring 90 gæster. Højta­ler­sy­ste­met er helt almin­de­ligt og sto­lene er spon­se­ret af de lokale erhvervs­dri­vende. Bag på hver stol sid­der der en lil­le­bitte rek­lame, så man kan se, om man sid­der i slag­te­rens stol, fri­sø­rens stol, pizze­ri­a­ets stol eller en helt fjerde. Betje­nin­gen er præ­cis så ufor­mel, som den skal være, når ste­det dri­ves af lokale entu­si­a­ster og den intime stem­ning opret­hol­des af, at man selv kan vælge de bed­ste stole, for bil­let­terne er unummererede.

Ugens film var Chan­ge­ling (IMDb, Wikipe­dia) med Ange­lina Jolie i den alt­over­skyg­gende hoved­rolle som mode­ren, hvis barn for­svin­der og bli­ver erstat­tet af en anden dreng, som påstår at være hen­des søn. Fil­men føl­ger hen­des kamp mod en kor­rupt og udu­e­lig poli­ti­styrke, der kæm­per for at opret­holde et pænt image. Hun får hjælp af den uku­e­lige og ret­fær­dige pastor Gustav Bri­eg­leb (spil­let af John Mal­ko­vich), der hol­der et vågent fal­keøje med poli­ti­kere og poli­ti­styr­ken i det bun­d­rådne Los Angeles.

Fil­men er instru­e­ret af Clint Eastwood, der tid­li­gere har instru­e­ret liv­styk­ker som Let­ters of Iwo Jima, Mystic River og A Per­fect World. Fil­men hol­der en i et jer­n­greb hele vejen igen­nem, hvor vi lever, ånder og lider med den stak­kels moder, der gang på gang må sny­des for sand­he­den om den for­s­vundne søn.

Det er fan­ta­stisk at se Ange­lina Jolie spille en karak­ter med en smule mere dybde end de slå-og-skyde-og-derefter-sparke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den brede offent­lig­hed. Der er ikke mange rappe replik­ker i Chan­ge­ling — pånær i sce­nen, hvor dok­to­rens hest bli­ver omtalt — og det klæ­der fil­men at holde et sobert og tro­vær­digt sprog­ligt niveau. Histo­rien fore­går fra 1928–35 og det kræ­ver natur­lig­vis en stor del af omgi­vel­serne for at holde illu­sio­nen. Fil­men star­ter og slut­ter i sort-hvid, så vi får et klart bil­lede af, hvil­ken tidsal­der, vi er til­bage i. Spor­vogne, travle tele­fon­cen­tra­ler og gamle Ford-automobiler er med til at holde os dér.

Uan­set at histo­rien er byg­get over vir­ke­lige hæn­del­ser — hvil­ket i rea­li­te­ten gør det hele en tand mere gru­somt — så hol­der den spæn­din­gen til aller­sid­ste celluloid-strimmel er rul­let over lær­re­det. Chan­ge­ling kan anbe­fa­les — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjer­ner, hatte, film­rul­ler, kara­mel­ler, for­hamre, egern, vælg selv!) for en god histo­rie, en vel­spil­lende sku­e­spil­ler­li­ste, for at holde spæn­din­gen til sid­ste sekund, for at bringe os tro­vær­digt til­bage til 1930’erne og for at have været en god før­ste filmop­le­velse i Ring­kø­bing Bio. Se den.