Månedsarkiv: februar 2009

Tillykke til mig!

Een gang om året må man gerne være lidt selvs­ma­gende — og det er når, man har fød­sels­dag. Så i dag er det min tur, da jeg run­der 30 år. Det skarpe hjørne giver tid til eftertanke: Har man nået de mål, man satte sig? Har man fået de børn, man gerne ville ha’? Prø­vet de ting, man gerne vil prøve? Hvis man altså synes, at 30 er et skarpt hjørne.

Jeg føler mig ikke meget ældre end i går (og da følte jeg mig hel­ler ikke 30 år gam­mel!) så hvor­for skulle jeg dog blive så alvor­lig og efter­tænk­som lige nu?Jeg ven­ter til en stille aften i solens skær med et halv­fyldt glas i hån­den. Så må efter­tænksom­he­den sænke sig.

Og apro­pos at smage på ting, så sæt ende­lig tæn­derne i disse muf­fins. Jeg bagte en dob­belt por­tion og tog med til mine nye kol­le­gaer hos Ørskov. De smagte rig­tig dej­ligt, men kunne godt have været mere luf­tige. Det sid­ste var vist mest min egen skyld. Tål­mo­dig­hed er en dyd, siger de jo.

12 stk. muf­fins med hin­d­bær og solbær

  • 250 gram blødt smør
  • 250 gram suk­ker (en blan­ding af almin­de­ligt rør­suk­ker og muscovado-rørsukker)
  • 5 æg
  • 150 gram hin­d­bær og solbær
  • 300 gram mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vanilie
  • ¼ tsk. vaniliepulver
  • 2 spsk. sukker

Rør smør og suk­ker lyst og luf­tigt. Til­sæt æggene et efter et og rør grun­digt imel­lem hvert æg. Vend bær­rene i dejen. Sigt mel og bage­pul­ver sam­men, bland suk­ke­ret i og vend det hur­tigt og let i ægge­mas­sen. Kom straks dejen i 12 vels­murte muf­f­in­forme og bag dem i en for­var­met ovn ved 200 gra­der i 25–30 minut­ter til de er fint fyldne, hævede og gennembagte.

Det er natur­lig­vis muligt at skifte sol– og hin­d­bær ud med anden frugt. Blå­bær, æble, pære, eller hvad fry­se­ren nu lige byder på.

Vel­be­komme! Og husk: Sådan en mængde suk­ker kræ­ver en kop kaffe eller te.

Kære Dagbog…

Vi har jo valgt at skrive et blo­gind­læg om dagen, hvil­ket bety­der, at vi hver skal skrive et ind­læg hver anden dag.

I denne tid er jeg rime­ligt hængt op arbejds­mæs­sigt, så det kan være ret svært at sætte sig ned og tænke kre­a­tive tan­ker og lave inspi­re­rende ind­læg.  Sætningen:

Åh, det er min tur til at skrive blo­gind­læg i dag!”, efter­fulgt af et: “Hvad skal jeg dog skrive om?!”

…er røget ud af min mund nogle gange efter­hån­den. Jeg kunne da også bare skrive en masse ind­læg, som kunne ligge og vente. Men sådan er jeg ikke ind­ret­tet. Jeg vil gerne skrive dag­bogsind­læg. For­tælle hvad jeg har ople­vet eller lavet. Det er bare ikke altid, at ens hver­dag er det mest ophid­sende at for­tælle om. Og det er begræn­set, hvor per­son­lig jeg har lyst til at være her på blog­gen. Der­for kan det nemt blive overfladisk…

Lidt rodede tan­ker fra en pt. rodet hjerne…

Nanoblogg er den nye mikroblog

Jeg ser en udvik­ling her, som er værd at gå videre med.

Først havde vi blog­gen. En lang stribe ord — som regel sammenhængende.

Der­ef­ter kom mikro­blog­gen. Den redu­ce­rede mæng­den af ord til 140 tegn. Man kan sige utro­ligt meget med 140 tegn, hvis man tæn­ker sig om inden man skriver.

Nu er nanoblog­gen her alle­rede. Her er vi begræn­set til eet ord. Et ord. Tag lige og brug plad­sen for­nuf­tigt. Det kan blive en utro­ligt langstrakt dis­kus­sion, hvis. Vi. Kun. Må. Skrive. Et. Ord. Af. Gan­gen. Erfa­rin­gen viser dog, at det oftest er enten til­lægs­ord eller nav­ne­ord, der bru­ges. De bærer trods alt også mest information.

Nu for­ud­ser jeg (og andre — @UffeStenstrop blandt andet) at næste skridt bli­ver en blog­form, hvor vi kan få lov at skrive et bog­stav. Lad os kalde den pikoblog­gen (eller picoblog alt efter sprog­valg). Med pikoblog­gen bli­ver det meget, meget cen­tralt at over­veje, hvad det er, man har lyst til at sige. Og det kan ikke ude­luk­kes at ind­til flere af os euro­pæ­ere vil begynde at lære kanji eller andre (fra vores syns­punkt og bred­degra­der) ekso­ti­ske alfa­be­ter for at kunne bruge skrift­tegn, der siger mere eller oven i købet lig­ner små teg­nin­ger og der­for kan bære mere betyd­ning. Et tegn er meget, meget lidt information.

