Søndag aften plejer jeg at være gået i seng inden kl. 23. Derfor har jeg ikke haft mulighed for at høre Anders Lund Madsens nye søndagsunderholdningsprogram, som bliver sendt den sidste søndag i hver måned. Derfor er det godt, at man kan podcaste udsendelser som disse! Her til aften hørte vi nemlig de to udsendelser der har været sendt.
Udsendelserne kaldes Den Selvlysende Hund fordi Anders i sin barndom så en uhyggelig film i smug, hvor der indgik en selvlysende hund. Bagefter kunne han ikke sove! Programmet handler altså om uhygge, spøgelser, gengangere og hvad der ellers er af artefakter i den genre.
Jeg kunne ikke lade være med at grine af Gitte fra Esbjerg. Hun ringede ind og ville have hjælp til at slippe af med et spøgelse, som hendes kæreste havde slæbt med hjem fra arbejde. Og en-to-tre, så tunede den inviterede clairvoyant ind på spøgelset og bad spøgelset forlade denne verden.
Når det er Anders, der står bag, så kan man ikke lade være med at smågrine under programmet. Så det kan helt klart anbefales enten at holde sig vågen fra 23–01 eller som vi gjorde: downloade Den Selvlysende Hund som podcast.
Lukket for kommentarer.