I dag har jeg været i godt selskab med en flok tøser. Anledningen var fejringen af min veninde, Sannes fødselsdag. Som eftermiddagen skred frem, skulle man næsten tro, at det var en komsammen med flere rygere, der jævnligt måtte ud. Det var dog heldigvis “bare” babyer, der skulle tilses. Babyalarmer har mange forskellige lyde, har jeg erfaret. De nyere babyalarmer har holdere til bæltet; så er man helt sikker på hvilken alarm det er, der kommer lyd fra. Hvordan klarede man sig i grunden tidligere uden alarmer.
Vi sad og talte om, hvad vi foretog os som 5–6 årige. Vi cyklede alene til stranden, var der hele eftermiddagen og kom hjem til aften. Tog med bussen, gik i fjeldet (jeg boede jo i Grønland de første 8 år af mit liv), handlede, og mange andre, i dag helt usandsynlige ting.
Det var andre tider i “gamle” dage for ikke så længe siden.