Men stør­rel­ses­be­teg­nel­serne stop­per jo ikke ved piko. Vi har også en femto-forstavelse. Så hvor­for ikke lave en femtoblog? En blog­form, hvor vi har een bit per ind­læg. En bit. Et 0 eller et 1-tal. Tænk over det. Hvor­når duk­ker piko– og femtoblog­gen op? Går der mere end 3 måneder?

Jeg spår, at inden 2009 er omme, så har vi set eksemp­ler på begge dele.

Gad vide, om det er godt tids­punkt at regi­strere picoblogging.com og femtoblogging.com?

X-tra plastikposer fra COOP går i stykker

Hvad er det COOP for­sø­ger at sige med vare­mær­ket X-tra? At man får x-tra dår­lige pro­duk­ter? X-tra bil­lige pri­ser? X-tra ussel kva­li­tet? Eller hvad?

For et stykke tid siden købte vi en rulle pla­stikpo­ser (3 liter), hvor stort set hver anden er rev­net i svejs­nin­gen i bun­den. Vi har som regel nået at opdage det, inden der er sket ulyk­ker. De fle­ste gange har det været en fyldt pose med suppe eller andet fly­dende. Posen er så gået i styk­ker, når ind­hol­det er fros­set og der­med ble­vet større i fryseren.

I dag købte jeg en stak kyl­lin­gelår og noget hak­ket okse­kød, der skulle omfor­de­les i ikke-familievenlige stør­rel­ser. Jeg måtte putte alle poserne med okse­kød ned i endnu en pose, da jeg under­vejs i pro­ces­sen opda­gede, at de (endnu engang) var gået i styk­ker i svejs­nin­gen i bun­den efter at jeg havde put­tet ind­hold i posen og bun­det en knude på.

Det er da utro­ligt uhen­sigts­mæs­sigt at skulle bruge to poser hver gang — og i øvrigt dår­ligt for mil­jøet blot at bruge flere poser end nød­ven­digt. Og min irri­ta­tion kom­mer nu til at gå ud over COOP og deres X-tra-varemærke.

Hvor­for pro­du­cere pro­duk­ter, der irri­te­rer for­bru­gerne? Hvor­for kalde det X-tra (under­for­stået ekstra godt), når det tyde­lig­vis er ekstra dår­ligt? Jeg har da aldrig før ople­vet at så mange plast­po­ser revner.

Hvor­for, COOP? Hvorfor?

5 minutter i den lokale æter

I mit job som pro­jek­t­me­d­ar­bej­der i Turist­grup­pen Vestjyl­land sen­der jeg af og til pres­se­med­del­el­ser ud. I dag rin­gede så sel­ve­ste Radio Klit­holm for at få et eks­klu­sivt inter­view med mig i anled­nin­gen af, at vi har sendt vores Him­mel & Hav maga­sin ud.

Så i dag kl. 17.11 til 17.16 var jeg sim­pelt­hen live on air :-) Nu kan jeg skrive 5 radioop­træ­de­ner på mit CV. En gang på DR (det heden­gangne pro­gram Uland Under­sø­ger) og 2 gange på Stu­den­ter­ra­dioen i Aal­borg. Og sidst men ikke mindst på Radio Djursland, hvor vi sang Sankta Lucia i 5. klasse.

Hvis der er nogen som har opta­get det, så mod­ta­ger jeg gerne en lyd­fil til arki­vet :-)

Ting, der ikke passer sammen

Her er den næste omgang af ting, der ikke pas­ser sam­men:

Det var alt for denne gang. Hvis du har kom­men­ta­rer, for­slag eller andet, så er du vel­kom­men til at lægge en kommentar.

Post-zoneterapi.

Jeg fik zone­te­rapi i for­bin­delse med Hele­nas pol­te­ra­bend i går. Efter behand­lin­gen fik jeg at vide, at man efter sådan en behand­ling kan blive træt og at ens dår­lig­domme lige skal mar­kere sig. Det kan eksem­pel­vis vise sig som hoved­pine (hvis man i for­vejen lider af det). Jeg synes bare, at jeg er lidt præ-influenza-agtig og har ondt under min ven­stre fod.

Skal vist lige have læst lidt om hvad zone­te­rapi egent­lig går ud på. Måske finde en zone­te­ra­peut i Ring­kø­bing, som kan fjerne mine dår­lig­domme — eller bare for at få fød­derne mas­se­ret :-)

Jakobs polterabend

“I dag er det Jakobs pol­te­ra­bend — hurra, hurra, hurraaa!”

