I aften tager vi til Volbeat-koncert i NRGi Arena i Århus. Det bliver den første metal-koncert vi nogensinde har betalt for — det plejer ikke at være Volbeat, der spiller i vores medieafspiller. Så måske bliver det også den sidste metal-koncert, vi betaler for. Eller måske bliver det den første i en lang række.
Under alle omstændigheder står Volbeat og deres tunge metalrock i meget stærk kontrast til den musikalske oplevelse, vi fik i går, da vi var en tur på Ringkøbing Rådhus (byens uofficielle musikscene for mindre arrangementer), da det i går var forårskoncert for Ringkøbing-Skjern Musikskoles elever over 25.
Malene har sunget i Kvindekoret siden efteråret 2008 og går stadig til øveaften hver mandag for at blive bedre og bedre til at synge. Kvindekoret startede og sluttede eftermiddagen med en fællessang sammen med de knap 100 fremmødte. Derudover sang de nogle af deres smukke flerstemmige numre, der fik kuldegysningerne frem blandt publikum.
De øvrige optrædende var en mandolinspiller (jeg har aldrig hørt live mandolin før!), et spillemandsorkester, en flok klarinetspillere (Klarinørderne), et riverdance-hold, et klassisk ensemble på klaver og tværfløjte samt et helt tværfløjtehold.
Som bekendt skal man lære så længe man lever — og det er fantastisk livsbekræftende at se, at så mange ældre mennesker stadig tør prøve kræfter med at lære at spille et instrument. For det er ikke helt forkert at sige, at der stadig var behov for øvelse. Samtidig var det også dejligt at se, hvor lettede eleverne blev, når de kæmpede sig (succesfuldt) igennem et svært stykke.
I aften står den imidlertid på højprofessionel metalrock af bedste danske skuffe. Jeg glæder mig til at prøve noget, jeg aldrig har prøvet før. Og jeg har fundet ørepropperne frem.