Min lil­le­bror Jakob Kold skal gif­tes i star­ten af marts med hans udkårne Helena og der­for hol­der vi pol­te­ra­bend for ham i dag. Jeg går ud fra, at han i dag ikke får tid til at læse, hvad jeg skri­ver om hans pol­te­ra­bend, så der­for vil jeg godt alle­rede nu del­ag­tig­gøre alle I andre i planerne.

Kl. 10:00 — alle (drenge og pigerne, der skal holde pol­te­ra­bend for Helena) bra­ger ind ad døren og ser­ve­rer ame­ri­kansk brunch. Det der ikke kan laves på for­hånd skal laves færdig.

Kl. 12.45 — Dren­gene skal køre gokart v/ Skive Gokart — vi kører et Le Mans-løb, der varer 45–50 minutter.

Ca. kl. 14.30 — Når vi har fået armene strakt ud igen, sluk­ket tør­sten og tør­ret sve­den af pan­den, så tager vi 90 minut­ter på Paintball-banen og pløk­ker Jakob. Vi skal se, om han kan holde til at stå for skud.

Ca. kl. 16.30 — Vi har klædt om igen og har sluk­ket tør­sten igen. Vi begi­ver os til­bage til Jakob og Hele­nas lej­lig­hed og slap­per af, klæ­der even­tu­elt om og gør klar til næste punkt.

Kl. 19.00 — Der er bestilt bord på Restau­rant Kreta i Skive. Vi tager både drenge og piger med der­ned. Efter mid­da­gen er plan­læg­nin­gen en smule løs og afgjort af, om vi sta­dig kan holde øjnene åbne og benene oprejst. Måske byder Ski­ves nat­te­liv på en god ople­velse. Måske er det bedre at gå hjem i seng og blive klar til man­dag mor­gens udfordringer.

Det kan jo være, at andre på Skive-egnen skal plan­lægge en pol­te­ra­bend. Pla­nen her er et for­slag til jer :-)

Baconmuffins

Jeg fik lyst til at lave muf­fins, som ikke var søde og fandt denne opskrift i min muf­fins­bog fra Le Cor­don Bleu–serien. De er gode til brunch eller bare som mellemmåltid.

Baconmuffins
Bacon­muf­fins
  • 200 g bacontern
  • 1 stort løg, finthakket
  • 375 g hvedemel
  • 3 tsk bagepulver
  • en kniv­spids salt
  • 1 spsk frisk­hak­ket persille
  • 2 æg
  • 2½ dl mælk/soyamælk
  • 125 g smel­tet smør

210 gra­der i 20 min.

125 g smør smel­tes, brug noget af det til at smørre muf­fin­s­for­men (med­min­dre du bru­ger en sili­ko­ne­form). Steg bacon, tag det op og lad det dryppe af på noget køk­ken­rulle. Steg løg i bacon­fed­tet, til det er blødt og gyldent.

Mel og bage­pul­ver sig­tes ned i en stor skål, til­sæt salt. Til­sæt hak­ket per­sille. Lav en for­dyb­ning i mid­ten. Pisk æg og mælk sam­men og hæld det over de tørre ingre­di­en­ser. Til­sæt også det smel­tede smør samt bacon og løg. Rør dejen sam­men med en dejs­kra­ber. Rør ikke for længe, dejen må gerne være klumpet.

For­del dejen i muf­fin­s­for­mens hul­ler. Bag kagerne i 20 min. Prøv evt. med en kød­nål, om kagerne er helt gen­nem­bagte. Lad de fær­dige muf­fins hvile i for­men i ca. 5 min. inden de ven­des ud på en bagerist.

Vel­be­komme!

Vestkysten kan være tåget

I wee­ken­den var vi ude at køre en tur i det våde vejr — en cykel­tur bragte os gen­nem sne, slud og regn­vejr. For­u­den natur­lig­vis forbi den lokale Kvickly.

Den mest inter­es­sante del af turen var udsig­ten ved Ring­kø­bing Fjord. Hori­son­ten var helt udvi­sket på grund af det fug­tige vejr — og lige­som øjnene, så havde kame­raet svært ved at foku­sere. Vi prø­vede alli­ge­vel at tage et par bil­le­der. Det her er det mest vellykkede.

Gråvejr over Ringkøbing Fjord
Gråvejr over Ring­kø­bing Fjord

Langs fjor­den løber fjord­s­tien, der bli­ver brugt flit­tigt af hund­e­luf­tere, motio­ni­ster og cyk­li­ster. Vi løber der gerne en 2–3 gange om ugen og har over­ve­jet at gøre vores tur langs fjor­den læn­gere. Den over­vej­else tager vi dog i os igen efter at have opda­get, at stien blot ender i det blå. Eller burde jeg sige det grå?

En mystisk rute ud i det grå.
En mystisk rute ud i det grå.
En mytisk rute ud i det blå.
En mytisk rute ud i det blå.

Det var næsten even­tyr­ag­tigt at stå dér og kigge ind i intet­he­den. Natu­ren er forunderlig.